Det er vanskeligt at forestille sig i dag, men i mere end 2000 år, var åreladning det bedste greb, lægerne kendte til. Kræft, kolera, astma, herpes og sindssyge - åreladning var kuren mod alt.
Åreladningens historie
Indholdsoversigt
Hvad havde egyptere, grækere og aztekere til fælles?
Lægevidenskaben har gennem tiderne forsøgt sig med en lang række ineffektive eller direkte sundhedsfarlige behandlingsformer. Men næppe nogen behandling har været så misforstået og kostet så mange menneskeliv som åreladning.
Den komplet grundløse videnskab bag indgrebet var i årtusinder populær hos læger på tværs af kulturer og verdensdele.
Antikkens egyptere og grækere var begejstrede for åreladning, og det samme gjaldt så forskellige folkeslag som mayaerne, aztekerne og inderne. Desuden var både kristne, jødiske og islamiske lærde enige om behandlingens mange fordele.
Kendskabet til åreladning går tilbage til år 500 f.Kr., og metoden er formentlig endnu ældre. Den viste sig også at være usædvanligt sejlivet: 400 f.Kr. beskrev den berømte oldgræske læge Hippokrates åreladningen for første gang, og et anerkendt engelsk lægevidenskabeligt værk anbefalede behandlingen så sent som i 1923.
Åreladning på aryballos fra tidlig klassisk periode (ca. 470-480 f.kr.). Åreladningen udsprang af antikkens tanker om, at kroppen består af fire væsker, som skal holdes i balance.
Teorien bag åreladning
Teorien bag åreladning var forskellig fra kultur til kultur. I Europa havde behandlingen baggrund i antikkens opfattelse af sundhed som en balance mellem kroppens fire legemsvæsker.
Hvis en person blev syg, var det fordi, forholdet mellem de fire væsker – blod, slim, gul galde og sort galde – havde forrykket sig og var kommet ud af balance. Ved at lade sig årelade slap man af med overvægten af en af væskerne.
Ved at åbne bestemte blodårer mente lægerne, at de kunne kurere enhver sygdom.
Eftersom alle sygdomme ifølge antikkens læger udsprang af legemsvæskernes ubalance, var åreladning svaret på stort set ethvert problem. Jo mere alvorlig sygdommen var, desto mere blod skulle drænes ud af patientens krop.
Efterhånden blev forestillingen om de fire legemsvæsker tilbagevist, men underligt nok havde det ingen effekt på lægernes blinde tro på åreladning. Tværtimod.
En engelsk lægehåndbog fra 1600-tallet opremser de sygdomme, der alle kunne behandles med åreladning. Listen tæller bl.a. kræft, kolera, astma, herpes og sindssyge.
Åreladningen af George Washington
En kold december-morgen i 1799 vågner George Washington med ondt i halsen. Småsløj tager han en fatal beslutning – han tilkalder sin læge.
Efter huslægen har tilset Washington, samler han et hold af Amerikas fremmeste medicinske hjerner for at være sikker på, at ekspræsidenten får den rette behandling.
Dagen forinden havde Washington redet rundt i regn og iskold blæst i timevis, og forsamlingen bliver enige om, at Washington har brug for hurtig og intensiv behandling.
Efter at have overvejet mulighederne kommer de frem til den samme katastrofale løsning, som læger i årtusinder før dem har betragtet som svaret på utallige lidelser og sygdomme: åreladning.
Det er ikke lige til at se på George Washington på Mount Rushmore, at han døde af følgerne af en drastisk åreladning.
80 procent af præsidentens blod
Washington får åbnet adskillige blodårer, hvorefter hans blod hastigt drypper ned i skåle på gulvet. Da han er ramt af en slem halsbetændelse, beslutter lægerne, at han skal tappes for ekstra meget blod.
Men Washingtons tilstand bliver ikke forbedret. Lægerne undrer sig og slutter, som den største selvfølge, at det eneste rigtige svar er at tappe endnu mere blod. Efter et par timer har lægerne drænet George Washingtons krop for mindst 3,75 liter blod – omkring 80 procent af kroppens samlede blodmængde.
Om aftenen er Washington så afkræftet, at han beordrer sine læger til at indstille åreladningen. Men for sent: Han dør få timer senere.
