Bridgeman

Grusomme sygdomme overrumplede den hvide mand

Da europæerne drog ud for at underlægge sig verden, blev de ramt af modbydelige sygdomme, som invaliderede soldaterne eller sendte dem i graven. Ubetydelige fluer, myg og orme viste sig at være den farligste fjende, de hvide nogensinde havde mødt.

“Faraos forbandelse”: Napoleons tropper fik menstruation

Under Napoleons felttog i Egypten i 1799 løb rygtet blandt hans soldater, at de ville blive ramt af “faraos forbandelse”: mandlig menstruation. Og det var ikke det rene vrøvl.

En ferskvandssnegl i mudderet langs Nilens bredder er vært for parasitten Schistosoma – en fladorm, der som larve trænger gennem huden på badende og søger ind i tarm og blære.

Her lægger den sine æg, og de uønskede gæster bevæger sig igennem blæren og giver blod i urin og afføring, der med god vilje kan minde om menstruation.

Det varede ikke længe, før Napoleons soldater var inficeret med parasitterne. Når de tissede blod, klagede de over, at de menstruerede som kvinder.

Napoleon selv blev sandsynligvis offer for den blodige parasit, der endte med at give ham kroniske smerter. Helt indtil sin død klagede den store general over sin tykke og sviende urin.

Troen på, at faraos forbandelse havde ramt dem, svækkede de franske soldaters moral.

Akg Images & Alamy/Imageselect

Elefantiasis: Orme blokerede kredsløbet

Da den europæiske opdagelsesrejsende Jan van Huygen Lin­schoten omkring 1590 udforskede Goa i Indien, bemærkede han, at nogle indere bar på en frygtelig sygdom:

“Det ene ben og foden fra knæet og ned er så tykke som en elefants ben”.

Linschoten beskrev sygdommen elefantiasis. Det ene eller begge ben svulmer op til groteske dimensioner, og hos mænd kan pungen blive lige så stor som overkroppen.

Sygdommen skyldes en orm, der lever i tarmen på en myg. Når myggen stikker, sprøjter den ormens larver ind i den nye vært, hvor de yngler og spreder sig i blodstrømmen.

Efterhånden fyldes blodkarrene op af orme, som blo­kerer kreds­løbet og fører til de voldsomt opsvulmede legemsdele, som er i konstant fare for at blive ramt af koldbrand.

Ofre for elefantitits kan sjældent gå uden hjælp.

© Getty

Guinea-orm: Guinea-ormens ofre stank forfærdeligt

“Feberen har ladet sig melde igen, og største Delen af Dagen har jeg ligget og kastet Galde op”.

Embedsmanden Joseph Wulff led i 1830’erne af en sygdom, der hærgede i den danske koloni på Afrikas Guldkyst. Hans ben var fyldt med dybe huller, hvorfra der sivede materie. Disse huller skyldtes den uhyggelige guinea-orm.

Den inficerer vandlopper med sine larver, og de overføres med drikkevandet. Der kan gå op til et år, inden den smittede mærker den fuldt udklækkede orm bryde ud gennem huden.

Ormen, der ikke er meget tykkere end en sytråd, kan være en meter lang, så den skal trækkes ud ganske langsomt over flere uger. Ofte bliver såret inficeret, hvilket Wulff beskrev således: “Kjære Forældre, jeg forsikrer Dem paa, at jeg lugter som et Aadsel”.

Sovesyge: Lille flue gav dødelig træthed

I 1906 beskrev den engelske digter Rudyard Kipling en forfærdelig sejlads langs Vestafrikas kyst, hvor mange var ramt af “den afrikanske sovesyge”:

“Vandet var fordærvet, og store, glinsende fluer pinte os. Morgen og aften blev mudderbankerne, der avlede feber, dækket af en blålig tåge. Fire af roerne var syge og blev bundet til bænkene, så de ikke skulle springe over bord og blive ædt af mudderets uhyrer. Den Gule Mand lå syg, rullede med hovedet og talte på sit eget sprog”.

Den grumme sygdom skyldes parasitten Trypanosoma brucei gambiense, som bliver overført igennem tsetse­­fluens stik.

