Kærlighed var en frygtet sygdom

Er du bleg? Sover du dårligt? Har du mistet appetitten? Så er der ingen tvivl – du er ramt af elskovssyge! I 1600-tallet blev ulykkelig kærlighed set som en farlig lidelse, der i værste fald slog den syge ihjel.

Er du bleg? Sover du dårligt? Har du mistet appetitten? Så er der ingen tvivl – du er ramt af elskovssyge! I 1600-tallet blev ulykkelig kærlighed set som en farlig lidelse, der i værste fald slog den syge ihjel.

Wellcome Collection

Den franske læge Jacques Ferrand spidser ører, da en ung studerende en majdag i året 1604 træder ind i hans konsultation.

Patientens ansigt er udtryksløst, huden gul, og øjnene indsunkne. Alt føles så håbløst og glædesløst, fortæller den unge mand. Sove kan han heller ikke. Ferrand beslutter at tage patientens puls, men bedst som lægen tæller hjerteslagene, åbner døren sig, og hans tjenestepige kommer ind i konsultationen.

Patientens pulsslag stiger mærkbart, og den unge mands ansigt skifter farve. Den gule hud bliver ligbleg for derefter at blusse glødende rødt. Læberne bevæger sig, men den unge mand har umiddelbart mistet mælet. Hans reaktion på tjenestepigens ankomst får Ferrand til at drage sin konklusion: Patienten lider af den frygtede elskovssyge – og han er i livsfare!

“Kærligheden, som også kaldes eros, er en sygdom, der rammer hjernen”. Konstantin, benediktinermunk, 1000-tallet

Ferrand begynder at stille målrettede spørgsmål, og den unge mand indrømmer, at han er blevet forelsket i en pige. Men de vil aldrig kunne gifte sig, for hendes familie er af lavere stand end hans. At gifte sig under sin stand kommer ikke på tale, véd den unge mand, der er så syg, at han har kastet blod op, fortæller han.

Blodet “chokerede den unge mand dybt og overbeviste ham om at lytte til mine råd”, beretter Ferrand i sin bog “Traité de l’essence et guérison de l’amour ou de la mélancolie érotique” (En traktat om kærlighedskvaler og erotisk melankoli), som udkom i 1610.

Lidelsen skyldtes ubalance i kroppen

Hverken mandens sygdomsforløb eller hans diagnose var usædvanlig i 1600-tallet. Kærlighedskvaler havde ramt store dele af den europæiske overklasse og blev betragtet som et medicinsk problem på linje med hæmorider og bylder.

Sygdommen skulle bekæmpes med alle de midler, der stod til rådighed for lægestanden – ellers kunne den ende dødeligt.

Hjertekvaler kunne afsløres af den såkaldte gedepuls.

© Shutterstock

Patienternes pulsslag afslørede elskovssyge

Kærligheden har aldrig været let, men oldtidens grækere fandt en metode til at afsløre, hvornår en patient led af elskovssyge.

Antikkens græske filosoffer anså ikke forelskelsen som en glædelig tilstand – de diagnosticerede den som en reel lidelse:

“Kærlighed er galskab”, erklærede den berømte filosof Sokrates allerede i 400-årene f.Kr.

Aristoteles, som var kendt for sin metodiske grundighed, gik mere systematisk og beskrivende til værks: “Kærligheden er en impuls, som opstår i hjertet. Når den først er skabt, bevæger den sig og gror, hvorefter den modnes”, fastslog han ca. et århundrede senere.

Tilstanden medførte bl.a. rastløshed og ønsketænkning, skrev filosoffen, der også noterede symptomer som sorg, søvnløshed og selvdestruktive tanker. Diagnosen blev normalt stillet via iagttagelse – eller ved at tage patientens puls.

Galen, en af antikkens fremmeste læger, udviklede pulsmetoden til fuldkommenhed. Angiveligt kunne han identificere forskellige pulsslag. En af variationerne var den konstant stigende og faldende bølgepuls, som kunne være et tegn på elskovssyge.

En lignende version, der indikerede hjertekvaler, var gedepulsen. Den bestod af et kort slag efterfulgt af et stærkere, ligesom når en ged gør et hop.

