Som lille schweizisk dreng kunne Hermann Rorschach tilbringe timer med Klexographie – en leg, hvor han hældte blækdråber på et papir og derefter foldede papiret.
Når arket blev åbnet igen, ville blækket danne forskellige mønstre, som han kunne tegne videre på eller bruge som inspiration til små historier. Lille Rorschach var så vild med legen, at hans venner døbte ham Klecks – tysk for “klat”.
Fascinationen over blækklatterne tog Rorschach med sig, da han som ung mand begyndte at studere medicin og tog arbejde på et psykiatrisk hospital i Bern.
Her begyndte Rorschach at eksperimentere med sin barndoms blækklatter og undersøge, hvorfor mennesker så forskellige motiver i de samme klatter; fx opdagede han, at patienter med skizofreni reagerede anderledes på pletterne end andre patienter.
Ifølge Rorschachs teori kan fortolkningen af blækklatter angive personlighedstypen.
Pletterne levede videre
Efter at have analyseret omkring 300 psykisk syge udgav Rorschach i 1921 bogen “Psychodiagnostik”. Heri fremførte han teorien om, at nøje udvalgte blækmønstre kan bruges til at analysere personligheder og diagnosticere mentale lidelser med.
Rorschach nåede ikke selv at opleve det aftryk, hans nye teori satte på psykoanalysen. Allerede året efter døde den blot 37-årige schweizer af bughindebetændelse.
Klatterne levede dog videre og blev samlet op af psykologer, som videreudviklede Rorschachs idéer. Siden er blækklat-testen blevet en af de mest brugte tests til at analysere personlighedstyper med.
I dag bliver testen stadig brugt i bl.a. USA og Japan, selvom testen flere gange er blevet kritiseret for at være pseudovidenskabelig.
