Kemikeren Louis Pasteur i sit laboratorium

Louis Pasteur blev medicinens fader

Louis Pasteur er meget mere end pasteuriseret mælk. Hygiejne ved sårbehandling, vaccine mod hundegalskab og miltbrand – alt det og meget mere kan verden takke Pasteur for. Kom tættere på manden, hans tid og hans svimlende mange opdagelser.

Louis Pasteur er meget mere end pasteuriseret mælk. Hygiejne ved sårbehandling, vaccine mod hundegalskab og miltbrand – alt det og meget mere kan verden takke Pasteur for. Kom tættere på manden, hans tid og hans svimlende mange opdagelser.

Polfoto & Scanpix

De fleste videnskabsmænd ville være lykkelige, hvis de bare havde gjort én af Louis Pasteurs opdagelser. Følg historien om den revolutionerende franske naturvidenskabsmand (1882-95) og få overblik over hans mange banebrydende bidrag til videnskaben.

Her begyndte det

Louis Pasteur blev født i en østfransk landsby i 1822. Hans far drev et lille garveri, som gav et beskedent udkomme.

Ingen ville have gættet på, at Louis skulle få en akademisk karriere, men i skolen viste han sig at være ualmindeligt flittig og velbegavet.

En lærer fik derfor overtalt Pasteur senior til at lade sønnen komme på gymnasiet i Arbois, frem for selv at tage ham i lære på garveriet.

Fra Arbois gik vejen videre til studier i Paris. Pasteur blev indskrevet ved eliteuniversitetet École Normale Supérieure, hvor han i 1847 tog doktorgraden i kemi.

I 1849 blev han udnævnt til professor i kemi ved universitetet i Strasbourg og gift med sin rektors datter, Marie Laurent.

Fakta om Louis Pasteur

Kemisten Louis Pasteur i sitt laboratorium

Louis Pasteur blev en af sin tids mest berømte forskere.

© Polfoto

  • Født: 27. december 1822 i Dôle i det østlige Frankrig.
  • Død: 28. september 1895 i Marnes-la-Coquette, som er en parisisk forstad.
  • Erhverv: Kemiker og mikrobiolog. Blev ansat som professor ved universitetet i Lille i det nordlige Frankrig i 1853, og han rejste tilbage til Paris i 1857. Var leder af Pasteurinstituttet i Paris, der blev grundlagt i 1888, frem til sin død.
  • Kendt for: Opfindelsen af pasteurisering og vaccinen mod rabies.

Lægekunsten inden Pasteur

I flere tusind år havde overtro og spekulative teorier præget lægekunsten. Dens udøvere havde ment, at smitsomme sygdomme og epidemier skyldtes uddunstninger fra stillestående vand og fugtig jordbund.

Når koleraen hærgede, svarede lægerne med svedekure, åreladning, urteafkog, sennep under fødderne og afgnidning med klude.

Listen over tåbeligheder var uendelig: Syfilispatienter fik kviksølv, så de blev forgiftet – og fortsatte med at have syfilis. Folk døde af kighoste, difteri og banale halsbetændelser. Og der var tilsyneladende intet at stille op.

Gaspare Traversi: kirurg inspicerer et sår

Før Louis Pasteur var god hygiejne ved operationer og sårbehandling ikke en selvfølge som illustreret i dette billede af den italienske rokokomaler, Gaspare Traversi (1722-70): "Kirurg inspicerer et sår".

© Staatsgalerie Stuttgart

Endnu i 1849 var den ungarske læge Ignaz Semmelweis blevet hånet og mobbet ud af vrede kolleger, da han hævdede, at læger inficerede deres patienter, fordi de ikke vaskede hænder.

Semmelweis blev fyret og endte som en paria, ingen ville have noget med at gøre. Han døde på et sindssygehospital.

I mellemtiden fortsatte patienterne med at dø som fluer på fødegange og i operationsstuer over hele Europa.

Kirurgen trak som altid en gammel, beskidt jakke på inden operationen for ikke at grise sit pæne tøj til. Og hvis han vaskede hænder, var det efter operationen.

Louis Pasteurs vej til forskergerningen

Louis Pasteur var en ny type forsker: systematisk, ambitiøs, idealistisk – og samtidig dygtig til at skaffe sig indflydelsesrige allierede og profilere sig selv.

