Pestlægerne havde et af de mest risikable jobs under en pestepidemi.
Deres arbejde bestod i at registrere og behandle pestramte personer, som ingen andre ellers ville i nærheden af på grund af den alvorlige smittefare.
For at beskytte sig tyede lægerne til en lang række forskellige metoder – bl.a. tætsiddende ansigtsmasker med et særpræget næb.
Masken beskyttede mod forurenet luft
Masken trækker rødder tilbage til datidens opfattelse af, hvordan smitsomme sygdomme spredte sig.
Næbbet på pestlægernes masker blev fyldt med bl.a. velduftende myrra.
I en tid uden viden om bakterier troede de fleste, at sygdomme som pest smittede på grund af dårlig, forurenet luft.
Ergo kunne lægerne beskytte sig mod smitte ved at indånde velduftende luft, lød teorien.
Derfor blev spidsen på lægemasken fyldt med bl.a. velduftende urter og krydderier, som kunne rense den dårlige luft.
Selvom den gamle teori om forurenet luft ikke har videnskabelig gang, kan maskerne dog alligevel have ydet en vis beskyttelse.
Pest skyldes bakterien Yersinia pestis, som bliver overført til mennesker via lopper, og en tætsiddende dragt med maske kan have beskyttet pestlægerne mod livsfarlige loppebid.