Louis Pasteur reddede verden fra hundegalskab
Angsten for rabies sidder dybt i os alle. Den uhelbredelige sygdom har været menneskets følgesvend siden oldtiden. Først i 1800-tallet gav en fransk kemiker håb for alle, der bliver bidt af en gal hund.
Louis Pasteur var usikker på, om hans kur mod hundegalskab ville virke. Slog behandlingen fejl, ventede døden på den ni-årige Joseph Meister.
.
Om morgenen den 4. juli 1885 forlader ni-årige Joseph Meister hjemmet, som han plejer. Glad følger han den svungne vej, som fører til skolen i Maisonsgoutte i den østfranske Alsace-region. Men på et øjeblik er alt forandret.
En rasende hund med fråde om munden vælter ham omkuld.
Igen og igen snapper hunden efter Joseph, som desperat forsøger at skærme sit ansigt med hænderne. Til alt held har en murer set overfaldet. Han kommer løbende og slår ud efter hunden med en jernstang, og omsider slipper dyret sit tag i drengen.
Blødende og rædselsslagen løber Joseph hjem til sin mor, Marie Angelique. Hun frygter det værste og bringer omgående drengen med til den lokale læge. Med brintoverilte desinficerer han de i alt 14 sår på Josephs hænder og ben. Men både lægen og Josephs mor ved, at behandlingen ikke kan stoppe den skæbne, som venter drengen.
Hunden led uden tvivl af hundegalskab (rabies), en sygdom, som medfører ubeskrivelige pinsler – kramper, feber, angst for vand og tiltagende vanvid – inden døden efter flere dages lidelse udfrier offeret.
Kun én mand kan, måske, redde Joseph fra den dødelige smitte, betror lægen Marie Angelique. Joseph skal omgående med toget til Paris for at opsøge den verdensberømte kemiker Louis Pasteur.
En sygdom, som medfører ubeskrivelige pinsler – kramper, feber, angst for vand og tiltagende vanvid – inden døden.
Vaccinens gåde blev knækket
Kemikeren Louis Pasteur slog sit navn fast i videnskabelige kredse, da han i 1862 opdagede, at en flaske vin kan holde sig langt bedre, hvis den opvarmes til 60 grader.
Princippet bag processen, som fik navnet pasteurisering, giver ikke alene fødevarerne en længere holdbarhed – den dræber også sygdomsfremkaldende og potentielt dødbringende bakterier som listeria og salmonella i fx mælk.
I årene efter kastede Pasteur sig over udvikling af vacciner. Lægekyndige havde i århundreder vidst, at en overstået infektionssygdom beskyttede mod ny infektion. Fænomenet blev for alvor kendt, da den engelske læge Edward Jenner i 1796 gennemførte en såkaldt koppeinokulation:
Han inficerede en patient med de milde kokopper, så patienten efterfølgende blev immun overfor rigtige kopper.
Hundegalskab medførte en grusom død. Ved den mindste mistanke er aggressive hunde derfor siden oldtiden blevet slået ned.
Smittede blev stemplet som varulve
Rabiesramte var et uhyggeligt syn i middelalderen. Ofrenes forvandling gav anledning til myterne om varulve – mænd, som ved fuldmåne blev til blodtørstige ulvemennesker.
Hundegalskabens symptomer skræmte i middelalderen alle fra vid og sans. Fra den ene dag til den anden forandrede sygdommen en hyrde- eller vagthund fra trofast følgesvend til et uhyre med fråde om munden. Og hvis hunden bed et menneske, gennemgik ofret samme uhyggelige forvandling.
I middelalderen kendte ingen til virus eller centralnervesystemets opbygning, og derfor antog menneskene, at sygdommen måtte have forbindelse til det overnaturlige.
Historikere mener, at rabies gav inspiration til folketroens varulve – forestillinger om mennesker, som ved fuldmåne bliver forvandlet til skrækindjagende rovdyr og overfalder mennesker og dyr.
Fænomenet var allerede kendt i antikken; fx fortæller den græske historiker Herodot, at der på Balkan levede et folk, hvor alle mænd én gang om året forvandledes til ulve. De islandske sagaer beretter om en viking, Kveld-Ulv, som om natten antog ulveskikkelse og vandrede ud i mørket.
Rabies-angsten nåede sit højdepunkt i middelalderen, hvor kirke og myndigheder indledte en sand klapjagt på ulvemenneskene. Tusinder blev i årene 1400-1600 anklaget og dømt for at være varulve.
