Personalet på Frankrigs nationalbibliotek var vant til at modtage sjældne bøger og papirer, men dette var noget ganske særligt.
For de gulnede bøger og hæfter, der blev overdraget dem den dag i midten af 1990'erne, havde tilhørt Marie Curie – Frankrigs mest berømte videnskabskvinde og den første til at blive tildelt en Nobelpris to gange.
75 år var gået siden Marie Curies død, men hun var stadig nærværende. Den insisterende tikken fra geigertælleren afslørede nemlig, at papiret stadig var radioaktivt.
I flere år efter skulle forskere og andre, som ønskede at se Marie Curies notater, underskrive en erklæring om, at det skete på eget ansvar. Selv skænkede Marie Curie ikke risikoen mange tanker.
Selvom strålingen fra radium og de andre radioaktive stoffer var synligt skadelig, fortsatte hun. For Marie Curie var videnskaben en livsnødvendighed, farerne ufortalt.
Maria Sklodowska, som Marie Curie oprindeligt hed, havde ikke sin lidenskabelige interesse for videnskab fra fremmede. Mange år senere skulle hun huske, hvordan hun som fireårig stod som naglet fast ved faderens glasskab i hjemmet i Warszawa, Polen.
Bag ruden gemte sig “adskillige hylder med overraskende og elegante instrumenter: glasrør, små vægte, prøver af mineraler og endog et elektroskop (apparat til at måle elektrisk ladning, red.) belagt med bladguld”.
Faderen, professor Wladyslaw Sklodowsky, var blevet forbudt at arbejde af den russiske zar Alexander – polakker måtte ikke undervise i fysik og kemi.
Mens faderen forsøgte at holde familien sammen på den økonomiske front i dårligt betalte stillinger, lå moderen, Bronislawa, i mange år syg af tuberkulose. På grund af smittefaren var al fysisk kontakt mellem moderen og hendes fem børn udelukket.
Efter moderens død trak Maria sig ind i sig selv og koncentrerede sig om skolearbejdet. Hun ville studere fysik, og sammen med sin storesøster Bronislawa indgik hun en pagt.
Først skulle Maria arbejde, så Bronislawa kunne læse til læge, og når hun var færdig og tjente penge, skulle hun betale for Marias studier.
Maria var derfor 24 år, da hun i 1891, seks år efter sin studentereksamen, ankom til Paris for at studere ved Sorbonne-universitetet. Her ændrede hun sit navn til, det for franskmænd mere mundrette, Marie.
Marie Curie fik en lysende idé
Den unge polak kunne ikke have gjort sin entré i videnskabens verden på et mere interessant tidspunkt.
I 1800-tallets sidste år gik videnskaben frem med stormskridt. De lærde mænd i kitlerne syntes at have svaret på alt, og den næste opdagelse forekom mere eventyrlig end den foregående.
I Tyskland havde Heinrich Hertz ved et eksperiment påvist radiobølgerne, og Wilhelm Conrad Röntgen eksperimenterede med stråler, som kunne gennemlyse et menneske.
Blandt Maries lærere var Gabriel Lippmann, som i 1908 skulle få Nobelprisen for at udvikle farvefotografiet.
Marie sugede det hele til sig.
“Al min tankevirksomhed drejede sig om mine studier. Jeg arbejdede på mit værelse, af og til meget sent. Alt, hvad jeg så og lærte, var en ny fryd for mig”, fortalte hun senere.
Anstrengelserne bar hurtigt frugt. Efter to års studier – i 1893 – tog Marie som nummer ét i sin årgang en grad i fysik og året efter en i matematik – her sluttede hun som nummer to.
Efter eksamen blev hun hyret af Lippmann til at studere magnetisme i stål. I den forbindelse mødte hun Pierre Curie, leder af laboratoriet ved skolen for industriel fysik og kemi og en anerkendt forsker inden for magnetisme.
Marie følte sig straks tiltrukket af den “høje unge mand med det kastanjebrune hår og de store, klare øjne”. Interessen var gengældt, og fra første færd var de sjælevenner.
Den 26. juli 1895 blev de gift ved en enkel ceremoni. Godt to år senere, i september 1897, blev datteren Irène født. Marie gik til moderskabet som til sin forskning; hun noterede barnets vækst, hovedstørrelse og evne til at gribe ting.
Samtidig begyndte hun at arbejde på sin ph.d. om uranstråler, efter Henri Becquerel to år forinden havde opdaget, at uran stråler i stil med røntgenstråler.
Pierre Curie afsluttede også sin forskning til fordel for at hjælpe sin kone med hendes forskning. Snart gjorde hun sin største opdagelse, radioaktivitet.
Ægteparret Curie i deres laboratorium, hvor de opdagede grundstofferne radium og polonium.
Hun fandt ud af, at nogle stoffer afgiver en elektromagnetisk stråling, som kun kunne forklares ved, at der foregik noget inden i selve atomet. På Marie Curies tid mente fysikere, at atomet var en uforanderlig enhed.
Marie Curie opfandt ordet radioaktivitet til at beskrive en ustabil atomkerne, som netop udsender stråling.
Ved at måle udsvingene i strålingen fra forskellige prøver af uran fandt Marie ud af, at der måtte indgå et andet stof end uran.
