De fleste videnskabsmænd ville være lykkelige, hvis de bare havde gjort én af Louis Pasteurs opdagelser. Følg historien om den revolutionerende franske naturvidenskabsmand (1882-95) og få overblik over hans mange banebrydende bidrag til videnskaben.
Her begyndte det
Louis Pasteur blev født i en østfransk landsby i 1822. Hans far drev et lille garveri, som gav et beskedent udkomme.
Ingen ville have gættet på, at Louis skulle få en akademisk karriere, men i skolen viste han sig at være ualmindeligt flittig og velbegavet.
En lærer fik derfor overtalt Pasteur senior til at lade sønnen komme på gymnasiet i Arbois, frem for selv at tage ham i lære på garveriet.
Fra Arbois gik vejen videre til studier i Paris. Pasteur blev indskrevet ved eliteuniversitetet École Normale Supérieure, hvor han i 1847 tog doktorgraden i kemi.
I 1849 blev han udnævnt til professor i kemi ved universitetet i Strasbourg og gift med sin rektors datter, Marie Laurent.
Fakta om Louis Pasteur
Lægekunsten inden Pasteur
I flere tusind år havde overtro og spekulative teorier præget lægekunsten. Dens udøvere havde ment, at smitsomme sygdomme og epidemier skyldtes uddunstninger fra stillestående vand og fugtig jordbund.
Når koleraen hærgede, svarede lægerne med svedekure, åreladning, urteafkog, sennep under fødderne og afgnidning med klude.
Listen over tåbeligheder var uendelig: Syfilispatienter fik kviksølv, så de blev forgiftet – og fortsatte med at have syfilis. Folk døde af kighoste, difteri og banale halsbetændelser. Og der var tilsyneladende intet at stille op.
Endnu i 1849 var den ungarske læge Ignaz Semmelweis blevet hånet og mobbet ud af vrede kolleger, da han hævdede, at læger inficerede deres patienter, fordi de ikke vaskede hænder.
Semmelweis blev fyret og endte som en paria, ingen ville have noget med at gøre. Han døde på et sindssygehospital.
I mellemtiden fortsatte patienterne med at dø som fluer på fødegange og i operationsstuer over hele Europa.
Kirurgen trak som altid en gammel, beskidt jakke på inden operationen for ikke at grise sit pæne tøj til. Og hvis han vaskede hænder, var det efter operationen.
Louis Pasteurs vej til forskergerningen
Louis Pasteur var en ny type forsker: systematisk, ambitiøs, idealistisk – og samtidig dygtig til at skaffe sig indflydelsesrige allierede og profilere sig selv.
Allerede i sine tidlige år som kemiker havde han ved tålmodigt laboratoriearbejde gjort en vigtig opdagelse angående krystaldannelsen i vinsyre.
Opdagelsen banede vej for en stilling som kemi-professor i Strasbourg, hvor han forskede og underviste de næste fem år.
I 1844 blev Pasteur dekan ved et nyt fakultet for anvendt videnskab ved universitetet i Lille.
Her skulle naturvidenskabsmændene finde praktisk anvendelse for deres forskningsresultater. Pasteur tog derfor de unge forskere med på virksomhedsbesøg – og holdt aftenkurser for industriarbejdere.
Selv forskede han i gærings- og forrådnelsesprocesser. Arbejdet blev hurtigt til uvurderlig nytte for både vin- og ølbrygningen og for mejeri- og fødevareindustrien.
I 1857 blev Pasteur naturvidenskabelig direktør ved det parisiske eliteuniversitet École Normale Supérieure, hvor han for alvor fordybede sig i studiet af mikroorganismer.
Louis Pasteur revolutionerede forståelsen af bakterier
Tidens forskere vidste godt, at bakterier fandtes. De antog, at de opstod “af sig selv” af “dødt stof”.
Som den første indså Pasteur efter års eksperimenter, at gæring og forrådnelse skyldes mikroskopiske organismer – gærceller eller bakterier – og i 1860 beviste han endegyldigt, at intet liv kan opstå af livløst materiale.
I dag virker det uendelig banalt, men på den tid var det revolutionerende, for selv hos førende forskere var tankegangen præget af lige dele videnskabelighed og spekulativ fantasi.
En videnskabsmand, som sagde, at ikke bare mikroorganismer, men også fluer kunne opstå af “dødt stof”, blev hverken fyret eller til grin.
