Wikimedia Commons / The Byron Collection / Museum of the City of New York

Hvor kørte den første ambulance?

Var uheldet ude og havde man brug for en ambulance før i tiden, skete det med hestehastighed.

Den første ambulance-tjeneste for civile åbnede i 1865 i Cincinnati, USA. Her hentede og kørte en hestetrukken ­ambulance-vogn patienter til byens hospital.

Snart efter begyndte lignende tjenester også at dukke op i andre amerikanske byer.

Disse heste-ambulancer indeholdt ofte udstyr som skinner, morfin, en sonde til udpumpning af maven og en flas­ke stærk spiritus, så patienten kunne modtage akut behandling eller smertelindring på vejen til hospitalet.

De første motordrevne ambulancer dukkede op i slutningen af 1800-tallet, hvor bilindustrien var ved at få fodfæste.

I 1899 modtog et hospital i Chicago, USA, den første automobil-ambulance som en gave fra lokale forretningsmænd.

Før civile ambulancer blev hestevogne i middelalderen brugt til at køre soldater fra slagmarken til militærhospitaler.

Disse vogne holdt sig dog på lang afstand og hentede først sårede og døende, når kampene var afsluttet.