Lægevidenskaben brugte heroin mod hoste

USA: 1917

Patienter med lungebetændelse risikerede, at en ansamling af væske hobede sig op i lungehinden. Det gjorde vejrtrækningen besværlig og kunne medføre døden, hvis ikke det blev behandlet hurtigt.

Lægekunstens fader, grækeren Hippokrates, omtalte derfor i sin tid et åbent lungedræn, hvor den syges brystkasse blev åbnet.

Mere end 2.000 år senere tog amerikanske og europæiske læger Hippokrates på ordet, da de forsøgte at komme den influenza til livs, som i 1917 og 1918 var vokset til en global pandemi – 50-100 mio. døde på verdensplan.

1. verdenskrigs overfyldte amerikanske militærbaser gav de perfekte rammer for smittespredning, og lægerne skulle hurtigt finde en effektiv måde at dræne de syges væskefyldte lungehinder.

De tyede til ganske enkelt at fjerne de ribben, som blokerede vejen.

Klinisk effekt: Lungehinden blev drænet, men størstedelen af de syge døde kort efter behandlingen, sandsynligvis fordi lungen kollapsede.

Europa: 400 f.Kr.

Allerede de græske hippokratiske lægeskrifter (ca. 400 år f.Kr.) nævnte glødende jern som et middel mod hæmorider.

En opvarmet jernkrog førtes op i endetarmen, og det var anbefalet, at patienten skreg højlydt, så tarmen blev udvidet. Så kunne lægen bedre skrabe dårligdommene ud.

Godt 1.000 år senere fandt den irske munk Fiacre på en mere human kur. Fiacre drev et hospital, og han opdagede, at hans hæmorider blev mindre plagsomme, når han satte sig på en solopvarmet sten.

Folk valfartede til hans hospital, og efter sin død i 670 blev han helgenkåret, og hæmorider kendt som “Sankt Faicres forbandelse”.

I mellemtiden var den gloende jernstang blevet populær igen. I dag brændes hæmorider af og til stadig bort med laser og under bedøvelse.

Klinisk effekt: Gloende jern kan forårsage brandsår og evt. infektioner.

Afrika, Europa, Asien og Amerika: 6000 f.Kr.

Metoden med at hakke eller skære sig vej ind til menneskets hjerne har været kendt siden yngre stenalder (fra 3.000 år f.Kr.). Ved at lave hul i kraniet undslap dårligt blod og onde ånder.

I det hippokratiske skrift “Om skader i hovedet” (ca. 400 år f.Kr.) anbefaledes trepanering, når patienten havde slået hovedet.

Et slag gav efter sigende stillestående blodansamlinger, som udviklede sig til pus. Derfor skulle antikkens læger “lette blodet ved perforering med en lille trepan” (bore-redskab).

I Kina blev hamrende hovedpine under bl.a. Han-dynastiet (168-280) kureret ved at lave et hul i kraniet. Og gennem middelalderen op til 1800-tallet blev sindslidende og epileptikere trepaneret, fordi de ifølge sagkundskaben led af sten eller luft i hovedet.

Patienterne havde 10 pct. chance for at overleve, og mange døde af infektioner fra overfyldte og beskidte hospitaler.

I dag udføres trepanering af enkelte afrikanske stammer og har også tilhængere i Vesten, som fx amerikaneren Peter Halvorsen, som trepanerede sig selv i 1972 som middel mod en depression.

Klinisk effekt: Ved fx forøget tryk på hjernen kan en operationel trepanering være gavnlig. Men der er ingen dokumenteret effekt mod fx depression.

USA og Europa: 1890-1920

Da kunderne i år 1900 slog op i kataloget fra det amerikanske varehus Sears, Roebuck & Co., blev de mødt af et nyt, avanceret apparat: “Heidelbergs elektriske bælte”.

Bæltet havde en “konstant, beroligende vekselstrøm, som bearbejder de svage punkter, opbygger systemer og stimulerer cirkulationen”.

