To amerikanske byer blev i 1918 et lysende bevis på, hvor slemt det kan gå, hvis myndighederne ikke tager en virus-pandemi alvorligt.
USA opdagede de første tilfælde af Den spanske syge – en influenza-virus lig COVID-19 – på hærens kaserner i foråret 1918. Ingen kendte virussen, og ingen tog derfor større notits af den.
Men i september 1918 tog epidemien for alvor fart.
Virussen indtog først byerne Boston, New York og Philadelphia og spredte sig derfra mod vest til St. Louis og San Francisco.
Parade blev et smittehelvede
I byen Philadephia ramte epidemien militærkasernerne i midten af september, netop som byen forberedte en storslået parade, der skulle sælge krigsobligationer.
Trods bekymrede borgere og ikke mindst læger mente byens sundhedsdirektør Wilmer Krusen ikke, at der var noget at bekymre sig om. Soldaterne havde blot fået den almindelige sæsonbetingede influenza, lød det fra Krusen.
Da de første civile den 21. september også blev smittet, forsøgte flere læger at råbe Krusen op, men sundhedsdirektøren fastholdt stædigt sit synspunkt:
Det var blot en helt almindelig influenza, og hvis blot borgerne holdt kroppen varm og fødderne tørre, skulle det nok gå.
“Vi gav dem lidt whisky-toddy. Det var cirka, hvad vi havde tid til”. Sygeplejerske Josie Brown, Illinois 1918
Trods en stejl kurve i antallet af smittede i de følgende dage, insisterede Krusen fortsat på at afholde den planlagte parade. Så den 28. september valfartede omkring 200.000 af byens borgere gennem gaderne i højstemt humør.
Tre dage senere var hver eneste seng i byens 31 hospitaler fyldt med smittede patienter.
Blodet sprøjtede ud af patienterne
Blot en uge efter den store parade i Philidelphia var omkring 2.600 af byens borgere døde af det, Wilmer Krusen havde påstået var en almindelig influenza.
De læger og sygeplejersker, som skulle tage sig af de syge, kunne om nogen fortælle sundhedsdirektøren, at det ikke var en almindelig influenza men noget langt værre.
Sygeplejersken Josie Brown, der arbejdede på et flådehospital i staten Illinois beskrev, hvordan personalet hverken havde tid til at tage patienternes temperatur eller bare måle deres blodtryk: “Vi gav dem lidt whisky-toddy. Det var cirka, hvad vi havde tid til”.
Ifølge sygeplejersken led mange af patienterne af frygteligt næseblod.
“Nogle gange skød blodet tværs over stuen. Man var nødt til at skynde sig af vejen, ellers blev man gennemblødt af en andens næsebold”, fortalte Josie Brown, der oplevede, hvordan lastbiler i fast rutefart kørte kister med de døde til toget for at blive sendt hjem.
I Philadelphia, der havde omkring 1,7 mio. indbyggere og 300.000 værftsarbejdere udefra, kostede Den spanske syge 16.000 døde, mens omkring 500.000 nåede at blive smittet.
De to kurver viser, hvordan det lykkedes St. Louis at reducere antallet af døde, mens Philadelphias' dødsrate eksploderede i løbet af ganske kort tid.
St. Louis reagerede straks
Ganske anderledes reagerede myndighederne i St. Louis på krisen.
Allerede før de første smittetilfælde i byen satte lederen af byens sundhedsforvaltning, Max Starkloff, byens læger i alarmberedskab og opfordrede borgerne til at undgå store menneskemængder.
Og da de første tilfælde af smitte i byen blev rapporteret, krævede Starkloff straks alle skoler, biografer og spillehaller lukket og forbød større forsamlinger.
Som konsekvens af Starkloffs hurtige indsats lå dødraten i St. Louis på blot 1/8 af Philadelphias, da epidemien toppede.
St. Louis viste sig da også at være en af de byer i hele USA, der klarede sig bedst igennem pandemien.