Allerede i sine tidlige år som kemiker havde han ved tålmodigt laboratoriearbejde gjort en vigtig opdagelse angående krystaldannelsen i vinsyre.

Opdagelsen banede vej for en stilling som kemi-professor i Strasbourg, hvor han forskede og underviste de næste fem år.

I 1844 blev Pasteur dekan ved et nyt fakultet for anvendt videnskab ved universitetet i Lille.

Her skulle naturvidenskabsmændene finde praktisk anvendelse for deres forskningsresultater. Pasteur tog derfor de unge forskere med på virksomhedsbesøg – og holdt aftenkurser for industriarbejdere.

Selv forskede han i gærings- og forrådnelsesprocesser. Arbejdet blev hurtigt til uvurderlig nytte for både vin- og ølbrygningen og for mejeri- og fødevareindustrien.

I 1857 blev Pasteur naturvidenskabelig direktør ved det parisiske eliteuniversitet École Normale Supérieure, hvor han for alvor fordybede sig i studiet af mikroorganismer.

Louis Pasteur i sit laboratorium

Louis Pasteur eksperimenterer i sit laboratorium.

© Britannica Kids/Wikimedia Commons

Louis Pasteur revolutionerede forståelsen af bakterier

Tidens forskere vidste godt, at bakterier fandtes. De antog, at de opstod “af sig selv” af “dødt stof”.

Som den første indså Pasteur efter års eksperimenter, at gæring og forrådnelse skyldes mikroskopiske organismer – gærceller eller bakterier – og i 1860 beviste han endegyldigt, at intet liv kan opstå af livløst materiale.

I dag virker det uendelig banalt, men på den tid var det revolutionerende, for selv hos førende forskere var tankegangen præget af lige dele videnskabelighed og spekulativ fantasi.

En videnskabsmand, som sagde, at ikke bare mikroorganismer, men også fluer kunne opstå af “dødt stof”, blev hverken fyret eller til grin.

Opfindelsen af pasteurisering

Pasteur brugte forsøg med “suppe” i specielle glaskolber til definitivt at modbevise de ældgamle forestillinger om, at liv kunne opstå ved “selvavl”: Når der ikke slap uren luft ind til suppen, som havde været opvarmet, til alle mikro-organismer var dræbt, kunne den holde sig ufordærvet – indtil han lukkede ny, uren luft ind.

Herfra var det ikke svært for den praktisk orienterede Pasteur at udvikle en kortvarig opvarmnings-proces, som kunne dræbe sygdomsbakterier i fødevarer og samtidig forlænge varens holdbarhed.

Processen blev kendt som pasteurisering og har i langt over 100 år været brugt dagligt på alverdens mejerier og bryggerier.

I 1865 gav en tilfældighed Pasteurs karriere en afgørende drejning og bragte ham for alvor på sporet af mikroorganismer som årsag til sygdomme.

Pasteurs teori om gæring

Den moderne mikrobe- og bakterieteori kan i stor stil tilskrives Louis Pasteur. Inden den franske videnskabsmand kom til, havde hans landsmand Archimède Pouchet påstået, at mikroorganismer opstod spontant. En teori der var alment accepteret på den tid.

Men Pasteur, der var ekspert i gæringsprocesser, vidste, at den spontane generation af liv ikke hang sammen med det, han havde set i praksis, når han arbejdede med gær. Pasteur satte sig derfor for at modbevise teorien om spontant generation med sin egen teori om gæring.

Til formålet brugte Pasteur en særlig glaskolbe, som han selv havde udviklet. Denne kolbe var designet, så den kunne holde udefrakommende kontaminering borte, indtil kolbens smalle svanehals blev knækket.

Pasteur placerede næringssubstrat i bunden af kolben og lod den stå under forhold, der ifølge Pouchets teori skulle være optimale for, at der spontant skulle opstå liv i form af mikroorganismer i kolben. Men efter flere måneder var intet hændt. Derefter knækkede Pasteur toppen af kolbens smalle svanehals, så der kunne komme luft ind. Og med luften kom der bakteriesporer.

Et par døgn senere var der liv i kolben og Pesteurs teori om gæring havde erstattet den gamle teori.

Pasteur pipetter

Louis Pasteur var også opfinder. Her er de såkaldte Pasteur-pipetter udført i glas og med en pipettebold i gummi. Et redskab, der minimerede kontaminering ved opførelse af væske fra en beholder til en anden.

