Berømt skimmelsvamp solgt for svimlende beløb
En lille skimmelsvamp blev ved et tilfælde forløberen for penicillinen i 1928. I sidste uge blev den solgt for over 100.000 kroner.
En lille klat gammel skimmelsvamp lyder ikke umiddelbart som noget, ret mange mennesker har lyst til at få fingrene i.
Alligevel blev en skimmelsvamp, der måler 5,3 cm i diameter, i sidste uge solgt for 103.179 kroner.
Men den solgte skimmelsvamp har også en helt særlig historie: Den er 90 år gammel, har reddet millioner af liv og indbragt en nobelpris.
Slog stafylokokbakterier ihjel
Som udsendt militærlæge under 1. verdenskrig var den skotske biolog Alexander Fleming gang på gang vidne til, hvordan soldater mistede livet på grund af simple infektioner. Han drømte om at finde en kur, der kunne slå bakterierne ihjel.
Ti år senere gik hans drøm i opfyldelse, da en skimmelvamp ved et tilfælde inficerede et glas med stafylokokbakterier i hans laboratoium.
Han opdagede, at skimmelsvampen havde fået stafylokokbakterierne til at forsvinde, og det blev startskuddet for penicillinens udvikling.
I 1945 fik Alexander Fleming sammen med Ernst Boris Chain og Howard Walter Florey fra Oxford Universitet nobelprisen i medicin for sin opdagelse.
Skimmelsvamp blev givet som gaver
Skimmelsvampen, der nu tilhører en anonym køber, ligger opbevaret i en rund glasæske, som Alexander Fleming har signeret på bagsiden.
"Skimmelsvampen, der først skabte penicillin", har han tilføjet.
Om den lille skimmelsvamp virkelig er helt så unik er dog usikkert. Der går nemlig rygter om, at Alexander Fleming lavede flere prøver af sin oprindelige skimmelsvamp og delte ud af dem til blandt andet Winston Churchill og Pave Pius 12.