Til at begynde med bemærkede ingen fru Troffea, da hun trådte ud af gadedøren. Hun bevægede sig ganske vist underligt og hoppende, men Strasbourg var i 1518 en travl by med et myldrende gadeliv.
Efterhånden begyndte folk dog at undres. For den normalt skikkelige kone gik ikke – hun dansede rundt som i trance.
Og trods julivarmen blev hun ved og ved, selv om hendes mand forsøgte at dysse hende ned.
Som timerne gik, voksede mængden af undrende tilskuere. Da det blev aften, kunne fru Troffea næsten ikke løfte sine fødder. Hun sank om og faldt i søvn.
400 smittede fyldte gaderne
Da fru Troffea vågnede næste morgen, sprang hun straks op og fortsatte sin vilde dans på fødder fyldt med vabler og blodige sår.
I begyndelsen mente nogle, at hun lavede optrinnet for at ydmyge sin mand offentligt som hævn for noget, han havde gjort. Men dansen blev ved, og efterhånden var det tydeligt for alle, at den udmattede og forpinte kvinde på ingen måde var herre over sine ben.
Efter nogle dage havde i snesevis af byens borgere ladet sig rive med af dansemanien, og gaderne mindede om galehuse.
Overalt sås hoppende og springende mennesker, som bestemt ikke morede sig, men derimod anråbte Gud og helgenerne, mens de græd af smerte og i klare øjeblikke tiggede de omkringstående om hjælp.
Byen var i oprør, og myndighederne var indstillet på at gribe ind. De vidste bare ikke hvordan. Lægerne anbefalede at lade de dansende rase, så de kunne svede “de dårlige væsker” ud.
Bystyret fulgte rådet, hyrede musikanter og afspærrede markedspladsen.
Her blev de ramte samlet, og til lyden af sækkepiber og trommer dansede de videre og videre. Intet tydede dog på, at nogen fik det bedre med tiden – vanviddet greb bare om sig.
Mindst 400 blev smittet af danse-manien i Strasbourg, og mange døde af udmattelse eller hjertestop.
Tusinder dansede i trance
Udbruddet af dansefeber i 1518 var hverken det første eller det største. Fra 1100- og 1200-tallet findes beskrivelser af lignende epidemier.
Den mest omfattende fandt sted i Rhinlandet i 1374 og er beskrevet i en klosterkrønike. Epidemien spredtes fra Aachen og Gent i nord til Metz og Strasbourg i syd.
Hele sommeren strejfede grupper af vilde dansende omkring fra sted til sted og smittede andre med dansefeberen.
Krøniken taler om tusinder af mænd og kvinder, som dansede i trance og sprang op i luften, mens de skreg af smerte og anråbte Gud om nåde.
Udbruddet i Strasbourg i 1518 udmærker sig ved at være det mest vel-dokumenterede af alle, fordi det skete efter bogtrykkerkunstens opfindelse, og fordi byen havde en relativt veludviklet forvaltning. Kilderne omfatter lægeoptegnelser, prædikener, lokale krøniker og byrådsreferater.
Læger og historikere har i århundreder fremsat teorier om årsagerne til dansemanien.
De har overvejet alt fra forgiftning med meldrøjesvamp, over kætterske ritualer til en slags epidemisk udgave af Huntingtons sygdom eller epilepsi.
I dag er forskerne enige om, at årsagen var et massehysteri udløst af yderst hårde livsvilkår og befolkningens religiøse forestillingsverden.
Kirkens pres skabte hysteriet
Årene op til udbruddet i 1518 havde været slemme for Strasbourg og de omgivende landområder.
Renæssancen var ikke blot en gylden tidsalder, hvor kunst og filosofi blomstrede ved fyrstehofferne. For det store flertal af fattige mennesker var det en hård og usikker tid.
De færreste børn nåede voksenalderen, krige og tilbagevendende epidemier rasede, og en dårlig høst var lig med hungersnød.
Strasbourg led under flere års fejlslagen høst og tårnhøje kornpriser. Kirken og klostrene udnyttede situationen og profiterede af det korn, de havde opkrævet hos bønderne gennem tiende og andre afgifter.
Mens de sultende bønder så til, rullede vognlæs efter vognlæs med brødkorn af sted til mere betalingsdygtige egne. Tusinder omkom, og endnu flere var alvorligt underernærede.
Massehysteri – eller mass psychogenic illness, som diagnosen kaldes i lægefaglige kredse – er et kropsligt udtryk for psykisk pres. Og i 1500-tallet skabte kirken et sådant pres.
Folks tankegang var domineret af religion, og de opfattede verden som en kampplads for godt og ondt, Gud og Satan.
Helgendage og højtider definerede året, og ikke én dag gik uden bøn eller kirkegang.
Folk kunne håbe på den evige salighed efter døden – men Helvedes flammer truede, så midt i overlevelseskampen gjaldt det om at sone sine synder med ritualer, faste og bøn.
I 1518 var befolkningen i Strasbourg overbevist om, at helgenen Sankt Vitus (Sankt Viet) havde sendt en forbandelse i form af dans for at straffe dem for deres synder.
Da hysteriet greb dem, modtog de dommen, som deres religiøse samvittighed bød dem: De kastede sig ud i ekstatisk dans – og hvert nyt offer, som lod sig rive med, bekræftede de omkringstående i troen på, at der stod højere magter bag. Dermed var epidemien en kendsgerning.
Bystyret sendte fru Troffea bort
Fru Troffeas skæbne kendes ikke. Kilderne fortæller kun, at hun efter seks dages dans blev sendt til Sankt Veits-kapellet.
Bystyret havde opgivet at lade de ramte svede dansesygen ud og var begyndt at sende dem på pilgrimsfærd til kapellet, som lå en lang dagsmarch borte.
Fodturen helbredte mange, og i løbet af september 1518 ebbede dansemanien gradvist ud.