Abekopper har formentlig været i cirkulation i årtusinder, men sygdommen blev først identificeret i 1958. Det skete hos Statens Serum Institut i København, hvor danske forskere identificerede sygdommen hos en flok makak-aber.
Derfor blev den nye sygdom døbt abekopper – hvilket er et misvisende navn, fordi virusset primært lever i gnavere, mens aber og mennesker er tilfældige værter.
Abekopper er i vækst
Abekopper er tæt beslægtet med almindelig kopper, som alene i 1900-tallet kostede over 300 mio. mennesker livet.
Derfor har kopper været mål for flere vaccinationskampagner, som skulle udrydde den frygtede sygdom. Vaccinerne har også beskyttet mod abekopper, men siden indsatsen blev nedskaleret i 1970'erne, har abekopper været i vækst i flere afrikanske lande.
I praksis er abekopper dog ikke lige så livstruende som almindelige kopper, og hidtil er kun én til tre pct. af de smittede døde, hvis de ikke har modtaget behandling.
Abekopper smitter især via kropsvæsker, men sygdommen kan også smitte ved fysisk kontakt med inficerede personer eller genstande.
WHO er stadig rolig
Det første udbrud blandt mennesker blev rapporteret i 1970, hvor seks børn blev smittet i Afrika. Det første offer var en ni måneder gammel dreng i DR Congo, der – ligesom de andre børn – ikke var vaccineret mod kopper.
I Vesten blev det første tilfælde registret hos en treårig amerikansk pige i 2007. Hun fik abekopper efter at være blevet bidt af sin kæle-præriehund, som var blevet smittet af en flok afrikanske hamsterrotter.
I årtier har sygdommen dog stort set været isoleret til Afrika, men i maj 2022 blev smitten registreret i Storbritannien, og siden er abekopper blevet bekræftet i mindst 20 andre lande rundt omkring i verden.
WHO (Verdenssundhedsorganisationen) maner dog til besindighed og forventer, at udbruddet kan inddæmmes.