Makaber spilledåse skar blodårerne op
Gennem åreladningens tusindårige historie var den mest almindelig tapningsmetode at skære et snit i en af de store blodårer og derefter lade blodet dryppe ned i et stort fad.
Men i 1800-tallet udviklede videnskaben avancerede instrumenter til formålet. Det mest skræmmende af dem var en lille messingboks, kaldet en “scarificator”.
De dekorerede messingbokse blev en fast del af lægens udstyr.
Lægen eller barberen placerede bunden af messingboksen mod patientens hud. Med et let tryk på en udløser sprang knivskarpe blade af stål frem gennem en halv snes smalle åbninger og skar sig gennem huden.
En urværks-mekanisme med gear og fjedre sørgede for, at bladene skar cirkulært fra to forskellige retninger og trak sig tilbage i messingboksen efter snittet.
Fordelen ved “scarificatoren” var, at den ikke skar særlig dybt og derved nøjedes med at åbne en række af hudens små, øvre blodkar. Det betød mindre ar og hurtigere heling. Samtidig var metoden angiveligt mindre smertefuld end den hidtidige fremgangsmåde.
Men vurderingen af, hvornår en person havde blødt tilstrækkelig til, at åreladning havde haft en gavnlig effekt, forblev den samme: Når patienten besvimede af blodmangel, var lægen tilfreds.
Læs også: Det hvide snit: 50.000 blev udsat for issylen
Første autoritative angreb på åreladning
Først efter 2.000 års ivrig brug kom det første autoritative angreb på åreladning. Den engelske læge William Harvey opdagede som den første, hvordan hjertet pumper blod rundt i kroppen.
Og med sin viden om det kardiovaskulære system beviste han i 1628, at åreladning umuligt kunne være gavnligt.
Opdagelsen blev imidlertid mødt med vantro blandt hans kolleger. De reagerede ved fuldstændig at ignorere beviserne mod åreladning.
William Harvey var dog stadig anerkendt og fungerede som livlæge ved det engelske hof. Kort inden Karl 2. skulle bestige tronen, døde Harvey desværre, og savnet af den fremsynede livlæge blev skæbnesvangert for den nye konge.
14 læger årelader konge
Den 2. februar 1685 blev Karl 2. ramt af et slagtilfælde og havde akut brug for kompetent hjælp. I stedet blev han underkastet en omfattende åreladning af sine i alt 14 læger.
De var alle meget bevidste om det store ansvar, der nu hvilede på deres skuldre, og overgik hinanden i vurderingerne af, hvor meget blod kongen skulle tappes for. I løbet af det første døgn blev Karl 2. drænet for en stor mængde blod.
Alligevel genvandt han bevidstheden næste morgen. Det kunne tyde på, at han uden nogen behandling måske kunne være kommet sig over slagtilfældet.
Uheldigvis tolkede de forsamlede læger hans opvågning som et sikkert tegn på, at deres behandling virkede: Endnu mere åreladning måtte derfor være midlet til fuldstændig helbredelse.
De efterfølgende fem dage fik Karl 2. gentagne åreladninger, der udblødte hans medtagne krop. Dertil kom endeløse lavementer og indtagelse af giftig kinin, inden kongen under store smerter endelig undslap lægernes pinsler og afgik ved døden.
Barberskilte er levn fra blodig fortid
I mange vestlige lande bliver barbersaloner symboliseret ved en rund stang med røde striber. Men de færreste kender stangens makabre baggrund.
Den røde stribe symboliserer nemlig blodet, der driver ud af de åbne snitsår, som barberen har skåret i kunden.
Barberen havde førhen en vigtig funktion ud over blot at klippe og barbere. Han tog sig også af kirurgiske indgreb – herunder især åreladning. Lægen nøjedes ofte med at ordinere åreladning som behandling og overlod det til barberen at udføre selve indgrebet.
Hellere fattig end tømt for blod
En af grundene til, at europæerne relativt sent i historien stadig blev behandlet med åreladning, var, at lægerne ikke havde så mange alternativer.
Selv om deres viden om menneskets anatomi – ligesom deres evner til at diagnosticere og operere – oplevede markante fremskridt fra omkring 1600-tallet, så havde lægerne fortsat meget svært ved rent faktisk at kurere deres patienter.
