Epidemier som dræbte millioner

Epidemier ramte indianerne med voldsom kraft

Ingen epidemisk katastrofe har i størrelse og historisk betydning kunnet måle sig med den, som ramte Amerika i 1500-tallet.

Da de spanske conquistadorer underlagde sig aztekernes, inkafolkets og andre indianeres territorier skete det ikke med store hære og exceptionelle kampteknikker.

Som regel satte man sin lid til gamle gennemprøvede middelalderlige våben og forholdsvis små troppestyrker.

På længere sigt ville spanierne have fået meget svært ved at kontrollere deres store erobringer, hvis de ikke havde haft biologiske allierede i form af sygdomme, der var fremmede for den indianske befolkning.

Ingen indianer havde haft kopper eller mæslinger.

Disse og andre smitsomme sygdomme – som mange voksne europæere, asiater og afrikanere havde udviklet immunitet overfor – ramte indianerne med tilintetgørende kraft. Præcis hvor mange, der omkom, er uvist, blandt andet fordi vi ikke ved, hvor mange der levede i Amerika før katastrofen.

Nogle områder er dog lettere at analysere end andre. Til disse hører Mexico, som i 1519 formodentlig har haft en befolkning på mellem 25 og 26 millioner mennesker.

Allerede i 1523, efter den spanske erobring af aztekerriget, var antallet faldet til 16,8 millioner.

I 1548 var der 6,3 millioner tilbage, i 1568 2,6 millioner og i 1605 en million. Så mange mennesker kan en førmoderne kolonimagts soldater, plantageejere og mineentreprenører ikke selv piske eller hugge ihjel.

De allerfleste indianere døde, fordi de blev syge.

I visse områder forsvandt bogstaveligt talt hele den oprindelige befolkning; blandt disse områder var Cuba, Hispaniola og flertallet af de øvrige øer i det Caribiske Hav.

Epidemierne i Amerika i 1500- og 1600-tallet førte til, at hele den nye verden blev trukket ind i den gamle verdens magtsfære.

Vesteuropæerne overtog indianernes land; sproget, tøjmoden, de politiske traditioner fortrængte de oprindelige indbyggeres.

På listen over civilisationskatastrofer gennem tiderne ligger disse epidemier allerøverst med stor afstand til de næste, uden konkurrence fra nogen anden af os bekendt katastrofe.

Pesten hærgede i bølger

Som sikker toer kommer pestpandemierne. evne til at dræbe mennesker har medført, at ordet ”pest” ofte er kommet til at betegne store epidemier i almindelighed, hvilket let forvirrer en læser af historisk litteratur.

I virkeligheden har vi intet bevis for, at de rigtig gamle epidemier, som bliver kaldt ”pest”, har noget som helst at gøre med pestbakterien Yersinia pestis.

Vi er først helt sikre på, at det drejer sig om pest i midten af 500-tallet, hvor en veldokumenteret byldepestepidemi spredte sig fra Egypten til Konstantinopel og efterfølgende til hele middelhavsområdet.

Da Justinian 1. var kejser i det romerske rige, da pesten brød ud, er katastrofen gået over i historien som den ”justinianske pest”.

Ifølge nogle historikere var denne epidemi verdensomspændende (i det mindste i den gamle verden), det vil sige en pandemi i ordets videste forstand.

Ifølge andre historikere var pesten geografisk begrænset, frem for alt til landene fra Syrien i øst til Syditalien i vest.

Nogle gange slog den også til uden for dette område, men ikke i så stor udstrækning, at epidemierne fik nogen alvorlige konsekvenser på længere sigt. Befolkningens regenerering blev ikke standset.

I løbet af de følgende to hundrede år fortsatte pesten i perioder med at ramme lande som Grækenland, Egypten og Syrien, men den ringe samfærdsel gjorde, at langt fra alle epidemier spredte sig til Vesteuropa. Nordeuropa synes helt at have undgået pesten i denne fase af historien.

Fra senere pestepidemier ved vi, at sygdommens dødelighed kan være ekstremt høj.