Pasteur arbejdede på at skabe en vaccine, som kunne gøre kyllinger immune over for kolera. Han forsøgte at opnå immuniteten ved at lade kyllinge-bouillon med smitte fra syge kyllinger sprøjte ind i raske kyllinger.
Til Pasteurs store glæde forblev dyrene raske på trods af indgrebet – og de viste sig tilmed at være immune over for senere indsprøjtninger med kolerabakterier.
Pasteur konkluderede, at hemmeligheden bag immunitet bestod i at udsætte kroppen for svækkede bakterier. Opmuntret besluttede han at prøve kræfter med tidens mest frygtede sydgom – hundegalskab.
Rabies skræmte franskmændene
Hundegalskab havde været kendt siden oldtiden, men aldrig var frygten for smitte større end i 1800-tallets Frankrig. Folk lod sig ikke berolige af, at andre smitsomme sygdomme som difteri og tyfus kostede langt flere dødsfald end de 25 franskmænd, der årligt døde af rabies.
Det var sygdommens uhyggelige forløb, der gjorde, at angsten aldrig slap sit tag. Den smittede blev martret af de frygteligste pinsler. Helbredelse var umulig – og værst af alt var, at den syge var ved fuld bevidsthed, mens han eller hun ventede på den sikre død.
“Med forstanden intakt så han sig selv dø”, noterede den franske læge G.E. Fredet om en af sine patienter.
Industrialiseringen op gennem 1800-tallet betød, at folk flyttede fra landet til byerne – og dermed steg også antallet af kæledyr.
Skødehunde, der tidligere havde været forbeholdt overklassen, vandt nu indpas i den hastigt voksende middelklasse. Historikere anslår, at Paris’ millionbefolkning i 1840’erne ejede omkring 100.000 hunde.
Sorgen og fortvivlelsen, når familiens elskede kæledyr forvandlede sig til et frådende uhyre, blev kun overgået af frygten for selv at få sygdommen.
Og ingen kunne vide sig sikker i omgangen med en familiehund, for i sygdommens tidlige stadier ville den “udvise overdreven tilknytning og kærlighed mod enhver, som nærmer sig den”, advarede G.E. Fredet.
En hane på skulderen kunne forudsige offerets skæbne. Hvis den galede, ventede døden.
Kuren bød på høns og glohede søm
Læger har siden antikken forsøgt at kurere rabies med alt fra totter af pels til glødende jern. Desværre uden nogen succes.
Rabies har været kendt siden 2000 f.Kr. – og lige siden har lægekyndige forsøgt at kurere sygdommen. I antikken mente man, at en hane kunne opdage rabies. Hvis den galede, når den stod på patientens skulder, var han syg. Herefter prøvede lægen at kurere patienten ved at lægge en tot pels fra den angribende hunds hale på såret.
Den inficerede kunne også slippe af med sin rabies ved at spise leveren fra en druknet hundehvalp af samme køn, som den syge hund, eller ved at spise hjernen fra en hane, beretter den romerske historiker Plinius den Ældre.
I middelalderen pressede præsterne glødende jern, kaldet “Sankt Hubertus' nøgle”, mod bidsåret. Metoden tilskrives biskop Hubertus, der i 700-tallet var biskop i den belgiske by Liège og blev rabiesofrenes skytshelgen.
Præsterne forsøgte også at forhindre rabies i at komme i udbrud ved at skære en flænge i panden på den smittede. I flængen efterlod de en tråd fra Hubertus' bispekåbe. Efter ni dage med en sort bandage rundt om hovedet var den syge kureret, hed det sig.
Både glødende søm og pandeoperationen blev anvendt frem til 1900-tallet.
Eftersom ethvert nap eller hengivent slik kunne være dødbringende, førte frygten til massehenrettelser af fortrinsvis herreløse hunde. Hundene blev skudt eller døde af gift, som politiet lagde ud i Paris’ gader.
I 1879 måtte hele 9.479 af hovedstadens hunde lade livet i de såkaldte hundemassakrer, viser bystyrets annaler.
Pasteur havde endnu en god grund til at vælge netop rabies som mål for sin vaccineforskning: Bakteriologien var stadig en ny videnskab, og mange stod skeptiske over for Pasteurs påstand om, at mikroorganismerne ikke alene kunne give sygdomme, men også forebygge lidelserne.
“Han mente, at en løsning på problemet med rabies ville være en velsignelse for menneskeheden og en stor triumf for hans doktrin”, skrev Pasteurs trofaste assistent, Émile Roux, senere.