De afgørende metoder til at identificere sygdomme og helbrede folk lå stadig langt ude i fremtiden.
Lægerne ved kong Karl 2.s sygeleje agerede ud fra en tro på, at det var bedre at give en eller anden behandling end slet ingen. Men deri tog kongens læger grueligt fejl.
Ofte var det langt bedre for patientens overlevelseschancer slet ikke at blive behandlet. Kongens undersåtter kunne ikke vide det, men som regel var de fattige bedre stillet end de rige og magtfulde.
Uden penge havde de ikke råd til at blive behandlet af rigets læger. På den måde undgik de at dø af blodmangel og havde i det mindste en chance for at komme sig over sygdommen ved egen kraft.
Åreladning efter stiksår
Åreladning blev brugt ved alle lejligheder – også når enhver logik ellers tilsagde, at det sidste, patienten havde brug for, var at miste blod.
De medicinske annaler fortæller fx om en fransk sergent, der om morgenen den 13. juli 1824 blev bragt på hospitalet.
Han havde været involveret i et slagsmål med en anden soldat og havde pådraget sig et alvorligt stiksår i brystet. Blodet strømmede så hurtigt ud af såret, at sergenten inden for få minutter besvimede.
Lægerne reagerede hurtigt på det alvorlige blodtab. De var slet ikke i tvivl om, at sergenten havde brug for akut åreladning.
Han blev derfor omgående tappet for godt en halv liter blod for at undgå betændelse i såret, hvilket blev efterfulgt af yderligere syv mindre åreladninger i løbet af dagen.
Til lægernes overraskelse forhindrede behandlingen ikke, at såret rent faktisk blev alvorligt betændt. Samtidig var sergenten ganske svækket, da han havde mistet over halvdelen af sit blod.
Men betændelse skulle bekæmpes, og derfor tog lægerne et avanceret middel i brug: igler.
Frankrig købte 40 millioner igler
I den franske sergents tilfælde betød det, at over 40 igler mæskede sig i hans blod omkring det betændte sår.
Den udbredte brug af igler – som hver især kunne indtage op mod 10 ml blod, svarende til omkring fem gange deres egen kropsvægt – var betegnende for tiden.
I 1800-tallet eksploderede iglernes popularitet blandt europæiske læger. Alene Frankrig importerede i 1830 omkring 40 mio. igler, hvilket især skyldtes den parisiske læge dr. Francois Brossais.
Den romerske kejser Galerius led af koldbrand, hvilket fik ham til at stinke forfærdeligt. En illustration i Boccaccios middelalderværk “Dekameron” viser, hvordan Galerius blev åreladt med igler.
Åreladning og igler mister popularitet
Han mente, at enhver febersygdom skyldtes en betændelse i et organ, og at den bedste behandling var rigeligt med igler, kombineret med intensiv åreladning.
Iglerne var med til at sørge for, at den sårede franske sergent i løbet af sin tre måneder lange indlæggelse blev drænet for i alt seks liter blod – hvilket efter tidens standard ikke var nogen uhørt eller opsigtsvækkende mængde. Det mest opsigtsvækkende var derimod, at sergenten overlevede.
Mod slutningen af 1800-tallet begyndte både igler og åreladning at miste popularitet. Store medicinske gennembrud som fx opdagelsen af bakterier fik lægevidenskaben på bedre tanker.
Selv om nogle læger helt ind i begyndelsen af det 20. århundrede stædigt fastholdt, at åreladning havde en gavnlig effekt, var 2.500 års blodig fejlbehandling langt om længe overstået.
Alt skulle behandles med åreladning
- Astma
- Kræft
- Spedalskhed
- Tuberkulose
- Hjerneblødning
- Pest
- Herpes
- Sindssyge
- Gigt
- Forstoppelse
Teknikken bruges også i dag
I to moderne tilfælde bliver åreladning anvendt. Det drejer sig om sjældne sygdomme, hvor blodet enten er for tyktflydende eller ude af stand til at udskille jern og derfor må tappes.
- Hemochromatosis (for højt indhold af jern i blodet)
- Polycythemia (for mange røde blodceller)