© Shutterstock

Pasteurs pipetter gjorde videnskaben ren

Da Louis Pasteur som den første havde bevist, at forrådnelsesprocesser skyldtes mikroskopiske organismer, blev det vigtigt for ham at udvikle redskaber, der kunne forhindre kontaminering af videnskabelige forsøg.

Med udgangspunkt i de glaskolber han havde brugt til sine gæringsforsøg, satte Pasteur sig for at udvikle en metode til at overføre væsker fra én beholder til en anden uden at den undervejs blev udsat for kontaminering.

Løsningen var Pasteurs pipette. Et tyndt glasrør, der kunne føres ned i væsken. Ved at lukke for den øverste ende af røret med noget sterilt, hvorved trykket i pipetten holder på indholdet indtil den lufttætte lukning fjernes. Senere udviklinger tilføjede en pipettebold af gummi, der sluttede tæt til, og kunne bruges til at suge væsken op i pipetten.

Nu om stunder laves mange pipetter i plastik men i deres grundprincip ligner de stadig Pasteurs pipette.

Louis Pasteur beviste, at mikroorganismer kan dræbe.

Pasteur redder silkeindustrien

silkeorm på blad

Louis Pasteur var en problemknuser af høj karat. Også silkeindustrien kom han til undsætning med sin banebrydende forskning.

© Shutterstock

En sygdom, som angreb silkelarver, var ved at ruinere Frankrigs silkeavlere og ødelægge hele silkeindustrien, så Pasteur blev bedt om hjælp.

Under forskerens mikroskop viste silkesommerfuglenes æg og larver sig at være inficeret af bakterier.

For at fastslå, om de var årsagen til sygdommen, fik Pasteur fat i et parti sygdomsfri larver.

Halvdelen fodrede han med morbærblade, der var forurenet med rester af sygdomsramte larver.

Den anden halvdel fik ubesmittede blade. Den første gruppe larver blev syge og døde – resten forblev sunde. Det var altså bakterierne, som var synderen.

Pasteur anbefalede silkeavlerne en metode til isoleret avl af raske sommerfugle, og det løste problemet.

Pasteur havde dermed ikke bare reddet silke-industrien. Hvad der var langt vigtigere: Han havde fastslået forbindelsen mellem mikroorganismer og sygdom.

Pasteurs kamp for hygiejne under operationer

Mellem 1859 og 1866 mistede Louis Pasteur og hans hustru Marie tre af deres fem børn: En datter døde af en hjernesvulst, og to af tyfus. I 1868 blev Pasteur selv ramt af et slagtilfælde, der gjorde ham lam i venstre side.

Alligevel nægtede han at opgive sit arbejde. Døtrenes død blev tværtimod en stærk personlig drivkraft: Han ville sygdom og børnedødelighed til livs!

Da Tyskland i 1870 angreb Frankrig, var Pasteurs søn, Jean-Baptiste, i hæren.

Louis Pasteurs lære om hygiejne satte en stopper for massedøden på hospitalerne.

Kampagne for håndvask hos læger

Som mange andre soldater fik han tyfus. Han kom sig dog og fik på militærhospitalet besøg af sin far. Louis Pasteur var chokeret over de uhumske forhold og stanken af råddenskab fra soldaternes åbne sår.

Han gik til de ansvarlige på hospitalet og forsøgte at forklare dem, at svineriet gav bakterier alt for gode vækstbetingelser, hvilket var ensbetydende med helt unødvendige dødsfald.

Men lægerne nægtede at høre på sådan noget vrøvl. Monsieur Pasteur havde tydeligvis ikke studeret medicin!

Den totale mangel på lydhørhed gjorde Pasteur rasende. Han kastede sig ud i en kampagne for, at kirurger skulle vaske hænder, tage rene kitler på, og sørge for sterile instrumenter og rene operationsstuer.

Og til forskel fra den miskendte Semmelweis havde Pasteur solide, videnskabelige argumenter – plus al den autoritet, hans internationale ry gav ham.

Pasteurs stædighed fik vidtrækkende følger, da den britiske kirurg Joseph Lister blev opmærksom på hans arbejde.

Illustration af kirurg Joseph Lister ved operationsbordet

Den britiske kirurg Joseph Lister tog Pasteurs hygiejnelære til sig og indførte en ny metode til desinfektion under operationer.