Opfattelsen af kærlighed som en sygdom stammede helt tilbage fra antikken. Her beskrev videnskabsmænd og filosoffer elskovssygen.

Galen (129-217 e.Kr.), én af lægekunstens fædre, mente, at alle sygdomstilstande i menneskekroppen kunne tilskrives fire kardinalvæsker – blod, slim, sort galde og gul galde. Herskede der ubalance imellem væskerne, brød sygdom ud.

Behandlingen gik ud på igen at skabe balance i kroppen, oftest vha. åreladning. Metoden blev betragtet som en slags universalkur, der kunne afhjælpe snart sagt enhver lidelse – herunder elskovssyge.Efter Romerrigets fald fortsatte lægernes interesse for denne lidelse.

“Kærligheden, som også kaldes eros, er en sygdom, der rammer hjernen”, skrev benediktinermunken Konstantin i 1000-årene.

“Af og til skyldes kærligheden en naturlig trang til at udstøde et ophobet overskud af væsker. For den ramte forårsager sygdommen tanker og bekymringer om, hvordan han skal skaffe sig det, som han begærer, og tage det i sin besiddelse”, mente munken.

På Jacques Ferrands tid i 1600-tallet holdt videnskaben fast i antikkens teori om kardinalvæs­kerne og åreladning.

Den ulykkelige kærlighed blev for alvor kureret i 1700-tallet, da borgerne i stigende grad fik lov til at gifte sig med dem, de ville.

© Bridgeman Images

I sin bog anbefalede Ferrand, at åreladningen blev udført tre-fire gange om året. Hos mænd skulle blodet helst tages fra den venstre arm nær hjertet, mens åreladning hos kvinder burde udføres via blodårerne på anklerne. Mængden, der skulle tappes, afhang ifølge Ferrand primært af patientens fysik:

“Hvis personen har normal kropstemperatur, er velbygget og ikke for tynd, skal der tappes lidt ekstra blod”.

Ægteskaber handlede om jord

Europas lande stod i 1600-tallet ved overgangen fra middelalder til renæssance, men samfundet var stadig skarpt opdelt i sociale lag, der levede efter hver deres regler, fx når det gjaldt ægteskab. Kvinder og mænd fra de lavere klasser, som bønder og håndværkere, kunne som regel gifte sig med, hvem de ville.

Hos overklassen handlede ægteskabet derimod om bl.a. alliancer og slægtens behov for at skaffe mere jord til deres gods. Hos adelen var barneforlovelser derfor helt almindelige, og børnene blev opdraget til at se ægteskab og forelskelse som to forskellige fænomener.

Når kærligheden alligevel tog overhånd, og en ung, forelsket mand eller kvinde begyndte at vise tegn på hjertekvaler, sendte familien omgående bud efter lægen, så den ramte blev kureret:

“Vi ser næppe en hyppigere sygdom for vore øjne”, konstaterede den travle franske læge Jacques Ferrand.

Kærligheden forgiftede hjernen

Ferrand kendte til elskovssyge både fra sit arbejde som praktiserende læge og fra sit virke som professor i medicin ved universitetet i Toulouse. Årsagen til sygdommen var Ferrand ikke i tvivl om:

Når en person betragtede noget smukt, kunne lidenskaben trænge ind gennem øjnene, hvorfra den spredte sig i kroppen. Undervejs brændte den hede lidenskab kroppens væsker væk, så legemet blev udtørret.

Den ulykkelige kærlighed blev afbildet i William Shakespeares teaterstykke Romeo og Julie.

© Francesco Bartolozzi/Wikimedia Commons

Romantik gennemsyrede middelalderens kultur

Middelalderens forfattere var nærmest sygeligt optaget af kærligheden. Særligt den ulykkelige variant var et yndet emne i digte, bøger, sange og skuespil.

I 1200-tallet slugte en betaget europæisk overklasse fx forfatteren Marie de Frances værk “Les Deux Amants” (De to elskende, red.) om en ung mands umulige kærlighed til en prinsesse.

