Den japanske patolog Fukushi Masaichi opdagede omkring 1907, at tatoveringer kunne påvirke kønssygdommen syfilis.
Ved en syfilisinfektion får patienten sår i huden, men tilsyneladende kunne blæk baseret på plantefarve – som japanske tatovører brugte – mindske syfilis’ skader på huden.
Opdagelsen sendte Masaichis forskning i en bemærkelsesværdig retning: Fra 1920’erne begyndte Masaichi at indsamle afdøde menneskers tatoverede hud.
Gennem studier af deres hud håbede Masaichi at lære mere om syfilis, og hvordan tatoveringer begrænsede hudskader udløst af sygdommen. Men hudsamlingen blev også en livslang hobby for den japanske doktor.
Kropsudsmykning var kunst
På japansk hedder tatovering “irezumi”, og tatovering med farverige motiver – ofte guder og sagnhelte – har været en del af den japanske kultur i mange generationer. Masaichi blev en respekteret skikkelse i irezumi-miljøet, hvor tatoveringerne betragtes som kunst.
Mange tatoverede mennesker testamenterede deres hud til doktoren, så tatoveringerne kunne bevares som kunstværker for eftertiden. I miljøet blev Masaichi kaldt “Irezumi Hakase”, løst oversat til “Doktor Tatovering”.
Doktoren opbyggede en stor samling
Hud bag glas
Doktor Fukushi Masaichi arvede hundredvis af tatoverede kropshuder fra villige donorer.
Mannequin med hud
Indsamlingen af huder begyndte som forskning, men blev doktorens livslange hobby.
Når en tatoveret person døde, fjernede Masaichi og hans assistenter nænsomt huden fra kroppen og rensede den. Herefter blev huden ofte strakt, tørret og placeret bag glas. Andre huder blev behandlet med alkohol og formalin, så de forblev smidige og kunne sættes på en gine.
Samlingen nåede op på over 2.000 menneskehuder, men størstedelen gik tabt i et luftangreb under 2. verdenskrig.
Masaichi døde selv i 1956, og hans resterende 105 menneskehuder opbevares i dag på Patologisk Institut i Tokyo.
Hans forskning fik ingen praktisk anvendelse, da penicillin efter 2. verdenskrig sikrede et gennembrud i behandlingen af syfilis.