Den 19. december 1898 blev ordet radium efter radius (latin for stråle) for første gang skrevet i notesbogen i Curies laboratorium. For at bevise stoffets eksistens måtte hun imidlertid udskille det fra dets kilde, uranbegblende, et støvlignende uranholdigt mineral.
Marie Curie satte livet på spil for videnskaben
Processen var møjsommelig og indebar, at Marie Curie skulle røre i store kar med en kogende væske, et arbejde mere passende til en toptrænet atlet end til en spinkel kvinde.
Udvindingen var ikke blot møjsommelig, men også langvarig. Måneder blev til år, og imens følte Irène sig forsømt. Også aftener og søndage blev brugt i laboratoriet, som den dengang tre et halvt år gamle Irène refererede til som “det triste, triste sted”.
Men Marie Curie var lykkelig.
“Vi levede helt i vores egen verden, så komplet, som var det en drøm”, skrev hun senere. Marie og Pierre tog ofte hinanden i hånden og spadserede en aftentur hen til laboratoriet. Undervejs fantaserede de højlydt om, hvordan radium mon så ud.
“Jeg tror, at det har en smuk farve”, sagde Pierre. Han fik ret. Da de havde udvundet nok radium til at se stoffet, stod ægteparret stille i laboratoriet og så på prøverne. Stoffet var svagt lysende. “Det var virkelig et dejligt syn, som et svagt fortryllet lys”, skrev Marie.
Efter fire år havde Marie endelig udvundet en prøve – mindre end en femtedel af en teske – som indeholdt så lidt fremmede substanser, at det var muligt at måle vægten af radium.
Den 25. juni 1903 præsenterede Marie og Pierre Curie resultaterne i en doktordisputats, og samme år fik de Nobel-prisen i fysik.
Ved festen holdt i forbindelse med Maries doktorgrad tog Pierre nogle af gæsterne med udenfor. I hånden holdt han en lille kolbe med radium i en opløsning.
Langsomt begyndte væsken at gløde, og snart oplyste skæret mørket omkring dem. Pierre betragtede stolt opdagelsen, men én af gæsterne bemærkede, at Pierres hænder var brændte og sprækkede efter kontakten med det radioaktive stof.
Faktisk var både Marie og Pierre alvorligt syge. Han havde stærke smerter i benene og balanceproblemer. Selv havde Marie så ondt i ryggen, at hun ikke kunne sove. Smerterne kom som voldsomme anfald, der efterlod hende med en overvældende træthed.
Selvom Pierre i sin nobelprisforelæsning havde slået fast, at “langvarig kontakt kunne lede til lammelse eller død”, kunne ingen af dem præcist vide, hvor farligt et materiale de havde med at gøre.
Advarslerne var dog ikke til at overse. Både Pierre og Marie havde bemærket hævelser på deres hænder, og kollegaen Henri Becquerel kunne fremvise et tydeligt brændemærke ud for det sted, hvor han bar en uranprøve i sin vestelomme.
Mængderne, forskerne arbejdede med, var små, men rummede en ufattelig energi. Den potentielle energi i et halvt kg af det stof, Marie præsenterede i sin doktordisputats, svarer til en mellemstor atombombes eksplosion.
Et vognhjul kvaste Madam Curies mand
Den 19. april 1906, en mørk og regnfuld dag, trådte Pierre ud i et stærkt befærdet gadekryds i Paris.
Han nåede ikke at flytte sig for et fremadstormende hestespand, da strålingsskaderne havde gjort ham dårligt gående. Hestene væltede ham, og et hjul knuste hans kranium.
Ulykken kunne ikke komme på et værre tidspunkt. Familien, som i 1904 var blevet forøget med endnu en datter, Ève, havde netop tilbragt en afslappet påskeferie sammen i Nordfrankrig. For en gangs skyld havde Marie slappet af uden at tænke på arbejdet.
“Vi var lykkelige”, konstaterede hun senere. Ved beskeden om Pierres død gik Marie ud i den regnvåde have, satte sig på en bænk og skjulte ansigtet i hænderne. Datteren Ève beskrev senere, hvordan farens død påvirkede moren:
“Den dag i april blev fru Curie ikke bare enke. Hun blev samtidig en stakkels og uhelbredeligt ensom kvinde”.
Søndagen efter Pierres begravelse afviste Marie at være sammen med familien. Hun gik i laboratoriet og lukkede døren for verden. Aldrig mere skulle Marie Curie føle ubekymret glæde.
Marie Curie med døtrene Eve og Irène. Billedet er taget lige efter Pierres død.
Radium skabte og dræbte Marie Curie
Arbejdsmæssigt var Marie Curie på toppen. Hun blev professor på Sorbonne-universitetet, og i 1911 vandt hun som den første sin anden Nobelpris.
I årene efter 1. verdenskrig gik historien om den intelligente og arbejdsomme kvinde verden rundt, men Marie var allerede dødsmærket.
Marie blev bleg og næsten blind. I 1934 satte lever og nyrer ud. Samme år i juli blev hun overvældet af svækkelse og høj feber, og efter få dage, den 4. juli om morgenen, døde hun.
Lægen angav dødsårsagen som “leukæmi – knoglemarven kunne ikke reagere hensigtsmæssigt på grund af skader forårsaget af lang tids ophobning af radium”.
Marie blev bisat i familiegraven ved siden af Pierre. I 1995 blev hendes aske flyttet til hæderspladsen i Panthéon i Paris. Asken var stadig radioaktiv.