Rosenkorsets brødre ændrede videnskaben

En hemmelig orden stod bag en række mystiske skrifter, som i 1600- og 1700-tallet vovede at sætte spørgsmålstegn ved oldgammel viden. De kontroversielle idéer kom til at ændre videnskaben for altid.

En hemmelig orden stod bag en række mystiske skrifter, som i 1600- og 1700-tallet vovede at sætte spørgsmålstegn ved oldgammel viden. De kontroversielle idéer kom til at ændre videnskaben for altid.

Shutterstock

Christian Rosenkreutz blev mødt med hånlige grin og latterliggørelse, hvor end han kom hen på sin rundrejse i de europæiske konge- og fyrstedømmer.

Den tyske læge havde i flere år opholdt sig i de arabiske lande og var ivrig efter at fortælle Europas lærde om de anderledes tanker om filosofi, matematik og magi, som han var stødt på.

Men ingen tog ham seriøst.

De forstokkede europæiske lærde hang fast i middelalderens kirketro og udenadslære, og Rosenkreutz trak sig skuffet og nedtrykt tilbage til sit hus i Tyskland.

8 rosenkreuzere drog efter legenden ud i verden for at åbne de lærdes øjne.

Indelukket i sine gemakker filosoferede Rosenkreutz videre over videnskabens sammenhæng med de filosofiske spørgsmål, matematikken og magien.

Men inden i ham brændte stadig en trang til at reformere det tilbagestående Europa.

Efter fem år i huset trodsede Rosenkreutz de lærdes modvilje og samlede otte ligesindede.

Sammen satte de sig for at ændre alle kunstarter, fuldende verdens viden om naturen og kaste lys på den katolske kirkes forvrængede moral.

De var “Rosenkorsets Broderskab”, som snart drog ud og gratis helbredte de syge, talte om magiens magt og delte deres viden med andre i det strengt katolske senmiddelalderlige Europa.

Videnskaben var kalket til

Sådan lyder det i fortællingen “Fama fraternitatis”, Rosenkorsets Broderskabs programerklæring, som udkom i 1614 – lidt mere end 100 år efter at Christian Rosenkreutz ifølge skriftet grundlagde ordenen.

Teologen Johann Valentin Andreä menes at stå bag “Fama fraternitatis”, men den udkom i anonym form, da en sådan udgivelse var kontroversiel i renæssancetidens Europa.

Universiteterne og klostrene var dybt konservative og brugte ikke tid på observationer og eksperimenter, men holdt sig hovedsageligt til den lærdom, menneskets forstand kunne filosofere sig frem til.

Den katolske kirke udpegede hekse og smed dem på bålet, og de mest udbredte metoder til at behandle og forebygge sygdomme bestod hverken af medicin eller hygiejne, men af tilfældige kostråd og direkte skadelig åreladning.

Tidsånden var ikke gun­­stig for naturvidenskaben, og kemi og alkymi udgjorde for en traditionel lærd i 1500-tallet to sider af samme sag: Ingen af dem kunne forklares ved udelukkende at bruge filosofien – tankens kraft.

Men trangen til at udforske de nye områder kunne ikke undertrykkes, og i “Fama” står det skrevet, at historien har budt på “værdige mænd, som med al styrke brød igennem mørket og de barbariske tilstande og lod det være op til os (…) at følge efter dem” – værdige, fordi de ligesom Rosenkorsets Broderskab arbejdede for at reformere religion, kunst og videnskab i Europa.

Alkymist bryggede ny medicin

En af de værdige mænd var ifølge “Fama” den schweiziske alkymist, mystiker og læge Paracelsus.

Som videnskabsmand i første halvdel af 1500-tallet havde Paracelsus et ry for at være en fordrukken fupmager, og helt frem til i dag har vi­­den­­­skabs­­mænd svært ved at anerkende hans betydning for naturvidenskaben.

Paracelsus gjorde det heller ikke let for sig selv, da han ofte skrev kryptiske og ustrukturerede tekster om magi, alkymi og indviklet religion.

Alkymi betyder “den kemiske videnskab” og går ud på at forvandle elementerne jord, ild, vand og luft til nye stoffer.

Til gengæld var Paracelsus banebrydende i sine tanker om og eksperimenter med kemiske stoffer som lægemidler.

