Åreladning er en af historiens ældste behandlingsformer og foregik ved, at den syge fik snittet eller prikket et hul i en blodåre, hvorefter blodet fik lov til at strømme ud.
Behandlingen blev efter alt at dømme først brugt i oldtidens Egypten, men forfinet af grækerne.
Især lægen Galen (ca. 129-217 e.Kr.) populariserede brugen af åreladning med sine skrifter om emnet.
Ifølge de græske læger krævede et godt helbred, at kroppens fire legemsvæsker – blod, slim, gul galde og sort galde – var i perfekt balance.
Hvis en person blev syg, var det et tegn på, at mængden af væsker var i ubalance.
Derfor kunne en læge helbrede en syg ved at forsøge at skabe balance i væskerne ved at tappe blod.