Tyveri frelste den hvide mand fra malaria

Imperiet skal vokse

Briterne agter at sende en ekspedition til Sydamerika, hvor hemmelige agenter skal stjæle frø og stiklinger af planten, som rummer kinin. Når tyvekosterne er smuglet ud, skal de genplantes på Ceylon – nutidens Sri Lanka – hvorefter det ostindiske kompagni vil være selvforsynende med malaria-medicin.

Operationen bliver vanskelig, for de dristige briter skal stige højt op i Andesbjergene, hvor de hemmelighedsfulde kinatræer vokser under skarp bevogtning.

Deres navn antyder en forbindelse til Fjernøsten, men “Kina” er blot en omskrivning af Cinchona, som den store svenske botaniker Carl von Linné døbte planten i 1742.

Allerede dengang var det velkendt, at det sydamerikanske træ havde helbredende egenskaber. Indianere fik musklerne til at slappe af ved at knuse tørret kinabark til pulver og drikke det i sødet vand, som neutraliserede midlets bitre smag.

Spanske kolonister brugte først kinabarken til at stoppe diarré, men så fik de en formodning om, at planten kunne kurere den dødelige malaria, de selv havde bragt med sig fra Europa.

I 1820 lykkes det læger at finde og isolere det gavnlige stof i kinabarken, som får navnet kinin. Naturmidlet bliver uundværligt for koloniselskaber som Storbritanniens ostindiske kompagni, men prisen giver dybe panderynker blandt bestyrelsens medlemmer i London. Derfor skal en hjemlig produktion hurtigst muligt sættes i gang.

Bortforklaring redder æren

Rigtige gentlemen stjæler ikke, så de britiske koloniherrer finder et argument at dække sig ind bag: Sydamerikanerne gør ikke nok for at beskytte kinatræerne mod de jordhungrende bjergbønder.

“Det er en pligt over for menneske­heden at skaffe kininfrø, før skovene bliver fældet”, skriver dr. John Royle fra det ostindiske kompagni til sin bestyrelse i 1856. “Så vi kan dyrke planten i Indien”.

De skumle planer er dermed sminket om til en redningsoperation, der skal frelse kinatræet og give kinin til hele den nød­lidende verden. Og forberedelserne til aktionen fortsætter, selvom Ostindisk Kompagni overtages af staten i 1858.

Ministrene i London er mere end lydhøre over for en fidus, der kan udrydde malaria i “Imperiets juvel”, Indien, og bringe indtægterne i vejret. Samtidig ser de helt nye muligheder foran sig:

Kolonister udrustet med rigelige mængder af kinin vil være i stand til at trænge dybt ind i det sygdoms­befængte Afrika, der ellers er kendt som “Den hvide mands grav”. Uanede mængder af guld, ædelstene og råstoffer vil komme inden for rækkevidde.

Meget er på spil i 1859, hvor briterne kontakter den mand, der er udset til at udføre plantetyveriet.

Plante-elsker bliver hemmelig agent

Botanikeren Richard Spruce på 41 år er født i Yorkshire i 1817, men har siden 1849 levet i Sydamerika. Som barn blev han ramt af bronkitis, og han har siden været en uforbederlig hypokonder, hvis optegnelser er fulde af skriblerier om ægte og indbildte lidelser.

Alligevel drager han igen og igen ud på ekspeditioner, hvor han risikerer at blive ramt af tropiske sygdomme.

Spruces rejser er ikke kun drevet af hans fascination af planter og især mosarter. Englænderen indsamler frø og tørrede planter, som han sender over Atlanten til hobby-botanikere og private med smag for eksotiske planter i haven.

Handlen er ingen indbringende forretning, og Spruce står i 1859 på fallittens rand. Derfor slår han straks til, da Indien-ministeriet i London vil hyre ham til at begive sig op i Andes-bjergene på jagt efter kinatræet.

Spruce kender allerede til kinabarkens virkning, fordi han nogle år tidligere brugte midlet til at bekæmpe malaria under en ekspedition på Amazon-floden. Hans rejser har også givet ham indgående kendskab til Sydamerika og et stort netværk af kontakter.

Alligevel vil den kommende operation byde på kæmpe udfordringer, fordi kinatræerne vokser i flere tusinde meters højde i nogle af de mest uvejsomme dele af Andesbjergene.

Andes-bjergene stopper rejsen

Den britiske plantetyvs helbred er svagt, men hans vilje er stærk, og Spruce begiver sig sammen med lokale førere og bærere afsted på den besværlige rejse. Afstanden er ikke lang målt i kilometer, men ekspeditionens rute fører gennem uvejsom urskov og derpå op ad Andesbjergenes skråninger.

