Et skelet på køkkengulvet grundlagde moderne anatomi
Flandern, 1536: Tusmørket var ved at sænke sig, da Andreas Vesalius nærmede sig Leuvens bymure. I tre år havde han studeret medicin i Paris, men var nu på vej til den belgiske by for at afslutte sine studier.
En skygge fangede pludselig hans interesse. Ved siden af vejen så han silhuetten af en død forbryder, der svingede let i byens galge. Vesalius var straks klar over, at han ikke kunne lade denne chance gå fra sig.
Liget var allerede i forrådnelse, så Vesalius skulle blot rykke hårdt i det ene ben, inden det skilte sig fra kroppen. Også det andet ben og armene kom hurtigt løs. Vesalius rullede knoglerne ind i sin frakke og hastede hjem.
Den unge mand smed sit fund på køkkenbordet og ilede ud ad byporten igen efter den hængte forbryders hoved og krop.
Vesalius arbejdede hele natten. Med en kniv skrabede han knoglerne rene og smed de rådne kødrester i rendestenen. Knoglerne blev smidt i et stort kar med kogende vand, og da solen stod op, lå en bunke rene knogler på køkkengulvet. Vesalius satte dem sammen til et skelet og betragtede stolt sit mesterværk, selvom knæskallerne og den ene fod manglede.
Vesalius' bog fra 1543 er fyldt med detaljerede tegninger af menneskekroppen.
Gravere solgte lig
Inden tyveriet af den hængte forbryder havde Vesalius – som andre af tidens medicinstuderende – terpet den romerske læge Galens anatomi-tekster. Men Vesalius havde en mistanke om, at de 1400 år gamle studier – som var fast pensum på europæiske universiteter – byggede på dissekeringer af dyr.
Efter at have samlet sit skelet i køkkenet blev hans mistanke bekræftet, og i de kommende år sørgede han for at studere så mange lig som muligt.
Flere af hans rejser gik tilbage til Paris, hvor Vesalius fik sin faste gang på byens kirkegårde og bestak gravere til at udlevere døde. Optegnelserne samlede Vesalius i værket “Om den menneskelige krops opbygning”, som udkom i syv bind.
Vesalius' stærkt kontroversielle bog rettede over 200 fejl hos Galen og bekræftede, at oldtidens store anatom havde dissekeret dyr.
Samtidig beskrev Vesalius alle 206 knogler i kroppen og skabte vellignende tegninger af de indre organer, som nu også blev placeret korrekt i forhold til hinanden.
Da Andreas Vesalius i 1537 blev ansat som professor i kirurgi og anatomi i den italienske by Padova, tog han endnu et skridt imod moderne kirurgi.
Tidligere var universitetsundervisningen foregået ved, at professoren gennemgik Galen teoretisk, mens en assistent samtidig dissekerede et dyr.
Vesalius førte derimod selv kniven og lod også sine studerende deltage i dissekeringen. Han knæsatte dermed princippet, at al kirurgi skal læres “ved at have kroppens organer mellem hænderne”.
Galen var ansat som kirurg ved et amfiteater, hvor hans viden om anatomi kom til sin ret.
Ved at underbinde blodkar kunne Paré standse blødning og vinde tid nok til at gennemføre en amputering.
Bundne pulsårer reddede soldater fra døden
Torino, 1537: Kirurgen Ambroise Paré blev mødt af et makabert syn, da han ankom til slagmarken nær Torino. Store grupper af sårede soldater lå blødende mellem de, som allerede var døde. Nogle stønnede efter hjælp, andre skreg. Paré forstod straks, at han blot kunne hjælpe ganske få af dem.
Året var 1537, og den 27-årige mand gjorde tjeneste som feltkirurg ved den franske hær. Hans første møde med krigen var på et frontafsnit under belejringen af Torino. Kong Frans 1. var igen gået i krig mod Det Tysk-romerske Rige, og igen var kamphandlingerne en brutal affære.
De blodige slag skyldtes ikke mindst, at musketten nu var blevet standardvåben i Europas hære.
Tidligere havde soldaternes skader hovedsagelig bestået i rene stiksår fra knive og sværd, men en musketkugle havde en anderledes voldsom effekt. Den trak stofrester og krudtslam ind i såret, lavede frygtelig ravage i muskler og væv og flænsede sig gennem blodkar.
Oftest blev kuglen først bremset, når den splintrede en knogle. I de fleste tilfælde fulgte en voldsom blødning.
Paré var, som kirurger var flest i 1500-tallet. Våbnene blev endnu mere effektive, men kirurgien fulgte ikke med i samme takt. Faget blev stadig betragtet som et håndværk, og som de fleste havde Paré ingen formel uddannelse.
Tidligere havde han arbejdet som barber på et parisisk sygehus, hvor veluddannede læger repræsenterede videnskaben, mens barberen blev tilkaldt, når en patient skulle skæres i. Hele sin viden havde Paré derfor fra det praktiske arbejde.
Ambroise Parés bøger viser massevis af metoder til at behandle sår.