Fluens munddele er så kraftige, at de kan gennembore en krokodilles skind, nærmest som et trykluftsbor. Herefter drikker fluen op til tre gange sin egen vægt i blod, hvilket får bagkroppen til at svulme op og bliver lys­ende rød.

De blodsnyltende parasitter over­føres ved stikket og angriber central­nerve­systemet. Resultatet er mental svækkelse og en døsighed, der ender i en dødbringende koma, få vågner fra igen – deraf navnet “sovesyge”.

Tsetse-fluen har eksisteret i millioner af år og været skyld i utallige dødsfald.

© DK Images & Bridgeman

Sortvandsfeber: Malariamedicin slog patienter ihjel

I 1819 brød en ny sygdom pludselig ud i Vestafrika. Patienterne havde de sædvanlige symptomer på “klimatfeber”, som europæerne kaldte en bred vifte af uiden­tificerede tropesygdomme.

Men til forskel fra andre patienter blev deres urin sort, hvorefter de fleste døde få dage senere. Den mystiske sygdom fik navnet black­water fever – sortvandsfeber.

I 1930’erne led op mod fem procent af den hvide befolkning i Afrikas kolonier af sortvandsfeber.

Kun langsomt gik sammenhængen op for lægerne: Den sorte urin skyldtes ødelagte røde blodlegemer.

Det, der ødelagde blodlegemerne, var kinin-­pulveret, som i årevis havde været et effektivt middel til behandling af malaria.

Syfilis: Columbus’ kaptajner tog syfilis med hjem

Da europæerne krydsede Atlanter­havet og opdagede Amerika, medbragte de kopper, mæslinger og andre sygdomme, som på få år dræbte det meste af Sydamerikas oprindelige befolkning.

Men de opdagelsesrejsende fik også et par grimme overraskelser med tilbage til Europa.

Fx blev den opdagelsesrejsende kaptajn Martín Alonso Pinzón syg i 1493 og måtte bæres i land, da hans skib nåede tilbage til Spanien.

Plaget af væskende sår og blærer på huden udåndede Pinzón få dage senere. Ingen vidste, hvad han fejlede, men snart blev flere besætningsmedlemmer også ramt.

Lægen Ruy Díaz de Isla tilså de syge søfolk og noterede: “En ukendt sygdom, hidtil uset og aldrig beskrevet”.

Formentlig fik Pinzón, der havde været i Amerika med Christoffer Columbus, den tvivlsomme ære at blive Europas første syfilispatient.

Den seksuelt overførte sygdom bredte sig først i Barcelona, der var rig på havnebordeller. Året efter bragte lejesoldater den til Napoli, og herfra bredte den sig til resten af Europa.

I de følgende år medførte især den manglende prævention, at nye epidemier brød ud med jævne mellemrum.

Asiatisk Kolera: Tynd mave dræbte i hobetal

Koleraen er beskrevet helt tilbage i antikken, men det var først med 1800-tallets globale handel, at den skrækkelige sygdom udviklede sig til en verdensomspændende epidemi.

  • Sygdommen stammer formentlig fra Indien.

  • Den smitter via afføring.

  • Kolera rejste kloden rundt fem gange i løbet af 1800-tallet.

  • I 1832 nåede den første gang Europa, hvor den kostede 100.000 livet.

  • En ny pandemi i 1852 dræbte mindst 14.000 alene i London.

  • Den høje dødelighed – omkring 40 pct. – skyldtes dehydrering på grund af voldsom diarré.

  • Epidemierne førte til omfattende sundhedslovgivning og kloakering i bl.a. England.

Sær feber: Lille flue gav sår, der aldrig helede

Da europæerne nåede frem til Fjernøsten, blev de smittet med mange ukendte lidelser. En af de særeste og væmmeligste var febersygdommen leishmaniasis.

Den skyldes en parasit, der over­føres ved bid af en sandflue på størrelse med et lille komma. Sygdommen kan angribe huden med næsten ulægelige sår, som ligner store bylder.

Hvis den angriber slimhinderne, ødelægges mundhulen og næseborene.

Den alvorligste form er visceral leishmaniasis, der også kaldes dum-dum-feber.

Det er en infektion, der rammer hele organismen og bl.a. fører til blodmangel og opsvulmet milt og lever.

Dødelig­heden er så høj, at Leishmania er den næstfarligste parasit i verden, kun overgået af malaria.