Under den sorte død i midten af 1300-tallet, hvor pesten kom igen i sin anden pandemiske flodbølge, har vi troværdige oplysninger om, at mellem 60 og 70 procent af indbyggerne i hårdt ramte byer omkom. Da visse områder klarede sig bedre end andre, plejer vi at anslå, at mellem 30 og 40 procent af Europas samlede befolkning døde. Vurderinger på 30 til 40 millioner omkomne i hele verdensdelen er ikke usædvanlige; nogle forskere har gættet på højere tal.

Pesten medførte panik og karantæne

Her drejede det sig altså om en civilisationskatastrofe, som påvirkede hvert aspekt af livet. Det økonomiske system blev vendt op og ned, jordejendom mistede værdi, lønninger skød i vejret i takt med, at håndværkerne døde.

En rasende søgen efter syndebukke førte til massepsykotisk panik og pogromer. I store dele af Vesteuropa blev de jødiske bybefolkninger brændt præventivt, da man bildte sig ind, at det var jøderne, som spredte pesten ved at hælde giftpulver i brøndene.

Myndighederne besvarede den vedvarende trussel fra pest i 1400- og 1500-tallet med at udvikle karantænesystemer og lazaretter.

Pesten ophørte af uvisse årsager med at ramme Europa i 1700-tallet, men den kom igen i en tredje pandemisk bølge i slutningen af 1800-tallet.

Pandemiens udbrud er blevet lokaliseret til Yunnan i det sydlige Kina; i 1894 var den nået til kystbyerne Hongkong og Canton (nuværende Guangzhou), hvorfra den på kort tid blev spredt over hele jordkloden ved hjælp af dampskibe og jernbaner.

Ligesom tidligere trak pesten sig tilbage for blot at komme igen med fornyet kraft cirka et årti senere.

Efter at have været forsvundet fra Indien siden 1935 vendte den tilbage igen i nye bølger i 1948-49 og 1952; sammenlagt omkom mere end 12,7 millioner indere i perioden fra 1890’erne til 1950’erne.

Europa kom dog lempeligt gennem den tredje pestpandemis angreb. I Paris omkom i årene 1918-20 kun ca. hundrede mennesker af pesten.

Pest er ikke længere en dødelig trussel

At pesten i løbet af 1900-tallet ophørte med at være en global pandemisk fare, skyldes udviklingen af antibiotika. Hvis medicin gives i tide, er pesten ikke længere en dødelig trussel.

Endnu i vore dage bryder begrænsede pestepidemier relativt ofte ud, men de udvikler sig aldrig til pandemier. Dødeligheden er forholdsvis lav.

Sammenlignet med katastrofen i Latinamerika i 1500-tallet og vores egne gamle pestepidemier blegner de fleste andre pandemier i omfang og betydning, undtagen den spanske syge.

Kopper – 1700-tallets mest frygtede epidemiske sygdom – og kolera – 1800-tallets store infektionssygdom – har rigtignok dræbt mange, men ikke så mange.

Utallige mennesker i den gamle verden blev smittet af syfilis, efter at Columbus’ mandskab førte sygdommen med sig fra det første besøg på den anden side af Atlanten, men fordi sygdomsforløbet var så langsomt og langvarigt, opstod der aldrig samme massepsykose og panik som under den sorte død.

Syfilis kunne indlemmes i den førmoderne kultur; hvor potentielt dødelig den end var, lærte man at leve med den som et permanent fænomen snarere end en epidemi.

Noget, der dog bør påpeges i forbindelse med disse ikke lige så massivt dræbende pandemier, er den stimulerende virkning, de fik på medicinvidenskabens udvikling.

Sygdomme fremmede en intensiv virksomhed hos datidens dygtigste læger og videnskabsmænd. At vores myndigheder siden sidst i 1700-tallet har taget initiativ til at vaccinere os mod sygdomme, beror således på et eksperiment udført i kampen mod kopper.

Sanering af slumkvarterer og udviklingen af gode vand- og afløbssystemer i løbet af 1800-tallet var i mange tilfælde et led i forsøget på at mindske koleraens muligheder for at sprede sig.

Interviewet er foretaget af redaktør Jacob Wiberg.
Artiklen af Dick Harrison er oprindelig fra 2006.