Den første direkte blodtransfusion til et menneske blev foretaget af Jean-Baptiste Denys, der var livlæge for franske kong Ludvig 14.
Den skelsættende begivenhed fandt sted den 15. juni 1667, hvor lægen gav en dreng 250 ml blod fra et lam.
Indgrebet blevet foretaget ved at tappe blod direkte fra dyret til drengen ved hjælp af rør, som blev sat ind i blodårerne.
Domstol bandlyste blodtransfusioner
Den syge dreng kom sig hurtigt, og kort efter foretog lægen endnu en succesfuld transfusion. De efterfølgende to blodtransfusioner gik dog knap så godt.
Lægens tredje patient døde umiddelbart efter indgrebet, mens den fjerde døde under selve behandlingen.
Den sidste patients familie bragte Denys for en domstol, som ganske vist frikendte lægen, men forbød behandlingen.
I årene efter forbød også den katolske kirke, det franske og britiske parlament og videnskabsakademiet Royal Society blodtransfusion, som ingen anerkendt læge udforskede i de efterfølgende 150 år.
Få måneder efter Denys’ forsøg gennemførte den engelske læge Richard Lower et lignende i november 1667:
Patienten
var en 15-årig dreng, som var ramt af voldsom feber. Før blodtransfusionen havde han først fået foretaget omkring 20 åreladninger ved hjælp af igler.
Lam
blev betragtet som rolige dyr. Derfor blev de første blodtransfusioner foretaget med lammeblod, fordi lægerne mente, at patienten via blodet ville få overført dyrets rolige karakter.
Blodet
blev overført via særlige sølvrør. Rørenes ender var forbundet med hule fjer, der blev brugt til at gennembore blodårerne med.
Ny viden om forskellige blodtyper gjorde udslaget
I dag ved vi, at Denys’ patienter døde, fordi lægen ikke kendte til blodtyper.
Immunforsvaret reagerer negativt på dyreblod, og de to første patienter overlevede formentlig kun, fordi de fik for lidt blod.
Først i 1901 fandt læge Karl Landsteiner ud af, at menneskeblod kan opdeles i tre typer, og at en blodtransfusion kun kan gennemføres med kompatible blodtyper.