Opfindelsen af pasteurisering
Pasteur brugte forsøg med “suppe” i specielle glaskolber til definitivt at modbevise de ældgamle forestillinger om, at liv kunne opstå ved “selvavl”: Når der ikke slap uren luft ind til suppen, som havde været opvarmet, til alle mikro-organismer var dræbt, kunne den holde sig ufordærvet – indtil han lukkede ny, uren luft ind.
Herfra var det ikke svært for den praktisk orienterede Pasteur at udvikle en kortvarig opvarmnings-proces, som kunne dræbe sygdomsbakterier i fødevarer og samtidig forlænge varens holdbarhed.
Processen blev kendt som pasteurisering og har i langt over 100 år været brugt dagligt på alverdens mejerier og bryggerier.
I 1865 gav en tilfældighed Pasteurs karriere en afgørende drejning og bragte ham for alvor på sporet af mikroorganismer som årsag til sygdomme.
Pasteurs teori om gæring
Den moderne mikrobe- og bakterieteori kan i stor stil tilskrives Louis Pasteur. Inden den franske videnskabsmand kom til, havde hans landsmand Archimède Pouchet påstået, at mikroorganismer opstod spontant. En teori der var alment accepteret på den tid.
Men Pasteur, der var ekspert i gæringsprocesser, vidste, at den spontane generation af liv ikke hang sammen med det, han havde set i praksis, når han arbejdede med gær. Pasteur satte sig derfor for at modbevise teorien om spontant generation med sin egen teori om gæring.
Til formålet brugte Pasteur en særlig glaskolbe, som han selv havde udviklet. Denne kolbe var designet, så den kunne holde udefrakommende kontaminering borte, indtil kolbens smalle svanehals blev knækket.
Pasteur placerede næringssubstrat i bunden af kolben og lod den stå under forhold, der ifølge Pouchets teori skulle være optimale for, at der spontant skulle opstå liv i form af mikroorganismer i kolben. Men efter flere måneder var intet hændt. Derefter knækkede Pasteur toppen af kolbens smalle svanehals, så der kunne komme luft ind. Og med luften kom der bakteriesporer.
Et par døgn senere var der liv i kolben og Pesteurs teori om gæring havde erstattet den gamle teori.
Louis Pasteur beviste, at mikroorganismer kan dræbe.
Pasteur redder silkeindustrien
Pasteurs kamp for hygiejne under operationer
Mellem 1859 og 1866 mistede Louis Pasteur og hans hustru Marie tre af deres fem børn: En datter døde af en hjernesvulst, og to af tyfus. I 1868 blev Pasteur selv ramt af et slagtilfælde, der gjorde ham lam i venstre side.
Alligevel nægtede han at opgive sit arbejde. Døtrenes død blev tværtimod en stærk personlig drivkraft: Han ville sygdom og børnedødelighed til livs!
Da Tyskland i 1870 angreb Frankrig, var Pasteurs søn, Jean-Baptiste, i hæren.
Louis Pasteurs lære om hygiejne satte en stopper for massedøden på hospitalerne.
Kampagne for håndvask hos læger
Som mange andre soldater fik han tyfus. Han kom sig dog og fik på militærhospitalet besøg af sin far. Louis Pasteur var chokeret over de uhumske forhold og stanken af råddenskab fra soldaternes åbne sår.
Han gik til de ansvarlige på hospitalet og forsøgte at forklare dem, at svineriet gav bakterier alt for gode vækstbetingelser, hvilket var ensbetydende med helt unødvendige dødsfald.
Men lægerne nægtede at høre på sådan noget vrøvl. Monsieur Pasteur havde tydeligvis ikke studeret medicin!
Den totale mangel på lydhørhed gjorde Pasteur rasende. Han kastede sig ud i en kampagne for, at kirurger skulle vaske hænder, tage rene kitler på, og sørge for sterile instrumenter og rene operationsstuer.
Og til forskel fra den miskendte Semmelweis havde Pasteur solide, videnskabelige argumenter – plus al den autoritet, hans internationale ry gav ham.
Pasteurs stædighed fik vidtrækkende følger, da den britiske kirurg Joseph Lister blev opmærksom på hans arbejde.
Kirurger havde på det tidspunkt lært at bedøve og kunne derfor udføre større operationer. Men selv når operationerne lykkedes perfekt, døde mindst halvdelen af patienterne af sårbetændelse.
Joseph Lister fandt på at forstøve en opløsning af desinficerende karbolsyre i operationsstuen, hvilket fik dødeligheden til at falde dramatisk.
Efterhånden begyndte selv franske læger at gøre, som Pasteur foreslog.
Louis Pasteur skaber første vaccine mod miltbrand
Vaccinen mod rabies
Pasteurs forsøg med vaccine fik andre forskere til at kontakte ham.