Jern standsede blødning
Inden sin ankomst til Torino havde han aldrig foretaget en amputation, men allerede i løbet af de første par dage blev Paré sat til at save arme eller ben af soldater. De voldsomme blødninger forsøgte han at standse ved at presse glødende jern mod såret efter indgrebene.
Hvis soldaterne ikke allerede var forblødt, tog denne barske behandling ofte livet af dem. På lignende facon blev blødningerne i skudsår standset med kogende olie i såret.
Paré var fortvivlet. Soldater forblødte for øjnene af ham, mens han magtesløst så til. Når kampene stilnede af sidst på dagen, satte han sig derfor til at studere i sit telt for at finde en mere human behandling.
Parés løsning var overraskende simpel. Den bestod i at klemme sammen om et blodkar med en slags pincet. Selvom flere, mindre blodkar fortsatte med at pumpe blod, reduceredes blødningen, og kirurgen vandt kostbar tid under en amputering.
Senere fandt Paré også ud af, at han kunne underbinde blodkaret med silketråd og effektivt standse blødningen. Tråden lod han sidde efter operationen, hvorved den udtørrede stump blodkar faldt af, mens såret helede.
En svær løsning
Metoden viste sig dog vanskelig at praktisere. For helt at standse blødningen i fx et lår skulle han foretage mere end 50 underbindinger.
På et feltlazaret kunne knap 10 underbindinger gennemføres, før patienten var forblødt. Og at sætte en pincet på et åleglat blodkar, mens blodet pumpede ud under højt pres, viste sig lige så vanskeligt.
Først da den franske læge Jean Louis Petit i 1718 konstruerede den første moderne årepresse, blev det muligt at standse voldsomme blødninger under vanskelige forhold.
Men Ambroise Paré blev med sine opfindelser alligevel hævet op fra at være en ukendt feltkirurg til en af Frankrigs mest anerkendte udøvere på området.
Al-Qasim mente, at syge blev helbredt hurtigere, hvis de havde et godt forhold til lægen.
Simpson brugte sig selv som forsøgsperson og besvimede straks, da han indåndede kloroform.
Kloroform slog smerterne ihjel
Edinburgh, 1847: Som 16-årig havde den skotske fødselslæge James Young Simpson overværet en amputation i London. Operationen var sket uden bedøvelse og under store lidelser for patienten – som var død af blodtab.
Den gruopvækkende oplevelse havde aldrig forladt Simpsons tanker. Nu virkede han ved universitetshospitalet i Edinburgh, hvor han stadig så patienternes smerte som sit hovedanliggende.
I midten af 1840'erne var fødsler stadig en livsfarlig affære. Få år forinden havde brugen af æter gjort det muligt at lindre fødende kvinders smerte, men stoffet var stærkt brændbart, og æterdampene nær hospitalernes gaslamper udgjorde en akut eksplosionsfare.
Desuden kunne forkert dosering medføre øjeblikkelig død, og ingen vidste, om det bedøvende stof skadede nyfødte.
Simpson var opsat på at finde et bedre alternativ.
Simpson drak og sniffede
Indledningsvis eksperimenterede Simpson på sig selv. Han blandede alle kemikalier, han kunne få fat i, og drak eller sniffede dem.
En dag i 1847 fandt han en klar væske hos en apoteker i Liverpool. På flasken stod “kloroform”, og apoteker fortalte, at indholdet var opfundet 16 år tidligere mod astma. I sit hjem tog Simpson en dyb indånding fra flasken og gik ud som et lys.
Ved et middagsselskab et par dage senere lod Simpson sine gæster afprøve det nye stof. Stemningen blev straks munter, og samtalen afslappet og tåget. Flere lagde sig eller faldt om på gulvet.
Simpson var overbevist om, at han langt om længe havde fundet midlet, der ville revolutionere kirurgien. Kloroform var langt mere effektivt end æter. Bedøvelsen var dybere og lettere at kontrollere.
Kloroform “kan hældes på en lille svamp eller et stykke stof, som holdes for patientens mund og næsebor, så den ønskede effekt indfinder sig et minut eller to efter en dyb indånding”, skrev Simpson.
Kloroforms popularitet førte til opfindelsen af mange bedøvelses-apparater – dette er fra 1862.
Kloroform vandt frem
Fødselslægen indledte en rastløs kampagne for at gøre kloroform kendt, og snart tog læger over hele Europa stoffet til sig og eksperimenterede ivrigt for at forbedre vidundermidlets anvendelse. I befolkningen var skepsissen stadig stor, men den forsvandt, da dronning Victoria i 1853 brugte kloroform under fødslen af prins Leopold.
Desværre for Simpson begyndte kloroform også at vise sig som en dræber. Efterhånden som stoffet blev populært, voksede dødstallene, og til alles undren var de omkomne især unge, stærke mennesker.
Simpson selv kunne ikke løse gåden, men kollegaen John Snow opdagede, at kloroform påvirkede åndedrættet og hjertet – og at grænsen mellem bevidstløshed og død var hårfin.
