I det spage januarlys henligger sygestuen på Torontos universitetshospital i halvmørke. Den canadiske læge Ed Jeffrey gør sin entré og styrer hen imod en af sengene. I hånden holder han en sprøjte med en 45 mm lang injektionsnål.
Forsigtigt trækker han tæppet af patienten, Leonard Thompson. Drengen er kun 14 år, men ser på én og samme tid både yngre og ældre ud. Han vejer under 30 kg og har mistet det meste af sit hår.
Knoglerne stikker frem på hofter og brystkasse. Kun maven er unaturlig udspilet. I luften hænger den skarpe lugt af acetone, diabetikerens karakteristiske duft.
Leonard er døende.
Jeffrey presser nålen ind i drengens ene balle og trykker til. Den brunlige væske trænger ind i det nærmest ikke-eksisterende fedtlag under huden. Nøjagtig 7,5 ml skal der til.
Uden insulin optager kroppens celler ikke sukkerstof. Diabetikerne blev derfor ekstremt afmagrede.
Patientens anden balle får også et skud, før lægen noterer datoen – den 11. januar 1922. Alt, de nu kan gøre, er at vente. Og håbe.
Leonard Thompson er ikke den eneste, som venter på et mirakel i 1922. Som diabetikere lever tusinder af børn, unge og voksne på lånt tid. Sygdommen var dengang en dødsdom.
Utallige læger havde forsøgt at finde en behandling. Men da Leonard Thompson fik de to sprøjter med en helt ny behandling, var kuren endnu kun en drøm.
Diabetes var en gammel sygdom
Sygdommen, som Leonard Thompson led af, har været kendt af læger i årtusinder. Et skrift fra oldtidens Egypten, det såkaldte Papyrus Ebers fra omkring 1550 f.Kr., beskriver en sygdom, som efter alt at dømme er diabetes. Forfatterne anbefalede en diæt af bl.a. korn og bær for at holde sygdommen i ave.
I 1880’erne fik de to tyske diabetesforskere Oskar Minkowski og Joseph von Mering en mistanke om, at bugspytkirtlen kunne have noget med sygdommen at gøre. I 1889 fjernede de bugspytkirtlen hos en hund for at undersøge effekten.
Video: Insulinmangel tvinger cellerne til at æde kroppens fedt
Se, hvorfor bugspytkirtlens insulin er så afgørende for menneskekroppen, og hvad der udløser den frygtede sukkersyge.
De bemærkede, at hunden, som før operationen var renlig, nu begyndte at tisse på gulvet i laboratoriet. Urinen viste sig at indeholde en stor mængde sukker – et fænomen, som videnskaben vidste var et symptom på diabetes.
Andre forskere fandt ud af, at cellerne i de langerhanske øer, klynger af celler i bugspytkirtlen, nedsætter blodets niveau af glukose – sukker – ved hjælp af et ukendt sekret. Men om sekretet, som i 1910 fik betegnelsen insulin, kunne bruges til at afhjælpe diabetes, var uvist. Og hvis det kunne, anede ingen, hvordan det kunne isoleres fra bugspytkirtlen.
Mange læger viede deres liv til at løse insulinens gåde – lægen Frederick Banting var dog ikke én af dem.
Banting blev født i 1891 på en farm i provinsen Ontario i Canada. Men landmandslivet var ikke noget for Banting. I 1912 lod han sig indskrive på lægestudiet i Toronto.
To år senere brød 1. verdenskrig ud. Universitetet afkortede studiet, så lægerne kunne sendes til fronten, og snart befandt Banting sig på et lazaret i Frankrig.
Som ung interesserede Banting sig ikke specielt meget for diabetes. Han ønskede sig bare et helt almindeligt liv som læge. Skæbnen ville det dog anderledes.
Godnatlæsning gav god idé
Da den 29-årige Banting i 1920 vendte hjem, havde han kun ét ønske: At leve et fredeligt liv med en kærlig hustru. Han friede til sin highschoolkæreste, Edith, og fik ja.
