Påfuglens fjerdragt irriterede Darwin

Den naturlige selektion var et kæmpe skridt indenfor forståelsen af biologien. Der var dog stadig brikker, der skulle falde på plads for Darwin, og det var årsag til frustration hos naturforskeren.

Den naturlige selektion var et kæmpe skridt indenfor forståelsen af biologien. Der var dog stadig brikker, der skulle falde på plads for Darwin, og det var årsag til frustration hos naturforskeren.

Shutterstock

Året efter udgivelsen af sin berømte bog “Arternes oprindelse” skrev Charles Darwin i 1860 til en ven: “Alene synet af en fjer fra påfuglens hale gør mig syg!”

I “Arternes oprindelse” fremførte Darwin den teori, at individer med fysiske fortrin lettere overlevede, og at disse fortrin blev givet videre til deres afkom.

Darwins problem var, at påfuglehannens store, farverige hale umuligt kunne være en fordel: Rovdyr havde lettere ved at få øje på hanner med store haler, og halerne burde derfor over generationer blive mindre.

Men det blev de ikke.

Det tog Darwin mere end 10 år at ­forstå nytten af påfuglens fjerpragt.

© National Portrait Gallery

Teorien om seksuel selektion

Først i 1871 løste Darwin gåden med sin teori om seksuel selektion i bogen “Menneskets afstamning”, der slår fast, at hos arter som fx påfuglene er evnen til at imponere hunnerne og få meget afkom i en fart vigtigere end at leve længe.

Med det nye begreb revolutionerede Darwin endnu en gang biologien.

Han understregede, at nogle dyreracer, ­ligesom mennesker, også valgte mage ­baseret på udseende.

Han skrev bl.a.: “Evnen til at charmere hunnerne er i nogle tilfælde vigtigere end evnen til at overvinde andre hanner i kamp”.