Oppenheimer: Arkitekten bag verdens første atombombe

Tidligt om morgenen den 16. juli 1945 lå J. Robert Oppenheimer fladt på jorden i en bunker i den golde ørken Jornada del Muerto (oversat fra spansk: “Den døde mands rejse”) i New Mexico.

Den 41-årige amerikanske fysiker stirrede forventningsfuldt i sydøstlig retning mod testbomben, “The Gadget”, der var anbragt i toppen af et 20 meter højt ståltårn, ca. 9 km væk.

De sidste to år havde Oppenheimer styret arbejdet med at udvikle verdens første atombombe sammen med et hold på i alt 3.500 videnskabsmænd i den lille ørkenby Los Alamos, som befandt sig 330 km nord for testområdet.

Nu skulle testbomben afsløre, om Oppenheimer og co. havde regnet rigtigt, da de konstruerede det mest dødbringende våben i historien.

Julius Robert Oppenheimer blev født den 22. april 1904 i New York i en jødisk familie med tyske aner.

Han var et usædvanlig begavet barn, der læste Platon og Homer på oldgræsk, skrev poesi og lavede fysik- og kemieksperimenter i skolens laboratorium som blot 10-årig.

I 1922 blev Oppenheimer optaget på Harvard University. Ud over hovedfaget kemi tog den videbegærlige 17-årige teenager også fag som filosofi, fransk litteratur, engelsk og historie.

Efter Harvard kastede Oppenheimer sig over fysikken. I 1925 drog han til England for at læse på Cambridge Universitys velanskrevne fysik-institut, Cavendish Laboratory.

Mens den unge mand excellerede fagligt, kneb det dog med at begå sig socialt.

“Jeg var altid misfornøjet og havde ingen forståelse for andre mennesker. Jeg var meget lidt ydmyg omkring verdens realiteter”, sagde den voksne Oppenheimer senere om sit unge jeg.

Robert Oppenheimer fik sin doktorgrad i teoretisk fysik ved universitetet i Göttingen. Under sit ni måneder lange ophold på det tyske universitet fik amerikaneren publiceret syv videnskabelige artikler. På blot tre uger skrev han sin afhandling om den fotoelektriske effekt i brint og røntgenstråler.

Som 23-årig vendte Oppenheimer tilbage til USA i 1928 og blev ansat som adjunkt ved de californiske universiteter Caltech i Pasadena og Berkeley i San Francisco.

Privat boede han på en ranch i New Mexico. Oppenheimer elskede ørkenen lige så højt som fysiklokalet. “Mine to store kærligheder er New Mexico og fysik. En skam, at de to ikke kan forenes”, sagde han.

I 1936 dukkede en tredje kærlighed op i form af den smukke, 22-årige psykiatristuderende Jean Tatlock. Hun var medlem af USA’s kommunistiske parti (CPUSA), og snart infiltrerede den venstreorienterede politik også Oppenheimers liv.

“I slutningen af 1936 begyndte mine interesser at ændre sig. Jeg begyndte at forstå, hvor dybt politiske og økonomiske begivenheder kan få indflydelse på menneskers liv”, udtalte han senere.

Forholdet til Jean Tatlock holdt ikke – omend de forblev tætte venner frem til 1944, hvor hun begik selvmord. I 1939 mødte Oppenheimer den tysk-amerikanske biolog Katherine “Kitty” Vissering Puening, der ligeledes var medlem af CPUSA, og i 1940 blev hun hans hustru.

Oppenheimers flirt med kommunismen var efter hans eget udsagn “meget kortvarig og meget intens”, og han blev aldrig medlem af USA’s kommunistparti.

Hans bånd til de venstreorienterede kredse gennem bl.a. hustruen Kitty og broren Frank Oppenheimer fik FBI til at holde øje med fysikeren, der i mellemtiden var blevet professor ved universitet i Berkeley.

Fra 1941 aflyttede FBI hans hjem. Sagsmappen om ham endte med at blive på flere tusind sider og bedømte ham til at “sympatisere med kommunisterne”.

Sagsmappen var dog ikke nok til at få afskediget den brillante fysiker.

Få måneder efter Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 og USA’s indtrædelse i 2. verdenskrig blev Oppenheimer hyret som teknisk leder for det største videnskabelige projekt, verden hidtil havde set.

Det såkaldte Manhattanprojekt var søsat af præsident Franklin D. Roosevelt og blev i al hemmelighed koordineret fra et diskret kontor på Manhattan i New York – deraf navnet.

Opgaven var at udvikle verdens første atombombe, inden tyskerne fik held med projektet.

Teorien bag atombomben byggede på en videnskabelig artikel skrevet af den danske fysiker Niels Bohr i 1939.

Bohr skrev i artiklen, at det var muligt at udløse en ufattelig energi med den rette mængde af uran-235, en sjælden isotop af grundstoffet.

Spørgsmålet var, hvor meget uran der skulle til. Det havde Oppenheimer regnet ud. Ifølge ham skulle der hundrede kg uran-235 til for at skabe en kædereaktion, der var kraftig nok til at udløse en eksplosion. Det skulle senere vise sig, at 64 kg var nok til at få en atombombe med en uran-kerne til at eksplodere.