Indtil da havde læger alene brugt naturstoffer som medicin, og videnskaben byggede på oldgamle dogmer som den græsk-romerske læge Klaudios Galenos’ humoralpatologi.

Denne sygdomsforståelse dikterede, at en lidelse opstod, når forholdet mellem kroppens fire legemsvæsker – blod, slim, gul galde og sort galde – var forrykket.

Modstandere beskyldte Rosenkorsets brødre for at være i pagt med Djævlen.

© Shutterstock

Behandlingen af sygdomme gik derfor ud på at genoprette balancen ved eksempelvis at tappe blod fra patienten.

Paracelsus talte også for at bruge naturstoffer, men først efter at de havde været igennem en kemisk proces.

Med kemiens hjælp var naturens helende kræfter for “fantastiske til nogensinde at blive efterforsket i bund”, skrev han og gav fremstillingen af alkohol som et eksempel på kemiens store potentiale.

Han benyttede ofte giftstoffer, kviksølv og svovlsyre til at helbrede, og fx brugte han en “sød svovl-olie” til at få patienter med smerter til at falde i søvn.

Paracelsus ordinerede desuden en stærkt ætsende blanding af sulfat og olie til alvorlige hudsygdomme.

Behandlingerne førte nogle gange til grusomme resultater, men Paracelsus’ tanke om, at årsagen til sygdommen skulle diktere behandlingen, var ny og banebrydende inden for lægevidenskaben.

Dog gjorde de nye tanker også Paracelsus upopulær, og hans problemer med autoriteter betød, han i 1528 måtte forlade sin stilling som stadslæge i Basel.

I stedet begyndte han at rejse rundt i Europa, og snart florerede historierne om hans evne til at kurere de syge.

Med sine behandlinger og sine eksperimenter med kemisk medicin var Paracelsus en fo­­re­gangs­mand i opgøret med tanken om, at alle forhold i naturen kan begribes filosofisk.

Som han fortalte til en gruppe studerende i Basel, kan “den medicinske kunstart ikke arves eller kopieres fra bøger. Den må fordøjes mange gange og mange gange spyttes ud”.

“Derfor – rejs ud og erfar. Hvad end der kommer din vej, så lær det uden hån, og vær ikke flov over at gøre sådan, fordi du er en doktor eller en mester.

En læge kan ikke lære alt, hvad han skal kunne, fra en højere læreanstalt; fra tid til anden må han tale med gamle kvinder, sigøjnere, magikere, vagabonder og alle typer fattige og tilfældige folk – og lære fra dem, for de har mere viden om sådanne ting end alle de højere læreanstalter tilsammen”.

Gaffel blev forvandlet til guld

Mens Paracelsus’ kritik af lægestanden gjorde ham upopulær i sin egen stand, gav hans mange forsøg på at lave guld ham et ry i den okkulte verden.

Ifølge hans egen assistent, Franz af Meissen, var guldmageri Paracelsus’ vej ud af fattigdom, og historierne om videnskabsmandens evner løb side om side med helbredelsen af de syge.

“Engang helbredte han en gårdmands kone i Ambras med et af sine mange mirakelmidler. Efter mange år kom han tilbage ad samme vej og gik uden at vide det ind på samme gård. Kvinden genkendte ham og var så taknemmelig og bevæget, at mesteren blev overvældet af den megen godhed i så simpel en kvinde. Han tog en gaffel i køkkenet og smurte den med sin gule salve. Gaflen blev forvandlet til massivt guld”, skrev udgiveren af “Filosofisk Phoenix”, et værk om Paracelsus, i 1682.

Paracelsus havde formentlig fundet frem til et guldlignende stof ved et af sine mange kemiske forsøg, hvor han også blandede kviksølv med svovl og tin og andre stoffer, så han opnåede et gyldent materiale.

Mange folk havde dengang ofte svært ved at se forskel, endda alkymisterne selv, og for Paracelsus betød det ikke noget, at han blot producerede “kemisk guld”.

Han var formentlig ikke interesseret i at lave guld for guldets skyld – snarere gav forvandlingen af stofferne ham en tro på, at “et stof kan omdannes til et andet (…), så et råt, groft og beskidt stof kan omdannes til et, der er rent, raffineret og ordentligt”.

