Publikum stirrede med både vantro og morskab på scenen foran dem. Her tumlede voksne mænd rundt og teede sig uden hæmninger – ganske som annoncen havde lovet i lokalavisen i den amerikanske by Hartford.
De 10 euforiske forsøgspersoner havde alle inhaleret en dosis nitrogenoxid, bedre kendt under navnet lattergas.
Manden bag forestillingen var en tidligere medicinstuderende, som uge efter uge tiltrak tusindvis af besøgende til sit omrejsende lattergas-show.
Netop denne dag, den 10. december 1844, skulle vise sig at blive særlig interessant.
Midt i gasrusen var en af de lokale, Sam Cooley, stødt direkte ind i en tung træbænk, men det lod ikke til at genere ham. Først da lattergassens virkning tog af, og han dumpede ned i en stol, mærkede han en smerte i knæet.
Hans sidemand, den lokale tandlæge Horace Wells, opdagede, at blod trængte gennem mandens buksestof.
“Du må have slået dig”, sagde Wells til Cooley, som svarede, at han slet ikke havde opdaget noget under sin rus. Dén oplysning gav tandlægen en intet mindre end revolutionerende idé.
Lattergas ville revolutionere operationer
Den ambitiøse og respekterede Horace Wells var altid på jagt efter nye opfindelser til sin praksis.
Endnu havde han ikke løst det store problem, som både læger og tandlæger havde i 1844:
Tidens smertestillende midler var næsten uden virkning. Patienterne havde svært ved at holde pinslerne ud og stak ofte af midt under behandlingen.
På hospitalerne var problemet endnu værre – her måtte stærke mænd holde patienter fast på operationsbordet, imens de udstødte skrig, som gik gennem marv og ben.
Al den lidelse kunne forsvinde med lattergas, mente Wells. Hans forventninger til gassen var høje, og han begyndte straks at eksperimentere.
Hvad Wells ikke vidste, var, at tandlægen William Morton, hans tidligere elev og partner, også var på jagt efter en ny form for bedøvelse – og kom han først, ville han få al den hæder og ære, som Wells higede efter.