7 sære syndromer der fik psykiaterne til at måbe
En kvinde troede, hun var et omvandrende lig. En fransk soldat kunne ikke styre sin trang til at gå. Og en forfatter blev syg af Firenzes kunst. Gennem historien har en række syndromer fået psykiaterne til at måbe.
Jerusalem-syndromet kan ramme stærkt troende.
Vrang-forestillinger: Kongen var skingrende skør
Betegnelsen skør har sjældent passet bedre end i kong Karl 6.s tilfælde. Karl sad på den franske trone fra 1380 til 1422 og var i begyndelsen kendt som en generøs konge.
Men i 1392 fik han en febersygdom, tabte hår og negle og blev helt utilregnelig. En dag dræbte han fx fire riddere i et raserianfald – noget, han dog angrede, efter han fik et epilepsi-lignende anfald.
En kirurg forsøgte at kurere kongens galskab ved at bore huller i hans kranium, men intet hjalp. I stedet fik kongen den idé, at han hed Georg og hverken havde børn, var konge eller gift.
Han fik også den vrangfore-stilling, at han var lavet af glas. Derfor måtte ingen komme for tæt på ham. Han fik endda syet polstret tøj og forstærket det med jern.
Kong Karls utilregnelighed førte til magtkampe, der svækkede Frankrig kraftigt under hundredårskrigen mod England.
Kort før sin død i 1422 måtte Karl derfor underskrive en fredsaftale, der anerkendte Englands Henrik 5. som arving til Frankrigs trone.
Karl 6. ændrede personlighed efter en febersygdom. Han fik pludselige raserianfald og
troede, at han hed Georg.
Liszt-omania: Pianist spillede, så pigerne skreg
Den ungarske pianist Franz Liszt fik i 1840'erne klaverstrengene til at springe med sine rasende anslag.
Og kvinderne elskede ham for det. Under koncerterne skreg og dånede de, og når Liszt forlod scenen, forfulgte de ham i håb om at få fingre i en af hans handsker eller lommetørklæder.
Liszt var uden tvivl datidens mest populære musiker.
Efter en vild optræden i Paris brugte kritikeren og digteren Heinrich Heine for første gang udtrykket “lisztomania” om de skrigende kvinder, der var som ramt af en hysteri-lignende tilstand.
Cotards syndrom: Patient troede, hun var et lig
I 1880 mødte en deprimeret kvinde op hos neurologen Jules Cotard og påstod, at hun var et omvandrende lig.
Så overbevist var kvinden, at hun ikke tog føde til sig – for et lig behøver ikke at spise. Hun døde snart efter af sult.
Lidelsen bliver i dag kaldt Cotards syndrom og er kendetegnet ved nihilistiske vrangforestillinger, hvor patienten fx tror, at han mangler hjerne og indvolde.
Masse-hysteri: Dydige nonner ramt af utugtige fantasier
En række nonner i den franske by Loudon blev i 1600-tallet ramt af en helt speciel form for massehysteri.
De havde alle fået den flotte præst Urbain Grandier på hjernen og led nu af utugtige fantasier om manden.
Klosterets priorinde var rasende, men som nonnerne forklarede, måtte præsten med Satans hjælp have forhekset dem med utugt og liderlighed.
I 1634 blev Grandier anklaget for trolddom.
Men selv da han fik knust sine ben med tunge hamre, fastholdt han sin uskyld – noget, som blot blev taget som et tegn på, at Satan stod ham bi. Nonnernes besættelse var rigeligt bevis, og Grandier blev brændt på bålet.
Stendhalsyndromet: Forfatter besvimede i Firenze
Nogle byer har bare for meget kunst og kultur. I 1817 fik den franske forfatter Henri-Marie Beyle – med kunstnernavnet Stendhal – en overdosis i Firenze.
Renæssance-mesterværkerne var så pragtfulde, at han fik voldsom hjertebanken og andre svære symptomer.
“Livets kilde tørrede ud i mig, og jeg gik i konstant frygt for at falde”, skrev forfatteren efterfølgende.
I 1989 navngav psykiateren Graziella Magherini syndromet – som er kendetegnet ved svimmelhed, forvirring, panik og hjertebanken pga. kunst – efter Stendhal.
På sin klinik i Firenze havde hun i de foregående otte år modtaget over 100 tilfælde, men mente dog, at kun de færreste moderne mennesker var i farezonen:
Nutidens turister har efterhånden oplevet det meste og er stort set immune overfor et møde med Michelangelos værker eller Giottos vægmalerier. Men hvert år rammes nogle få af “Stendhal-syndromet”.
Hos nogle bliver det ligefrem til en behandlingskrævende psykose, som psykiatere på Firenzes Santa Maria Nuova-hospital tager sig af.
Mødet med store kunstneres mesterværker kan udløse svimmelhed og panik.
Jerusalemsyndromet: Den hellige by gør turister skøre
Jerusalem har altid været en magnet for troende. Men hvor de fleste nøjes med at beundre og fotografere helligdomme som Grædemuren eller Gravkirken, rammes nogle få af svære vrangforestillinger.
I begyndelsen af 1980’erne modtog israelske psykiatere de første tilfælde af patienter, der hørte Guds stemme.
De var som regel blevet overvældet af mødet med de historiske steder og troede nu, at de selv var bibelske personer – som fx Jesus eller Johannes Døberen.
Flere hundrede pilgrimme er siden 1980'erne blevet indlagt på psykiatrisk hospital i Jerusalem med det såkaldte Jerusalem-syndrom.
To tredjedele er jøder, en tredjedel kristne. De fleste er harmløse, mens nogle få er direkte farlige.
Som fx en kristen australier, der mente, at Gud havde beordret ham til at sætte ild til muslimernes Al Aqsa-moske.
Dromo-mani: Soldat gik og gik og gik og…
Da franske Jean-Albert Dadas blev hjemsendt fra hæren i 1881, kunne han ikke holde op med at gå.
Ifølge en journal fra den sindssygeanstalt, som senere undersøgte ham, gik han først til Prag og videre til Berlin for at ende i Moskva.
Her troede politiet imidlertid, at Dadas var en terrorist, så han måtte vandre videre til Wien.
Da en læge beskrev hans tilfælde i et tidsskrift i 1886, udløste artiklen et udbrud af “dromomani” – en ukontrollabel trang til at vandre. Efter få år ebbede epidemien ud af sig selv.