Arkæologiske fund viser, at kræft er lige så gammel som menneskeheden selv. I 2016 fandt forskere spor af en aggressiv type kræft i en tåknogle, som tilhørte en tidlig menneskeart, der levede i Sydafrika for 1,6-1,8 mio. år siden.
De første, som omtalte sygdommen på skrift, var oldtidens egyptere. Allerede for ca. 4.600 år siden beskrev den egyptiske læge Imhotep en lidelse, der ikke kunne kureres og var karakteriseret ved en “svulmende masse i brystet”.
Omkring 2.000 år senere beskrev og tegnede den græske læge Hippokrates svulster på næsen, huden og brystet. Ifølge Hippokrates skyldtes sygdommen ubalance i kroppens fire kardinalvæsker – blod, slim, gul galde og sort galde – og hans kur bestod af åreladning og afføringsmidler.
Først i 1700-tallet begyndte læger at fjerne kræftknuder ved operation.
Dissektion afslørede kræftens hemmeligheder
I århundrederne efter 1500-tallet fik læger gradvist større og større viden om årsagerne til kræft. Det skete primært vha. dissektioner – en praksis, som tidligere havde været forbudt – der afslørede, hvordan kræftknuder voksede.
Den afgørende milepæl blev passeret i 1839, da to tyske læger slog fast, at planter og dyr består af celler. Teorien blev suppleret få år senere i 1855 af lægen Rudolf Virchow, som konkluderede, at nye celler opstod, når gamle celler delte sig. Kræft opstår, når denne celledeling kommer ud af kontrol.
Dermed kunne lægerne omsider – efter ca. 2.200 år – gøre op med Hippokrates’ teori om, at kræft skyldes ubalance i kropsvæskerne.