Da Thomas Edison i 1881 præsenterede sit elektriske forsyningssystem, kammede verden over af begejstring over det nye vidundermiddel. Elektricitet kunne tilsyneladende bruges til alt – også i lægevidenskaben.
Psykiatere behandlede hysteriske kvinder ved at gnide deres kønsdele med elvibratorer. Og elektriske bælter skulle give mænd potensen tilbage ved at sende “beroligende vekselstrøm” gennem de ædlere dele.
I 1902 beskrev reklameteksten for et af de elektriske bælter med stor entusiasme, hvordan apparatet kunne kurere “svaghed, sygdom eller svækkelse af kønsorganerne, hvad end årsagen måtte være”.
Et pust med nervegiften DDT, og så er den lille pige afluset.
Selvom de fleste apparater var det rene fup, var de nogenlunde harmløse.
Det samme kan desvære ikke siges om andre af de videnskabelige landvindinger, som lægevidenskaben begejstret tog i brug i kampen mod alverdens utøj: Da forsøg i 1939 viste, at nervegiften DDT effektivt dræber myg og lus, blev DDT-pulver flittigt sprøjtet på alle – fra små børn til befriede kz-fanger.
Og da en schweizisk kemiker opdagede det euforiserende stof LSD, ordinerede læger og psykiatere i bedste mening syretrip som kur mod både alkoholisme, kriminel adfærd og skizofreni.
Polioramte endte i en jernkiste
Når lægerne manglede de rette medikamenter, søgte de hjælp hos opfindere og ingeniører, hvilket bl.a. gjorde sig gældende i kampen mod polio. Hver gang en polioepidemi fejede ind over landene, stod eksperterne magtesløse.
I 1916 tog sygdommen 6.000 menneskeliv og efterlod omkring 27.000 lammede alene i USA. Polio angreb oftest børn og lammede deres centralnervesystem, så de døde af iltmangel, når lungemuskulaturen blev sat ud af kraft.
Da den amerikanske ingeniør Philip Drinker i 1927 skabte verdens første helkropsrespirator, tog lægerne derfor straks imod apparatet. En otteårig pige blev i 1928 som den første installeret i respiratoren.
Pigens lammelser havde fået lungerne til at sætte ud, og hun var bevidstløs, da børnelægerne besluttede at afprøve maskinen på hende. I løbet af få sekunder begyndte hun at trække vejret og vendte tilbage til bevidsthed.
Patienterne sammenlignede jernlungen med en kiste.
Polioramte lå fanget i jernlunge i årevis
Et liv i en metalkiste – det var prisen, poliopatienter måtte betale for at overleve den frygtede sygdom, som lammede centralnervesystemet. Den enorme maskine hjalp de syge med at trække vejret.
Indtil en vaccine blev udviklet i 1955, stod lægerne magtesløse over for polio. Sygdommen lammer åndedrætsmusklerne i mave og bryst. De hårdest ramte dør af iltmangel, mens andre får dødelig lungebetændelse, fordi de ikke kan synke mad og slim ordentligt, men i stedet suger det ned i lungerne.
Begejstringen var derfor stor, da ingeniøren Philip Drinker i 1927 præsenterede jernlungen – en respirator, som kunne holde de lammede patienter i live, selvom de ikke var i stand til at trække vejret selv. Jernlungen fungerede, ved at hele kroppen blev lukket inde i en metalkasse. Med skiftevis over- og undertryk tvang maskinen patienternes brystkasse op og ned, så de på den måde kunne trække vejret.
Patienterne lå fastlåst i årevis uden mulighed for at bevæge sig. Selvom polio lammer rygmarven og hjernestammen, kan patienterne stadig føle, se, lugte og høre. Derfor fik mange et spejl, så de kunne orientere sig om, hvad der foregik rundt om dem.
Snart blev apparatet brugt verden over. Maskinen kunne ikke helbrede polio, men den kunne hjælpe patienterne med at trække vejret og på den måde holde dem i live.
Helkropsrespiratoren fik hurtigt tilnavnet jernlungen, da patienterne blev låst fast i en stor metalkasse uden mulighed for at bevæge sig. Poliopatienterne lå lammede og hjælpeløse i årevis uden udsigt til helbredelse. Flere patienter var tilmed ramt af så svær lungebetændelse, at de bukkede under alligevel.
LSD skulle helbrede alkoholikere
Ud over elektriske apparater og maskiner er tvivlsomme former for medicin blevet udråbt til lægernes nye vidundermidler.
Fra 1898 begyndte det tyske medicinalfirma Bayer eksempelvis at sælge heroin som hostesaft. Stoffet blev bl.a. brugt til at behandle forkølede børn. Bayer markedsførte også heroin som et ikkevanedannende middel mod morfinafhængighed.
I 1910 havde unge amerikanere dog for længst lært at knuse heroinpillerne og inhalere dem for at opnå en rus, og pillerne blev taget af markedet.
Andre stoffer, som vi i dag kender fra forskellige former for narkotika, blev også oprindeligt udviklet som medicin.
Da den schweiziske kemiker Albert Hofmann i 1943 fik lidt lysergsyrediethylamid (LSD) på huden, oplevede han verdens første syretrip. Hofmann var overbevist om, at stoffet havde en gavnlig virkning på sindslidende, og sendte gratis LSD-prøver til læger og psykiatere verden over.
