Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Epidemier som dræbte millioner

Den spanske syge, pest og kolera har alle spredt stor skræk i samfundet og lagt utallige mennesker i graven. Men ikke engang de kan måle sig med den største epidemiske katastrofe af dem alle. Det mener den kendte historieprofessor Dick Harrison.

Shutterstock

Den værste smittespredning i historien (ifølge Dick Harrison):

Dick Harrison er professor i historie ved Lunds Universitet i Sverige. Han er forfatter til flere bøger om menneskers vilkår under kriser, blandt andet ”Stora döden – den värsta katastrofen som drabbat Europa”, som skildrer pestens hærgen i 1300-tallet.

  • Erobringen af Amerika – 1500- og 1600-tallet

  • Pesten – fra antikken og fremefter

  • Den spanske syge – 1900-tallet

Epidemier ramte indianerne med voldsom kraft

Ingen epidemisk katastrofe har i størrelse og historisk betydning kunnet måle sig med den, som ramte Amerika i 1500-tallet.

Da de spanske conquistadorer underlagde sig aztekernes, inkafolkets og andre indianeres territorier skete det ikke med store hære og exceptionelle kampteknikker.

Som regel satte man sin lid til gamle gennemprøvede middelalderlige våben og forholdsvis små troppestyrker.

På længere sigt ville spanierne have fået meget svært ved at kontrollere deres store erobringer, hvis de ikke havde haft biologiske allierede i form af sygdomme, der var fremmede for den indianske befolkning.

Ingen indianer havde haft kopper eller mæslinger.

Disse og andre smitsomme sygdomme – som mange voksne europæere, asiater og afrikanere havde udviklet immunitet overfor – ramte indianerne med tilintetgørende kraft. Præcis hvor mange, der omkom, er uvist, blandt andet fordi vi ikke ved, hvor mange der levede i Amerika før katastrofen.

Nogle områder er dog lettere at analysere end andre. Til disse hører Mexico, som i 1519 formodentlig har haft en befolkning på mellem 25 og 26 millioner mennesker.

Allerede i 1523, efter den spanske erobring af aztekerriget, var antallet faldet til 16,8 millioner.

I 1548 var der 6,3 millioner tilbage, i 1568 2,6 millioner og i 1605 en million. Så mange mennesker kan en førmoderne kolonimagts soldater, plantageejere og mineentreprenører ikke selv piske eller hugge ihjel.

De allerfleste indianere døde, fordi de blev syge.

I visse områder forsvandt bogstaveligt talt hele den oprindelige befolkning; blandt disse områder var Cuba, Hispaniola og flertallet af de øvrige øer i det Caribiske Hav.

Epidemierne i Amerika i 1500- og 1600-tallet førte til, at hele den nye verden blev trukket ind i den gamle verdens magtsfære.

Vesteuropæerne overtog indianernes land; sproget, tøjmoden, de politiske traditioner fortrængte de oprindelige indbyggeres.

På listen over civilisationskatastrofer gennem tiderne ligger disse epidemier allerøverst med stor afstand til de næste, uden konkurrence fra nogen anden af os bekendt katastrofe.

Billedet fra 1500-tallet viser aztekere påvirket af kopper.

Pesten hærgede i bølger

Som sikker toer kommer pestpandemierne. evne til at dræbe mennesker har medført, at ordet ”pest” ofte er kommet til at betegne store epidemier i almindelighed, hvilket let forvirrer en læser af historisk litteratur.

I virkeligheden har vi intet bevis for, at de rigtig gamle epidemier, som bliver kaldt ”pest”, har noget som helst at gøre med pestbakterien Yersinia pestis.

Vi er først helt sikre på, at det drejer sig om pest i midten af 500-tallet, hvor en veldokumenteret byldepestepidemi spredte sig fra Egypten til Konstantinopel og efterfølgende til hele middelhavsområdet.

