Freud var besat af sex: Sådan forandrede han psykologien for altid

Lægen måtte op under kjolen

Sigmund Freud blev i født 1856 i kejserriget Østrig. Han drømte om at stå til søs som Charles Darwin og vende hjem med revolutionerende teorier om menneskehedens eksistens.

Christoffer Columbus blev også en af hans store idoler.

Freud var 17 år, da han i 1873 blev indskrevet på universitetet i Wien for at læse medicin.

Efter studierne arbejdede han på flere anstalter for sindslidende, før han i 1886 åbnede sin egen praksis.

Hans konsultation i Wien blev snart fyldt med kvinder, som datidens lægevidenskab havde stemplet “hysteriske”.

Blandt læger blev det dengang betragtet som et faktum, at kvinder var i deres følelsers vold.

Nogle udviste så store humørudsving, at de fik diagnosen “hysteri”, som kunne antage mange former.

Lægerne var særligt på vagt, når ofrene viste tegn på melankoli, for det gik ud over deres evne til at føde børn, mente eksperterne – og netop børn var kvindens vigtigste opgave i livet.

Fagfolk var i slutningen af 1800-tallet nået frem til, at den bedste kur mod hysterisk melankoli var orgasme.

Kvinders skrøbelige humør kunne stabiliseres med udløsninger, og da deres ægtemænd havde vist sig ude af stand til at levere den seksuelle tilfredsstillelse, påtog fagfolk sig at udføre opgaven.

De masserede løs – først med hænderne og fra 1880’erne med dr. Joseph Granvilles elektriske massageapparat kaldet “Granvilles hammer”.

Freud troede imidlertid ikke på, at hysteri kunne kureres så let; lidelsen eksisterede i patientens sind, og derfor var fysisk behandling nyttesløs.

Inspireret af franske psykiatere eksperimenterede han med hypnose, men efter nogle år begyndte han at tvivle på metoden. En oplevelse med en patient fik ham til at opgive den:

“Da hun under en hypnotisk seance var ved at vågne, slyngede hun sine arme om halsen på mig. Jeg var beskeden nok til ikke at tilskrive handlingen min uimodståelige tiltrækningskraft”, forklarede Freud.

Hypnosen, der skulle have hjulpet patienten med at finde årsagen til sin lidelse, havde i stedet resulteret i en uønsket handling.

“Det var nødvendigt at opgive hypnose”, lød Freuds konklusion.

Han gik nu i gang med at udvikle den såkaldte psykoanalyse, som skulle blive hans største bidrag til sundhedsvidenskaberne.

Samtaler blev porten til sindet

Sigmund Freud opdagede den terapeutiske samtales muligheder ved et tilfælde.

En ældre kollega i Wien forsøgte at helbrede en velhavende kvinde ved navn Bertha Pappenheim, som led af hallucinationer, lammelser og ukontrollable hosteanfald.

Også han prøvede først med hypnose, men da patientens tilstand blot blev værre, gav lægen sig i afmagt til at lytte, mens frøken Pappenheim talte.

Hun fik lov til at granske sit indre og snakke om alt, som faldt hende ind – uden at blive afbrudt.

Med tiden blev hendes symptomer svagere, og det tilskrev hun “tale-kuren”, som hun kaldte behandlingen.

For Freud var Pappenheims eksempel en åbenbaring: Samtaler kunne åbne op for alt det, der skjulte sig i patienters underbevidsthed, og som var årsag til deres lidelser.

Tankerne var revolutionerende, for ingen havde indtil da kædet menneskers drifter og fortrængte følelser sammen med deres mentale sundhed eller evne til at træffe beslutninger.

Fremover helligede Freud sig “psykoanalyse”, som han kaldte behandlingsmetoden, og det eneste, han beholdt af hypnosen, var divanen, hvor hans patient kunne ligge afslappet og tale uden at blive distraheret af øjenkontakt.

Freuds værker om psykoanalysen slog hans navn fast uden for Østrigs grænser.

I bøgerne kom han med eksempler fra sine samtaler med patienter, men han anonymiserede deres navne for at undgå skandaler – for Freud tiltrak nemlig kvinder, der færdedes i Wiens øvre sociale lag.

Bertha Pappenheim blev fx til Anna O., og Ida Bauer fik pseudonymet Dora.

Kvinder skulle underkaste sig

Freud brugte store dele af sit voksenliv på at opstille teorier, der blev utrolig populære i hans samtid.

Men det faldt ham aldrig ind, at hans personlige følelser og oplevelser i barndommen måske netop var personlige, og at andre mennesker bar rundt på andet tankegods. Sådanne påstande afviste han som fortrængning.

Selvom han blev 1900-tallets kendeste navn inden for psykologi, var han heller ikke helt så ubundet af fortiden, som han selv bildte sig ind.

Freuds syn på kønsroller var fx dybt konservativt: Kvinden skulle underkaste sig mandens vilje, som det var tradition i jødiske kredse.

Når han behandlede kvindelige patienter, var målet altid, at de skulle acceptere deres skæbne som hustru og moder.

At der var forskel på mænd og kvinder, trådte tydeligst frem i Freuds syn på homoseksualitet.

Han opfattede seksuel tiltrækning mellem mænd som en for-ståelig og uundgåelig del af den menneskelige psyke.