Kongen ønsker ikke direkte at forbyde deres ægteskab, men stiller som betingelse for giftermålet, at bejleren bærer hans datter op til toppen af et højt bjerg. Opgaven er umulig, og den unge mand falder om af udmattelse. Både han og prinsessen omkommer.

I samme ånd besang skjalde middelalderen igennem de ædle ridderes håbløse betagelse af adelskvinder og borgfruer. Ulykkelig kærlighed vedblev at være et populært emne, og i 1590’erne skrev den engelske forfatter William Shakespeare kærlighedshistorien over dem alle – teaterstykket om “Romeo og Julie”.

Skuespillet handler om to unge elskende, hvis stridende familier nægter at lade dem få hinanden. Den tragiske romance ender med, at de unge begår selvmord pga. en frygtelig misforståelse.

Processen resulterede i giftige dampe – ligesom i en bageovn. Dampene cirkulerede rundt i kroppen, og når de nåede hjernen, brød sygdommen ud. Nu mistede den ramte evnen til at tænke klart. Den “fjollede hengivenhed” skyldtes netop ophobning af “forkullet galde” og blod i hjernen, påpegede Ferrand.

Hans udsagn var i tråd med andre lægers rapporter om fund af forkullede hjerter, når de obducerede. I overensstemmelse med, at sygdommen kom ind gennem øjnene, ramte lidelsen også dér først, skrev Ferrand: “Øjnene bliver bløde, hvilket på latin kaldes emissitios oculos (dvs. udstående øjne, red.)”.

Ifølge lægen var den syge let at kende, når han gik rundt “bleg, tynd og uden appetit. Du ser ham hulke og sukke. Det ene gisp følger det andet i en tilstand af evig rastløshed, mens han flygter fra andres selskab, idet han foretrækker ensomhed og sine egne tanker”.

I sine første stadier var lidelsen ikke alvorlig, men den blev værre, efterhånden som den forelskede ud­vik­le­de et idealiseret billede af sine drømmes mål. Og patienten skulle skåne sig selv:

“Læsning af slibrige, umoralske bøger forværrer tilstanden”, advarede Ferrand.

Det samme gjaldt værker, der “omhandler mandens sæd, den menneskelige reproduktion samt sygdomme, som har at gøre med impotens og manglende fertilitet, og som lægerne behandler med grove omend nødvendige begreber”, skrev den franske læge med henvisning til videnskabelige værkers meget direkte omtale af kønsorganer og seksualitet.

“De fleste mænd over 60 har mistet grebet, når det gælder erotik”. Jacques Ferrand, læge, 1610

Dans, latter, kys og indtagelse af “krydret kød, der giver luft i tarmene”, forstærkede også sygdommen, erklærede Ferrand i sin bog.

Mænd begik selvmord

Hvis tilstanden fik lov til at udvikle sig, endte den ramte som et udtæret menneskeligt skrog. Nogle blev endog drevet til selvmordets rand.

De værste tilfælde var ældre mænd ramt af “erotisk melankoli”, mente Ferrand. “De er mere syge end de unge”, fastslog lægen.

Hvis ikke mændene modtog behandling i tide, var de i fare for at blive “så vilde og barbariske, at de tager deres eget liv”. Ifølge Ferrand ramte sygdommen dog sjældent ældre, der tit fik kvalme, “som ville de kaste tidligere forelskelser op”, når blot ordet kærlighed blev nævnt.

For mænds vedkommende stoppede lysten til kærlighed og erotik angiveligt, når de kom op i alderen:

“De fleste mænd over 60 har mistet grebet, når det gælder erotik”, noterede Ferrand og påstod, at han til en vis grad kunne forudsige, hvem der ville blive ramt af elskovssygen. Problemet syntes nemlig at være arveligt.

“Børn af forældre, der er så betagede af kærlighed, at de bliver kronisk melankolske, har en risiko for at arve den samme sygdom – medmindre det nedarvede fra den anden af forældrene korrigerer for lasten, eller forældrene foretager modtræk i form af god disciplin, uddannelse og en velordnet livsførelse”, hævdede Ferrand.