© Polfoto/Corbis

Kirurger havde på det tidspunkt lært at bedøve og kunne derfor udføre større operationer. Men selv når operationerne lykkedes perfekt, døde mindst halvdelen af patienterne af sårbetændelse.

Joseph Lister fandt på at forstøve en opløsning af desinficerende karbolsyre i operationsstuen, hvilket fik dødeligheden til at falde dramatisk.

Efterhånden begyndte selv franske læger at gøre, som Pasteur foreslog.

Louis Pasteur skaber første vaccine mod miltbrand

Louis Pasteur udviklede også verdens første vaccine mod miltbrand.

© Shutterstock

Efter sit slagtilfælde kunne Louis Pasteur ikke længere undervise. Den franske stat anerkendte dog hans indsats ved at bevilge ham en fast årsløn, så han kunne forske, og Pasteur brugte efterhånden al sin energi på at studere sygdomme og deres årsager.

Den smitsomme kvægsygdom miltbrand var i 1877 udbredt blandt besætninger i store dele af Frankrig.

Pasteur konstaterede, at nogle dyr blev hårdere angrebet end andre; han injicerede to køer med en kraftig dosis miltbrand-bakterier og ventede, at de begge ville dø.

Til hans overraskelse forblev de begge fuldstændig raske. Det viste sig, at begge dyr allerede havde haft sygdommen.

Var det derfor, de ikke blev syge igen? Mon andre dyr kunne beskyttes, hvis de fik en dosis svækket miltbrand, som fremkaldte et mildt angreb, funderede han.

Efter mange forsøg lykkedes det Pasteur at frembringe en svækket stamme af miltbrand, som han kunne indsprøjte i køer og får.

Da de senere blev sat sammen med meget syge dyr, forblev forsøgsdyrene raske – de var blevet immune over for miltbrand!

Vaccinen mod rabies

Pasteurs forsøg med vaccine fik andre forskere til at kontakte ham.

En dag fik han besøg af en læge, som bad ham forsøge at finde en kur mod rabies – en i befolkningen meget frygtet sygdom, som i 100 procent af tilfældene havde dødelig udgang.

Pasteur vidste, at rabies påvirker hjernen. Han antog, at der kunne være tale om et bakterieangreb.

En hund med hundegalskab skal ingen nærme sig – og slet ikke pirke til med en kæp, som 9-årige Joseph Meister gjorde en julidag i 1885.

Den gale hund gik til angreb, og drengen blev skambidt. Hans mor vidste, at han sandsynligvis var blevet smittet med rabies – og dermed dømt til en frygtelig død.

Den fortvivlede mor øjnede dog trods alt et lille håb: Rygtet om den berømte kemiker Louis Pasteurs forsøg med vaccine var nemlig også nået til Meister- familiens lille landsby i Alsace.

Madame Meister drog med sin maltrakterede søn til byen Arbois, hvor Pasteur havde sit laboratorium, og tryglede ham om at redde drengen.

Louis Pasteur i fransk tid

Fransk presse skildrede Pasteur som frelsende engel, da han fandt vaccinen mod rabies.

© Scanpix

Rabies kræver stadig over 40.000 liv om året

Hund med rabies gør mennesker bange

I forrige århundrede skabte gale hunde jævnligt panik i Europas storbyer.

© Scanpix

Louis Pasteurs vaccine kan redde alle – men kun hvis den gives i tide. Rabies i udbrud er selv i dag den visse død.

For godt 125 år siden kunne en enkelt løs hund med aggressiv adfærd rydde en travl forretningsgade på et øjeblik.

Folk flygtede i panisk rædsel for at blive smittet med rabies – hundegalskab. Rabies er en virussygdom, som angriber hjernen.

Syge dyr bliver aggressive og dør til sidst. Hverken for dyr eller mennesker er der nogen redning, hvis sygdommen først er brudt ud.

Rabies har simpelthen dødelig udgang i 100 % af tilfældene. De syge får kramper, når de forsøger at drikke, og svækkes gradvist, til de glider ind i bevidstløsheden.

Takket være Pasteur kan rabies nu forebygges med vaccination. Og selv hvis et dyr eller et menneske er blevet bidt og smittet, kan vaccinen effektivt forhindre sygdommen i at udvikle sig – bare den gives i tide.

