I 1814 blev Bethlehem Hospital ramt af en skandale, da det kom frem, at en af hospitalets patienter, James Norris, havde­ siddet lænket til en væg i 12 år.  

© Getty Images, London Metropolitan Archives & Shutterstock

Tæsk og tortur var hverdag på verdens første sindssygehospital

I 1377 tog Bethlehem i London som det første hospital i verden imod psykisk syge. Nøgne og i lænker blev patienterne i årevis spærret inde i små celler i galehuset, der med tiden udviklede sig til en folke-forlystelse – tusinder valfartede årligt til stedet for at more sig over de indsatte.

7. august 2019 af Stine Overbye

Fra den endeløse række af mørke celler på Bethlehem Hospital lød en ynkelig jamren og gråd. Nogle af de syge hamrede konstant hovedet mod væggen, og mens begejstrede tilskuere vandrede fra celle til celle, blev de vidner til et ubetaleligt freakshow, en udstilling af nøgne og kronragede mennesker, der var gået fra forstanden og lå i lænker på iskolde gulve som dyr i bur. 

Nogle af patienterne gengældte publikumsinteressen med et apatisk blik, andre fortrak ansigtet i en uhyggelig grimasse eller stak i et vredt råb. Og så var der dem, der krøb sammen i angst eller bare sov fra det hele, bedøvet af opium.

“Betænk de stakkels sindssyge, og læg din almisse i beholderen”, lød opfordringen på et skilt ved indgangen, hvor en bister portner overvågede, at ingen sneg sig forbi uden først at have spyttet en penny eller to i bøssen. Det var entrébilletten til en af de populæreste 1700-tals forlystelser i den engelske hovedstad, galehuset Bethlehem eller Bedlam, som det kaldtes i folkemunde.

I korridorerne falbød sælgere nødder, frugt og cheesecake, og i et inferno af raslende lænker, angstskrig og jubelråb viste plejerne de raskeste af patienterne frem. Med pinde prikkede tilskuerne til de syge, og kom der ingen reaktion, forsøgte de at tirre dem med eder og sjofle tilråb. 

Hist og her brød en af patienterne ud i sang eller reciterede et digt til gengæld for et glas gin og en klapsalve fra tilskuerne, der skålede i øl, mens latterbrølene rungede gennem bygningen.

Først i skumringstimen, når bygningskomplekset blev pakket ind i mørke, faldt roen over Bedlam. Imens de sidste gæster forlod hospitalet, og lyden af klaprende hove mod brosten døde hen, var patienterne atter overladt til deres kummerlige skæbne.

Bestyrer stjal fra de syge

Der, hvor Liverpool Street-togstationen ligger i dag, grundlagde kirken 1247 et beskedent kloster, St. Mary of Bethlehem. Som den religiøse tradition foreskrev, bød munkene på en bid brød og en seng til de hjemløse, fattige og syge. Fra 1377 begyndte klosteret i det små at tage imod mennesker, der “havde mistet forstanden og hukommelsen”.

Dermed blev Bethlehem verdens første psykiatriske hospital, selv om det snarere fremstod som en opbevaringsanstalt og et fængsel. Patienterne modtog ingen pleje eller behandling, men blev lænket til væggen i bittesmå aflukker med tremmer for vinduerne og halm på gulvet. 

Opførte de sig voldeligt eller truende, blev de straffet med pisk og iskolde­ bade. Og selv om slægtninge eller sognet betalte for opholdet, og lokale handlende donerede brød, ost, øl, kød og fisk til Bethlehem, faldt der ikke meget af til patienterne.

Hospitalets første bestyrer, Peter the Porter, betragtede almisserne som sine personlige ejendele, og havde de syge brug for drikkelse, mad eller brænde, måtte de købe det af Peter og til Peters priser. 

I maj 1403 blev Peter the Porter fyret, efter at det var kommet frem, at han havde stjålet en lang række effekter fra hospitalet, heriblandt 33 tæpper, 25 lagener, 5 stegepander, 8 tallerkener, 1 båre, 4 håndjern og 6 jernkæder. Ydermere blev Peter dømt for at have vanæret Bethlehem, idet han havde opmuntret til druk, spil og usømmelig adfærd.

