Mumier gjorde egypterne til oldtidens bedste læger
Brandsår, smerter i maven eller en brækket arm. Lægerne i faraoernes Egypten kunne kurere næsten alle lidelser, og deres ry kendte ingen grænser. Bag egypternes succes stod mumier og skriftsprog – og magi.

De egyptiske læger var sande mestre i naturmedicin og havde midler mod næsten enhver lidelse.
“Et griseøje, antimon, rød okker og lidt honning blandes sammen, males fint og hældes i øret på manden, så han straks bliver helbredt”.
Sådan lyder opskriften på et middel mod blindhed fra faraonernes Egypten. For moderne læger kan den ca. 3500 år gamle medicin lyde pudsig, men ikke desto mindre var de egyptiske læger oldtidens mest velrenommerede.
Faktisk var deres kundskaber så berømte, at naborigernes konger ofte sendte bud efter dem, når de selv eller deres nærmeste blev syge.
Bl.a. fortæller den græske historiker Herodot, som besøgte Egypten i 400-tallet f.Kr., at perserkongen Kyros bad den egyptiske farao Amasis om at sende sin bedste øjenlæge.
Og endnu tidligere, ca. 700 f.Kr., omtaler den græske digter Homer Egypten som stedet, “hvor den frugtbare jord er rigest på kraftige planter, talrige lægedomsurter og masser af giftige vækster”, og hvor “alle har langt større kundskab i medicin end folk andre steder”.
De døde reddede de levende
Egyptiske lægers forspring til konkurrenterne skyldtes ikke mindst egypternes tradition med at mumificere deres døde.
I andre af datidens kulturer var opskæring af lig tabu, og de afdøde blev enten begravet eller brændt. Egypterne derimod åbnede nidkært de dødes kroppe for at fjerne organerne og balsamere ligene.
Den krævende proces gav egypterne en enestående viden om den menneskelige anatomi – hvilket efterfølgende kom faraonernes levende undersåtter til gode, når lægerne brugte deres erfaringer med menneskekroppen til at diagnosticere og helbrede.
Under balsameringen stiftede egypterne kendskab med alle kroppens dele. Hjernen blev fjernet ved at indføre en lang krog gennem et næsebor og bryde en tynd knoglevæg for at trække hjernemassen ud.
Denne teknik forudsætter et godt kendskab til kraniets anatomi: Moderne neurokirurger benytter samme adgangsvej, når de skal lave kikkertoperationer i hjernen.
Tarme og de indre organer – bortset fra hjertet, hvor egypterne mente, at den afdødes sjæl sad – blev udtaget gennem et lille snit i lysken, sorteret og anbragt i krukker.
Balsamørerne har utvivlsomt haft et godt kendskab til, hvor i bug- og brysthulen de forskellige organer sad – og formentlig også, hvad deres funktion var.
Af den berømte Smith-papyrus fra ca. 1600-tallet f.Kr. fremgår, at de egyptiske læger også kendte til menneskets puls og vidste, at pulsslagene afhang af hjertet.
Men blodets kredsløb var dog ukendt for dem – det omtales i hvert fald ikke i de egyptiske kilder, og de medicinske skrifter skelner ikke mellem blodårer, sener og nerver.