I Norden er rabies sjælden, men i det meste af verden findes sygdommen stadig hos vilde dyr. Og hos mennesker.

Rabies er langtfra så sjælden en sygdom, som mange nordeuropæere forestiller sig.

Hvert eneste år koster den et sted mellem 40.000 og 70.000 menneskeliv. En meget stor del af dødsfaldene sker i Indiens slumkvarterer, hvor folk bliver bidt af gale hunde.

Derfor indledte Pasteur og hans assistenter nogle forsøg, hvor de injicerede hjernemasse fra hunde, som var døde af rabies, ind i raske hunde.

De blev også syge og døde – men trods timers stirren i mikroskopet var det umuligt for den undrende Pasteur at finde en bakterie, der kunne sammenkædes med sygdommen.

Det havde sine naturlige årsager, for der var slet ikke tale om en bakterie, men derimod om en virus, som mikroskoperne var for svage til at afsløre.

Alligevel fik Pasteur udtænkt en metode til at bekæmpe den usynlige sygdomsforvolder: I flasker med steriliseret luft tørrede han væv fra syge dyr.

Udtørringen skulle svække mikroorganismen. Det tørrede væv blev injiceret i raske hunde og kaniner. De blev ikke syge – heller ikke, da de efter nogen tid fik et skud ren, usvækket rabies.

Vaccinen var fundet!

Nye råb om hjælp

Pasteur var endnu ikke klar til at afprøve sin vaccine på mennesker – det var for risikabelt.

Alligevel fik en læge overtalt ham til at prøve at hjælpe en pige, som var indlagt med rabies. Vaccinationen var hendes eneste chance. Modstræbende satte Pasteur nålen i hende.

Pigen klarede den ikke, og selv om Pasteur var stærkt berørt af hendes død, overvandt han sig til at udtage væv fra hendes hjerne og injicere det i kaniner.

Forsøgsdyrene døde hurtigt. Det fik Pasteur til at antage, at pigens sygdom simpelthen havde været for fremskreden, til at hun kunne reddes.

Det var, mens Pasteur tumlede med disse overvejelser, at madame Meister en sommerdag i 1885 opsøgte ham med sin søn Joseph og bad ham om hjælp.

Instrumenter fra Louis Pasteurs laboratorium

Louis Pasteurs centrifuger, kolber og andre instrumenter er omhyggeligt bevaret for eftertiden.

© Scanpix & Polfoto

Pasteur indvilgede: Josephs hundebid var så friske, at han endnu ikke havde fået symptomer.

Over de næste ti dage gav Pasteur drengen 13 injektioner med rabies-virus af stigende styrke.

Den sidste injektion var så kraftig, at den ville slå en forsøgshund ihjel på få dage. Pasteur tilbragte en søvnløs nat: Ville Joseph overleve eller dø?

Drengen forblev sund og rask, og snart blev Pasteurs laboratorium bestormet af rabies-smittede fra hele verden, som ville i behandling.

Laboratorium på Pasteurinstituttet

Joseph Meister var et omvandrende ikon på Pasteurinstituttet.

© Wellcome Images

Louis Pasteur løb en stor risiko

Som kemiker var Pasteur ikke autoriseret til at yde lægelig behandling.

Han begik rent faktisk en strafbar handling, da han vaccinerede den 9-årige Joseph Meister med en dosis moderat svækket rabies, som kunne have slået en forsøgshund ihjel.

Pasteur løb risikoen, fordi han vurderede, at det var drengens eneste chance. Og eftersom det gik godt, stillede ingen kritiske spørgsmål bagefter: Drengen var reddet, og Louis Pasteur blev en af videnskabens helt store helte.

Joseph Meister blev som voksen ansat som portner på Pasteurinstituttet. Han varetog jobbet i det meste af sin levetid.

Men da tyskerne erobrede Paris i sommeren 1940, skød han sig, 64 år gammel, med sin tjenestepistol fra 1. verdenskrig.

Ifølge legenden tog Joseph Meister sit eget liv i fortvivlelse over ikke at kunne forhindre tyske soldater i at trænge ind i Pasteurinstituttets krypt, hvor hans redningsmand havde sit sidste hvilested.

Pasteur kaster sig over forskning i pesten

I marts 1886 havde Pasteur behandlet 350 og kun mistet én eneste patient. Ved udgangen af 1886 havde rabies-vaccinen reddet over 2500 mennesker.

