En tusindtallig skare marcherede i marts 1885 gennem den midtengelske by Leicester.
Demonstranterne råbte vrede slagord, og som protestens højdepunkt huggede de forsamlede halsen over på en mandshøj dukke.
Dukken skulle hverken forestille en tyrannisk hersker eller en forhadt landsforræder.
Dukken var en afbildning af den berømte engelske læge Edward Jenner, som næsten 100 år tidligere havde udviklet vaccinen mod den dødelige virussygdom kopper.
Demonstrationen i Leicester var blot én af mange protester mod Jenners vaccine i slutningen af 1800-tallet.
De britiske myndigheder havde nemlig ved lov bestemt, at vaccinen skulle være tvungen for alle indbyggere under 14 år, og dét satte en massebevægelse i gang.
Tvangsvaccinationen var ikke bare et indgreb i den personlige frihed – den var også dødsensfarlig, mente mange.
Vaccinen kom fra køerne
Jenners vaccine regnes i dag for én af medicinhistoriens største landvindinger.
Tilbage i 1700-tallet dræbte sygdommen kopper på verdensplan 400.000 mennesker hvert eneste år.
Flere læger havde eksperimenteret med en forebyggende behandling, men gennembruddet kom først, da Jenner i maj 1796 snittede en ridse i armen på den otte-årige James Phipp og inficerede ham med pus fra en ko smittet med kopper.
To måneder efter podede Jenner sin unge forsøgsperson med pus fra et kopperamt menneske – et indgreb, som med garanti ville have gjort James Phipp syg, men Jenner satsede på, at de milde kokopper havde gjort drengen immun.
Forsøget lykkedes, og Jenners opdagelse blev fejret i de videnskabelige kredse. Inden længe var hans afhandling om koppebehandling udgivet på seks sprog.
Sygdommen kopper giver hovedpine, høj feber og blister. Dødeligheden er 20-60 pct.
Skræmte forældre gik i fængsel
Politikerne i det britiske parlament skønnede i 1853, at vaccination mod kopper var så vigtig for folkesundheden, at de gjorde den lovpligtig for alle børn under tre måneder.
En senere lov, vedtaget i 1867, udvidede aldersgruppen til 14 år og gjorde det samtidig muligt at sende forældre, der nægtede at lade deres børn vaccinere, i fængsel.
Men lige så begejstret lægevidenskaben var for vaccinen, lige så stor var modstanden hos den menige befolkning. Vrede forældre strømmede ud i gaderne for at protestere imod loven.
Modstanden mod, at mennesker greb ind i en sygdoms naturlige forløb, var ikke ny.
Allerede mens vacciner endnu kun var på et eksperimentelt stadie, tordnede den engelske præst Edward Massey mod “den farlige og syndige praksis at pode”.
I en prædiken, han holdt i 1772, slog præsten fast, at sygdom er sendt af forsynet som en straf for menneskets synder, og at alle forsøg på at forhindre sygdommen var “en djævelsk operation”.
1800-tallets anti-vaxxere havde imidlertid også mere jordnære grunde til at protestere: De stolede ikke på den nye behandlingsmetode. I stedet svor de til åreladning og varme omslag, der i århundreder havde været anerkendte midler mod snart sagt alle lidelser.
Avancerede indgreb som at lade læger indpode sygdom i deres børn forekom forældrene livsfarligt og vanvittigt: Behandlingen var et bedrag udtænkt af lægerne for at tjene penge, mente mange.
En af datidens karikaturtegninger viste et konsultationsværelse, hvor alle patienter fik udvækster efter podningen – udvæksterne udviklede sig til kalvehoveder!
En anden tegning viste politibetjente, der med hævede stave jagtede børn for “at forgifte deres blod og skaffe lægerne et honorar”, som teksten fortalte.
“Hellere en fængselscelle end et forgiftet barn”, forkyndte et banner.
Vaccination kan medføre svage sygdomssymptomer, som foruroliger forældrene.
Vaccinefrygten får ny næring
Autisme og kroniske smerter – igen og igen bliver vaccine mødt med skepsis og afvisning. Lægernes argumenter hjælper ikke altid.
Leicester, anti-vaxxernes hovedstad
Retssagerne, som fulgte, gav vaccinationsmodstanden stor opmærksomhed, og antallet af dømte vaccine-nægtere steg støt fra blot to i 1869 til 1.154 i 1881 og omkring 3.000 i 1884.
Intet sted var modstanden så intens som i midtengelske Leicester.
Her fungerede fængslingen af vaccine-nægtere som en invitation til nye protester, kunne lokalavisen Leicester Mercury rapportere i juni 1884:
“Omkring kl. 7.30 var mange vaccinationsmodstandere samlet. Med et banner i spidsen ledsagede de en ung mor og to mænd, som alle havde besluttet at melde sig til politiet og lade sig fængsle snarere end at lade deres børn vaccinere. De tilstedeværende udtrykte deres yderste sympati for den unge kvinde, der tydeligt var påvirket af situationen, men alligevel med oprejst pande var fast besluttet på hellere at gå i fængsel end at overlade sit barn til vaccinationslægens nåde og barmhjertighed”, fortalte avisen.
Modstanden mod vaccine nåede på denne tid sit foreløbige højdepunkt i Leicester. Kun 707 ud af samtlige 2.281 børn født i byen i anden halvdel af 1883 blev vaccineret.
Bystyret måtte opgive vaccinationerne for at opnå immunitet blandt indbyggerne; i stedet indførtes der omfattende karantæneforanstaltninger, så de smittede ikke gav sygdommen videre.
Sådan lykkedes det at begrænse udbredelsen, og de gode resultater fik i oktober 1884 bystyret til at anmode sundhedsmyndighederne i London om at slække på retsforfølgelsen af vaccinemodstandere.
Myndighederne afviste blankt – en afgørelse, som førte til nye massedemonstrationer, og under en af dem blev Edward Jenner-dukken halshugget.
Den næste epidemi ramte hårdt
Befolkningens rasende protester forfærdede lægerne, som måtte frygte, at en ny epidemi ville ramme Leicester.
I 1893 gik det galt. Hundredvis af smittede fyldte hospitalerne, der måtte sende dødssyge koppepatienter hjem pga. overbelægning.
Leicester kunne notere sig en tragisk rekord: Byen havde landets højeste andel af tilfælde – mere end to ud af tre børn var smittede.
Men vaccinemodstanderne vaklede ikke, og i 1898 måtte parlamentet mildne loven, så forældre kunne sige nej af samvittighedsmæssige grunde.
I 1907 opgav briterne tvangsvaccineringen helt. På dette tidspunkt havde behandlingens gode resultater kombineret med folkeoplysning overbevist de fleste om, at de burde lade sig vaccinere.
Omsider – næsten 200 år efter Edward Jenner – kunne Verdenssundhedsorganisationen, WHO, i 1978 erklære den frygtede sygdom for udryddet.