Sådan lærte vi at læse vejret
Fra observationer til computermodeller: Mennesket har altid været dybt afhængigt af vejret og behovet for at kunne forudsige vejrgudernes næste træk har til alle tider været der.
Landbruget, skibsfarten og fiskeriet har altid været dybt afhængige af vejret. Derfor har mennesket i årtusinder inderligt ønsket at kunne forudsige vejrgudernes næste træk.
I begyndelsen byggede forudsigelserne blot på observationer og tilfældige målinger, men i 1700-tallet opfandt videnskabsfolk de instrumenter, som var nødvendige for, at den moderne meteorologi kunne udvikle sig til en egentlig videnskab. Dermed kunne forskere nu forstå de faktorer, der bestemmer vejrets udvikling, og frembringe brugbare forudsigelser, fx stormvarsler.
Aristoteles var den ultimative vejrmand i to årtusinder.
.
340 f.Kr.: Antikkens skrifter gjaldt i 2.000 år
I Europa var stort set al viden om vejret i ca. 2.000 år baseret på værket “Meteorologika”, skrevet af den græske filosof Aristoteles omkring år 340 f.Kr. – samt senere skrifter udgivet af hans elev Theophrastus. Afgørende ny viden blev først frembragt i 1600- og 1700-tallet, da nye instrumenter til måling af fx vind og temperatur blev opfundet.
1643-1738: Lufttrykket blev målt
Bernoullis værk grundlagde meteorologiens teori.
Ingen vidste, at luft har tyngde, før italieneren Evangelista Torricelli opfandt kviksølvbarometret i 1643. Han lagde mærke til, at en kviksølvsøjle stod højere i godt vejr end i blæst og regn. I 1714 fandt Gabriel Fahrenheit ud af at måle temperaturen i luft og vand med et kviksølvtermometer. Også det teoretiske grundlag blev lagt i 1700-tallet, da schweizeren Daniel Bernoulli udgav værket "Hydrodynamica”.
1783: Ballonfærd viste vejrgudernes luner
Ballonflyvning gav ny viden om de komplicerede vindforhold i de højere luftlag.
I 1783 gennemførte Jacques Alexandre Charles den første flyvning med en hydrogenfyldt ballon. Opfindelsen viste sig at være yderst velegnet til at indsamle meteorologiske data fra atmosfæren. Men da balloner var prisgivet vejrgudernes luner, sendte de første ballonskippere små prøveballoner op, inden de selv lettede.
1806-1849: Udveksling af vejrdata
Telegrafen gav hurtig kommunikation.
Admiral Francis Beaufort foreslog i 1806 at inddele vindstyrken i en skala på 12 trin – den såkaldte beaufortskala – hvilket gav meteorologerne en fælles reference. Med fremkomsten af telegrafen senere i 1800-tallet blev det for første gang praktisk muligt at indhente vejrdata fra større områder og eksempelvis udsende stormvarsler. I 1849 oprettede Smithsonian Institution et meteorologisk netværk på tværs af USA, og lignende samarbejdsprojekter mellem meteorologer blev grundlagt i Europa i de følgende 50 år.
1922: 64.000 meteorologer under ét tag
Planen var at huse de mange meteorologer i en stor globeformet bygning.
I 1922 fremlagde briten Lewis Fry Richardson i værket “Weather Prediction by Numerical Process” en række formler, som gjorde det muligt at beregne morgendagens vejr nogenlunde sikkert. Problemet var bare, at det tog 24 timer at lave de komplicerede udregninger – så morgendagen var gået, inden vejrmeldingen var klar. Richardson planlagde at samle 64.000 meteorologer på ét sted, så de kunne lave hver deres del af regnestykket, men ideen blev aldrig til noget.
1927-1955: Radiosonden var et stort spring fremad
Radiosonder kan nå op i stratosfærens øverste del.
Meteorologerne fik adgang til endnu bedre data, da to videnskabsmænd i 1927 sendte meteorologiske måleinstrumenter op i en ballon forsynet med en radiosender. Målingerne blev dermed sendt trådløst hjem, og verdens første radiosonde var en realitet. Ti år senere oprettede USA's meteorologiske institut en regelmæssig vejrtjeneste baseret på radiosonder i balloner.
Under 2. verdenskrig blev radioteknikken yderligere udviklet, og midt i 1950’erne tillod bedre materialer opsendelsen af gigantiske balloner. Radiosonderne kunne nu nå op i 50 km's højde og indsamle uhørt præcise data.
1950'erne-1960: Vejrfolk og computere gik hånd i hånd
TIROS-1 var den første succes-fulde vejrsatellit. Den tog billeder af vejrfænomener fra sit kredsløb godt 700 km ude i rummet.
Da de første datamaskiner kom frem i 1950'erne, lykkedes det at gennemføre beregninger for vejrets udvikling et helt døgn frem. Men da de tidligste “elektronhjerner” kun havde en brøkdel af moderne computeres kapacitet, tog beregningerne stadig næsten 24 timer. Netop fordi mete-orologiske beregninger er så komplicerede, egner de sig dog fortrinligt til data-behandling, og meteorologien var derfor med til at sætte skub i datalogien.
Fra 1960’erne bragte vejrsatellitterne endnu flere data. Den første, Vanguard 2, blev opsendt af USA's flåde i 1959. Den skulle måle skydækkets tykkelse, men kom ud af kurs. Bedre gik det for den næste vejr-satellit, TIROS-1, opsendt af NASA i 1960. Nu kunne al dataindsamling foregå automatisk.