En brutal borgerkrig, sværme af plagsomme insekter og voldsomme uvejr truer hele tiden med at stoppe missionen. Spruce og hans svage helbred udgør dog den største hindring. I april 1860 er englænderen og hans følge nået et stykke op i Andesbjergene, da han bliver ramt af lammelser og er ude af stand til at fortsætte.

Holdet er blot 50 km fra byen Limon i Ecuador og et stort areal med kinatræer ifølge Spruces kilder. Men englænderen er ude af stand til at rejse sig.

“Jeg er alt for ofte så udmattet, at det ville være en lettelse at lægge mig ned og lige så stille dø”, skriver han i sin dagbog. Spruce er ude af stand til at rejse sig i to pinefulde måneder, hvor kulde og højdesyge også plager ham.

Omsider kommer Spruce på benene igen, og efter at have passeret det højeste punkt på ruten kan han indlede en langsom nedstigning. Vandringen fører gennem iskolde skyer ad smalle bjergstier, hvor mennesker og lastdyr er i overhængende livsfare. Hvert eneste skridt indebærer faren for et styrt i døden.

På turen ned bliver Spruce stoppet af fire soldater, der kæmper for den ene part i det borgerkrigshærgede Ecuador. De ser truende ud, og englænderen skal til at trække sin pistol, men så får han en bedre idé. Han rækker dem en flaske af den lokale brændevin aguardiente, og straks bliver han mødt af tandløse smil.

Soldaterne lader ham passere, og ekspeditionen kan proviantere i en nærliggende by, inden den fortsætter ned ad de uvejsomme bjergsider. I 1.200 meters højde bliver luften lunere, og regnskoven lukker sig omkring de udmattede rejsende. Kort efter får den engelske botaniker øje på de første kinatræer.

Alt lykkes for plantejægeren

Spruces ekspedition er ikke alene i den fjerne skov. Han møder snart indianere, der hver sommer drager ud for at hakke bark af kinatræerne. De kan tjene lidt penge på høsten, som de er overbeviste om skal bruges til at lave farvestoffer.

“Jeg forklarede dem, at barken indeholdt kinin, der var af stor medicinsk betydning”, skriver Spruce i sin dagbog efter at have talt med barksamlerne.

“Men efterfølgende hørte jeg dem sige til hinanden, at jeg bandt dem en historie på ærmet. For selvfølgelig ville jeg ikke fortælle dem, hvordan farven laves, så de selv kunne bruge den til deres ponchoer”.

Herefter ignorerer indianerne Spruce, der giver sig til at samle frø. Som et eksperiment sår han nogle af dem, og den 17. august 1860 sker et lille mirakel. En spire skyder op af jorden, og englænderen ved, at han kan få kinatræer til at gro. Nu kan han forberede hjemtransporten af sine tyvekoster.

Spruce og hans medhjælpere lægger forsigtigt 100.000 soltørrede frø ned i kasser, der er forede med tørre blade. 600 stiklinger svøbes i vådt mos og pakkes i kurve, der spændes fast på ryggen af stude. Nogle af dem bliver knust under dyrenes langsommelige march gennem junglen. Men langt de fleste når frem til Stillehavskysten, hvor Spruce kan bringe sine skatte ombord på et skib og sætte kurs mod berømmelsen.

Lykkeridder ser en mulighed

I London bliver nyheden om Spruces succesfulde togt modtaget med jubel – og frugten af hans anstrengelser plantes straks i Madras i Indien. Herefter må briterne væbne sig med tålmodighed, for det vil tage år, før planterne er groet nok til, at barkhøsten kan begynde. I mellemtiden går endnu en foretagsom brite på jagt efter kinatræer.

Handelsmanden Charles Ledger har længe tænkt, at kinin kan blive hans vej til rigdom. Han er en intelligent og ambitiøs arbejdersøn fra Sydlondon, der 18 år gammel påmønstrede et skib til Argentina i 1836. Målet var allerede dengang at få fat på kinatræer. Men først måtte Ledger skaffe sig startkapital og indgående lokalkendskab.

I Buenos Aires arbejder han for et britisk handelsfirma, mens han lærer spansk, og derpå tager han et job tæt på et distrikt med kinatræer i Peru. Her opnår han en vigtig viden, som hans landsmand Richard Spruce ikke kendte til: Der er stor forskel på mængden af kinin i forskellige sorter af kinatræer.