Med sine mange forsømmelser, svigt og lovbrud skrev Peter the Porter sig ind i det, der siden skulle blive en sørgelig tradition for forbryderiske og uduelige hospitalsbestyrere på Bethlehem. 

I århundreder skulle forholdene forblive umenneskelige, og behandlingen af de sindslidende i bedste fald stærkt mangelfuld, i værste fald decideret barbarisk, set med nutidens øjne.

I 1700-tallet blev galehuset Bethlehem et yndet udflugtsmål for Londons borgere. Her fremviste plejerne mod betaling hospitalets ulykkelige skæbner.  

© Polfoto/Ullstein

Sindssyge blev behandlet med tæsk

Selv om enkelte læger havde beskæftiget sig med sindslidelser siden den græske oldtid, og selv om man altid havde kendt til psykiske forstyrrelser, opstod psykiatrien som lægelig disciplin først i slutningen af 1700-tallet. 

Indtil da, og såmænd også senere, var plejen af den sindssyge familiens egen sag. Hvis den syge var fredelig, fik han eller hun lov til at færdes nogenlunde frit, men voldelige eller uregerlige personer blev spærret inde som fanger i deres eget hjem eller lænket til en pæl i et fattighus.

I Irland omtalte et medlem af underhuset i 1817 desuden en anden udbredt praksis: “Når en stærk mand eller kvinde angribes af lidelsen, bliver personen anbragt i et cirka halvanden meter dybt hul i gulvet. Ovenover placeres en krybbe for at forhindre vedkommende i at slippe ud. Hernede får den elendige sin mad, og her dør han oftest”.

På Londons Bethlehem Hospital afveg forholdene ikke væsentligt fra privatplejen. Her, som andre steder i samfundet, bestod den primære behandling i fysisk afstraffelse, idet man gik ud fra, at sindslidelser var et onde, som kunne bankes ud af kroppen.

I værket “Apology” fra 1533 fortalte en berømt nabo til hospitalet, humanisten Thomas More, om en sindssyg mand, der efter at have modtaget en daglig dragt prygl blev erklæret rask og udskrevet. 

At han ikke var helt kureret, fremgik dog senere: Manden begyndte jævnligt at opsøge en kirke, hvor han listede sig ind på kvinder, der knælede i bøn foran alteret. Med et snuptag hev han skørterne op om deres hoveder – en voldsom ydmygelse i en tid, hvor ingen gik med underbukser.

En dag blev manden taget på fersk gerning af et par politibetjente, der førte ham ud på gaden og bandt ham til et træ. Her blev han gennemtæsket i fuld offentlighed, og den behandling var ifølge More så effektiv, at manden denne gang blev fuldstændig kureret.

Bedlams beboere levede i skarn

I 1547 blev driften af Bedlam – et navn, der i engelsk sprogbrug for længst var blevet et synonym for “dårekiste” eller “galehus” – overdraget til bydelen City of London, som havde andet at bruge pengene på end at drage omsorg for de sindslidende. Det tidligere kloster havde aldrig været en pragtbygning, men i 1598 var det forfaldet så meget, at myndighederne beskrev det som “uegnet til menneskelig beboelse”. Stanken af ekskrementer var infam, cellerne uhumske, taget utæt, og patienterne møgbeskidte­.

“Et svinsk hul og en modbydelig rotterede”, lød det fra en af hospitalets jævnlige gæster.

Kritikken fik dog ingen konsekvenser, og da lægen Helkiah Crooke 1619 blev udpeget som ny bestyrer af Bedlam­, var bygningen en stor svinesti, fyldt med uvaskede patienter i lænker. På det tidspunkt var stedet for længst blevet en turistmagnet, idet besøgende siden 1610 havde betalt for at komme ind og se “The Show of Bedlam”.

I 1619 blev lægen Helkiah Crooke udpeget som Bedlams bestyrer. Han havde høstet stor hæder for et værk om anatomi, men de psykisk syges forhold interesserede ham ikke. 