Risikoen for sygdommen kunne også til dels aflæses ved at betragte et menneskes krop – stærkt behårede mænd var fx mere seksuelle end knap så behårede mænd, fordi de producerede mere sæd, mente lægerne:

“Ser du en mand, hvis temperatur er varm, som har mange kropshår, som er rød i hovedet og har tykt, sort, krøllet kropsbehåring, meget synlige blodårer og en kraftig stemme – da vil jeg sige, at han er tilbøjelig til kærlighed, der går ud over de normale grænser. Sandsynligheden er endnu større, hvis han er skaldet”, lød Ferrands vurdering.

Op igennem middelalderen havde digterne betragtet ulykkelig kærlighed som et udtryk for ridderlighed og heltemod. Manden, ofte en yngre adelsmand, tilbad gerne en fornem, gift kvinde. Deres kærlighed var fra begyndelsen umulig, så den unge mand måtte lide i sin ofte ordrige ulykke.

Blev en mand alvorligt ramt af elskovssyge, kunne han udvikle en tro på, at han var en varulv.

© Shutterstock

Varulve-adfærd er et tegn på elskovssyge

Lidenskaben trængte ind i kroppen gennem øjnene, mente lægerne i den sene middelalder. Når de varme følelser dernæst bevægede sig gennem legemet, opstod dampe, der forgiftede både krop og hjerne.

Symptomerne på elskovssyge kunne være ganske skræmmende.

Men at tro, at sygdommen kun ramte mænd, ville være forkert, mente de lærde. I takt med at lægevidenskaben efterhånden fik mere og mere kendskab til menneskekroppen i 1600-tallet, forbandt lægerne i stigende grad elskovssyge med kroppen og i særdeleshed kønsdelene.

Fuldskab holdt sygdommen nede

Kærlighed blev nu koblet til den uhæmmede seksualitet – og dermed kvindens natur. Ifølge lægerne nød det smukke køn nemlig sexlivet langt mere end mændene. Og kvindens nydelse var kun rimelig, påpegede Ferrand, “da naturen skylder hende kompensation for de lidelser, som hun udholder under graviditet og børnefødsler”.
Både kvinders og mænds elskovssyge var tilsyneladende svær at få has på – og patienten var en del af problemet. Vedkommende holdt nemlig krampagtigt fast i sine drømme om den uopnåelige.

For den, som opsøgte lægen, var behandlingsmulighederne dog mangeartede. Den italienske filosof Marsilio Ficino mente, at elskovssygen var i blodet. Han anbefalede derfor sine patienter at drikke sig fulde fra tid til anden. Alkoholen ville nemlig fortynde blodet og dæmpe sygdommen, mente han. Ferrand derimod anbefalede masser af vand.

Ud over drikevarerne skulle den syge vælge sin mad med omhu. Mange læger anbefalede duesteg som et middel til at dulme begæret. Frugter som melon, æble, pære og kirsebær var gode at spise, ligesom mørkt brød hjalp til at drive kærligheden ud af kroppen.

Fisk derimod burde patienten undgå pga. det relativt høje indhold af salt, der blev betragtet som fremmende for seksualdriften. Det samme gjaldt æg samt spurve, ryper og gæs, hvis lever skulle være særlig opstemmende.

“Hvis kvindens klitoris skaber dette rasende begær, må den opereres”. Jacques Ferrand, læge, 1610

I det hele taget burde indtagelsen af mad og drikke begrænses: “Helst skal den syge faste på vand og brød”, rådede Ferrand. “Når maven er tom, begærer ingen smukke ting”.

Andre behandlinger omfattede middelalderens traditionelle urteblandinger og naturmedicin – fx miksturer med svampe, valmuefrø og galnebær. Også knust elfenben oprørt i vand kunne angiveligt styrke den elskovssyges hjerte, lever og hjerne, så disse organer blev mere modstandsdygtige over for kærligheden.

Kvinder blev anbefalet udskylninger af vagina med kølende midler som fx kamfer eller planten rude. Lægerne foreslog også behandlinger, der skulle dæmpe lysten vha. psykologisk selvbedrag.

