I det Herrens år 1349 lagde et skib med en skæbnesvanger last til i Bergen i Norge. Fartøjet kom fra England, og det viste sig at være fyldt med syge og døende sømænd.
Kort efter begyndte folk i Bergen og siden resten af Norge at dø i flæng af en frygtelig sygdom, der gav de smittede væskende bylder og medførte smertefuld død inden for få dage.
Norge var som det første land i Skandinavien blevet ramt af pesten, også kendt som den sorte død.
Den frygtindgydende sygdom, der oprindeligt var udsprunget fra et ukendt sted i Østen, havde på det tidspunkt hærget store dele af resten af Europa i lidt over et års tid.
Ifølge digteren Giovanni Boccaccio, der oplevede pestens indtog i Italien i 1347, var frygten for sygdommen og dens smitte så afgrundsdyb, at de syge blev overladt til sig selv uden hjælp fra deres nærmeste:
“Selv fædre og mødre anså ikke deres egne børn for værdige til deres pleje, som om de intet havde med dem at gøre“.
Da Norge to år senere blev ramt, spredte pest-epidemien sig i uhyggelig hast til Sverige og Danmark.
Angiveligt var det et norsk skib, der fyldt med døende sømænd strandede i Nordjylland, hvorfra smitten i løbet af få dage nåede videre ud i hele landet.
Blot et halvt år senere var omkring halvdelen af Norges befolkning omkommet og mindst 30-40 pct. af befolkningerne i Sverige og Danmark.
Alt i alt vurderes pesten at have kostet 25 mio. europæere livet og op imod 100-200 mio. liv på verdensplan.
En stadigt mindre verden
Den sorte død var ikke første gang, at verden havde oplevet en epidemi, som på kort tid sprang fra verdensdel til verdensdel og udslettede millioner af liv og dermed blev til en såkaldt pandemi.
I år 166 e.Kr. ramte den såkaldte antoninske pest Romerriget og dræbte op imod en tredjedel af imperiets 60-70 mio. indbyggere.
Epidemien, som sandsynligvis var virussygdommen kopper, havde ifølge forskerne formentligt sit arnested i Kina, hvorfra den spredte sig via silkevejens handelsfolk.
Fra de historiske kilder ved vi, at den romerske hær kom i kontakt med sygdommen under en belejring af byen Seleukia i nutidens Irak og derfra bragte den tilbage til Romerriget.
Epidemien ramte riget så dybt og ødelæggende, at nogle historikere mener, at den var medvirkende årsag til Romerrigets fald få århundreder senere.
Da epidemien brød ud, strakte Det romerske Imperium sig fra Nordafrika og Lilleasien og helt op til det nordlige England med vidtstrakte handelsveje og handelskontakter helt til Kina.
Men netop Romerrigets enorme størrelse, dets kæmpestore, sofistikerede byer og internationale handelsnet bevirkede, at epidemien kunne spredes så hurtigt.
Da den sorte død små 1.200 år senere ramte Europa, var det på lignende vis stadigt mere langstrakte handelsruter, som blev smittens motorveje.
I århundreder havde Europa været relativt isoleret, men i den sene middelalder havde italienske bystater i syd og bl.a. de magtfulde hansestæder i nord etableret langstrakte handelsruter baseret på søtransport i stadigt bedre skibe.
Den sorte død nåede først Italien med skib fra Lilleasien eller Mellemøsten og spredte sig derfra til Krim og videre ad søhandelsruterne ud i hele Europa.
Og der gik ikke lang tid, før den stadigt bedre skibsteknologi satte et helt nyt kontinent i brand.
Amerikas tragedie
Da Christoffer Columbus i 1492 nåede det kontinent, som kom til at hedde Amerika, bragte hans besætning og de mange efterfølgende spanske kolonisatorer uforvarende en katastrofe til kontinentets befolkninger.
Amerika havde i årtusinder været isoleret fra resten af verden, men nu var verden i form af europæerne kommet til dem. Og med med sig bragte de den gamle verdens sygdomme, som aldrig havde nået Amerika – før nu.
Europæerne, asiaterne og afrikanerne havde alle udviklet en vis immunitet over for sygdomme som mæslinger og kopper, men indianerne havde aldrig haft sygdommene og besad intet forsvar.
Sygdommene ramte den nye verden med ufattelig kraft.