Fx var en tredjedel teske kloroform nok til at bedøve en patient, mens en halv teske var dræbende. Unge mennesker behøvede en større dosis end ældre og kom derfor tættere på den farlige grænse.
Trods problemerne fik Simpson stor anerkendelse for sin opdagelse. Han blev slået til ridder og fik et våbenskjold med indskriften “Sejr over smerten”. Og da han døde i 1870, fulgte 30.000 mennesker hans kiste gennem Edinburghs gader.
Hua Tuo blev kendt for sin bedøvende urtemedicin.
Med Joseph Listers opdagelse blev dødsraten efter amputationer reduceret fra hele 50 til 15 procent.
“Små bæster i luften kan da ikke dræbe et menneske!”
Glasgow, 1865: Når en patient blev indlagt med et åbent benbrud, vidste 1860'ernes læger, at såret i løbet af få dage ville blive inficeret. Koldbrand fulgte hurtigt efter, og så var amputation eneste chance for at redde patientens liv.
Selvom kirurgerne kendte til bedøvelse og kunne kontrollere blødninger, pressede infektioner stadig dødeligheden op på omkring 50 procent.
Joseph Lister undrede sig. Han var professor i kirurgi ved universitetshospitalet i Glasgow og havde stået i lære hos tidens fremmeste kirurger i London.
De dygtigste af dem kunne amputere et ben på blot 25 sekunder, men stadig døde patienterne ofte af infektion. Lister var opsat på at finde årsagen til de gådefulde betændelser.
På sygehuset i Glasgow mente nogle, at infektionerne skyldtes den røgfyldte luft fra industrien. Andre, at hospitalet var bygget på en kirkegård for koleraofre. Lister havde sin egen teori.
Som ung havde han snittet i frøer og undersøgt deres betændte sår med sin fars mikroskop. Her havde han iagttaget et utal af mikroorganismer, men hvor de kom fra, forstod han ikke – indtil han hørte om Louis Pasteur.
Den franske biolog havde netop fundet ud af, at sterilt materiale i en flaske forblev sterilt, selvom flasken blot blev lukket med vat. Kun luft og intet andet slap nemlig igennem vat, og dermed havde Pasteur bevist, at det ikke var luften, men mikroorganismer i luften, der påvirkede materialet i flasken.
Fenol blev løsningen
Lister konkluderede, at det også var mikroorganismer, som dræbte hans patienter. Dette forklarede også, at dødsraten var steget, siden kirurgerne var begyndt at bruge bedøvelse – for nu tog de sig tid til operationen og udsatte patienterne for mikroorganismer i længere tid.
Energisk kastede Lister sig ud i et forsøg på at finde en mikroorganisme-dræber. Pasteur havde kogt sine materialer, og den metode var udelukket, så løsningen måtte være kemisk.
Svaret fandt Joseph Lister i byen Carlisle, hvor bystyret brugte stoffet fenol i et nyt spildevandsanlæg. Kemikaliet fjernede alle lugtgener, og Lister konkluderede, at det måtte være, fordi fenol dræbte mikroorganismer.
Kirurgen spildte ikke tiden med laboratorieforsøg, men omsatte sin idé til praksis i august 1865, hvor en 11-årig dreng blev bragt ind til operation. Han var blevet kørt over af en vogn, som havde knust hans ene skinneben og efterladt et stort, åbent sår.
Stanken udeblev
Lister satte knoglen sammen, dækkede såret med et klæde vædet med fenol og pakkede benet ind i folie for at forhindre stoffet i at fordampe. Fire dage senere blev drengen tilset igen. Lister forventede en stank af råd, da han åbnede forbindingen, men såret var uden antydning af infektion. Seks uger senere gik drengen hjem på egne ben – og Lister havde opfundet den antiseptiske kirurgi.
“Et højst opmuntrende resultat”, noterede Lister, som året efter offentliggjorde sine resultater. Da havde han foretaget 11 operationer og kun mistet én patient – af komplikationer, som ikke havde noget med operationen at gøre.
Trods succesen stødte den nye metode på modstand. Lister udviklede et apparatur, der forstøvede fenol, så hele operationen foregik i en støvregn – arbejdsforhold som disse nægtede mange kirurger at acceptere. Fx måtte en læge på Bellevue Hospital i New York operere i et telt udenfor, fordi resten af sygehuspersonalet ikke ville finde sig i lugten af fenol.
Ældre kolleger affærdigede Lister som løgner. Det kunne ikke passe, at “små bæster, der hørte til i Listers fantasi, kunne dræbe et voksent menneske”, lød holdningen.
Efterhånden blev ideen dog accepteret. Lidt efter lidt blev operationsstuernes træborde udskiftet med stål, og de blodplettede gulve dækket med linoleum.
Kirurgerne selv skiftede de gamle frakker ud med nyvaskede kitler og trak i gummihandsker. Og dermed var det sidste skridt mod at forvandle kirurgi til moderne videnskab taget.
Semmelweis fik indført, at læger skulle vaske hænder i klor tilsat en kemikalieblanding.