Uhyggelig teori: Fødselslæger var seriemordere
En engelsk historiker har fremlagt uhyggelige beviser for, at nogle af fødselsvidenskabens største gennembrud måske blev gjort ved hjælp af mord på gravide kvinder.
Obduktioner var i 1600-1700-tallet store tilløbsstykker, hvor interesserede kunne få indsigt i den menneskelige anatomi. Nye beviser peger på, at læger derfor bestilte mord for at få adgang til nye lig.
De skotske læger William Hunter og William Smellie er med rette kendt som grundlæggerne af obstetrikken – videnskaben om fødselshjælp.
Men de var også bitre konkurrenter, og deres ambitioner gjorde dem med stor sandsynlighed også til iskolde mordere, der myrdede højgravide kvinder – og deres ufødte børn – for at skaffe lig til deres anatomiske forskning.
Påstanden er blevet fremlagt af den britiske historiker Don Shelton, som har vakt furore i lægevidenskabelige kredse med sin teori om den makabre baggrund for nogle af 1700-tallets største medicinske fremskridt.
Fødselslægerne Smellie (1697-1763) og Hunter (1718-1783) arbejdede i London som højt ansete og eftertragtede læger, og deres klientel fandtes blandt Londons elite.
Hunter var sågar dronning Charlottes læge og hjalp ved fødslen af den senere konge George 4.
Mens Hunter arbejdede som læge for byens rige og berømte, foretrak Smellie at bruge tiden på sin forskning, hvor han arbejdede på at udviklede nye metoder og hjælpemidler til fødselsvidenskaben.
Hunter og Smellie kappedes om at blive anerkendt som tidens førende fødselslæge, og deres rivalisering gjorde dem – ifølge Don Shelton – til massemordere i deres jagt på gravide ofre, de kunne dissekere og studere.
De to lægers forskning har siden været med til at redde tusinder af fødende kvinders liv, og det er derfor ironisk, at de nu sidder på anklagebænken for mord på hen ved 40 gravide kvinder.
Bestilte mord på gravide kvinder
1700-tallets England havde lægerne nemlig ikke – som i resten af Europa – lovlig adgang til lig, men måtte købe dem af gravrøvere, som plyndrede kirkegårdenes friske grave.
Shelton mener, at Smellie og Hunter ikke kun tyede til opgravning af lig, men var ansvarlige for en række burking-mord på gravide kvinder.
“Burking” er det engelske udtryk for bestillingsmord til medicinske forskere, opkaldt efter gravrøveren William Burke, som i jagten på friske lig i perioden 1827-1828 myrdede 17 mennesker og solgte ligene.
Sheltons har samlet en kæde af indicier og lagt dem frem. Første indicium er de samtidige anatomiske tegninger, som dygtige kunstnere fremstillede af de døde kvinders opskårne, gravide maver.
Kvindens hud og muskulatur er, ligesom fosteret, gengivet med en præcision, der ikke fås bedre med moderne fotografisk teknik.
De lig, som er gengivet, er helt friske. Ingen viser tegn på at have været døde i længere tid eller at have været begravet.
Et andet indicium er dødsstatistikkerne for 1700-tallets London. Sygdommene florerede i den kaotiske og usunde by, og dødeligheden var høj.
Folk blev sjældent gamle, men Sheltons undersøgelser viser, at gravide kvinder sjældent var blandt de døde.
De var for det meste unge, sunde og stærke. De lig, som gravrøverne stjal på fattigkirkegården og bragte hen til anatomerne, var som regel gamle fra fattighusene, syge eller børn.
At gravrøverne sådan helt tilfældigt skulle finde op mod 40 nyligt afdøde og højgravide kvinder, er ifølge Shelton en statistisk usandsynlighed.
William Smellies anatomiske tegninger var utroligt detaljerede i deres fremstilling.
Fandt unge kvinder fra landet
Sheltons konklusion ligger ligefor: Smellie og Hunter – eller deres leverandører – udså sig ofre blandt unge piger fra landet, som ikke havde familie og venner, der ville savne dem. I den kaotiske storby “forsvandt” mennesker hele tiden.
Shelton mener, at William Hunter brugte sin næsten lige så berømte kirurg-bror John til at skaffe kvinderne.
Han havde i forvejen gode kontakter til tvivlsomme typer, som kunne skaffe lig til undervisningsbrug, og allerede omkring 1755 løb rygtet i London om, at de kvinder, Smellie og Hunter brugte til deres forskning, var mordofre.
De hårdnakkede rygter fik de to berømte læger til at indstille deres forskning, som muligvis også omfattede forsøg med kejsersnit – en operation, som var meget pinefuld, fordi lægerne endnu ikke kendte til at bedøve.
Foreløbig har ingen fremført argumenter, der kan frikende Smellie og Hunter for de uhyggelige anklager.
Den moderne obstetrik bygger derfor ifølge Shelton på systematiseret massemord. Havde samtiden afsløret Hunter og Smellie som mordere, var de helt sikkert blevet hængt.
Hunter genoptog mordene
Den ubehagelige mistanke mod Hunter og Smellie gjorde dem ikke mindre efterspurgte som fødselslæger, og begge fortsatte deres karriere.
Efter nogle års pause genoptog Hunter i 1766 – to år efter Smellies død – sine dissektioner. Hunter døde i 1783 og ligger begravet i St. James kirke i London.
Hunter og Smellie var ikke alene om deres tvivlsomme metoder. 1700-tallets læger var berygtede for at ty til ufine metoder for at skaffe forskningsmateriale.
Da den franske læge og jurist Nicolas-Claude Fabri de Peiresc i 1600-tallet ville undersøge menneskets lymfekar, benyttede han sit embede som dommer til at dødsdømme forbrydere. Efter henrettelsen kunne han så i ro og mag dissekere sine ofre.
I Danmark bad anatomer i 1700-tallet domstolene på landet om at sende dødsdømte forbrydere til hovedstaden, så de kunne få friske lig fra retterstedet til obduktionsbordet.
Vaccinationens grundlægger, den engelske læge Edward Jenner, afprøvede i 1796 en koppevaccine på en intetanende 8-årig bondedreng, som – til Jenners lettelse – overlevede.
Faktisk var det ikke før afsløringerne af tyske og japanske lægers uhyrlige eksperimenter på fangerne i koncentrationslejrene under 2. verdenskrig, at de nuværende etiske krav til medicinske forsøg opstod.
I dag skal patientier informeres om, præcis hvad de går ind til, før forsøgene går i gang.