Det hvide snit blev udviklet af den portugisiske neurolog António Egas Moniz i 1930’erne som et kirurgisk indgreb, der skulle kurere sindslidelser.
Moniz mente, at psykiske lidelser skyldtes unormale forbindelser i pandelappernes nervebaner. Løsningen var at afskære forbindelsen mellem pandelapperne (hjernens forreste del) fra resten af hjernen. Moniz havde bl.a. observeret, at soldater, som havde fået ødelagt pandelapperne i krig, udviste en “ændring i karakter”.
Den første operation blev udført i 1935 på en 63-årig kvinde, som ifølge psykiaterne blev roligere og mere medgørlig. Efter ca. 40 indgreb konkluderede Moniz, at hans indgreb var “altid sikkert” og “en effektiv kirurgisk behandling”.
Mens Moniz udførte sine første operationer ved at bore huller i kraniet og sprøjte ren alkohol ind i pandelapperne, udviklede flere kirurger videre på indgrebet.
Blandt de mest fremtrædende var Walter Freeman, som opfandt en teknik til at nå ind til pandelapperne med en issyl igennem øjets tårekanaler.
Moniz vandt en Nobelpris for sin forskning i 1949, men med tiden blev hans indgreb upopulært, fordi mange patienter fik hjerneskader eller døde. I 1970’erne var det hvide snit forbudt i de fleste lande.
Forinden havde ca. 40.000 fået ødelagt hjernen i USA alene. I Skandinavien fik over 10.000 personer det hvide snit – heraf ca. 4.500 i Danmark.