Werner Ustorf/Alissa Eckert, Dan Higgins, MAM
neandertaler, gener, COVID-19

Neandertal-gen gjorde italienere sårbare for COVID-19

Den massive overdødelighed af COVID-19 i den italienske provins Bergamo chokerede verden. Forskerne har nu fundet forklaringen på tragedien og årsagen ligger 50.000 år tilbage i tiden.

Hele verden så til i rædsel, da kolonner af militærlastbiler i marts 2020 rullede gennem den italienske by Bergamos gader, tungt lastet med kister.

Lastbilerne var på vej til krematorier, som kunne tage sig af nogle af de tusinder af ofre for sygdommen COVID-19, som en måned tidligere ramte Italien.

Mange så det dommedagsagtige syn som en forsmag på, hvad der ventede resten af verden. Men så galt gik det ikke. Nu ved forskerne, hvorfor ofrene blev så hårdt ramt i den norditalienske by.

Og galt gik det i Bergamo. Omkring 6000 af borgerne i provinsen af samme navn mistede livet som følge af smitte med COVID-19. I marts 2020 var overdødeligheden på 571 pct.

Lighuse og krematorier var så fyldte, at de døde måtte køres bort, 70 kister ad gangen, i konvojer af militærlastbiler.

Fortidsgener fordobler risikoen

For at finde årsagen til tragedien, har forskere fra Mario Negri Instituttet i Milano analyseret data fra 9773 indbyggere i området med det formål at afdække sammenhængen mellem gener og risikoen for et alvorligt covid-forløb.

Undersøgelsens resultat viser, at overdødeligheden skyldes tre nedarvede neandertal-gener på kromosom 3 i Bergamo-beboernes arvemasse.

Neandertaler, genom Max Planck Institute

Analyser af neandertaler-gener har tidligere afsløret en forbindelse med forhøjet risiko for diabetes, leversygdomme og Chrohns sygdom, en kronisk betændelsestilstand i mave-tarmkanalen.

© Max Planck Institute for Evolutionary Anthropology

Generne fordobler bærerens risiko for at udvikle lungebetændelse i forbindelse med sygdommen.

Smittede bærere har tre gange så stor risiko for at få brug for intensiv behandling og en endnu højere risiko for at ende i respirator, viser analysen.

Lederen af instituttet bag undersøgelsen, Giuseppe Remuzzi vurderer, at omkring en mio. mennesker har er i risikogruppen.

“Omkring en mio. bærer neandertal-genet på verdensplan. Muligvis er det de mennesker, som uden at være i andre risikogrupper, dør af sygdommen”, sagde Remuzzi ved en pressekonference.