LSD blev i årene efter anvendt som medicin til skizofrene, kriminelle og alkoholikere. Lægerne mente, at LSD gav patienterne større selverkendelse ved at nedbryde deres hæmninger. I 1960’erne blev LSD erklæret for uegnet som medikament, da det kan fremme psykoser, og stoffet er nu officielt fjernet fra psykiatriens værktøjskasse.
Sovesyge-patienter blev behandlet med arsenik
Atoxyl
Medicinen Atoxyl gjorde patienterne blinde.
Tsetseflue
Afrikansk sovesyge overføres fra tsetsefluen.
Børn blev sprøjtet med nervegift
I samme årti, som Hofmann eksperimenterede med LSD, tog lægerne et lige så omstridt kemikalie til sig. Kemikeren Paul H. Müller opdagede ved dyreforsøg, at stoffet DDT angreb og overbelastede billers og insekters nervesystem.
Inden længe blev DDT anvendt til at bekæmpe malaria og tyfus ved at dræbe de myg og lus, som overfører sygdommene til mennesker. Nervegiften fik sit store gennembrud under 2. verdenskrig og gik sin sejrsgang i Stillehavet, hvor den amerikanske hær tidligere havde mistet flere mænd til malaria end til japanerne. Med lægernes velsignelse sprøjtede den amerikanske hær løs med det hvide DDT-pulver på befriede, luseramte kz-fanger i alle aldre.
Drengefostre danner ikke normale testikler, hvis moren bliver sprøjtet med DDT.
Efter krigen begyndte USA’s sundhedsmyndigheder at udrydde malaria i det sydlige USA. Tonsvis af DDT blev smurt på væggene i folks hjem, og både børn og voksne blev sprøjtet med pulveret. Effekten var til at få øje på: Fra 1946 til 1952 faldt de årlige én til seks millioner malariatilfælde i USA til blot to tilfælde. Og med WHO’s velsignelse blev DDT anvendt fra Europa til Asien. I 1948 modtog Paul H. Müller nobelprisen for sin forskning i DDT. Begrundelsen lød: “DDT er uden tvivl et middel, der allerede har bevaret liv og helbred for flere hundrede tusinder”.
Nervegiften har imidlertid en dødelig bagside. Undersøgelser fra bl.a. University of California viser, at DDT-behandlede kvinder har en fem gange forhøjet risiko for at udvikle brystkræft, mens drengefostre ikke danner normale testikler, hvis moren bliver sprøjtet med DDT under graviditeten. Den kontroversielle nervegift blev derfor forbudt i store dele af Vesten i 1980’erne, men anvendes stadig til malariabekæmpelse i visse ulande.
Sovepille ødelagde fostres udvikling
Kemi var også skurken i en af de største medicinalskandaler nogensinde. I 1957 lancerede det vesttyske medicinalfirma Grünenthal en pille mod nervøsitet og søvnløshed.
Contergan-pillen var ifølge Grünenthal så mild, at selv børn kunne spise den. Pilleæskerne blev langet over disken i hele Vesttyskland uden recept eller lægens rådgivning.
Da gravide opdagede, at Contergan tog morgenkvalmen, fik sovepillen for alvor succes. Under forskellige navne blev pillen solgt i 45 lande. Overalt var grundbestanddelen i pillen det kemiske stof thalidomid, som skulle vise sig at have fatale bivirkninger.
I Vesttyskland kom omkring 5.000 til 7.000 spædbørn til verden med manglende eller misdannede lemmer, og 40 pct. overlevede ikke deres første fødselsdag. I resten af verden blev 10-15.000 babyer født uden arme og ben af mødre, som havde taget thalidomid.
Den australske fødselslæge William McBride og den tyske børnelæge Widukind Lenz fik i 1961 som de første mistanke til thalidomid. Snart fandt lægerne ud af, at 50 pct. af mødrene med misdannede børn havde taget medicinen i graviditetens første trimester, og pillen blev fjernet fra markedet.
Tusindvis af børn blev født med misdannede arme og ben pga. en pille mod morgenkvalme.
Pille mod kvalme og søvnløshed førte til misdannede børn
I slutningen af 1950’erne blev et nyt lægemiddel hurtigt populært blandt gravide, da det mindskede morgenkvalmen.
Datidens læger stod uforstående, da vanskabte børn født af mødre, som havde indtaget pillerne, kom til verden. Sagkundskaben var overbevist om, at stoffet ikke kunne overføres fra moren til fosteret, og firmaet bag pillen afviste enhver kritik, da ingen forsøgsdyr var døde under testen af midlet.
Senere har forsøg vist, at thalidomid blokerer et bestemt proteins enzymaktivitet, som er nødvendig i udviklingen af fostre hos både dyr og mennesker.
Pillen blev fjernet fra markedet i 1961, efter at fødsels- og børnelæger havde trykket på alarmknapperne.
Synet smadret af radioaktive stråler
Lægernes medicinskab har foruden gift og kemikalier også rummet radioaktivitet.
Da tyske forskere i 1938 udførte den første kernespaltning, var lægerne ikke sene til at tage den nye opdagelse i brug. I 1940’erne blev radioaktive stråler brugt i bl.a. behandlingen af øjensygdomme.
Betastråler fra den radioaktive udgave af strontium, såkaldt strontium-90, blev skudt ind i øjnene på patienter, som led af alt fra øjenbetændelse til overfladisk hornhindebetændelse.
Behandlingen havde en succesrate på kun 50 pct., og bivirkningerne viste sig at være temmelig alvorlige: Patienten mistede ofte synet på det behandlede øje og udviklede i værste fald knoglekræft.