Bedøvelsens historie: Fra bulmeurt til opium

Udtræk af blade blev anvendt mod smerter og uro af stenalderfolk. Røgen fra brændende bulmeurt gav hallucinationer.

Sumererne anvendte opium som et rekreativt middel – mens grækerne 3.000 år senere foretrak at udnytte stoffets bedøvende effekt.

Den græske læge Hippokrates gav pulver af pilebark mod feber og smerter. Nutidens aspirin indeholder et lignende aktivt stof.

Roden fra den narkotikaholdige plante alrune blev kogt i vin. En græsk læge, Dios-korides, anbefalede afkoget mod smerter.

Sydamerikas indianere bedøvede patienter med et koncentrat af kokablade. Tygning af kokablade var desuden lokalbedøvende.

Morfin blev udvundet af opium af en tysk farmaceut. Senere – under den amerikanske borgerkrig – blev soldater afhængige.

Lattergas går også under navnene dinitrogenoxid eller kvælstofforilte (N²O). Det er en farveløs gasart, der ved inhalering giver en let bedøvelse fulgt af eufori.

Æter, eller diethylether, er en brændbar, farveløs væske, der kan give hallucinationer og modsat lattergas gør patienten fuldt bevidstløs.

En skotsk læge introducerede kloroform til lindring af fødselssmerter. Det viste sig dog at være dødeligt for nogle patienter.

Mangel på morfin fik tyske kemikere til at skabe stoffet Hoechst 10820: metadon.

Patienter kunne nu inhalere narkosemidlerne enfluran og isofluran. Det gav for første gang en fuld og sikker bedøvelse.