Fakta
Historiens største fyrværkeriulykke fandt sted den 13. maj 2000 i den hollandske by Enschede.
En brand på fyrværkerimportøren SE Fireworks' depot udløste en serie eksplosioner, der lagde bydelen Roombeek i ruiner.
De største detonationer havde en styrke svarende til fem ton TNT. 23 mennesker omkom, 400 huse blev helt ødelagt, og 1.500 andre beskadigede.
I Danmark kostede en tilsvarende ulykke i Seest ved Kolding en brandmand livet i november 2004.
Verdens hidtil største fyrværkeriraket for mod himlen den 13. oktober 2010. Den portugisiske fyrværkeriforening affyrede kæmpen, der vejede 13,4 kg og sprang i en højde af knap 100 m.
Til sammenligning vejer mange almindelige rakketter under 100 g.
Over det meste af verden hænger nytår og fyrværkeri uløseligt sammen.
Men nordeuropæerne adskiller sig fra de fleste andre ved ikke at overlade den risikable affyring til professionelle – og ædru – fyrværkere.
Kun i Norge har det siden 2009 været forbudt for private at sende raketter afsted.
Køkkensalt giver gule glimt
Stjernerne er smurt ind i metalsalte, der afgør, hvilken farve de brænder med. Gult dannes af natriumklorid – helt almindeligt køkkensalt.
- Blå: Kobber
- Grøn: Barium
- Gul: Natrium
- Hvid: Magnesium
- Orange: Calcium
- Rød: Strontium
- Violet: Kalium
1. Lunten antændes
Rakettens lunte er lavet af hamp, bomuld eller papir, der er tilsat kaliumnitrat – også kaldet hvidt salpetersyresalt. Den brænder med en jævn hastighed og blæses ikke ud af vinden.
2. Sortkrudt sender raketten op
Lunten antænder sortkrudt magen til det, der blev brugt i kanoner og musketter indtil sidst i 1800-tallet – en blanding af salpeter, trækul og svovl. Krudtet udvikler gas, og når den suser ud ad paphylsterets åbne bund, løftes raketten og farer til himmels.
3. Lunten brænder videre
Mens raketten flyver opad med stor fart, brænder lunten videre gennem krudtladningen og gennem en isolerende lerskive.
4. Raketten eksploderer
Lunten brænder op til endnu en krudtladning, der antænder de såkaldte stjerner og slynger dem til alle sider.
5. Stjerner lyser himlen op
Mens de flammende stjerner farer i alle retninger, efterlader de sig farvestrålende spor hen over nattehimlen. I mange raketter består stjernerne af almindelige ærter rullet i en blanding af krudt og metalsalte.
Fyrværkeri var dyb alvor
200 f.Kr.: Eksploderende bambus skræmmer onde ånder
Kineserne tager en tidlig udgave af fyrværkeri i brug.
De har opdaget, at når bambus brænder, udvider luften i stammen sig, og den eksploderer med et højt knald.
Lyden menes at skræmme onde ånder væk, og bambus antændes fremover ved alle store ceremonier, bl.a. nytår.
600-tallet: Krudtet knalder højere
Den kinesiske alkymist Li Tian vil skabe en eliksir, der giver evigt liv, men da han blander salpeter, svovl og trækul, opfinder han i stedet krudtet.
Når det nye stof antændes, støjer det endnu mere end bambus og giver samtidig en regn af gnister.
Snart har krudtet erstattet bambussen, og alle fra menigmand til kejser bruger enhver anledning til at brænde fyrværkeri af.
Militære sejre, bryllupper og årets højtider fejres med store knald, for lyd er stadig det vigtigste.
Efter opfindelsen af krudtet blev fyrværkeri hvermandseje blandt kineserne.
1295: Marco Polo har “kinesere” med hjem
Venetianeren Marco Polo får ofte æren for at bringe viden om krudtet med sig tilbage fra Kina.
Allerede i 1267 skriver munken Roger Bacon dog i sit værk “Opus Majus” om et salpeter-baseret stof, der kan lyse og larme.
Uanset hvem der har ført det eksplosive stof til Europa, så går ivrige mænd straks i gang med at udtænke, hvordan det kan bruges i krig.
1400-tallet: Italienerne skyder festen i gang
Knald og gnistrende blus bliver en uundværlig del af de riges fester.
Firenzes fyrværkere regnes for de bedste i Europa, og de laver mesterværker, der eksploderer i strålende gule og orange kaskader.
I Firenze kunne sankthansaften ikke fejres uden fyrværkeri.
1830'erne: Himlen får farver
De italienske pyroteknikere udvider farveregisteret i fyrværkeriet.
Fremskridt i den kemiske videnskab gør det muligt at lave raketter, der lyser op i røde, grønne og blå nuancer.
Italienerne opdager også, hvordan de kan få de farverige glimt til at lyse kraftigere med temperatur-regulerende stoffer.