Da Justinian 1. var kejser i det romerske rige, da pesten brød ud, er katastrofen gået over i historien som den ”justinianske pest”.

Ifølge nogle historikere var denne epidemi verdensomspændende (i det mindste i den gamle verden), det vil sige en pandemi i ordets videste forstand.

Ifølge andre historikere var pesten geografisk begrænset, frem for alt til landene fra Syrien i øst til Syditalien i vest.

Nogle gange slog den også til uden for dette område, men ikke i så stor udstrækning, at epidemierne fik nogen alvorlige konsekvenser på længere sigt. Befolkningens regenerering blev ikke standset.

I løbet af de følgende to hundrede år fortsatte pesten i perioder med at ramme lande som Grækenland, Egypten og Syrien, men den ringe samfærdsel gjorde, at langt fra alle epidemier spredte sig til Vesteuropa. Nordeuropa synes helt at have undgået pesten i denne fase af historien.

Fra senere pestepidemier ved vi, at sygdommens dødelighed kan være ekstremt høj.

Under den sorte død i midten af 1300-tallet, hvor pesten kom igen i sin anden pandemiske flodbølge, har vi troværdige oplysninger om, at mellem 60 og 70 procent af indbyggerne i hårdt ramte byer omkom. Da visse områder klarede sig bedre end andre, plejer vi at anslå, at mellem 30 og 40 procent af Europas samlede befolkning døde. Vurderinger på 30 til 40 millioner omkomne i hele verdensdelen er ikke usædvanlige; nogle forskere har gættet på højere tal.

Pesten medførte panik og karantæne

Her drejede det sig altså om en civilisationskatastrofe, som påvirkede hvert aspekt af livet. Det økonomiske system blev vendt op og ned, jordejendom mistede værdi, lønninger skød i vejret i takt med, at håndværkerne døde.

En rasende søgen efter syndebukke førte til massepsykotisk panik og pogromer. I store dele af Vesteuropa blev de jødiske bybefolkninger brændt præventivt, da man bildte sig ind, at det var jøderne, som spredte pesten ved at hælde giftpulver i brøndene.

Myndighederne besvarede den vedvarende trussel fra pest i 1400- og 1500-tallet med at udvikle karantænesystemer og lazaretter.

Pesten ophørte af uvisse årsager med at ramme Europa i 1700-tallet, men den kom igen i en tredje pandemisk bølge i slutningen af 1800-tallet.

Pandemiens udbrud er blevet lokaliseret til Yunnan i det sydlige Kina; i 1894 var den nået til kystbyerne Hongkong og Canton (nuværende Guangzhou), hvorfra den på kort tid blev spredt over hele jordkloden ved hjælp af dampskibe og jernbaner.

Ligesom tidligere trak pesten sig tilbage for blot at komme igen med fornyet kraft cirka et årti senere.

Efter at have været forsvundet fra Indien siden 1935 vendte den tilbage igen i nye bølger i 1948-49 og 1952; sammenlagt omkom mere end 12,7 millioner indere i perioden fra 1890’erne til 1950’erne.

Europa kom dog lempeligt gennem den tredje pestpandemis angreb. I Paris omkom i årene 1918-20 kun ca. hundrede mennesker af pesten.

Pest er ikke længere en dødelig trussel

At pesten i løbet af 1900-tallet ophørte med at være en global pandemisk fare, skyldes udviklingen af antibiotika. Hvis medicin gives i tide, er pesten ikke længere en dødelig trussel.

Endnu i vore dage bryder begrænsede pestepidemier relativt ofte ud, men de udvikler sig aldrig til pandemier. Dødeligheden er forholdsvis lav.

Sammenlignet med katastrofen i Latinamerika i 1500-tallet og vores egne gamle pestepidemier blegner de fleste andre pandemier i omfang og betydning, undtagen den spanske syge.