En dag fik han besøg af en læge, som bad ham forsøge at finde en kur mod rabies – en i befolkningen meget frygtet sygdom, som i 100 procent af tilfældene havde dødelig udgang.
Pasteur vidste, at rabies påvirker hjernen. Han antog, at der kunne være tale om et bakterieangreb.
En hund med hundegalskab skal ingen nærme sig – og slet ikke pirke til med en kæp, som 9-årige Joseph Meister gjorde en julidag i 1885.
Den gale hund gik til angreb, og drengen blev skambidt. Hans mor vidste, at han sandsynligvis var blevet smittet med rabies – og dermed dømt til en frygtelig død.
Den fortvivlede mor øjnede dog trods alt et lille håb: Rygtet om den berømte kemiker Louis Pasteurs forsøg med vaccine var nemlig også nået til Meister- familiens lille landsby i Alsace.
Madame Meister drog med sin maltrakterede søn til byen Arbois, hvor Pasteur havde sit laboratorium, og tryglede ham om at redde drengen.
Rabies kræver stadig over 40.000 liv om året
Derfor indledte Pasteur og hans assistenter nogle forsøg, hvor de injicerede hjernemasse fra hunde, som var døde af rabies, ind i raske hunde.
De blev også syge og døde – men trods timers stirren i mikroskopet var det umuligt for den undrende Pasteur at finde en bakterie, der kunne sammenkædes med sygdommen.
Det havde sine naturlige årsager, for der var slet ikke tale om en bakterie, men derimod om en virus, som mikroskoperne var for svage til at afsløre.
Alligevel fik Pasteur udtænkt en metode til at bekæmpe den usynlige sygdomsforvolder: I flasker med steriliseret luft tørrede han væv fra syge dyr.
Udtørringen skulle svække mikroorganismen. Det tørrede væv blev injiceret i raske hunde og kaniner. De blev ikke syge – heller ikke, da de efter nogen tid fik et skud ren, usvækket rabies.
Vaccinen var fundet!
Nye råb om hjælp
Pasteur var endnu ikke klar til at afprøve sin vaccine på mennesker – det var for risikabelt.
Alligevel fik en læge overtalt ham til at prøve at hjælpe en pige, som var indlagt med rabies. Vaccinationen var hendes eneste chance. Modstræbende satte Pasteur nålen i hende.
Pigen klarede den ikke, og selv om Pasteur var stærkt berørt af hendes død, overvandt han sig til at udtage væv fra hendes hjerne og injicere det i kaniner.
Forsøgsdyrene døde hurtigt. Det fik Pasteur til at antage, at pigens sygdom simpelthen havde været for fremskreden, til at hun kunne reddes.
Det var, mens Pasteur tumlede med disse overvejelser, at madame Meister en sommerdag i 1885 opsøgte ham med sin søn Joseph og bad ham om hjælp.
Pasteur indvilgede: Josephs hundebid var så friske, at han endnu ikke havde fået symptomer.
Over de næste ti dage gav Pasteur drengen 13 injektioner med rabies-virus af stigende styrke.
Den sidste injektion var så kraftig, at den ville slå en forsøgshund ihjel på få dage. Pasteur tilbragte en søvnløs nat: Ville Joseph overleve eller dø?
Drengen forblev sund og rask, og snart blev Pasteurs laboratorium bestormet af rabies-smittede fra hele verden, som ville i behandling.
Pasteur kaster sig over forskning i pesten
I marts 1886 havde Pasteur behandlet 350 og kun mistet én eneste patient. Ved udgangen af 1886 havde rabies-vaccinen reddet over 2500 mennesker.
Da Louis Pasteur i 1892 fyldte 70 år, valfartede gæster fra hele verden til Sorbonne-universitetet i Paris, hvor lovprisninger og hædersmedaljer regnede ned over ham.
Forinden havde Pasteur haft endnu et slagtilfælde og måtte derfor have sin søn til at læse takketalen op.
Efter festen arbejdede fødselaren videre ved Pasteur-instituttet, som var åbnet i 1888. Instituttets forskere nåede i 1894 så vidt, at en vaccine mod difteri kunne sættes i produktion.
Året efter kastede Louis Pasteur sig over forskning i pestbakterien, men blev standset af endnu et slagtilfælde, som kostede ham livet.
Forskeren fik en statsbegravelse i Notre Dame-kirken, men blev senere genbegravet i en krypt i Pasteur-instituttet, som stadig er et af verdens vigtigste centre for mikrobiologisk forskning og produktion af vaccine.