Samtidig købte han et hus og åbnede en lægepraksis i byen London i Ontario. Bantings plan var at gifte sig med Edith, når han begyndte at tjene penge. Men intet gik, som han håbede.
“Jeg skrev én recept og betragtede dermed mig selv som yderst veluddannet inden for bartenderfaget”. Frederick Banting efter sin første måned med en stort set tom lægepraksis.
Patienterne udeblev, og først efter en måned dukkede en enkelt op. Manden var alkoholiker, og da alkohol kun kunne fås med lægelig godkendelse, måtte Banting træde til.
“Jeg skrev en recept og betragtede dermed mig selv som yderst veluddannet inden for bartenderfaget”, skrev han senere bittert.
Da måneden var gået, havde han tjent sølle fire dollars. Kort efter returnerede Edith forlovelsesringen. Hele Bantings livsdrøm lå i ruiner. Hårdt trængt tog han arbejde som undervisningsassistent. Lønnen var blot fire dollars i timen, men alt talte.
For at få tankerne i ro om aftenen læste Banting sig i søvn i kedelige videnskabelige udredninger. Den 30. oktober 1920 var ingen undtagelse. Valget faldt på en fagartikel af patologen Moses Barron.
Den farligste og mest frygtede diabetes var i 1921 – ligesom i dag – type 1. Den rammer især børn og unge voksne. Her ses en af Bantings tidlige patienter – en ung kvinde.
Patologen havde obduceret en person, hvor en galdesten blokerede bugspytkirtlens såkaldte udførselsgang. Lægen bemærkede, at cellerne i bugspytkirtlen, som producerer fordøjelsesenzymer, var tørret ind, mens de fleste af de celler, som producerer hormoner, var intakte.
I halvsøvne formede en idé sig hos Banting. Som læge vidste han, at bugspytkirtlen tjente to formål: Dels at producere enzymer, som hjælper fordøjelsen, dels at udsondre den gådefulde insulin, som lægerne vidste på en eller anden måde bragte balance i blodsukkeret. Det var den sidste funktion, diabetikerne manglede.
Bantings idé var at blokere udførselsgangen, som fører fordøjelsesenzymer fra bugspytkirtlen til tolvfingertarmen. Sådan kunne han få de celler, som producerede enzymerne, til at visne væk, mens de insulinproducerende celler forblev intakte.
På den måde var det – måske – muligt at isolere insulinen, tænkte Banting.
“Forsøg at isolere den interne sekretion for at afhjælpe glycosuria (sukker i urinen, red.)”, noterede han, før han faldt i søvn.
Banting var tæt på at opgive
Da Banting næste dag blev færdig med forelæsningen på universitetet, beskrev han idéen for sin overordnede, som henviste ham til professor John Macleod. Han var ekspert på området ved Torontos universitet.
Den følgende uge stillede Banting på Macleods kontor. Professoren var temmelig hoven, men lovede at se på sagen, hvis Banting fremlagde sine planer i et formelt brev.
Marie Krogh (tv.) led af diabetes og fik sin mand, August Krogh (forrest), til at interessere sig for insulin.
Ægtepar skabte dansk insulin-gigant
I 1922 skaffede det danske ægtepar August og Marie Krogh rettighederne til at producere insulin i Skandinavien. Virksomheden, som Krogh-parret stiftede, er i dag Novo Nordisk – verdens førende insulinproducent.
1920: Krogh vinder Nobelpris
Fysiologen August Krogh inviteres til USA efter at have modtaget en Nobelpris. Han kan ikke tage afsted, da hans hustru har fået konstateret diabetes.
1922: Insulin-rettigheder erhverves
Ægteparret Krogh tager omsider til USA og besøger Bantings laboratorium i Canada. Her erhverver Krogh rettighederne til at lave insulin i Skandinavien. Ved hjemkomsten slår han sig sammen med hustruens læge, H.C. Hagedorn.
