Mundbindet bliver nu om dage brugt som et værn mod bl.a. virus, men det er langtfra en ny opfindelse.
Allerede hos oldtidens romere anbefalede historikeren Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) minearbejdere at tage en dyreblære for munden og næsen for at beskytte sig mod giftigt støv i de dybe miner, hvor romerne gravede efter bl.a. kviksølvmineraler.
Mundbind vandt dog ingen større udbredelse før sidst i 1800-tallet, hvor de første videnskabsmænd begyndte at forske i bakterier. Dermed kom hygiejne også på dagsordenen, og især læger og sygeplejersker begyndte at iklæde sig mundbind for at undgå at smitte svagelige patienter.
Paul Berger (1845-1906) pionerede udover mundbindet også amputering og syning indenfor kirurgien.
Blandt mundbindets forkæmpere var den franske læge Paul Berger, som i 1899 konstaterede: “I flere år har jeg været bekymret angående, at dråber af væske sprøjtet ud af munden på kirurgen eller hans assistent kan resultere i udbrud af infektion”.
Mundbindets popularitet nåede nye højder under den spanske syge i 1918, hvor værnemidlet blev anset for at være et af de vigtigste våben i kampen mod epidemien.