Da Louis Pasteur i 1892 fyldte 70 år, valfartede gæster fra hele verden til Sorbonne-universitetet i Paris, hvor lovprisninger og hædersmedaljer regnede ned over ham.

Forinden havde Pasteur haft endnu et slagtilfælde og måtte derfor have sin søn til at læse takketalen op.

Efter festen arbejdede fødselaren videre ved Pasteur-instituttet, som var åbnet i 1888. Instituttets forskere nåede i 1894 så vidt, at en vaccine mod difteri kunne sættes i produktion.

Året efter kastede Louis Pasteur sig over forskning i pestbakterien, men blev standset af endnu et slagtilfælde, som kostede ham livet.

Forskeren fik en statsbegravelse i Notre Dame-kirken, men blev senere genbegravet i en krypt i Pasteur-instituttet, som stadig er et af verdens vigtigste centre for mikrobiologisk forskning og produktion af vaccine.

Citater af Louis Pasteur

Louis Pasteurs videnskabelige arbejde er ofte blevet citeret af andre forskere, men derudover havde den geniale naturvidenskabsmand også for vane at strø om sig med gode citater om alt fra alkohol til gud.

  • ”Vin er den sundeste og mest hygiejniske drik der findes”.

  • ”En smule videnskab bringer dig fjernere fra Gud. Men meget videnskab bringer dig nærmere Ham”.

  • ”Når det kommer til observationer, smile lykkens gudinde til den velforberedte hjerne”.

  • ”En falske vin indeholder mere filosofi end alle verdens bøger”.

  • ”Videnskaben kender ikke til landegrænser, fordi viden tilhører menneskeheden og er det lys der oplyser verden”.

Problemknuseren

Pasteur betragter trepanering af bedøvet kanin

Louis Pasteur betragter kollegas trepanering af bedøvet kanin i forbindelse med arbejdet på at finde en vaccine mod rabies.

© Look and Learn

Der var altid et praktisk formål med Louis Pasteurs forskning. Den var som regel altid svar og løsning på konkrete alvorlige problemer, som hans samtid kæmpede med.

Pasteurs koleravaccine

I 1877 kastede Louis Pasteur sig over sin første vaccineudvikling inspireret koppevaccinen, der var blevet opfundet godt 100 år tidligere.

Pasteur valgte at fokusere på den såkaldte Hønsekolera (Pasteurella multocida), der hærgede Europas hønsebestand.

I 1879 lykkedes det Pasteur at udvikle en immuniseringsproces, ved at pode raske kyllinger med en ufarlig version af bakterien.

Pasteurs miltbrandvaccine

Efter succesen med koleravaccinen kastede Pasteur sig i 1879 over endnu en sygdom, der plagede de Europæiske husdyrhold – Miltbrand.

Med finansiering fra landmænd fik Pasteur udviklet en ufarlig version af miltbrandbakterien, som han i 1881 podede 70 får med.

De udviklede efterfølgende immunitet over for den egentlige sygdom.

Pasteurs rabiesvaccine

I 1882 gik Pasteur i gang med at udvikle en ny vaccine. Denne gang mod rabies (hundegalskab), der også var farlig for mennesker.

Mens Pasteurs tidligere vacciner havde anvendt en ufarlig, mens aktiv agent fra hhv. miltbrand- og kolerabakterien i sine doser, var hans nye rabiesvaccine baseret på en inaktiv rabiesvirus.

  1. juli 1885 foretog Pasteur sin første vaccination med den nye rabiesvaccine på en 9-årig dreng, der var blevet bidt af en rabiesinficeret hund.

Vaccinen reddede drengen og blev efterfølgende en bragende succes på verdensplan, der med ét gjorde Pasteur berømt.

Pasteurisering

Allerede inden sine forsøg med vacciner havde Pasteur lagt navn til sin egen opfindelse i 1862. Pasteuriseringen.

En metode til at forbedre fødevarer holdbarhed ved opvarmning der dræber de bakterier, der ellers ville fordærve maden.

Metoden kan gøres ved høj temperatur 90 grader celsius i 5 sekunder eller ved lav temperatur 87 grader celsius i 15 sekunder.

Mens begge metoder bevarer madens næringsindhold har pasteurisering ved høj temperatur tendens til at ændre smagen.