Lugtesalt består af ammoniumkarbonat, der har en opkvikkende virkning.
Stoffet var allerede kendt i romersk tid, hvor historikeren Plinius den Ældre nævner Hammoniacus sal – en særlig form for salt fra nutidens Libyen.
Stoffet blev også brugt af middelalderens alkymister, der havde lært selv at fremstille det.
De brugte bl.a. stoffet til at skabe “de vises sten”, men primært blev det brugt sammen med naturfarver for at skabe nye og klarere nuancer.
Briternes små beholdere til lugtesalt blev kaldt vinaigretter.
Sådan virker lugtesalt
Stærke ammoniakdampe fra lugtesaltet irriterer slimhinderne i næsen og lungerne.
Lugten aktiverer en refleks, som får musklerne til at arbejde.
Samtidig aktiveres nervesystemet, hvilket øger hjerterytmen og blodtrykket.
Det var først i 1800-tallets England, at ammoniumkarbonat blev populært som et medikament.
Gentlemen havde altid lugtesalt på sig
Britiske kvinder havde en tendens til at dåne ved stærk sindsbevægelse, og briterne fandt ud af, at lidt lugtesalt holdt ind under næsen kunne få de fleste til at vågne op.
Rigtige gentlemen gik derfor altid med en dekorativ beholder med lugtesalt opløst i en blanding af parfume, eddike og alkohol, som de kunne tage frem, hvis en kvinde pludselig dejsede om på gulvet.
I dag bruges lugtesalt især af sportsfolk inden for bl.a. boksning, amerikansk fodbold og vægtløftning, fordi den opkvikkende virkning sætter hele kroppen i gang.
Mange læger advarer dog om, at overdreven brug er skadelig.