Laboratoriejob var dødsensfarligt
Vaccinen fremstillede Pasteur af rygmarven fra kaniner inficeret med rabies. Ved at udtørre den inficerede marv i kortere eller længere tidsrum forsøgte Pasteur at regulere smittens styrke.
Pasteur eksperimenterede også med at udtage sekret fra mundhulen på levende, inficerede hunde leveret til laboratoriet fra bl.a. den nationale veterinærskole i Maison-Alfort.
“Hunden var ved at blive kvalt i sit eget raseri, da de bandt den til et bord. Dens øjne var blodskudte og musklerne spændt i kramper”. Pasteurs svigersøn René Vallery-Radot om eksperimenterne med rabies.
Måned efter måned sled Pasteur og hans hjælpere med det farlige arbejde, der krævede nærkontakt med dyrene:
“Hunden var ved at blive kvalt i sit eget raseri, da de bandt den til et bord. Dens øjne var blodskudte og musklerne spændt i kramper. Monsieur Pasteur bøjede sig ind over den, og mens der kun var en fingers bredde mellem ham og hundens skummende hoved, udtog han gennem et tyndt rør en prøve af dens savl”, berettede Pastuers svigersøn René Vallery-Radot.
I modsætning til tidligere forsøg var Pasteur afskåret fra at vurdere vaccinens styrke ved at betragte den i sit mikroskop. Rabies skyldes nemlig ikke bakterier, men en virus – en dengang ukendt mikroorganisme.
Virussen er 10 mio. gange mindre end en bakterie og var derfor usynlig i datidens mikroskoper. Pasteurs eneste mulighed var derfor at prøve sig frem ved at påføre forsøgshunde stadig friskere – og stærkere – rabies-kulturer. I 1885 var han tilfreds.
Virussen gemmer sig bl.a. i de store mængder savl – et af symptomerne på rabies.
Døden er uundgåelig
Smertefulde kramper, ulidelig tørst og hallucinationer. Patienter, som er smittet med rabiesvirus, gennemlever de frygteligste kvaler. Endnu i dag kender lægerne ingen kur, når sygdommen bryder ud.
Nu udviklede forsøgshundene ikke bare immunitet over for rabies. De kunne også modstå smitten fra sygdommen, selvom de allerede var blevet bidt – blot de fik indsprøjtningen hurtigt nok.
“Jeg har endnu ikke vovet at behandle mennesker, som er blevet bidt af hunde inficeret med rabies, men den tid kommer snart, og jeg er tilbøjelig til at begynde med mig selv”, skrev Pasteur den 28. marts 1885.
“Jeg er nemlig begyndt at føle mig ret sikker på mine resultater”, tilføjede kemikeren.
Institut skulle bekæmpe rabies
Pasteur nåede ikke at afprøve vaccinen på sig selv, for få måneder senere, den 6. juli 1885, bankede Joseph Meister og hans mor på døren til laboratoriet i Rue d’Ulm i Paris.
Bag dem lå 48 timers strabadserende togtur – foran dem en ukendt skæbne. Pasteur skred straks til handling.
Kl. 20 den 6. juli 1885 indsprøjtede han en svag udgave af rabiessmitten i en hudfold i drengens mave. Vaccinen indeholdt rygmarv fra en kanin, som var død af rabies et par uger før.
De følgende dage fik Joseph Meister indsprøjtninger med stadig stærkere doser af smitten, og til sidst gav lægen ham en indsprøjtning med frisk og derfor meget smittefarlig virus.
Indsprøjtningen ville have gjort enhver ubehandlet rask person syg på stedet. Men Joseph Meister overlevede uden at udvikle et eneste symptom.
“Hydrophobia, (Rabies, red.) denne frygtede sygdom, imod hvilken alle midler hidtil har slået fejl, har endelig fundet en kur”, erklærede lægen Alfred Vulpian, da Pasteur få måneder senere fremlagde sine studier for det franske videnskabsakademi.
I 1887 grundlagde Pasteur et institut, som fortsat arbejder med udvikling og distribution af vacciner. Rabies kan stadig ikke kureres, når sygdommen er i udbrud, men instituttet har gjort arbejdet så godt, at sygdommen i dag er næsten udryddet i den vestlige verden.
Blandt de ansatte, som bidrog til succesen, var Joseph Meister. Han arbejdede som pedel på instituttet indtil sin død i 1940.