Åreladning er en af historiens ældste behandlingsformer og foregik ved, at den syge fik snittet eller prikket et hul i en blodåre, hvorefter blodet fik lov til at strømme ud.
Behandlingen blev efter alt at dømme først brugt i oldtidens Egypten, men forfinet af grækerne.
Især lægen Galen (ca. 129-217 e.Kr.) populariserede brugen af åreladning med sine skrifter om emnet.
Ifølge de græske læger krævede et godt helbred, at kroppens fire legemsvæsker – blod, slim, gul galde og sort galde – var i perfekt balance.
Hvis en person blev syg, var det et tegn på, at mængden af væsker var i ubalance.
Derfor kunne en læge helbrede en syg ved at forsøge at skabe balance i væskerne ved at tappe blod.
Et alternativ til barberens kniv var igler, som kunne suge “dårligt” blod ud.
Åreladning havde sin storhedstid i middelalderen, hvor indgrebet blev set som en universal-kur mod nærmest alle sygdomme.
Behandlingen blev typisk udført af barberer, som de fleste besøgte et par gange om året – både som behandling og forebyggelse mod fremtidige lidelser.
Interessen for åreladning begyndte at forsvinde sidst i 1700-tallet, hvor nye medicinske landvindinger gjorde behandlingen overflødig.
I dag bliver åreladning i sjældne tilfælde brugt mod enkelte sygdomme – fx forhøjet jernindhold i blodet.