Med bæltet om livet og om kønsdelene blev bæreren kureret for stort set alt: personlig udmattelse, gigt, iskias, lamhed i ryggen, søvnløshed, nyre- og leversygdomme og svagt hjerte.

Ikke kun sygdomme kom til kort overfor Heidelbergs bælte. Også “feminin svaghed” blev styrket, mens maskulin impotens blev kureret, når mænd “genvinder den tabte kraft efter onaniens nedbrydende virkning”.

Heidelbergs udstyr var ikke det eneste af sin slags på markedet. Fra 1892 kunne Londons overklassekvinder prøve et elektrisk korset, mens The Electric Belt Company og Addisons Galvanic Electric Belt med deres specialdesignede bælter i årtier lukrerede på benovelsen over den nymodens elektricitet.

Klinisk effekt: Elektrisk stimulans kan hjælpe med smertelindring og genopbygning af muskelmasse hos fx rygmarvsskadede, men der er ingen dokumenteret effekt ved impotens.

Europa: 1495-1910

I 1100-tallet hyldede sagkundskaben kviksølv som en kærkommen kur mod spedalskhed. Og metallet blev for alvor populært blandt læger, da Europa i 1493 stod overfor en ny plage: syfilis.

En kønssygdom, som den spanske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus og hans mænd sandsynligvis bragte med hjem efter et besøg på Haiti.

På få år fejede syfilis over Europa og efterlod de ramte med deformerede ansigter og kønsdele. Mange patienter endte som skingrende sindssyge, før døden endelig udfriede dem.

Lægerne stod magtesløse indtil 1495, hvor kviksølv blev taget i brug. Smurt på huden eller via indsprøjtninger kunne metallet redde selv håbløse tilfælde, lød vurderingen. Især den schweiziske læge Paracelsus (1493-1541) var fortaler for behandlingen.

Da bakterier i 1900-tallet blev kendt som årsagen, kunne videnskaben sætte effektivt ind, og fra 1941 blev syfilis behandlet med penicilin.

Klinisk effekt: Kviksølvforbindelser er en livsfarlig gift for kroppen. I sin tid nøjedes kviksølv således ikke med at slå syfilis ned – patienter døde i hobetal af forgiftning.

Europa, Mexico og USA: 1910

Den op til seks meter lange bændelorm og dens afkom var et yndet middel mod overvægt omkring begyndelsen af det 20. århundrede.

Ormene eller deres æg blev indtaget i væske- og pilleform, og så begyndte snylteren at spise løs af den næring, som menneskeværten indtog.

Resultatet var et lynende hurtigt vægttab uden motion. Når det ønskede hoftemål var nået, spiste patienten et ormedræbende middel, hvorefter den sultne gæst gik i opløsning og kom ud med afføringen.

Pillerne var populære og blev hyldet som overspisningens “naturlige fjende”. Men visse pillespisere kom i stedet for overvægt til at lide af fejlernæring, kvalme, opkastning, diarré og væskefyldte cyster, som gjorde skade på organer og blodcirkulation og fremkaldte epileptiske anfald.

Desuden var pillerne fyldt med stoffet amfetamin, hvilket gjorde brugerne afhængige.

Klinisk effekt: Det ønskede vægttab opnås hurtigt, til gengæld er bivirkningerne mange og kan være kroniske.

I værste fald belaster det hurtige vægttab kroppen så voldsomt, at organer, som fx øjnene, lider skade med blindhed til følge.

USA og Europa: 1936-1970'erne

Psykotiske personer risikerede i det 20. århundrede at blive bedøvet via elektrochok og derefter få hamret en syl op i hjernen gennem øjenhulen.

Ved at vrikke med sylen skar lægen nerverne over til den forreste pandelap, som regulerer menneskets adfærd.

Metoden med at kappe nerverne blev først udviklet af den portugisiske læge Egas Moniz i 1930'erne, som fik Nobelprisen i medicin i 1949.

Den 17. januar 1946 blev ideen videreudviklet af den amerikanske læge Walter Freeman. Han tog en issyl fra sit køkken, slog den forbi patienten Ellen Ionescos øjeæbler og afskar den 29-åriges nervebaner.