Lesbiske bånd mellem to kvinder regnede han derimod for unaturlige, da manden dermed mistede sin ledende plads i verden.

Freud fandt det derfor nødvendigt at gribe ind, da favoritten blandt hans seks børn – datteren Anna – sprang ud som lesbisk.

Som led i behandlingen måtte Anna Freud ligge i timevis på sin fars divan, mens han hørte hende udpensle alle sine erotiske fantasier.

Alle anstrengelser var dog forgæves – datteren forblev lesbisk.

Sex var nøglen til alt

Selvom Freud ikke mente, at “hysteri” kunne kureres med et massageapparat, var han enig med sine kolleger i, at kvindernes problemer havde noget med deres seksualitet at gøre.

Han hævdede, at patienternes psykiske tilstand hang sammen med deres seksualdrift – en drift, som han påstod, at børn allerede udviklede i løbet af deres første leveår:

“Det lader til at være min skæbne at opdage det indlysende. At børn har seksuelle følelser, som enhver amme ved, og at nattens drømme handler lige så meget om opfyldelse af ønsker som dagdrømme”, skrev han til en ven.

Seksualdrifter og medfølgende psykiske problemer ramte dog ikke kun kvinder, opdagede Freud, efterhånden som også mænd flokkedes i hans venteværelse.

Snart blev han overbevist om, at alle børn rummede denne følelse, som han døbte “ødipus-komplekset” – opkaldt efter den græske sagnkonge Ødipus, som havde et seksuelt forhold til sin mor.

Ud af ødipus-komplekset voksede en hel serie af mentale tilstande, efterhånden som Freuds teorier tog form.

Ifølge ham oplevede piger penis-misundelse, når de opdagede, at de ikke fysisk var i stand til at have sex med deres mor.

Herefter rettede de i stedet deres seksuelle opmærksomhed mod faren.

Teorien om penismisundelse fik kritikken til at hagle ned over Freud.

Især Europas feminister blev stærkt provokerede over, at han med sin diagnose sygeliggjorde kvinder og dermed gjorde kvindeundertrykkelse acceptabelt.

Men Freud fortsatte ufortrødent sit arbejde. Mange mentale lidelser skyldtes ifølge Wiens mest efterspurgte læge, at barndommens ubevidste drift aldrig var forsvundet og blevet erstattet af en mere moden seksualitet.

Via psykoanalyse kunne han løsne op for patientens ubevidste trang, og dermed blev porten til helbredelse åbnet.

Også uden for feministkredse vakte Freuds teorier bestyrtelse – nemlig i den generation af mænd og kvinder, der var vokset op i victoriatidens England og på det lige så sexforskrækkede europæiske kontinent.

Her var selv den mindste hentydning til sex tabu, og komplet uvidenhed om drifter blev regnet for en dyd.

Alligevel tiltrak Freud en voksende skare af tilhængere. Uanset om folk hadede eller hyldede Freud, talte alle om den dristige østrigske læge.

Beundrer frelste Freud fra Hitler

Mens Freud væltede sig i succes, ændrede Europa karakter.

I 1933 kom Adolf Hitler til magten i Tyskland, og anti-semitismen spredte sig hastigt til Østrig.

Selvom Freud ikke praktiserede sin religion, tilhørte han stadig jødedommen, der i hans øjne mere var en race end en trosretning.

Denne betragtning var nazisterne helt enige i – de underkastede jøderne en række særlove, der udskilte dem fra den øvrige befolkning.

“Hvilket fremskridt vi har gjort. I middelalderen ville de have brændt mig.

Nu nøjes de med at brænde mine bøger”, udtalte Freud ironisk om de tyske nazisters adfærd.

Men ligesom alle andre østrigske jøder kom han i fare, da tyske tropper marcherede ind i Østrig i 1938.

Freuds tilhængere i udlandet begyndte straks at planlægge, hvordan de skulle bringe den store tænker uden for nazisternes rækkevidde.

Den mest indflydelsesrige var prinsesse Marie Bonaparte – en af den franske kejser Napoleon Bonapartes slægtninge og Freuds tidligere patient.

Efter langstrakte forhandlinger gik de nazistiske myndigheder med til, at Freud og alle hans børn kunne forlade Det Tredje Rige.

Sammen med hustru og børn flygtede Freud til Paris og videre til London.

Han medbragte den berømte divan og åbnede sin konsultation, men kun kortvarigt.

Gennem en årrække havde Freud haft kræft i kæben, og nu kunne sygdommen ikke længere holdes nede.

Han døde den 23. september 1939, da smerterne blev så uudholdelige, at han tog en overdosis morfin.

På dødstidspunktet havde 2. verdenskrig raset i fire uger. Fire af Freuds søstre omkom i de tyske kz-lejre.

Psykoanalysens fader efterlod sig kontroversielle teorier, der efter krigen blev ophøjet til sandheder, men nu om dage er de stort set afskrevet.

Nogle kritikere går i dag så langt som til at kalde Freud for en behandler, der opfandt hjemmestrikkede diagnoser, og derefter forsøgte at helbrede sine patienter for dem.

På den måde endte han med at træde i sit gamle forbillede Christoffer Columbus’ fodspor:

Han havde åbnet vinduet til en helt ny verden – uden selv at forstå, hvad han egentlig havde opdaget.