Det hvide snit præsenteres på neurologisk kongres i London
Stemningen er intens på den internationale kongres om neurologi i London i 1935. I en af salene lytter forskere fra hele verden til foredrag om hjernens pandelapper, og dagens højdepunkt indtræffer, da to amerikanske forskere viser en film med et par chimpanser.
Den ene chimpanse er til at begynde med rasende og genstridig, men da forskerne kapper forbindelsen mellem dens pandelap og resten af hjernen, bliver den rolig og medgørlig.
Under diskussionen sidst på dagen rejser den portugisiske læge Egas Moniz sig og stiller det spørgsmål, mange tænker på, men ingen tør stille: “Ville det ikke være rimeligt at lindre angsttilstande hos mennesker ad kirurgisk vej, som vi nu har set det med chimpansen?”
Spørgsmålet ryster nogle af kongresdeltagerne, men Egas Moniz er en højt anset hjerneforsker, som to gange har været indstillet til Nobelprisen i medicin, men er blevet forbigået. Nu har kongressen i London givet ham en idé.
Skynder sig at sende sin rapport om det hvide snit
Egas Moniz kan ikke selv operere, men få måneder senere får han hjemme i Lissabon en neurokirurg til at ødelægge en del af pandelappen på 20 psykiatriske patienter. De fleste lider af depression.
14 bliver helbredt eller får det bedre, mens tilstanden er uændret hos seks, noterer han i en rapport, som han skynder sig at sende til videnskabelige tidsskrifter i seks lande. Det skal gå hurtigt, inden andre får samme idé.
De første hvide snit gik gennem tindingen. Senere gik lægerne ind i hjernen oppefra. Begge dele efterlod grimme ar.
Egas Moniz' artikel vækker enorm opsigt. I lægeverdenen er man normalt tilbageholdende med at tage en ny og ukendt teknik i brug, men alligevel begynder andre læger straks at efterligne Egas Moniz.
Hans metode giver håb om at kunne gøre noget for de mange håbløst syge, der henslæber tilværelsen på de overfyldte psykiatriske hospitaler – hvor nogle er præcis lige så uregerlige og aggressive som chimpansen på filmen.
Amerikanske læger øver det hvide snit på lig
Allerstørst indtryk gør Egas Moniz’ artikel på den amerikanske læge Walter Freeman. Fra Europa rekvirerer han et par af de kirurgiske knive, Egas Moniz har udviklet til indgrebet. Walter Freeman er ikke selv kirurg, men allierer sig med sin kollega, neurokirurgen James Watt.
I en uge øver de sig på lig fra et lighus, hvorefter de foretager deres første operation. James Watt skærer, og Walter Freeman dirigerer.
Den første patient er en 63-årig forpint kvinde fra Kansas. Da hun finder ud af, at hendes stolthed, hendes krøllede hår, skal fjernes inden operationen, er hun ved at fortryde. Men operationen bliver gennemført, og Freeman noterer tilfreds, at hun bagefter er ligeglad med sit hår.
De første mange operationer foregår via tindingerne. James Watt borer huller i begge tindinger, og igennem dem stikker han en tynd stålpind med en løkke af ståltråd ind i hjernen. Løkken bruges til at kappe nerveforbindelserne.
Snart begynder de to læger at eksperimentere og gå ind i hjernen oppe fra hovedbunden. Målet er fortsat at afbryde forbindelsen mellem pandelappen og resten af patientens hjerne.
“Det er ikke en operation, det er lemlæstelse.” Læge om det hvide snit.
Teorien bag den “psykiske kirurgi” er yderst spinkel, men de to læger er overbevist om, at de med operationen adskiller den tænkende del af hjernen fra den følende del af hjernen – og at det kan hjælpe mange skizofrene, depressive og stærkt nervøse patienter.
Pressen roser metoden bag det hvide snit
I november 1936 offentliggør de en rapport om deres erfaringer. Resultaterne er næsten kun positive, skriver de – men tilføjer dog, at “leucotomi”, som de kalder operationen, kun er egnet til en lille gruppe nøje udvalgte patienter.
Det forbehold vælger mange læger at se stort på, for nu begynder metoden at brede sig, og snart bruges operationen i en række lande. Men den møder også kritik – en læge siger fx: “Det er ikke en operation, det er lemlæstelse.”
Også medierne begynder at interessere sig for operationen, som Walter Freeman begejstret fortæller om, og i den ene store avis efter den anden dukker der artikler op om den nye mirakelkur. New York Times har historien på forsiden i juni 1937.
12-årig fik det hvide snit
FØR
UNDER
EFTER
Psykisk syge og deres pårørende henvender sig i stort tal til Walter Freeman for at blive skrevet op til operation, som “ikke er værre end en tandudtrækning”, som en avis skriver.
Presset får de to læger til at eksperimentere videre med operationen. De finder bl.a. ud af, at den kan udføres hurtigere, hvis de nøjes med at lokalbedøve patienten. De følgende år har de fuldt op at gøre med at operere.
250 dollars tager de to læger for en operation, mens det let kan koste 35.000 dollars om året at have en psykiatrisk patient indlagt. Efter operationen kan mange af patienterne udskrives til privat pleje, fordi de ikke længere er aggressive, men føjelige og apatiske.