© Cambridge University

Plejere sexmisbrugte patienter

Ligesom Peter the Porter betragtede Crooke hospitalet som sin personlige pengemaskine, og eftersom han havde travlt i sin private praksis, var han en sjælden gæst på hospitalet og gjorde i øvrigt intet forsøg på at tilbyde patienterne behandling endsige omsorg.

I 1620 klagede en far til en kvindelig patient over, at datterens fod var ved at rådne op på grund af manglende pleje, og ved et uanmeldt kontrolbesøg i 1631 kunne de tilsynsførende konstatere, at patienterne var på nippet til at dø af sult. I dagevis havde de ikke fået noget at spise – sidste gang, de havde indtaget et nogenlunde ordentligt måltid, var for over en uge siden, da de 30 patienter havde fået godt to kg ost til deling.

Kontrollanterne kunne også konstatere, at patienterne hundefrøs. Kun hospitalets køkken havde et ildsted, men her regerede portnerens kone enerådigt, og hun nægtede patienterne adgang.

Efter at Crooke igennem 15 år havde glimret ved sit fravær og foret sine lommer med penge, som skulle have været brugt på de syge, blev han i 1634 tvunget til at tage sin afsked. Havde patienterne­ forventet en ny og bedre ledelse, blev de slemt skuffede.

Efter Crooke overtog Richard Langley styringen af Bedlam, der gik fra asken i ilden. Mad og drikke, som var tiltænkt de syge og skænket af pårørende, forsvandt på mystisk vis, og mens ægteparret Langley lagde sig ud, skrumpede patienterne ind til levende skeletter. 

I dagtimerne var både hr. og fru Langley synligt berusede, og hver aften gik parret ifølge naboerne på druk på en nærliggende pub og vendte hjem midt om natten for at fortsætte festen i selskab med højtråbende svirebrødre.

For at forhindre eller i det mindste begrænse vanrøgt var myndighederne begyndt at aflægge uanmeldte kontrolbesøg, og fra 1646 blev det desuden forbudt at slå og tale grimt til patienterne.

Trods det striksere opsyn med forholdene måtte de syge stadig døje med udueligt­ og grænseoverskridende personale.

Patienter, der nægtede at tage føde til sig, blev tvangsfodret og mistede fortænderne i både over- og undermunden, fordi de ansatte brugte en slags skruetvinge til at skaffe sig adgang gennem “tændernes gærde”.

Også overfald og seksuelle overgreb hørte til dagens orden. Eksempelvis blev en ansat, Anthony Dadsworth, i 1652 afskediget på grund af ikke nærmere defineret “usømmelig adfærd”, mens Roland Wolly i 1675 blev fyret på grund af “ondskab og uærlig tale”.

I 1680’erne blev Edward Langden smidt på porten efter at have gjort en patient gravid, en foreteelse, som kort efter førte til, at mænd og kvinder fik hver deres afdeling på Bedlam.

De sindssyges Versailles-palads

To år efter at Bedlams bestyrelse offentligt havde anbefalet, at hospitalet skulle nedlægges, fordi det var “for gammelt, svagt, forfaldent og lille”, flyttede sindssygehospitalet i juli 1676 ind i nye og storslåede lokaler i New Bethlehem i Moorfields i udkanten af London. 

Det nyopførte hospital, som var en arkitektonisk perle af en barokbygning og havde en svag lighed med Versailles, fik tilnavnet Palace Beautiful. Men blot en måned efter åbningen skrev en anonym digter, at “dette forstadsvidunder kan gøre enhver gal”.

Ud fra den formodning, at sindslidende var upåvirkede af deres omgivelser – og også af kulde – var hospitalsstuerne indrettet som fængselsceller med gennemtræk året rundt, og både lænker og håndjern var fulgt med fra det gamle Bedlam. Det samme var en af de mest udbredte og forhadte behandlinger.

Patienterne blev kronraget og fik smurt et pulver af knuste spanske fluer og sennep på issen, hvilket forårsagede smertefulde blærer. Tanken var, at sygdomsfremkaldende væsker fra hjernen kunne sive ud gennem den inficerede hovedbund, så patienten blev lindret. 