Ledger er dog ikke botaniker, så han må have professionel hjælp. I 1842 har han omsider samlet penge nok til, at han kan hyre en indfødt bolivianer ved navn Manuel Incra Mamani. Indianeren har en imponerende evne til at aflæse kinatræerne. Han skal blot se, hvordan bladene hænger, og hvilken højde stammen har, for at afgøre, hvor kininholdig en plante er.

Med Mamanis hjælp er Ledger sikker på, at han kan finde frø fra Sydamerikas bedste kinatræer og smugle dem ud for næsen af myndighederne.

Via sin far tilbyder han i 1845 myndighederne i London at bringe frø til Indien og oprette kinatræ-plantager. Ingen i den britiske hovedstad aner dog, hvem Charles Ledger er, og han får end ikke et svar på sin henvendelse. Nedtrykt kaster han sig over andre forretningseventyr, og først da de slår fejl, beslutter han i 1862 at prøve kininen igen.

Indianer bringer byttet

Ledger sender den trofaste Mamani 1.600 km ind i regnskoven for at skaffe frø, men jagten bliver langvarig. Det lykkes flere gange indianeren at samle rige ladninger, men de bliver alle ødelagt af frost under tilbagerejsen. Først i 1865 kan Mamani banke på Ledgers dør og melde, at operationen er fuldført.

Efter mange års tålmodighed kan Ledger omsider se frem til at gøre en handel, der vil vinde ham rigdom og hæder. Forsigtigt tørrer han alle de kostbare frø i solen, inden han pakker dem i chinchillaskind og sender dem i pakker til sin bror George i London.

Timingen kunne dog umuligt have været værre. Richards Spruces store ladning af frø og stiklinger er for længst ankommet, og små kinatræer gror allerede under Indiens varmende sol. Det er blot et spørgsmål om tid, før barken kan skrælles af og bruges til medicin.

Da George Ledger ankommer til den verdenskendte botaniske have Kew Gardens, får han en kølig modtagelse. En inspektør nedlader sig til at tage imod på sit kontor, men blot for at sige, at varen ikke har nogen inter­esse.

Rystet går George Ledger på jagt efter en anden køber. Han går til det farmaceutiske selskab, til andre botaniske haver og til koloni-ministeriet, men modtager blot afslag på afslag. Ingen ønsker at købe næsten værdiløse frø af en komplet ukendt plattenslager.

Tyvegods har ingen interesse

Alt er slået fejl for George Ledger, da han som sidste udvej tager kontakt til en gammel bekendt af familien, farmaceuten John Howard. Det var denne mand, der i sin tid fortalte om kinabarkens fortræffeligheder og såede den tanke hos Charles Ledger, at han kunne blive rig i Sydamerika. Howards råd er at droppe London og i stedet gå til hollænderne.

Nutidens Indonesien er i 1800-tallet en hollandsk koloni, og malaria koster hvert år mange menneskeliv og penge ligesom i Indien. Hollænderne har allerede været på jagt efter kinatræer i Sydamerika, men kom til at stjæle frø fra en kinin-fattig art.

George Ledger går derfor til den hollandske generalkonsul i London, som nysgerrigt tager imod. Diplomaten kender ikke sin gæst, men for en sikkerheds skyld køber han et halvt kilo frø. Betalingen er sølle 20 pund.

Hollænderne sår deres frø på Java i Fjernøsten, og begejstringen breder sig, da træer skyder op efter nogle år. Takket være Charles Ledger og hans hjælper, Mamani, har hollænderne fået fat på den perfekte art af kinatræet, hvis bark er fuld af kinin. Ingen af de to mænd får dog nogen større gevinst ud af deres anstrengelser.

Sejren gik til Holland

Charles Ledger har haft store udgifter under sin jagt på kinatræet i Sydamerika. De 20 pund, som han skal dele med sin familie i London, dækker langtfra. Men det går endnu værre for Mamani.

Han bliver arresteret af boliviansk politi under en ny rejse for Ledger, og da indianeren nægter at tale, bliver han gennemtævet. Den hårdhændede behandling koster ham livet efter tre uger.

Det britiske kolonistyre har også kun fået skuffelser ud af kinin-eventyret. De frø, Richard Spruce bragte med sig fra Ecuador, viser sig at være ubrugelige – kinin-indholdet er så lavt, at det knap dækker behovet i Indien.

Udbyttet rækker ikke til at forsyne andre dele af Det Britiske Imperium og verdensmarkedet. Hollænderne er løbet med gevinsten.