En forelsket mand skulle fx sammenligne sin attråede med den smukkeste kvinde, han kunne komme i tanke om, for derved at se den elskedes fejl. En kvinde, der gerne ville af med en kærlighedssyg bejler, kunne selv kurere ham ved at vise ham sine underbenklæder plettet af indtørret men­stru­a­tions­blod.

Behandlingen kunne være livsfarlig

Nogle kure var ikke blot ulækre, men direkte smertefulde. Flere af 1600-tallets læger svor stadig til en behandling beskrevet af den franske læge Bernard de Gordon (1270-1330). De elskovssyge skulle kort og godt spærres inde og piskes, “indtil de lugtede dårligt over det hele”, ifølge Gordons kontante anvisninger.

Folk ramt af elskovssyge behøvede ikke at fortvivle. Middelalderens overtro tilbød en bred vifte af behandlingsmuligheder – lige fra lange bade over afbrændinger af hestemøg til omgang med grimme kvindfolk.

© Shutterstock

Kærligheden kan spises væk

Let kost i form af frugt og grønt gjorde angiveligt den forelskede mindre elskovssyg. Kødet skulle helst komme fra duer, der var kendt for at dæmpe den seksuelle lyst. Til måltiderne skulle den syge drikke masser af vand, som kunne kølne lidenskaberne. Også citronsaft, eddike samt saften fra umodne druer og sure æbler modvirkede efter sigende elskovssygen.

© Shutterstock

Karbad skyller følelserne bort

Kærlighed kunne fordrives med vand og urteudtræk, mente folk. Til formålet måtte den elskovssyge fylde et stort kar med flodvand. Hertil skulle han eller hun tilsætte stok­roser, humle, violer, hampefrø og andre urter. Hvis patienten tilbragte en time i vandet dagligt over fire dage, var sygdommen væk.

© Shutterstock

Urin og møg gør en ende på sagen

Folketroen dikterede hårde midler i kampen mod den farlige forelskelse: En drik lavet af urin og et druknet firben kunne angiveligt kurere langt de fleste. Andre svor til at afbrænde hestemøg i den forelskedes nærvær. Lugten ville for altid gøre det af med begæret, lød logikken.

© Shutterstock

Menstruationsblod løser problemerne

En kur mod ulykkelig kærlighed var at lade en grim kvinde opsøge den forelskede. Klædt i laser og pjalter skulle kvinden opremse alt det dårlige og ulækre, hun kunne finde på at sige om hans udkårne – fx at den attråede var beskidt, dækket af sår og at hun tissede i sengen. Hvis ikke ord var nok, skulle kvinden fremvise underklæder vædet i menstruationsblod.

© Shutterstock

Temperatur styrer lidenskaberne

Regulering af kroppens temperatur var vigtig for at forhindre elskovs­sygen i at udvikle sig. Kvinder havde bedst af kølig luft, mens mænd ideelt set skulle opholde sig i varmen. Vigtigt var det også at undgå tunge parfumer som fx moskus – indåndingen af sådanne dufte øgede nemlig elskovsdriften.

© Shutterstock

Samleje er den mest effektive kur

Selv den hårdest ramte blev rask, hvis han eller hun havde sex med sin elskede. I 1600-tallet begrænsede kirken og samfundets strenge normer dog forelskede par i at dele seng, før de var blevet gift. Og eftersom problemerne ofte bestod i, at de to elskende ikke kunne få hinanden, var netop denne effektive kur udelukket for de fleste.

Ferrand anbefalede kopsætning på lårene og nær kønsdelene. Behandlingen bestod i at sætte en række opvarmede glas eller metalkopper på huden over et lille snitsår. Undertrykket forårsagede øget blodgennemstrømning til området under kopperne, hvilket sugede blodet med dets giftstoffer ud af kroppen ifølge lægerne. Viste disse behandlinger sig ineffektive, tog lægerne gerne endnu skrappere midler i brug:

“Hvis kvindens klitoris med sin overdrevne længde skaber dette rasende begær og denne sygdom – hvilket ofte er tilfældet – så må den opereres”, fastslog Ferrand med henvisning til en metode, hvor det yderste af kvindens klitoris blev klippet af med en tang.