Ud fra samme tankegang havde hospitalet desuden indført behandling med blodsugende igler, som formodedes at kunne tappe ubalance ud af kroppen, samt en omfattende brug af afførings- og brækmidler, så patienterne kunne blive tømt for ondartede væsker.

Hvor det gamle Bethlehem havde huset 30 patienter, havde det nye plads til 140 – og til en betydeligt større publikumsskare. Kort efter indvielsen blev hospitalet en af Londons allerstørste attraktioner med helt op imod 100.000 årlige “turister”.

Hjulet: Opfindsomheden var stor, når sindssyge skulle beroliges. Bl.a. opfandt læger i 1700-tallet et stort, hult træhjul, hvori patienterne roterede, indtil de faldt til ro.

© Bridgeman

Fransk læge befriede Paris' galninge

Det var ikke kun i England, sindssyge blev behandlet som dyr. Overalt i Europa­ blev psykisk syge udsat for lignende eller endnu værre behandling.

I 1793 bestemte en fransk læge, Philippe Pinel, sig imidlertid for at gå en ny vej. Pinel arbejdede som læge på et af Paris' største sindssygehospitaler og blev forfærdet over at se de sindssyges barske forhold. 

Han beordrede lænkerne taget af alle patienterne og indførte en “moralsk” behandling, der var baseret på en kærlig, men bestemt pleje af de syge. Patienterne­ blev ikke længere stuvet af vejen i fugtige, mørke celler, men fik lov til dagligt at gå ude i den friske­ luft. 

Behandingsformen vandt snart indpas andre steder i Europa – også i England, hvor sindssygehospitalet York Retreat indførte Pinels principper i 1796.

Soldat døde efter 12 år i lænker

Men på New Bethlehem fortsatte brutaliteten med uformindsket styrke. Da filantropen­ Edward Wakefield i maj 1814 aflagde besøg på hospitalet, blev han dybt rystet. 

I kvindernes afdeling opholdt 10 patienter sig i hvert rum: Alle var de nøgne og tøjret til væggen med en kort kæde, som knap tillod dem at ligge ned. Forholdene for mændene var ikke stort bedre. Her var seks patienter proppet sammen i ét rum, og alle var fastspændt med lænker og håndjern.

Særligt én patient gjorde indtryk på Wakefield: den 55-årige amerikanske soldat James Norris, som havde været indlagt i 14 år. I det seneste 12 år havde Norris været spændt fast med kæder, som nærmest naglede ham til stedet. Både rundt om halsen og om livet havde han en jernring, som med en kun 40 cm lang kæde var fæstnet til væggen.

Wakefields afsløringer udløste et offentligt ramaskrig, og da Norris døde under et år senere – ifølge obduktionen af forstoppelse pga. årelang passivitet – kastede tragedien endnu en skygge over Bethlehem. Lægerne på hospitalet nægtede imidlertid at påtage sig noget ansvar for miseren.

Yderligere beviser på de rædselsvækkende forhold kom for dagen i 1818, da en tidligere patient, Urbane Metcalf, udgav en pamflet om sine oplevelser på hospitalet. Metcalf fortalte, at inkontinente patienter blev gemt af vejen i kælderen, hvor de sov på løs halm og jævnligt blev tortureret af sadistiske plejere. 

Ifølge Metcalf var hovedparten af plejerne “ondskabsfulde og fordrukne”. Især tre af plejerne excellerede i grusomheder og var ifølge Metcalf “skurke, hvis mindste forbrydelse er mishandling af menneskeheden”. 

I Metcalfs liste over særligt grelle eksempler optrådte en mr. Popplestone, hvis ben rådnede op og faldt af, efter at lænkerne havde gnavet sig igennem kødet. Beskæmmet fortalte Metcalf desuden om den 86-årige mr. Baccus, som var faldet, hvorefter en af plejerne havde tilskyndet medpatienterne til at trampe på ham. “Baccus er nu død”, konstaterede Metcalf tørt.

I 1815 blev Bedlam flyttet til nye lokaler ved St. George's Field, hvor skandalerne fortsatte.  

