Var nazisterne tæt på at udvikle en atombombe, spurgte London og Washington sig selv, da nazisterne i 1944 gik på jagt efter thorium i Frankrig. Churchill og Roosevelt kunne imidlertid være ganske rolige – Tyskland ville bare gerne fremstille mere tandpasta.
Radioaktiv tandpasta havde i 1944 årtier på bagen. Efter opdagelsen af røntgenstråler i 1895 og radioaktivt henfald året efter var videnskabsfolk i hele verden ekstatiske. Ligesom med opdagelsen af elektricitet kastede plattenslagere sig over at fremstille produkter, der lovede guld og grønne skove.
Pludselig kunne naive kunder købe alt fra creme til pulver og eliksirer med radioaktive stoffer i – og avisreklamerne garanterede sundhed, skønhed og et næsten evigt liv.
I Tyskland begyndte det berlinske firma Auergesellschaft i 1920’erne at fremstille tandpastaen Doramad, der indeholdt små mængder radioaktivt thorium. Stoffet ville ifølge selskabet give kridhvide tænder og sundt tandkød, så kunderne kunne beholde et stærkt bid hele livet.
Amerikaner tabte kæben
Med tiden viste det sig imidlertid, at indtagelse af radioaktive produkter var en dårlig idé. Et af de værste eksempler stammer fra USA.
Efter tre års brug af det smertestillende middel Radithor, der indeholdt radium, blev den amerikanske industribaronen Eben Byers alvorligt syg.
Først tabte han håret, så tænderne, og herefter mistede han hele kæben, før han til sidst døde i 1932.
Den slags historier havde dog svært ved at trænge igennem bombardementet af reklamer for radioaktive vidundermidler. For Auergesellschaft oversteg salget af tandpastaen op igennem 1930’erne alle forventninger, og det var derfor, tyskerne i 1944 satte sig for at stjæle thorium i Frankrig.
Begejstringen for radioaktive produkter forsvandt først efter atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945.