“Jeg var i fuldkommen usigelig pine”

Jeg mærkede første gang en smerte i mit ene bryst i august 1810. Smerten tog til fra uge til uge, men var ikke skarp. Snarere føltes den som en tyngde, og jeg anede derfor ikke uråd.

Således gik nogle måneder, indtil min nære veninde, madame de Maisonneuve, samt m. d’Arblay pressede mig til at blive undersøgt af en læge. Jeg fik en konsultation hos lægerne Larrey, Ribe og Moreau, og de konkluderede, at jeg skulle opereres, samt at de alle tre sammen ville stå for proceduren***.

På dagen for operationen sørgede jeg for at holde mig beskæftiget. Men da jeg ikke kunne finde på mere at lave, gik jeg ned i salonen. Der blev jeg ikke længe. Synet af de umådelige mængder af bandager, kompresser og andre remedier, som var lagt frem, gav mig kvalme. Snart vendte jeg dog tilbage og blev i salonen, indtil klokken var tre, og operationen skulle begynde.

Ind i stuen trådte syv sortklædte mænd*. M. Dubois** optrådte som øverstkommanderende og beordrede et sengeleje anbragt midt i stuen. Forbløffet vendte jeg mig mod dr. Larrey, som havde lovet, at en lænestol ville være tilstrækkeligt. Men han sænkede blikket og nægtede at se mig i øjnene.

Da madrasser og et lagen var lagt til rette til hans tilfredshed, bad han mig stige op på sengelejet.

Et øjeblik stod jeg som fastfrosset, mens jeg i fuld alvor overvejede, om jeg skulle flygte. Mine øjne søgte først mod døren, så til vinduerne.

Det hele varede kun kort. Så tog min fornuft styringen. Jeg forstod, at min sygdom udgjorde den virkelige trussel mod mig, og at alene operationen kunne få mig frelst ud af farernes gab.

Frivilligt steg jeg derfor op på sengelejet, hvor m. Dubois hjalp mig til rette på madrassen. Han lagde også et klæde af fint lærred hen over mit ansigt. Klædet var imidlertid gennemsigtigt, og gennem det kunne jeg følge, hvordan mit leje straks blev omringet af syv mænd og en sygeplejerske.

Jeg afviste at blive holdt fast. Men da jeg gennem stoffet så glimtet af knivens klare, polerede stål, lukkede jeg øjnene. Jeg ville ikke udsætte mig selv for den frygt, som ville blive resultatet af at betragte det frygtelige snit.

Den dybeste stilhed fulgte. Nogle minutter gik. Åh, hvilken frygtelig ventetid. Jeg kunne ikke ånde.

Jeg frygtede, at hele brystet var sygt, en frygt, som viste sig at være berettiget. Igennem klædet kunne jeg nemlig se m. Dubois’ løftede hånd. Hans finger beskrev først en ret linje fra øverst til nederst på brystet. Så beskrev han et kryds og dernæst en cirkel.

Bevægelsen kunne kun betyde, at hele brystet skulle fjernes, forstod jeg*. Igen lukkede jeg øjnene, besluttet på at acceptere, hvad der skulle ske.

Da beslutningen først var truffet, holdt jeg fast. Men da det skrækindjagende stål blev ført ind i mit bryst, hvor det skar gennem vener, arterier, kød og nerver, behøvede jeg ingen formaninger om ikke at holde mine skrig tilbage.

Jeg indledte et skrig, som varede, lige så længe som lægen skar. Faktisk er jeg forbløffet over, at det ikke ringer for mine ører mere. Så stor var min lidelse.

Da jeg igen mærkede instrumentet, fulgte det en kurve. Kniven skar på tværs af årerne, følte jeg. Men da mit kød gav kirurgens kniv så megen modstand, at lægen blev træt og måtte tage instrumentet i den anden hånd, besvimede jeg.

Og det var ikke ovre endnu, for straks efter mærkede jeg kniven skramle mod brystbenet og derefter skrabe mod det. Det foregik, mens jeg var i fuldkommen usigelig pine. Bagefter hørte jeg dr. Larreys stemme, som bad alle tilstedeværende tilkendegive, om mere skulle gøres, eller om han kunne betragte operationen som afsluttet.

De fleste svarede ja. Men m. Dubois’ finger, som jeg bogstavelig talt kunne føle svæve over såret, selvom jeg intet kunne se, så følsomt var stedet, havde endnu et forlangende. Igen begyndte kniven at skrabe. Og bagefter udpegede dr. Moreau endnu et syndigt atom. Siden beordrede m. Dubois gentagne gange mere fjernet.

Dage, uger og måneder gik, før jeg kunne tale om denne forfærdelige begivenhed. Selv nu, ni måneder senere, har jeg svært ved det. Denne sørgelige beretning, som jeg begyndte på for tre måneder siden, tør jeg end ikke læse igennem, før jeg sender den.

For at afslutte historien kan jeg fortælle, at ondet sad så dybt, at hele operationen, inklusive forbindingen, varede hele 20 minutter!* Men jeg bar det hele med alt det mod, som jeg kunne opbyde. Jeg hverken bevægede mig eller prøvede at standse lægerne. Jeg tror heller ikke, at jeg besvimede bortset fra én eller to gange måske.

Da det hele var overstået, var min styrke fuldkommen forsvundet, og jeg måtte bæres i seng. Sygeplejersken har fortalt mig, at mit ansigt var ganske farveløst.

Gud velsigne dig, kære Esther. Jeg frygter, at dette er skrevet på en forvirret måde, men jeg magter ikke at læse det igennem og heller ikke at skrive mere.

Adieu, Adieu,
min kære Esther

Efterskrift

Frances Burney levede endnu 28 år efter operationen og døde først i 1840 i den høje alder af 87 år. Først syv år senere, i 1847, fandt videnskaben en metode til at bringe patienter i fuld narkose. Læger brugte æter til formålet – en praksis, som blev anvendt helt indtil 1970’erne.