Mændene blev heller ikke sparet for smerte. I særlig grelle tilfælde kunne en mand nå et stadie, hvor han udviklede sindslidelsen lykantropi – troen på at han var en varulv.

I denne situation anbefalede lægerne, at pulsårerne på armene skulle skæres over, indtil den ramte besvimede eller fik hjertestop. Lægerne skulle derefter brænde hans pande med et glødende jern. Begge indgreb havde til formål at bringe kardinalvæskerne i balance.

Lagengymnastik var superkuren

Ikke alle metoder til at bekæmpe elskovssygen var dog pinefulde eller ubehagelige. Den mest effektive kur mod lidelsen var at have samleje med sin elskede. Metoden virkede selv for de hårdest ramte, og den bragte endog dehydrerede og kronisk feberramte patienter tilbage til livet.

Antikkens læger havde ikke tøvet med at anbefale denne løsning, men i 1600-tallet domineredes samfundet af en streng moral, hvorfor Ferrand kun omtalte me­to­den med for­be­hold:

Frank Tallis er en af Englands førende eksperter inden for forskning i kærlighed.

© Alexander Tallis

Læger anerkender sygdommen i dag

Elskovssygen var fra 1800-tallet stort set fraværende i den medicinske forskning. Lægerne sondrede skarpt mellem kroppen og det psykologiske og følelsesmæssige.

I de senere år er lægevidenskaben dog blevet mere opmærksom på samspillet mellem krop og psyke, hvorfor også forelskelsen igen er blevet genstand for undersøgelser. Fx har forskerne bemærket, at forelskede under en MR-scanning viser aktivitet i bestemte dele af hjernen.

Den forelskede har også et lavere niveau af serotonin – et stof, der sørger for forbindelsen mellem hjernens mio. af nerveceller og påvirker vores humør. Et ændret serotonin-niveau er et symptom ved visse sindslidelser, påpeger forskerne.

Den britiske psykolog Frank Tallis er gået så vidt som til at erklære, at forelskelse er en sindssygdom. Han mener, at den er udviklet, så mennesker kan holde sammen længe nok til at få et barn – og dermed give deres gener videre:

“Det er afslørende, at de fleste mennesker kun oplever at være vildt forelskede i omkring to år. Tiden svarer til den periode, som det tager at skabe og opfostre et barn til det stadie, hvor det ikke længere ammes. På den måde varer kærlighedens galskab lige akkurat længe nok til, at generne går i arv fra den ene generation til den næste”, skriver Frank Tallis i sin bog “Love Sick: Love as a Mental Illness”.

“Ingen læge ville nægte nogen, der lider af el­skovs­syge, glæden ved at nyde målet for deres begær – inden for ægteskabets grænser”, erklærede lægen fromt.

Sigmund Freud melder sig

På trods af de mange forskellige be­hand­lings­mu­lig­heder vedblev elskovssyge at være et problem for den eu­ro­pæ­iske overklasse indtil langt op i 1700-tallet.

På dette tidspunkt begyndte de rigide skel mellem samfundets klasser dog at nedbrydes, hvorved unge mænd og kvinder i stigende grad fik lov til at gifte sig med dem, de ønskede.

Videnskabens syn på forplantningen udviklede sig også. Naturforskeren Charles Darwin forklarede i “Arternes oprindelse” fra 1859, hvordan alle dyr valgte partnere efter ubevidste, biologiske kriterier, som sikrede artens overlevelse. Denne forklaring forhindrede dog ikke andre dele af videnskaben i fortsat at betragte kærlighed som en sygdom.

I slutningen af 1800-tallet grundlagde Sigmund Freud den moderne psykologi, hvor han især studerede menneskets seksualitet.

Freud hævdede, at forelskelser og seksualdrift var basale impulser, og at menneskets handlingsmønstre ift. følelser blev grundlagt i barndommen. Elskovssyge kom nu til at hedde “frustrationer” og skulle behandles af psykologer. For den ulykkeligt for­el­ske­de var skiltet på døren til kon­sul­ta­tionen dog af ringe betydning. Hjerte rimede nemlig fortsat på smerte.