Freeman tager issylen i brug
Uden at fortælle det til sin makker, James Watt, går Freeman i gang med at udvikle sin helt egen metode – en operation, han selv kan udføre. Han har læst sig til, at der via tårekanalen er nem adgang til hjernen, og da han skal forklare en anden læge metoden, lyder det sådan:
“Jeg tager en slags medicinsk issyl, banker den gennem knoglen lige over øjenæblet, skubber issylen op i hjernen, hvor jeg roder rundt med den. Og det er så det – patienten mærker ikke noget.”
Snittet blev lagt i den forreste del af hjernen, som er hvid. Det gav navn til det “hvide snit”.
Det hvide snit tog seks minutter
Lobotomi var en enkel operation, som kun krævede en issyl gennem øjets tårekanaler. For patienterne var skaden uoprettelig.
1. Formålet med det hvide snit var at give angste, forpinte patienter ro ved at adskille den tænkende fra den følende del af hjernen. Det mente Freeman og Moniz kunne opnås ved at overskære forbindelsen mellem pandelappen og resten af hjernen.
Før operationen blev patienterne lokalbedøvet og fik et par bedøvende elektrochok. De mærkede ikke meget, for hjernen selv føler ikke smerte.
2. Via tårekanalen er der nem adgang til hjernen. Walter Freeman førte issylen ind gennem øjet og bankede den med en gummihammer gennem knoglen ind i hjernen, hvor sylen blev vrikket op og ned. Operationen blev gentaget i det andet øje. Freemans hastighedsrekord var seks minutter.
3. Patienten kunne hurtigt sendes hjem, og mange havde ingen erindring om indgrebet. En del psykisk syge patienter oplevede en forbedring af deres tilstand. Operationen blev dog kritiseret for at være upålidelig og for at medføre voldsomme bivirkninger.
Efter i al hemmelighed at have opereret ni patienter inviterer Freeman James Watt til at overvære en operation. Men James Watt bliver rasende, kalder metoden brutal og vil ikke være med mere.
Walter Freeman begynder nu at arbejde solo. I 1948 køber han en Lincoln stationcar, som han indretter med kirurgisk udstyr og skabe til journaler. Lobotomi har han døbt sin variant af operationen, og bilen kalder han derfor sin “lobotomobil”.
I den drager han tværs over USA og udfører den ene lobotomi efter den anden. Efterhånden kan han klare en operation på seks minutter.
Det hvide snit indtager Norden
I Europa går udviklingen lidt langsommere, men den tager for alvor fart, da Freeman og Watt i 1942 udgiver bogen “Psychosurgery”, som giver den psykiske kirurgi et videnskabeligt skær.
Norge er et af de første europæiske lande, som foretager leucotomi. Allerede i 1941 giver overlæge Ørnulv Ødegård fra Gaustad Asyl tilladelse til den første operation, som han anser for et nødvendigt onde i kampen mod sindslidelser. Fra 1947 går det stærkt, både i Norge, Sverige og Danmark.
I Norge bliver der i alt udført ca. 2500 lobotomier, i Sverige 4400 og i Danmark 4500. Også i Finland udfører man operationerne, og snart er de skandinaviske lande blandt dem, hvor flest mennesker i forhold til indbyggertallet bliver udsat for indgrebet.
Norge har mange dødsfald. Frem til 1948 dør hver tredje patient, som bliver opereret på Gaustad Asyl.
På verdensplan dør ellers “kun” seks ud af 100 af indgrebet.
Opfinderen af det hvide snit får Nobelpris
I 1949 beslutter den svenske Nobelkomité at tildele opfinderen af indgrebet, portugiseren Egas Moniz, Nobelprisen i medicin. Det er en triumf for Moniz, som seks år før led den tort at blive vraget igen efter en rapport, der bl.a. kritiserede de mange dødsfald.
Men i 1949 er kritikken stort set forstummet, og Egas Moniz rejser til Stockholm for at modtage den prestigefyldte pris. Blot sidder han nu i kørestol, for en af hans skizofrene patienter har nogle år før forsøgt at skyde ham. Kuglen ramte hans rygsøjle og lammede ham.
Nobelprisen blåstempler metoden. I årene efter tredobles antallet af lobotomier. Samtidig begynder man både i USA og den øvrige verden at bruge operationen på helt nye patientgrupper. Mindst 50.000 – måske 80.000 – mennesker verden over får lobotomi, langt de fleste kvinder.
Walter Freeman udførte sine 3439 operationer med forskellige issyle.
Samtidig får kritikerne af metoden langsomt vind i sejlene. De påpeger den høje dødelighed, samt at der aldrig for alvor er foretaget opfølgende undersøgelser af patienterne.
Nogle af dem er taknemmelige, men de fleste har fået et forkrøblet følelsesliv, og mange er blevet barnlige eller demente, hvis de da ikke sidder tilbage som apatiske zombier.
Desuden dukker de første psykofarmaka op omkring 1954. Medicinen beroliger patienterne uden kirurgi, og antallet af operationer styrtdykker. I 1967 foretager Freeman sin sidste lobotomi.
Han rammer et stort blodkar i hjernen, og patienten dør, hvorefter han bliver frataget retten til at operere.