1936: Hagedorn udvikler ny insulin
Efter i 1923 at have begyndt insulinproduktion i Danmark forsker Krogh og Hagedorn videre i insulin. I 1936 lykkes det Hagedorn at skabe en ny type insulin, som gør, at diabetikere kan klare sig med færre injektioner dagligt.
1989: Fusion skaber Novo Nordisk
Kroghs insulinfirma (på det tidspunkt Nordisk Gentofte A/S) fusionerer med den danske ærkerival, Novo Industri A/S, og bliver til Novo Nordisk.
Slukøret tog Banting hjem. Kort forinden havde han hørt om en ekspedition, som skulle søge efter olie i Nordcanada. Ekspeditionen manglede en læge. Banting sendte ansøgningen til ekspeditionen, samme dag som han skrev til Macleod. Han ville tage imod det tilbud, som kom først, besluttede han.
Kort efter tilbød Macleod, at han kunne benytte et laboratorium på Torontos universitet sommeren over. Banting tøvede. Først da han i midten af april fik at vide, at olieekspeditionen alligevel ikke ville få brug for en læge, sagde han ja til Macleod.
Den 14. maj 1921 låste Banting døren til sin fejlslagne praksis i Ontario. Fra nu af skulle hans liv handle om sukkersygens gåde.
Dårlig hygiejne ødelagde forsøg
Foruden retten til at bruge laboratoriet stillede Macleod den medicinstuderende Charles Best samt 10 forsøgshunde til rådighed for Banting. Herefter drog Macleod på rejse til Skotland.
De første forsøg endte katastrofalt. Hvert eksperiment krævede to hunde, en donor og en modtager. Donorhunden fik bugspytkirtlen afsnøret, så den kunne levere insulin til modtagerhunden, som havde fået fjernet bugspytkirtlen.
Banting (th.) og Best med en af de mange hunde, som mistede livet i jagten på insulin.
Den første hund døde af en overdosis af bedøvelsesmiddel. Den næste forblødte, og den tredje døde af en infektion. Problemerne skyldtes bl.a., at Bantings erfaring med operationer var begrænset, og at laboratoriet var gammelt og umuligt at holde rent. I sommervarmen stank det af hundeefterladenskaber og indtørret blod.
I begyndelsen af juli opdagede Banting desuden, at afsnøringen af bugspytkirtlen på donorhundene var slået fejl hos fem ud af syv hunde. Han begyndte forfra med det resultat, at fire hunde døde på få dage.
Lykken vender
Syv uger var gået, og det eneste resultat, Banting kunne fremvise, var en bunke døde hunde. Faktisk havde han opbrugt hele sin kvote af forsøgsdyr og måtte ty til at indfange omstrejfende hunde eller købe gadekryds billigt.
Banting var tæt på fallit. Han boede på et lejet værelse på størrelse med et klædeskab og overlevede på gratis måltider indtaget på byens bibelskole.
Men endelig vendte lykken. Midt i juli kunne Banting og hans assistent konstatere, at indgrebene på donorhundene var lykkedes, og eksperimenterne kunne begynde for alvor.
Seks-årige Teddy Ryder vejede blot 12 kg, da han blev en af Bantings første patienter. Et år senere vejede han lidt over 20 kg.
Omhyggeligt skar Banting donorhundenes bugspytkirtel i skiver og blandede stykkerne med en særlig saltvandsopløsning. Blandingen blev sænket ned i en saltlage og nedfrosset. Så opblødte de indholdet og filtrerede det. Tilbage blev en væske med en brunlig farve.
Kl. 10.15 om morgenen den 30. juli opvarmede de lidt af miksturen og sprøjtede den ind i forsøgshunden med nummeret 410. Dyrets blodsukker faldt straks til det normale niveau. En time senere gav de igen hunden en indsprøjtning, og blodsukkeret faldt atter. Resultatet var ikke til at tage fejl af: Ekstraktet fra donorhundens bugspytkirtel virkede.
