I vinteren 1930 opfordrer myndighederne indtrængende Lübecks indbyggere til at lade deres børn vaccinere mod tuberkulose.
“Gør alt for jeres børns sundhed og liv!” står der på plakaterne, der hænger overalt. På byens hospitaler har læger travlt med at fortælle patienterne, at der omsider er godt nyt om den dødelige lungesygdom, som får sine ofre til at hoste blod op.
“Kampen mod tuberkulose kan vindes”, lover lægerne, der også forsikrer, at den nye franske Calmettevaccine ikke har alvorlige bivirkninger.
Forældrene til 251 nyfødte siger ja til at lade deres børn få den franske læge Albert Calmettes vaccine. Beslutningen virker fornuftig, for tuberkulose dræber hvert år 100.000 tyskere – heraf er halvdelen børn og unge.
Men kort efter vaccinationen begynder børnene i Lübeck at dø. Noget er gået forfærdelig galt, og det livsvigtige arbejde med at gøre europæerne immune over for tuberkulose må stoppes.
Albert Calmette (1863-1933) viede sit liv til kampen mod epidemiske sygdomme.
Tuberkulose har forfulgt menneskeheden siden stenalderen, men sygdommen hærgede for alvor under industrialiseringen. Da millioner af europæere opgav det hårde liv på landet og søgte ind til byerne for at arbejde på fabrik, rykkede de tættere sammen.
I byerne måtte industriarbejderne tage til takke med små, fugtige lejligheder, som de ovenikøbet måtte dele med andre familier. For en sygdom som tuberkulose, der spredes af luftbårne bakterier, gav de trange kår ideelle betingelser.
I 1800-tallet var tuberkulose årsag til hvert fjerde dødsfald i Europa. Alene i England og Wales døde fire millioner mennesker af sygdommen mellem 1851 og 1910.
I folkemunde blev dræberen kaldt TB, tæring og svindsot. De to sidstnævnte navne skyldtes, at patienterne gradvist svandt ind.
Blandt malere og andre kunstnere blev sygdommen kaldt “den smukke død”, fordi de tynde, blege patienter levede op til tidens skønhedsidealer. Blandt overklassen skabte TB ligefrem mode – fine damer pudrede ansigtet hvidt for at ligne patienter med den af kunsten forherligede sygdom.
“Frédéric Chopin hoster med uendelig stor ynde”. George Sand, fransk forfatterinde.
Folk med TB var særlig følsomme, hed det sig.
“Frédéric Chopin hoster med uendelig stor ynde”, skrev forfatterinden George Sand om komponisten, der døde af TB i 1849.
TB tager Calmettes mor
Lægen Albert Calmette nærede ingen romantiske tanker om smitsomme sygdomme. Som barn havde han mistet sin mor til tuberkulose, og i skoletiden havde tyfus taget livet af 10 klassekammerater.
Calmette blev også smittet og fik varige mén, der gjorde, at han måtte opgive sin drøm om en karriere i flåden. I stedet valgte han at studere medicin.
I sine unge år forskede Calmette i tropesygdomme i Afrika og Sydøstasien. Hans resultater påkaldte sig opmærksomhed fra det prestigefulde Pasteurinstitut, der først sendte ham til Saigon, og efter hjemkomsten blev han tilbudt en stilling ved instituttets afdeling i byen Lille.
Her indledte Calmette i 1901 kampen mod tuberkulose. I 1906 opdagede hans kollega, immunologen Camille Guérin, at resistens mod TB krævede levende tuberkulose-bakterier i kroppen.
Opdagelsen fik Calmette til at kaste sig over forsøg på at svække bakterien tilpas meget til, at den gav immunitet mod tuberkulose – uden at gøre folk dødeligt syge.
Eksperimenterne krævede stor forsigtighed. Calmette prøvede at dyrke bakterien i et væld af kulturer, og ved et rent tilfælde opdagede han, at hvis den voksede i oksegalde, blev den svækket.
Arbejdet med at tage brodden af bakterien tog flere år. Hver tredje uge flyttede han små mængder tuberkulose-bakterie til en ny portion oksegalde, men så kom 1. verdenskrig, og det livsvigtige arbejde måtte indstilles.