Ifølge “Fama” havde Paracelsus aldrig været medlem af Rosenkorsets Broderskab, men hans metoder og tanker gjorde ham til forbillede for ordenen.

Broderskabets videnskabsmænd delte med ham en tro på, at svarene på naturens hemmeligheder skulle findes andre steder end i filosoffernes gætterier eller i kirkens be­­­stem­­­mel­­­­ser.

I stedet troede de på, at de processer, der fandt sted i menneskets krop – mikrokosmos – kunne spejles i de processer, der foregik i resten af naturen og universet – makrokosmos.

Derfor var det nødvendigt at studere naturen for at forstå mennesket og vice versa.

© History Archive

Rosen var et alkymistisk symbol

Christian Rosenkreutz’ efternavn hænger naturligvis sammen med broderskabets symbol.

Men ingen ved med sikkerhed, hvad rosenkorset symboliserede. Rosen var ofte brugt i alkymien, og mange titler inden for disciplinen bar navnet “rosarium” eller “rosenhave”.

For middelalderens kristne var rosen også et symbol på Jomfru Maria.

I dag opfatter rosenkreuzernes arvtagere i bevægelsen AMORC korset som et symbol på kroppen og rosen som menneskets spirende bevidsthed.

En skjult orden

Ingen vidste dengang – ligesom ingen ved i dag – om Rosenkorsets Broderskab nogensinde eksisterede.

Men året efter at “Fama” udkom i 1614, fulgte en anden programerklæring, “Confessio fraternitatis”, hvor tankerne om den snarlige reform af alle kunstarter blev gentaget med forøget styrke.

Udgivet få år inden trediveårskrigen i Europa – en krig mellem den katolske og den protestantiske del af Det Tysk-Romerske Rige – kaldte den anonyme forfatter af “Confessio” sågar den katolske pave i Rom for “Antikrist” – en uhørt fornærmelse af kirkens magtfulde overhoved.

Rundtom i Europa fik de to provokerende programerklæringer og de alternative tanker dog hurtigt begejstrede tilhængere til at stå frem.

Mysteriet og de manglende svar omkring Rosenkorsets Broderskabs eksistens betød langtfra, at interessen for ordenen gik i sig selv efter 1615.

Tvært­imod forsøgte flere og flere at nå broderskabet med breve, opfordringer og pamfletter, særligt i den tyske del af Europa. Men intet skete.

Christian Rosenkreutz blev ifølge myten hånet og spottet, da han forsøgte at udbrede nye videnskabelige tanker fra de arabiske lande i Europa.

© History Archive

I “Confessio” fik læserne til gengæld et hint om en af broderskabets inspirationskilder, da programerklæringen indeholdt et dokument, der brugte flere passager fra værket “Monas hieroglyphica” af den walisiske matematiker John Dee.

Her var en forbindelse til en af Europas fremmeste mystikere, som havde tjent under dronning Elizabeth 1. af England, og som troede på, at matematik og tal var fundamentet for alt i verden.

Samtidig dyrkede han den ældgamle jødiske mystik, kabbala, og han skrev i sine dagbøger om kommunikation med gode engle, som gav ham evnen til at begribe verdens sammenhæng.

John Dee havde under Elizabeth 1. haft mulighed for at udbrede sine tanker om magi, hvilket senere gjorde ham til en slags foregangsfigur for Europas mere eksperimenterende videnskabsmænd.

Han rejste flittigt i Centraleuropa og særligt til alkymisternes fristed Prag, hvor han fik foretræde for mægtige mænd, som den tysk-romerske kejser Rudolf 2.

Desværre for Dee nærede den engelske dronnings arvtager, Jakob 1. af England, ingen trang til at garantere frihed for anderledes tænkende og begyndte i stedet at undertrykke og ødelægge deres arbejde.

Da Dee døde i 1608, var det derfor som udstødt og fattig. Mistanken om, at han havde været en central skikkelse i Rosenkorsets Broderskab, døde dog aldrig, og i dag florerer der teorier om, at han måske var ordenens virkelige fader.

Læge skrev til broderskabet

Trods usikkerheden om, hvorvidt Rosenkorsets Broderskabs videnskabelige orden overhovedet fandtes, var der ingen tvivl om, at der i samtiden eksisterede en verden med ophedede diskussioner om naturvidenskab og magi.

Særligt tyske Michael Maier og engelske Robert Fludd – begge læger og tilhængere af Paracelsus’ arbejde – stod for at udbrede og forsvare de alternative tanker, som samtidens traditionelle tænkere mente, var til skade for videnskaben.

Fludd havde en baggrund som mediciner, kemiker og videnskabsmand udi det okkulte og troede som paracelsisk læge på, at det var muligt at forstå mennesket ved at studere naturen.

De to kunne spejles i hinanden. Eksempelvis svarede alle organer i menneskets krop til stjernerne og planeterne på himlen, mente han.

Fludd anså også solen som centrum for universet, ligesom hjertet var centrum for kroppen, og mente, at blodet måtte cirkulere rundt i kroppen, ligesom planeterne cirkulerede rundt om solen.

Det var en alternativ teori, men langt tættere på virkeligheden, end tidligere læger nogensinde var kommet.

Brødrene var besat af Djævlen

Både Fludd og Maier nægtede selv at være medlemmer af Rosenkorsets Broderskab – hvilket dog ikke mindskede mistanken, da ordenen som bekendt gik for at operere i det skjulte.

Fludd forsøgte faktisk selv at komme i kontakt med broderskabet ved at skrive flere essays, der direkte henvendte sig til medlemmerne og svømmede over med beundring for ordenens manifester.

Men han fik aldrig svar.

Knap var de alternative videnskabsmænd begyndt at komme ud af skabet og programerklæringerne udgivet, før bevægelsen led et alvorligt knæk.

Til gengæld for pagten med Djævlen fik ordensbrødrene tildelt magiske punge fyldt med penge.

Michael Maier og andre tilhængere af Paracelsus’ lære havde i 1619 sammen med det protestantiske flertal i Bøhmen fået indsat den magikervenlige Frederik 5. af Pfalz som ny regent i fyrstedømmet.

Hovedstaden Prag fungerede nemlig som helle og mødested for kabbalister, alkymister og okkulte videnskabsmænd fra hele Europa.

Men den tysk-romerske kejser, Ferdinand 2., ønskede at gøre fyrstedømmet katolsk igen, og med hjælp fra regionens katolske regenter slog han et oprør ned, drev Frederik 5. på flugt og gjorde det svært at være alternativ tænker i Bøhmen.

Episoden markerede både starten på den blodige trediveårskrig og afslutningen på den korte blomstringstid for Rosenkorsets Broderskab i Tyskland.

Her havde ordenens tanker cirkuleret og vundet genklang i bare fem år. Med krigens udbrud bredte idéerne sig i stedet til Frankrig – dog i en noget anden og mørkere form.

I Frankrig lød rygterne fra omkring 1623, at en hemmelig orden i pagt med Djævlen var kommet til landet.

Blandt andre forfatteren Gabriel Naudé og den stridslystne jesuit François Garasse talte om en orden i ledtog med Djævlen, hvor medlemmerne havde lovet at afvise kristendommen og alle kirkens ritualer.

Til gengæld for pagten fik ordensbrødrene tildelt magiske punge fyldt med penge, imponerende talegaver til at tiltrække opmærksomhed og ikke mindst evnen til at klæde sig, opføre sig og tale som de lokale, hvor end de rejste hen.

Med andre ord havde Rosenkorsets Broderskab infiltreret det franske samfund, og Garasse påstod tilmed, at historien om Christian Rosenkreutz’ rejse til Mellemøsten betød, at ordenens viden kom fra de hedenske tyrkere.

Han hævdede, at alle broderskabets medlemmer burde hænges i den nærmeste galge.

Hvorvidt heksejagten rent faktisk kostede liv, ved ingen, men stemningen i Frankrig var under ingen omstændig­heder til en åben diskussion af videnskaberne.

Ordenen trak spor til Atlantis

Mens franskmændene beskyldte ordenen for djævledyrkelse, og tyske tænkere diskuterede tankerne bag Rosenkorsets Broderskab åbent, så tiltrak bevægelsen ikke megen offentlig interesse i England.

En fortaler som Robert Fludd kom godt nok fra London, men han havde udgivet sine tanker i Tyskland, og John Dees skæbne holdt formentlig alle tænkere med hang til magi og alternative idéer fra at stå frem.

Okkultisten John Dee havde efter sigende tilknytning til Rosenkorsets Broderskab og underviste bl.a. den tysk-romerske kejser Rudolf 2. i Prag.

© AKG-Images

Selv en af tidens store videnskabsmænd, den engelske filosof og forfatter Francis Bacon, var ivrig efter at understrege sin modstand mod renæssancens magikere.

Han advarede især mod Paracelsus og protesterede mod alkymisternes trang til at gemme deres såkaldte videnskab bag symboler og anden form for mystik.

Men i 1627 – året efter Francis Bacons død – fandt forskere en interessant fortælling, som Bacon aldrig havde udgivet.

“Det Nye Atlantis” hed fortællingen, der handlede om en gruppe sømænd, som kæntrede ud for et nyt og ukendt land i Stillehavet.

De kristne indbyggere på øen havde opbygget det perfekte samfund – et utopia – som var funderet på broderlig kærlighed og et nyt syn på videnskab.

Øboerne samlede viden, analyserede data og foretog eksperimenter i deres laboratorier, og da de syge blandt de kæntrede modtog behandling fra de lokale, nægtede de at opkræve betaling for deres lægehjælp.

Det, der overraskede de forliste søfolk mest, var dog, at alle indbyggerne i Det Nye Atlantis kendte til alle europæiske sprog og til alle samfundsforhold i verden.

Da de kæntrede sømænd fik muligheden, spurgte de landets guvernør, hvordan indbyggerne kunne have så detaljeret en viden om sprog, samfund, bøger og forhold, der lå så langt fra dem.

Svaret lød, at hvert 12. år drog “tre af brødrene fra Salomons Hus (landets universitet, red.) ud på en mission for at samle viden om alle videnskaber og kunstarter og hjem­brin­ge bøger, instrumenter og nyheder”.

Den­ne udveksling, blev det for­kla­ret, “var ikke en handel med almindelige materielle varer, men kun en søgen efter Guds første skabning, hvilket var lyset”.

Videnskaben fik et skub fremad

“Det Nye Atlantis” mindede tydeligvis om Rosenkorsets Broderskabs programerklæring, “Fama”, i alt fra detaljer om gratis lægehjælp til tankerne om en ny videnskab.

Ifølge Francis Bacon afhang videnskaben da også alt for ofte af fantasifulde gæt og kirkens trosbaserede meninger.

I stedet burde videnskabsmanden udforske naturen og strukturere viden efter regler, så andre videnskabsmænd senere kunne bygge videre på arbejdet.

Dermed grundlagde Bacon kernen i “empiristisk metode”, hvor viden kommer igennem san­ser­ne og erfaringerne.

Den engelske videnskabsmands tanker mindede på den måde i høj grad om Paracelsus’ tale til de studerende i Basel.

Ingen ved, hvad Bacon selv tænkte om Rosenkorsets Broderskab, og teorierne om hans tilknytning til ordenen er mange.

Nogle mener, at Bacon var det engelske broderskabs grundlægger, og andre sågar, at han stod bag nogle af William Shakespeares værker og via symbolik beskrev tankerne bag ordenen.

Kendt er det dog, at Bacon bag facaden var fascineret af discipliner som naturlig magi og astrologi, og at han var med til at forme overgangen til en mere moderne videnskab.

På den måde var Bacon på linje med mange andre af de videnskabsmænd, der blev sat i forbindelse med rosenkreuzerne i 1500- og 1600-tallet.

Fra 1700-tallet og frem begyndte flere hemmelige selskaber og loger at hævde, at de var de sande efterfølgere af Rosenkorsets Broderskab.

Bevægelserne dyrkede det okkulte og blev en slags frimurerloger med særlig interesse for alternativ videnskab.

Hvorvidt det oprindelige Rosenkorsets Broderskab var en tankekonstruktion blandt renæssancens videnskabsmænd, eller ordenen rent faktisk eksisterede, fortaber sig i fortidens tåger.

Men ét er sikkert: Tankerne bag broderskabet overlevede og var med til at skubbe Europa ind i den moderne videnskabs tidsalder.