Hund nr. 410 var ikke den eneste, som reagerede på miksturen. Den 1. august fandt de hund nr. 406 – en af de hunde, som havde fået fjernet bugspytkirtlen – bevidstløs og døende. Banting indsprøjtede ekstraktet i hunden, som kort efter vågnede, rejste sig og begyndte at spankulere rundt i laboratoriet.
Utallige børn blev reddet af Bantings insulin. Her et takkebrev fra pigen Janet i 1922.
Kort efter forsøgte de med endnu en hund. Igen var resultaterne gode. Banting jublede.
“Jeg har så meget at fortælle, at jeg dårligt ved, hvor jeg skal ende og begynde”, skrev han begejstret til Macleod.
Ved samme lejlighed bad han om at få bevilget et bedre laboratorium samt en ansat, som kunne hjælpe med rengøringen. Hygiejnen var stadig et problem, og flere af de forsøgshunde, som havde reageret positivt på ekstraktet, døde til Bantings store frustration af infektion midt i eksperimentet.
Mens Banting ventede på svar, kunne han og Best fejre den triumf at holde en hund rask og i stabil tilstand i ugevis. Hunden, som de gav navnet Marjorie, måtte dog efter 70 dage aflives pga. en infektion.
“Jeg glemmer aldrig den hund, så længe jeg lever. Jeg har uden at fælde en tåre set patienter dø. Men da den hund døde, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, og jeg ønskede bare at være alene”, skrev lægen.
Forsøgshund 33, som fik kaldenavnet Marjorie, blev den første hund, som det lykkedes Banting at holde i live med insulinindsprøjtninger. Marjorie døde dog efter to måneder.
Kalvefostre hjalp forskerne i mål
Succesen med Marjorie skyldtes bl.a., at det var lykkedes Banting at finde en ny kilde til insulin-ekstrakt, som han og Best konstant løb tør for. Banting havde løst problemet, da han en dag kom i tanke om en observation fra sin opvækst på landet. Her blev køer ofte gjort drægtige, kort før de skulle slagtes.
De drægtige dyr begyndte at æde mere og blev tykkere. Da kalvefostre først udviklede fordøjelseskirtler efter fødslen, var deres bugspytkirtler ideelle til Bantings forsøg. Med fostre fra lokale slagtere eksperimenterede han på livet løs, og den 11. januar 1922 vurderede Banting, at ekstraktet kunne afprøves på et menneske.
Den eneste behandling mod diabetes var dengang at begrænse patientens kalorieindtag, og mange sultede derfor ihjel. Da den 14-årige Leonard Thompson en måned tidligere blev indlagt på hospitalet, var han så udhungret, at hans far måtte bære ham. Han havde ikke langt igen, da lægen Ed Jeffrey, som var blevet sat til at stå for forsøget, indsprøjtede to gange 7,5 ml af Bantings insulin i den afmagrede krop.
Den 14-årige Leonard Thompson blev historiens første diabetes-patient, som fik en insulinindsprøjtning. Billedet er taget omkring 1930, da Thompson var 22 år.
De første stik gav intet resultat. Men da injektionerne blev gentaget den følgende dag, faldt blodsukkeret med det samme drastisk fra 5,2 milligram til 1,2. Miraklet var sket. Insulinen virkede.
Banting og Macleod blev i 1923 belønnet med en Nobelpris for opdagelsen. En strålende forskerkarriere ventede Banting, men inden da var hans store drøm gået i opfyldelse, da han i foråret – med stor succes – åbnede en privat praksis med speciale i behandling af diabetespatienter.
At blive gift opnåede Banting også – endda to gange – inden han i 1941 omkom i et flystyrt blot 49 år gammel.
Frederick Banting blev dræbt i et flystyrt i 1941, da han var på vej til London for at præsentere en avanceret flyverdragt, han havde udviklet til kamppiloter. Tusinder mødte op til hans begravelse i Toronto.