Calmette og Guérin havde brug for faste forsyninger af oksegalde, men mobiliseringen af franske tropper betød, at kvæg kun måtte sælges til konservesfabrikker, så de kunne bruges i feltrationer.
Det var held i uheld for forskerne, at Lille ligger tæt på grænsen til Belgien. Da området blev besat af tyskerne, var fjendens dyrlæger lydhøre over for Calmette og skaffede ham den galde, han havde brug for.
Trods Calmettes 122 år gamle opfindelse dør ca. 100.000 mennesker årligt af giftslangers bid – primært fordi de ikke får modgiften hurtigt nok.
Giftslange bed Calmette
Før Calmette kastede sig over tuberkulose, havde tropesygdomme og slanger hans interesse. Sidstnævnte havde nær kostet ham livet.
Som ung medicinstuderende forskede Albert Calmette i indvoldsorme i Hongkong. Bagefter kastede han sig over malaria og sovesyge i de franske kolonier Gabon og Congo.
I 1891 sendte Pasteurinstituttet ham til Saigon i Fransk Indokina for at åbne en afdeling, der skulle stå for et omfattende vaccinationsprogram mod kopper og hundegalskab. Sideløbende begyndte han at studere giftslanger – i håbet om at finde en modgift, der kunne redde hundredtusinder af menneskeliv.
Da Calmette vendte tilbage til Frankrig, fulgte slangerne derfor med. Selvom han var dygtig til at håndtere dem, gik det i 1901 galt. En slange huggede gifttænderne i Calmettes pegefinger – en dødsdom for de fleste.
Til alt held var lægen langt i sine forsøg med modgift, og i hast gav Calmette sig selv en indsprøjtning med det eksperimentelle præparat.
Calmette beholdt livet og mistede kun det yderste led af sin pegefinger. Verdens første bredspektrede modgift mod slangebid havde bevist sin duelighed.
Ved krigens slutning var bakteriesuppen blevet fortyndet mere end 200 gange, og Calmette testede den på kaniner, heste og køer – uden at forsøgsdyrene blev syge.
Vaccinen når til Lübeck
I 1921 var vaccinen omsider klar til brug på mennesker, og de første nyfødte franskmænd fik indsprøjtningen på Hôpital de la Charité i Paris. Mellem 1924 og 1928 fik 114.000 børn vaccinen – ingen viste tegn på alvorlige bivirkninger. Calmettevaccinen, som den blev kaldt, blev kendt uden for Frankrigs grænser, og i 1930 nåede den til Lübeck i Nordtyskland.
Calmette sendte vaccinen til byen, hvor et lokalt laboratorium skulle stå for at dyrke og masseproducere den svækkede bakterie. Men den 17. april 1930 døde det første vaccinerede barn i Lübeck.
“16. juli er vores elskede, lille Günther død i en alder af 16 uger efter otte ugers svær sygdom som følge af Calmettevaccinen”. Dødsannonce, juli 1930, Lübeck.
Ingen vidste hvorfor, men de sørgende forældre var ikke i tvivl: “Den 16. juli er vores elskede, lille Günther død i en alder af 16 uger efter otte ugers svær sygdom som følge af Calmettevaccinen”.
I løbet af de næste ni dage døde 72 børn. 135 blev syge, men overlevede – mange af dem med livsvarige mén. I det meste af Europa og Nordamerika blev Calmettevaccinationerne indstillet.
Året efter fandt tyske myndigheder ud af, at Albert Calmette var uskyldig. Laboratoriet i Lübeck havde sjusket og ved en fejl tilført vaccinevæsken usvækkede tuberkulose-bakterier. De to ansvarlige læger blev dømt for uagtsomt manddrab.
Men skaden var sket. Calmettes ry i videnskabelige kredse havde lidt et knæk, forskerkolleger vendte ham ryggen, og Albert Calmette døde syg og nedbrudt i 1933.
Først efter 2. verdenskrig tog hele verden igen Calmettevaccinen til sig, og siden har den reddet millioner af menneskeliv. Frem til 1982 blev danske børn Calmettevaccineret.
I 1940’erne fik patienter med tuberkulose-symptomer en screening af deres lunger.