© Mary Evans

Skandalerne rullede videre

Tre år inden Metcalf luftede sin kritik, var Bethlehem flyttet ind i nye lokaler ved St. George’s Field i Southwark i det sydøstlige London. 

Patienternes nye hjem var en bygning, der udadtil var mindst lige så imponerende som det gamle Bethlehem, men som indvendig forekom sørgeligt bekendt. De nu 200 patienter blev fortsat udsat for tvang og fysisk afstraffelse, og skandalerne rullede videre, som om intet var hændt.

I december 1850 blev patienten Ann Morley overført fra Bethlehem til et privat asyl. Hun ankom med et sæbeøje, tynd som en pind og så afkræftet, at hun ikke kunne sidde op. Til lægen i asylet fortalte hun, at hun var blevet slået i ansigtet af en vagt, oversprøjtet med iskoldt vand og tvunget til at sove nøgen på et tyndt lag halm i kælderen.

Lignende historier dukkede efterfølgende op i pressen, og selv om Bethlehems ledelse under en høring erkendte svigt og vanrøgt, undskyldte både direktør og læger sig med, at de ikke anede, hvad der foregik på hospitalet.

Selv om hospitalet efterfølgende gennemførte reformer, røg Bethlehem i efteråret 1888 ud i endnu et stormvejr. Avisen The Times kunne fortælle om et alarmerende højt antal dødsfald på Bethlehem: Af de 264 patienter, som havde været indlagt i 1887, var 38 døde samme år. Det svarede til en årlig dødsrate på 14,4 procent, næsten det dobbelte af den tilsvarende nationale dødsrate.

Avisen kunne desuden berette, at tvang og fysisk afstraffelse var langt mere udbredt på Bedlam end på andre steder, men hospitalets overlæge, George Savage, afviste al kritik.

“Jeg er tilbøjelig til at mene, at piskning af de sindssyge indimellem har ført til helbredelse”, udtalte Savage, der fuldt ud levede op til sit efternavn, “Brutal”. Han var bl.a. af den overbevisning, at onani forårsagede sindssyge, men anbefalede også en effektiv kur: at skære i den syges kønsorganer med en skalpel.

Bethlehem blev moderniseret

I begyndelsen af 1900-tallet gennemgik Bethlehem en transformation, “en udvikling fra larve til sommerfugl”, som en præst betegnede det. 

I takt med at den videnskabelige udforskning af psykiske lidelser havde taget fart i slutningen af 1800-tallet, indså lægerne, at sindslidelser var reelle sygdomme. 

Skrækregimet med fysisk afstraffelse og tvang var nu blevet afløst af behandling og terapi, vagter var blevet erstattet af uddannede sygeplejersker, og i 1914 var Bethlehem ikke til at kende igen: Udenfor var anlagt en vidunderlig park med roser i alverdens farver, og når man gik indenfor, var det som at træde ind i salonerne i en fornem, engelsk klub. 

På væggene hang malerier, overalt stod vaser med blomster, reolerne bugnede af bøger og blade, og rundt omkring var der indrettet hyggekroge med bløde sofaer, hvor patienterne fik serveret te. Den eneste indrømmelse til hospitalets funktion var vinduerne, som var så små, at man umuligt kunne flygte ud af dem.

Hvor Bethlehem tidligere havde været et torturkammer og en opbevaringsanstalt, var hospitalet nu blevet et eksempel til efterfølgelse. 

I 1914 kunne lægerne prale af en helbredelsesprocent på 50, en hidtil uhørt succesrate og et mirakel i forhold til tidligere, da patienterne ofte endte deres dage i lænker på Bethlehem, hvorefter de blev begravet på hospitalets gårdsplads. 

Læs mere

Catharine Arnold: Bedlam – London and Its Mad, Pocket Books, 2008. Paul Chambers: Bedlams Hospital For The Mad, Ian Allan Publishing, 2009. Edward Shorter: Psykiatriens historie – fra asyl til Prozac, Munksgaard, 2001. 

Måske er du interesseret i...

Læs også