Kopper – 1700-tallets mest frygtede epidemiske sygdom – og kolera – 1800-tallets store infektionssygdom – har rigtignok dræbt mange, men ikke så mange.

Utallige mennesker i den gamle verden blev smittet af syfilis, efter at Columbus’ mandskab førte sygdommen med sig fra det første besøg på den anden side af Atlanten, men fordi sygdomsforløbet var så langsomt og langvarigt, opstod der aldrig samme massepsykose og panik som under den sorte død.

Syfilis kunne indlemmes i den førmoderne kultur; hvor potentielt dødelig den end var, lærte man at leve med den som et permanent fænomen snarere end en epidemi.

Noget, der dog bør påpeges i forbindelse med disse ikke lige så massivt dræbende pandemier, er den stimulerende virkning, de fik på medicinvidenskabens udvikling.

Sygdomme fremmede en intensiv virksomhed hos datidens dygtigste læger og videnskabsmænd. At vores myndigheder siden sidst i 1700-tallet har taget initiativ til at vaccinere os mod sygdomme, beror således på et eksperiment udført i kampen mod kopper.

Sanering af slumkvarterer og udviklingen af gode vand- og afløbssystemer i løbet af 1800-tallet var i mange tilfælde et led i forsøget på at mindske koleraens muligheder for at sprede sig.

5 spørgsmål til historieprofessor Dick Harrison

  • WHO har klassificeret spredningen af det nye coronavirus som en pandemi. Hvilke historiske paralleller ser du?

    Pandemiklassificeringer er et moderne fænomen, en følge af at vi i dag har meget bedre overblik over globale infektionssygdomme end tidligere.

    Derimod er pandemier som sådan ikke noget nyt. Vi har i princippet influenzaspredninger mellem lande og kontinenter hvert år, uden at de bliver så farlige, at de vurderes som pandemier.

    1900-tallet havde masser af lignende infektionssygdomme, som udviklede sig til livsfarlige fænomener – den spanske syge, den asiatiske influenza, hongkonginfluenzaen m.fl. Andre pandemiske sygdomme er velkendte allerede fra middelalderen. Skoleeksemplet er den sorte død.

  • Da eksempelvis den sorte død hærgede i løbet af 1300-tallet forekom det, at man i religionens navn udpegede forskellige syndebukke som ansvarlige for elendigheden. Ser du sådanne tendenser i dag?

    Nej, gudskelov. Men det skulle ikke forbavse mig, hvis det kommer. Uretfærdig jagt på syndebukke fandt sted med stor intensitet så sent som under 1980’ernes aids-epidemi.

  • Mange historiske epidemier har resulteret i massedød. Men de har efterfølgende også ført godt med sig i form af fremskridt inden for den medicinske forskning. Hvilke er ifølge dig de største milepæle?

    Pesten i middelalderen resulterede i fremkomsten af karantæne. Kopper i 1700-tallet førte til udviklingen af vaccination. Koleraen i 1800-tallet førte til drastiske forbedringer af byernes vandforsyning, afløbssystemer og almen hygiejne.

  • Kan dagens forskere og beslutningstagere lære noget af historien, når de skal håndtere coronavirusset og dets spredning?

    Ja, de kan lære, at influenzaepidemier med mutationer, som fører til høj dødelighed, altid kan forventes – spørgsmålet er ikke om, men hvornår de kommer – og at vi derfor må have et godt beredskab, ikke mindst en evne til på kort tid at producere store mængder vaccine.

  • Er du selv urolig i dag?

    Nej.

Interviewet er foretaget af redaktør Jacob Wiberg.
Artiklen af Dick Harrison er oprindelig fra 2006.

Læs også:

Amerikas historie

Amerika skulle være de kedeliges land

7 minutter
Amerikas historie

Storhedsvanvid gjorde russisk erobringstogt i Amerika til en katastrofe

17 minutter
Vikinger på tur
Vikinger

Nyt fund: Vikingerne blev meget længere i Amerika

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul