Tvangs-sterilisering skulle udrydde dumme børn

Omgivelserne kaldte dem “white trash” eller “hillbillies”. De seks brødre blev nu kørt til et af statens hospitaler, formentlig det, som indtil for nylig havde været sindssygeanstalt. Her blev drengene underkastet moralterapi, et andet ord for tvungen sterilisering.

Fra et andet offer, 15-årige Buck Smith fra Lynchburg, Virginia, findes en beretning om indgrebet. “Det nyttede ikke at stritte imod”, fortalte han som voksen. “De gav mig nogle piller, så jeg blev døsig, og så rullede de mig ind i operationsstuen”.

Her modtog lægen ham faderligt smilende og fortalte, at det, som skulle ske nu, var det bedste for drengens helbred. Døsig, men vågen så Buck nu, at lægen lagde et lille snit i hans pung, hvorpå han hurtigt snittede sædkanalerne over og lukkede til igen.

“Jeg så det hele. Jeg var vågen hele tiden”, fortalte Buck Smith. “Der var intet galt med mig, ud over manglende uddannelse”.

I de fleste tilfælde fortalte lægerne ikke præcis, hvad operationen gik ud på, hverken før eller efter. Ofte forlød det, at de bare tog nogle vævsprøver, eller at patienten havde problemer med blindtarmen.

Heller ikke de seks brødre fra Brush Mountain fik besked. De blev steriliseret og kørt hjem igen. Først tre årtier senere fik de forklaringen på, hvorfor de aldrig fik børn.

Fattigdom var genetisk betinget

Drengene fra Virginia delte skæbne med tusinder af andre fattige hvide, afroamerikanere og indianere, som amerikanske myndigheder mente havde et “svagt sind”.

Familiernes fattigdom skyldtes en genetisk defekt, vurderede magthaverne, og for at forhindre denne defekt i at sprede sig til næste generation skulle drengene ikke kunne sætte børn i verden.

De blev ofre for i et fortrængt kapitel af verdens historie, hvor racehygiejnen eller eugenikken, som den også hed, herskede.

Ideen om at forbedre menneskers arvemasse ved aktiv indgriben har eksisteret siden antikken. Men i tiden op til 1. verdenskrig blomstrede interessen for racehygiejne voldsomt op i USA.

Fortalerne argumenterede for, at en stribe af samfundets dårligdomme skyldtes genetiske defekter i dele af befolkningen. Fattigdom var bare en af dem. Alkoholisme og kriminalitet blev også forklaret genetisk.

På den baggrund indførte en række delstater tvungen sterilisation som det oplagte middel mod forskellige, såkaldt sociale laster. I nogle stater, fx Virginia, krævede tvangssteriliseringen end ikke, at en dommer så på sagen.

Eugenikerne hævdede, at projektet var til samfundets bedste, og mange mente, at de havde ret.

Racehygiejne blev modtaget som en moderne og progressiv videnskab med svar på de udfordringer, som det forandrede amerikanske samfund stod over for.

I slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. var nye, store bølger af indvandrere kommet til landet. De var fattige flygtninge fra det tilbagestående Østeuropa og Rusland.

I deres nye hjemland var en voldsom industrialisering i gang. Samlebånd og masseproduktion blev dagens orden, og det stillede større krav til arbejdsstyrken.

Her havde de nytilkomne ofte svært ved at klare sig. De faldt igennem, endte i fattigdom, og da var det nærliggende at stemple dem som uegnede til få børn.

“Før i tiden sendte Europa os sine bedste sønner. Nu sender de deres ringeste”, klagede et amerikansk dagblad. Mange var enige i skribentens synspunkt.

Hver tiende amerikaner skulle steriliseres

Den amerikanske racehygiejne voksede frem ved hjælp af folk som Harry Hamilton Laughlin. Han var født i 1880, ekspert i plantegenetik og havde skabt sig et navn på en usædvanlig stor indsigt i løgets rødder.

Laughlin arbejdede med forædling hos plantealverforeningen American Breeders' Association (ABA). Her opstod den idé, at hvis ihærdige mænd aktivt kunne styrke landbruget ved forædling, måtte noget tilsvarende kunne lade sig gøre blandt mennesker.

ABA påtog sig gerne opgaven. I 1909 grundlagde planteavlerne derfor Eugenics Record Office i lillebyen Cold Spring Harbor ikke langt fra New York.

Løgeksperten Laughlin blev sat i spidsen for arbejdet. Lige fra begyndelsen udfoldede han en rastløs energi. Med hurtigt voksende budgetter sendte han en hær af undersøgere ud til fængsler og psykiatriske hospitaler.

Her registrerede hans stab indsatte og patienter samt deres familier. De opstillede stamtræer og blodlinjer for at finde statistisk dokumentation for defekters vandring fra generation til generation.

Resultaterne kom hurtigt. Fx mente Laughlin hurtigt at kunne konstatere, at epilepsi var affødt af fattigdom.

Arbejdet greb om sig. Laughlin undersøgte det kristne amish-folk, der kunne betragtes som mønsterborgere: afholdsmænd, som passede kirke og arbejde.

Men Laughlin så med mistro på amish-folkets stejle pacifisme – og kunne hurtigt konkludere, at “deres familie-relaterede ægteskaber har ført til defekt afkom”. Også fattige blev nøje undersøgt.

Laughlin var ikke mere kritisk over for farvede end over for hvide, men så alligevel med skepsis på især italienere, som han anså for underlegne i forhold til en skandinavisk baggrund.

Med sin indsamlede statistik i hånden fremlagde Laughlin i juni 1911 en rapport, hvori han identificerede 10 grupper, der var “socialt uegnede”.

Rapporten anbefalede “eliminering”, et andet ord for tvangssterilisering, som ifølge Laughlins skøn burde være skæbnen for hver tiende amerikaner.

Laughlin forslog dermed op mod ti millioner tvangssterilisationer, heriblandt sterilisering af syv millioner “grænsetilfælde”, der “er af så ringe blod, og er i så nært slægtskab med endnu større defekter, at de er komplet uegnede til at blive forældre eller nyttige borgere”.

De tapre dør, de svage formerer sig

Eugenik-bevægelsen argumenterede for, at mennesket degenererer ved at leve på offentlig bistand gennem længere tid.

Den ene delstat efter den anden tog imod rådet og begyndte at skære ned på de i forvejen sparsomme ydelser til fattige. På dyrskuer og markedspladser over hele USA propaganderede bevægelsen for mere racehygiejne.

Fx afholdt eugenik-folkene såkaldte “better babies”-konkurrencer, hvor barnet med de bedste arveanlæg vandt.

Bevægelsens aktiviteter førte også til, at både USA og Canada strammede kravene til nye indvandrere. De skulle bevise, at de kunne læse en lille tekst på deres eget sprog, for at blive lukket ind.

Kravet betød, at tusinder blev sendt tilbage til Europa, stemplet som genetisk uegnede, selv om de blot var analfabeter.

Da USA forberedte sig på at gå ind i 1. verdenskrig i 1917 og hvervede soldater, bad myndighederne ikke overraskende eugenik-eksperterne om hjælp til at teste de mange ansøgere.

To spørgeskemaer blev udarbejdet. Det ene med spørgsmål og tre svarmuligheder, og det andet – for de, som ikke læste og skrev engelsk – en serie tegninger, hvor aspiranten skulle finde fejl.

Spørgsmålene var udformet, så middelklassedrenge fra storbyerne havde nemmest ved at svare; det samme gjaldt tegningerne.

Kun få unge mænd fra Midtvestens isolerede landbrugssamfund eller farvede fra storbyernes fattigkvarterer havde nogensinde set en tennisbane og ville derfor ikke opdage, at fejlen på tegningen var det manglende net.

Resultatet blev derefter: “47 procent af de hvide og 89 procent af negrene har en mental kapacitet som en 13-årig”. Eugenik-eksperterne konkluderede, at USA ikke ville kunne gå i krig uden at gøre storstilet brug af imbecile soldater.

Racehygiejnens fortalere havde indtil 1. verdenskrig betragtet pacifisme som en genetisk defekt. Den holdning ændrede sig med de enorme tabstal i Europas skyttegrave. Man fik øje for et andet perspektiv ved krigen: tabet af gode arveanlæg.

Som lægen David Starr Jordan skrev i 1915 i bogen “War and the Breed” (Krigen og forædlingen, red.): “De stærke og tapre unge mænd bliver dræbt på slagmarken, mens kujonerne, de fysisk uduelige og de biologisk svage overlever og formerer sig”.

Geni undersøgte egen slægt

Racehygiejnens ideer var i moderne form opstået 50 år tidligere i England. Her var videnskabsmanden Francis Galton i 1860'erne blevet optaget af sin fætter, Charles Darwins, teori om naturlig selektion. Galton forstod selektionen sådan, at den stærkeste overlever, mens svage går til grunde.

Noget tilsvarende måtte gælde for mennesket, mente Galton, som ivrigt begyndte at undersøge arvelighed og bruge sin egen slægt som forskningsmateriale.

Galton anså sig selv som geni og kunne sige det samme om sin fætter. I sin familie fandt han generationer af velbegavede mennesker. Han undersøgte dernæst andre slægter, som havde fostret store kunstnere og forskere, og begyndte at se et mønster.

Galton foreslog på baggrund af sine observationer at indføre arrangerede ægteskaber mellem velbegavede mænd og velhavende kvinder for på den måde at opbygge “en talentfuld race af mænd.”

Den ihærdige videnskabsmand gik videre endnu. Han gennemførte omfattende forsøg med kaniner og mente herefter at kunne konkludere omvendt: Menneskeheden kunne også forringes fra generation til generation ved dårlige giftermål. Teorien blev, ifølge Galton, bekræftet af Londons fattigkvarterer.

I de bydele faldt børnedødeligheden på samme tid markant på grund af vaccinens indførelse – for Galton at se en særdeles alarmerende udvikling, selv om han aldrig foreslog tvangssterilisation som middel mod, at fattige fik børn.

I stedet fastholdt han det synspunkt, at de med de bedste arveanlæg burde øge antallet af børn så meget som muligt. Galton gav også den nye videnskab navnet “eugenik” ved at lege med græske ord: eu, som betyder god, og genes, som betyder fødsel.

Galtons ideer blev det bærende element for den britiske udvikling, der i det 20. århundrede fik betegnelsen “positiv eugenik” – overklassen blev tilskyndet til at få flere børn.

Omvendt blev den amerikanske version kaldt “negativ eugenik”, fordi formålet var, at de svageste skulle afskæres fra at få børn.

Englænderne skulle da også helt frem til 1930, før et lovforslag om tvangssterilisation blev fremlagt i parlamentet. Loven var resultatet af flere års intenst amerikansk lobby-arbejde med ingen ringere end Harry Laughlin som hovedperson.

Han besøgte England flere gange i 1920'erne for at kunne udspørge potentielle indvandrere, inden de begav sig ud på skibsrejsen til USA.

Laughlin var forfærdet over landets blødsødne støtteordninger til fattige og påpegede, at antallet af “mentalt defekte” ifølge hans opgørelser var vokset fra 156.000 i 1909 til over 300.000 i 1929.

Farveblinde blev steriliseret

Ideerne om racehygiejnen forplantede sig til store dele af verden. I de fleste tilfælde blev den amerikanske model med tvungen sterilisation indført, men det varierede fra land til land, hvilke grupper og hvilket køn magthaverne mente var uegnede til at blive forældre.

I Japan steriliserede myndighederne fx farveblinde, som blev betragtet som farlige afvigere, hvis skavank ikke skulle sprede sig til kommende generationer.

I Schweiz gik tvangssterilisationerne især ud over kvinder, som myndighederne mente var for seksuelt aktive.

Psykiateren Auguste Forel, der var racehygiejnens frontkæmper her, mente, at kvinder ønskede at blive “erobret, styret og undertvunget” for herefter at kunne opfylde deres nationale pligt til reproduktion. Seksuelt udfarende kvinder var med andre ord ikke til at stole på.

I Frankrig blev socialistbevægelsen den stærkeste fortaler for eugenik. Fx foreslog socialisterne en ny ægteskabslov med krav om, at alle fremviste helbredsattester, før de kunne gifte sig.

6000 blev steriliseret i Danmark

Nordiske lande var blandt de mest ihærdige. I Sverige forblev eugenik en intellektuel debat, og sterilisationsloven fra 1934 omfattede kun et frivilligt tilbud til mentalt syge.

De danske myndigheder gik længere og begyndte allerede i 1912 en eugenisk registrering af døvstumme, svagtsindede og andre med “defekter”. Den danske lov om tvangssterilisering kom i 1929, hvorpå den amerikanske Rockefeller Foundation donerede store midler til forskning i racehygiejne her i landet.

En dansk professor formulerede udfordringen sådan: “Folkene trues af opløsning indefra, det vil sige af en stadig voksende tilvækst af de arveligt uønskede eller ligefrem usalige arveanlæg på de godes bekostning”. Frem til lovens afskaffelse i 1967 blev omkring 6000 danskere steriliseret.

Finland fik i 1935 en lov, der gjorde det muligt at forbyde en kvinde med “uønskede arvelige karaktertræk” at gifte sig, indtil hun frivilligt lod sig sterilisere, mens Norge året før fik sin lov om tvungen sterilisering.

Her kom de racehygiejniske bestræbelser til at gå ud over 41.000 borgere – 75 procent af dem kvinder. Den norske lovgivning forblev i kraft til 1977, hvor den blev ændret til en frivillig mulighed.

Tysk racehygiejne greb om sig

Tyskland blev eugenikkens europæiske højborg. Her havde lægen Alfred Ploetz kort efter år 1900 introduceret ordet “Rassenhygiene”.

Ploetz var varm fortaler for bedre arbejderboliger og kortere arbejdsdage, men anbefalede samtidig tiltag, som kunne forhindre den befolkningstilvækst, som den højere levestandard ville medføre.

Ét af dem var eutanasi, medlidenhedsdrab. “Retten til at dø”, som fortalerne kaldte det, blev en del af debatten, efterhånden som længere levetid og kroniske sygdomme i alderdommen blev en del af virkeligheden.

Medlidenhedsdrab var ikke eugenik, men de to tankesæt nærmede sig hinanden, da Ploetz argumenterede for, at staten skulle spille en aktiv rolle i fravælgelsen af de svageste borgere.

Tvungen sterilisation blev en del af den tyske hverdag i 1923, og der skulle heller ikke gå lang tid, før også eutanasi blev det. Ploetz, som blev bakket op af tyske kommunister, tog skarp afstand fra antisemitismen.

Han betragtede jøder som “mere ariske end semitiske”, men den kommende tyske fører Adolf Hitler overtog ikke desto mindre hans tanker, smeltede dem sammen med eugenikken og formulerede sin egen raceteori i bogen “Mein Kampf”, som udkom i 1925.

Hitlers tanker om racehygiejne trak flittigt på Harry Laughlin og den amerikanske eugenik-bevægelses arbejde.

Derudover sorterede Hitler jøder, sigøjnere, homoseksuelle og politiske modstandere fra som “entartete Menschen” (degenererede mennesker, red.). Da han var kommet til magten i 1933, krævede han også de ariske tyskeres arveanlæg sat under lup.

Samtidig med krigserklæringen mod Polen 1. september 1939 udstedte Hitler et dekret om eutanasi. Han beordrede oprettet 30 centre til anbringelse af børn, som ikke levede op til Rigets krav.

Ingen slap levende ud igen. Børnene blev sultet ihjel, hvorpå forældrene modtog en dødsattest, der fortalte noget andet.

Da sandheden om de 30 centre begyndte at sprede sig som rygter i befolkningen, så Hitler sig nødsaget til at beordre dem lukket. Herefter gik der kun kort tid, før racehygiejnen fik sit mest ekstreme udtryk i gaskamrene i de nazistiske udryddelseslejre, som blev virkelighed fra december 1941.

Millioner af mennesker blev systematisk slået ihjel her, for at deres arvemasse ikke skulle komme videre.

Nazismen blev en katastrofe for eugenikken. Retssagerne i Nürnberg efter krigen blotlagde de uhyrligheder, Hitlers teorier om racehygiejne havde ført med sig, og alle fik travlt med at afskrive enhver forbindelse til eugenik-bevægelsen.

Men den etablerede praksis var sejlivet. Tvangssteriliseringer fortsatte mange steder i årtier endnu. Virginia skulle helt frem til 1960, før indgrebet blev forbudt. Først da blev arkiverne åbnet, så de seks brødre fra Brush Mountain kunne få en forklaring på deres barnløshed.