Hun var svært selvmordstruet før operationen, men var efterfølgende i stand til at forlade det psykiatriske hospital og leve med sin familie. Metoden kaldte Freeman transorbital lobotomi eller issyls-lobotomi.

Frem til 1957 opererede Freeman 2.400 patienter med denne metode, og over hele verden fik flere tusinde patienter snittet – alene 40.000 i USA.

I Skandinavien modtog mere end 9.000 mennesker det hvide snit i løbet af 1950'erne og 1960'erne, men metoden fik samtidig kritik.

I 1950 blev Chlorpromazin, kaldet “kemisk lobotomi”, udvundet, og i de følgende år erstattede psykofarmaka det kirurgiske indgreb.

Klinisk effekt: Lobotomi kunne dæmpe fx angst, men gjorde ofte patienten apatisk og desorienteret. Nogle behandlede led af epilepsi og hukommelsestab.

Europa, Mexico og USA: 1940'erne

I det 18. og 19. århundrede skabte tuberkulose skræk som en af verdens førende dødsårsager.

Læger forsøgte febrilsk at finde en virksom kur mod den smitsomme sygdom, og da den italienske læge Carlo Forlanini i 1880'erne slog fast, at lungernes konstante bevægelse (i forbindelse med åndedrættet) forhindrede helingsprocessen, syntes næste skridt oplagt: Den angrebne del af lungen skulle tvinges til fred og ro.

Det opnåedes ved ganske enkelt at fremprovokere et kunstigt kollaps af den syge del af lungen. På den måde fik organet mulighed for at hvile og hele.

Lungen kunne tvinges til kollaps på flere forskellige måder, og en af de mere udbredte metoder var at fylde en del af lungen med små plastikkugler, som tvang den til at klappe sammen.

I 1940'erne og 1950'erne blev det muligt bedre at behandle sygdommen medicinsk, og kunstigt lungekollaps blev efterhånden forladt som metode.

Som oftest blev kuglerne ikke fjernet igen og kunne 40 år senere dukke op på en patients røntgenbillede til lægernes overraskelse.

Klinisk effekt: I flere tilfælde lykkedes behandlingen, men desværre var følgesygdommene alvorlige og talte bl.a. lungeinfektioner og kræft.

Europa og Mellemøsten: 1100-1600

Især i middelalderen blev oldtidsmumier anset for at have en helbredende virkning. Fortidens mumificerede mennesker og dyr blev kværnet til et pulver, som var et yderst populært medikament i Mellemøsten og Europa.

De indtørrede kroppe blev leveret fra Egypten, hvor gravrøvere havde kronede dage med at finde, udgrave og sælge de gamle lig. Mumierne var ikke altid fra faraonernes tid, men ingen kunne se forskel, når først de var kørt gennem kværnen.

Pulveret, som blev solgt på flaske eller dåse, var godt mod mavesår og hovedpine, mens en bandage smurt i fx vand og mumiepulver blev lagt på svulster.

Pulveret var så populært og anerkendt, at enhver apoteker med respekt for sig selv og sin forretning havde vidundermidlet på hylden langt ind i det 17. århundrede.

Kannibalisme i lægevidenskabens navn kendes også andre steder fra. Afdøde menneskers blod og fedt er fra antikken og op til i dag blevet tilegnet helende kræfter.

De gamle romere drak gladiatorernes blod for at indtage de døde krigeres styrke og mod. '

I Europas middelalder blev menneskefedt tillagt lignende magisk helende kræfter. Bl.a. bødler skabte en god forretning ved at udvinde fedtet fra kriminelle henrettede og sælge det til syge mennesker, som fx led af tandpine, muskelsmerter eller tuberkulose.

Troen på menneskefedts fantastiske virkning kunne ses helt op til 1960'erne, hvor rynkecreme tilsat udvundet fedt fra kvindens moderkage var på mode.

Klinisk effekt: Sandsynligvis ingen.

Europa: 1880'erne

Siden antikken har sagkundskaben ment, at kvinder led af “hysteri”. En udbredt, kronisk lidelse, som gjorde kvinder vanskelige.

I det andet århundrede konkluderede den græske læge Galen, at det kvindelige hysteri kom af seksuel afholdenhed.

Og i 900-tallet foreslog den persiske læge og filosof Avicenna en “gnubbekur”, som ville give de syge kvinder “fred”. Også i 1800-tallet havde lægerne kuren lige ved hånden.

Med lidt olie på fingrene masserede lægen patientens skede og opnåede den forløsende “paroksysme” – dvs. orgasme.

Behandlingen var tidskrævende og gav ømme håndled, så mange læger tog med begejstring mod den håndholdte, elektriske vibrator, som kom på markedet i 1880’erne, patenteret af den engelske læge Jospeh Mortimer Granville.

Det var alment anerkendt, at kvinden kun kunne opnå seksuel nydelse i forbindelse med det mandlige kønsorgan – derfor var det etisk og socialt accepteret, at læger gav kvinder en hjælpende hånd på briksen.

Frem til 1920’erne blev “The Vibratile” solgt i håndkøb, indtil vibratoren blev fordømt som uanstændig.

Klinisk effekt: Diagnosen “hysteri” blev opgivet af lægevidenskaben i 1950'erne. Vibratoren bliver derfor ikke længere brugt som et medicinsk værktøj.

USA og England: 1849-1930

Gennem 1800-tallet blev amerikanske forbrugere bombarderet med reklamer for medicin, som de færreste kendte indholdet og konsekvenserne af.

Ved hjælp af farverige etiketter og sigende slogans lykkedes det kvaksalvere at sælge “medicin” proppet med kviksølv og lakrids blandet op med fx cannabis, alkohol, morfin og kokain.

Et af de mest populære midler var “Mrs. Winslow's Soothing Syrup”. I England og USA solgte det i millionvis på sloganet om at “lindre både mennesker og dyr”.

Bag det rosenrøde løfte stod jordemoder, mrs. Charlotte Winslow, som fik markedsført sin sirup i aviser, kalendere og via samlekort.

Indholdet bestod bl.a. af morfin, soda, alkohol og salmiakspiritus, og med blot et par dråber lovede mirakelmedicinen at få børnene til at “lay dead 'til morning” (ligge som døde til morgenstunden) .

Ulykkeligvis blev løftet nogle gange til virkelighed, når barnet havde fået en dødelig overdosis, og produktet kom endelig i søgelyset, da den amerikanske lægeorganisation AMA – American Medical Assoiation – i 1911 udgav en liste over stærkt kritisable medikamenter.

Under punktet “Baby Killers” stod bl.a. “Koop's Baby's Friend”, som indeholdt morfin, og “Mrs. Winslow's Soothing Syrup”. Den beroligende sirup blev taget af markedet i 1930.

Klinisk effekt: I bedste fald virkningsløst, og i værste fald dødeligt.

Det meste af verden: 1500 f.Kr.

Åreladning er en af verdens ældste former for lægebehandling mod alt fra forkølelse til byldepest.

Ifølge grækeren Galen (129-199 e.Kr.) skulle menneskets fire såkaldte legemsvæsker – blod, lymfe (slim), gul og sort galde – være i balance for at opretholde et rask legeme. Ved ubalance åreladede lægen patienten, hvilket genoprettede væskernes indbyrdes forhold.

Så sent som i 1800-tallet var metoden udbredt, og det var ikke ualmindeligt at lade sig årelade en gang imellem for at blive af med eventuelle “onde safter”.

Men behandlingen var ikke uden risiko. Da Amerikas tidligere præsident George Washington (1732-1799) fik halsbetændelse og dernæst en åreladning, overlevede han ikke det store blodtab.

Klinisk effekt: Åreladning kan have en effekt overfor fx lidelsen polycytæmi, hvor produktionen af blodlegemer er for høj.