På flertallet af de caribiske øer blev de oprindelige befolkninger fuldstændigt udryddet, mens forskere vurderer, at mellem 25 og 50 pct. af indianerne på selve kontinentet omkom som følge af de nye sygdomme.
Mexico havde sandsynligvis omkring 25 mio. indbyggere, da spanierne ankom. 50 år senere i 1548 var befolkningstallet faldet til blot 6,3 mio.
Selv om europæerne hjemme i Europa havde udviklet en vis immunitet over for mange sygdomme, betød det dog ikke, at de ikke også fortsat blev udsat for katastrofale epidemier.
Nordisk krig gav pesten medvind
Efter den sorte døds hærgen i 1300-tallet blev Europa igen og igen hærget af små og store pestudbrud.
Det sidste store pestudbrud i Norden brød ud i forbindelse med Den store nordiske krig (1700-1721), da Sverige kæmpede mod de fleste andre nordiske magter om kontrollen over Østersøområdet.
Krigen udkæmpedes bl.a. i nutidens Polen og Baltikum, men på samme tidspunkt hærgede pest, sandsynligvis med oprindelse i Centralasien, Middelhavsregionen. Herfra nåede pesten Polen og ramte Baltikum i 1709.
Det var derfor svenske tropper og krigsflygtninge fra Baltikum, der året efter bragte smitten til Sverige og Finland. Og herfra gik det stærkt.
I juni 1710 nåede pesten Stockholm, hvor tæt på halvdelen af byen ca. 55.000 indbyggere døde inden for det næste år.
Kort efter udbruddet i Stockholm spredte pesten sig til store dele af resten af Sverige samt Finland.
I september 1710 krydsede smitten sundet, hvor pesten brød ud i Helsingør og dræbte halvdelen af byens borgere.
Herfra spredte den sig snart efter til København, hvor den i 1711 kostede 23.000 af byens ca. 60.000 indbyggere livet.
Det blev det sidste store pestudbrud i Norden - men langtfra den sidste store epidemi.
Epidemierne fik et lift med toget
I 1889 brød en dødelig influenza-epidemi – populært kaldet “den russiske snue“ ud i Skt. Petersborg i Rusland, og blev på rekordtid spredt til resten af Nordeuropa og USA.
Årsagen var nye transportmidler som tog og dampskibe.
Mellem de europæiske storbyer sørgede 200.000 km jernbanespor for, at folk i hidtil uset hast kunne krydse landegrænserne, og på under seks dage kunne selv Atlanten krydses.
Influenzaen nåede sit højdepunkt i Skt. Peterborg omkring 1. december 1889 og toppede i USA blot to uger senere.
På få måneder havde influenzaen spredt sig til hele den nordlige halvkugle, og der stod klart, at nye transportmidler havde øget mobiliteten af mennesker – og dermed også af smitte.
I Norden blev især Sverige hårdt ramt med omkring 60 pct. af befolkningen smittet, men heldigvis kun omkring 7.000 døde, hvis man medtæller et nyt udbrud af influenzaen i 1891.
De globale pandemiers tidsalder
Langt dødeligere var den influenza, som ramte verden 30 år senere, umiddelbart efter 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Samme år brød en voldsom influenza-epidemi ud, kendt som “den spanske syge”.
Trods navnet stammede epidemien ikke fra Spanien, men havde sandsynligvis sin oprindelse i amerikanske militærlejre. Amerikanske tropper bragte sygdommen til Europas slagmarker, hvorfra millioner af hjemsendte soldater bragte smitten rundt til store dele af verden.
Alt i alt regner forskerne med, at influenza-epidemien kostede op imod 40-50 mio. menneskeliv.
Men hvor de fleste influenza-epidemier rammer ældre og svagelige hårdest, ramte den spanske syge først og fremmest unge voksne. Langt de fleste ramte var således i alderen 20-40 år.
En af forskernes teorier er, at de ældre generationer klarede sig bedre, fordi de havde været udsat for influenza-epidemien i 1889 og derfor havde udviklet stærke immunstoffer.
Det er bl.a. nærstudier af disse to influenza-epidemier, som kan blive afgørende brikker i bekæmpelsen og forståelsen af de moderne epidemier, som verden pga. den stadigt øgede mobilitet stadigt oftere står overfor.