For general Leslie Groves, Manhattanprojektets øverste leder, var der ingen tvivl: Kommunist-sympatisør eller ej, USA ville aldrig få bygget en atombombe uden Oppenheimer.

Den 30. april 1945 begik Adolf Hitler selvmord i sin bunker, og otte dage senere kapitulerede Nazityskland. Men på trods af at verdenskrigen definitivt nærmede sig sin afslutning, fastholdt den amerikanske regering – nu under ledelse af Harry S Truman – arbejdet med atombomben.

Tre måneder senere, den 16. juli 1945, lå Oppenheimer på jorden i sin bunker i New Mexicos ørken og ventede på at se, om hans testbombe var en fuser eller ville sprænge verden ind i atomalderen.

Klokken 05:29:45 eksploderede den 2.500 kg tunge, kuglerunde testbombe i en kædereaktion af destruktiv kernefysik.

I kølvandet på detonationen lyste en gigantisk ildkugle morgenhimlen op i et kridhvidt lys. En orkan af glohed luft bragede gennem området, og 40 sekunder efter detonationen fulgte en trykbølge og et gigantisk brag, der kunne høres 320 km væk.

Oppenheimer kiggede med en blanding af stolthed og ærefrygt på den 12 km høje paddehattesky, der voksede op på himlen over testområdet.

“Verden bliver aldrig den samme igen”, huskede den amerikanske fysiker flere år senere, at han tænkte umiddelbart efter eksplosionen, mens en linje fra en hinduistisk tekst gav genlyd i hans hoved:

“Jeg er blevet døden, den, der ødelægger verdener”.

Mindre end en måned efter at Oppenheimer stod fadder til verdens første atombombe, kastede det amerikanske luftvåben to atombomber – Little Boy og Fat Man – ned over de japanske byer Hiroshima og Nagasaki hhv. den 6. og den 9. august 1945.

Omkring 250.000 japanere døde, og 2. verdenskrig nåede sit voldsomme endeligt.

“Jeg føler, jeg har blod på hænderne”, sagde Oppenheimer til præsident Harry S Truman, da han kort efter besøgte Det Hvide Hus. Svaret fra USA’s mest magtfulde person var angiveligt iskoldt:

“Bare rolig, det går af i vask”.

I sin naivitet havde Oppenheimer håbet, at udviklingen af atombomben ville skabe fred på jorden.

Men bomben skabte ikke en ny og åben verden. Tværtimod antændte den et vanvittigt våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen, der kastede de to stormagter ud i en lang og opslidende kold krig.

Som formand for et rådgivende udvalg, der hørte under USA's Atomenergikommissionen arbejdede Oppenheimer aktivt for nedrustning og større åbenhed omkring USA’s atomvåbenprogram.

Han var også indædt modstander af USA’s udvikling af brintbomben og blev en stor fortaler for international atomvåbenkontrol.

“Uden en verden med international våbenkontrol kan der ikke eksistere permanent fred, og uden fred vil der opstå atomkrig”, udtalte han.

Oppenheimer døde af halskræft den 18. februar 1967 – 62 år gammel. Over 600 mennesker mødte op til hans begravelse en uge senere, herunder nobelprismodtagere, politikere, højt dekorerede generaler og verdensberømte videnskabsmænd.

Blandt mindetalerne var den amerikanske diplomat George Kennan, manden bag USA’s inddæmningspolitik over for Sovjetunionen og én af Oppenheimers nære venner.

“På ingen hvilede med større grusomhed de dilemmaer, der blev fremkaldt af menneskers nylige erobring af en magt over naturen, som var fuldstændig ude af proportioner med deres moralske styrke”, sagde Kennan, inden han tilføjede:

“Men ingen så mere klart de farer, der opstod for menneskeheden ud af denne voksende ulighed”.

Efter 2. verdenskrigs afslutning blev Robert Oppenheimer formand for General Advisory Committee, der hørte under USA’s atomenergikommission (AEC).

Oppenheimer var en åbenmundet modstander af USA’s udvikling af brintbomben, som blev påbegyndt i 1949 og testet tre år efter.

Modstanden mod brintbomben gav ham mange fjender – blandt dem formanden for AEC, Lewis Strauss, der så udviklingen af brintbomben som afgørende for USA’s sikkerhed.

“Jeg kan ikke udføre mit arbejde, så længe Oppenheimer er tilknyttet AEC”, sagde Strauss til USA’s præsident Truman.

I 1954 iværksatte Strauss og AEC en sikkerhedshøring af Oppenheimer. Det skulle fastslås, om han nogensinde havde været medlem af det kommunistiske parti i USA.

Under høringerne blev det aldrig bevist, at Oppenheimer havde været medlem af partiet og derved havde udgjort en sikkerhedsrisiko.

Alligevel fik atombombens fadder frataget sin sikkerhedsgodkendelse og måtte efterfølgende træde ud af AEC.

Afhøringen af Oppenheimer er siden blevet beskrevet som en farce drevet af grundløse beskyldninger og ondskabsfuld personforfølgelse uden hold i virkeligheden.

Den mørke skamplet på Oppenheimers liv og karriere blev først vasket væk i 2022. Her blev beslutningen om at fjerne Oppenheimers sikkerhedsgodkendelse 68 år tidligere officielt rullet tilbage af den amerikanske regering.