Skamskudt stork løste trækfuglenes mysterium

Nemlig spørgsmålet om, hvor storke og andre fugle overvintrer, når de om efteråret forsvinder fra den nordlige halvkugle.

Med den skamskudte stork er svaret bogstavelig talt dumpet ned fra himlen – et svar, som har været årtusinder undervejs. I dag ved vi, at talrige fuglearter om efteråret flyver til deres vinterkvarter i varme egne og vender tilbage med foråret. Men helt frem til begyndelsen af 1800-tallet vidste ingen med sikkerhed, hvor fuglene søgte hen.

Svaler kommer sovende til Månen

Op gennem historien har en hærskare af verdens bedste hjerner forsøgt sig med en forklaring på trækfuglenes forsvindingsnummer i efteråret og deres tilbagevenden i foråret. Teorierne har været mange – og set med nutidens øjne ofte bizarre: I en afhandling fra 1684 argumenterede den lærde englænder Charles Morton eksempelvis for, at svalerne drager til Månen og tilbringer vinteren dér.

“Hvor skulle de ellers tage hen, om ikke til Månen?” spurgte Morton retorisk.

Englænderen havde endda gjort sig den ulejlighed at regne ud, hvor længe fuglene skulle bruge på at tilbagelægge den flere hundrede tusind km lange rejse til Jordens nærmeste nabo: Med en flyvehastighed på 200 km/t. ville turen tage 60 dage hver vej, vurderede han.

En så imponerende fart kunne fuglene ifølge Morton opnå, fordi de på lange strækninger flyver i tynd luft uden stor modstand. Under hovedparten af rejsen sover fuglene, og de vågner først op, når de fornemmer Månens kulde.

At svaler skulle søge til Månen, faldt fint i tråd med en forestilling, der var vidt udbredt på Mortons tid. Her hed det sig, at alle Solsystemets planeter og andre himmelobjekter – også Solen – er beboede og frodige med brusende floder og vidtstrakte skove. Den gode Gud ville næppe have ulejliget sig med at skabe fremmede kloder for så bare at lade dem ligge øde hen, lød ræsonnementet.

Fugle fælder fjerene

Mens Morton pegede på Månen som svalernes vinterkvarter, var den græske filosof og videnskabsmand Aristoteles allerede i 300-tallet f.Kr. kommet med en anden forklaring. I 10-bindsværket “Historia animalium” (Oversigt over dyrene), der frem til middelalderen stod som et af de vigtigste værker om naturen, beskrev grækeren omkring 140 fuglearter.

Om storken fortalte Aristoteles, at den går i hi om vinteren. Men når det kommer til svalerne, var grækerens forklaring en anelse mere kompliceret: I løbet af efteråret fælder de deres fjer og overvintrer nøgne i fx murværk eller træer eller under vandet.

Ifølge Aristoteles forholder det sig anderledes med rødstjert og rødhals (også kendt som rødkælk). Her forklarede videnskabsmanden, at rødstjerten om vinteren skifter fjerdragt og art og forvandler sig til en rødhals. På samme måde transformerer havesangeren sig til en munk, en anden fugl i sangerfamilien, som bedre er i stand til at udholde vinterkulden.

I dag ved ornitologerne, at rødstjerten er en langdistancetrækker, som overvintrer omkring Nilen syd for Sahara i Afrika. Rødhalsen, derimod, tilbringer de kolde måneder i Vest- og Sydeuropa, så Aristoteles’ antagelser er ikke grebet ud af den blå luft.

Gæs vokser på træer

Forestillingen om, at fugle kan antage andre skikkelser, levede videre i mange århundreder. I værket “Ornithologia” (1603) af den italienske naturforsker Ulisse Aldrovandi optræder det forunderlige “gåsetræ”, hvis frugter er langhalse – dvs. små krebsdyr, som forekommer i tætte klynger på fx drivtømmer og skibsskrog.

Ifølge italieneren er langhalsene bram- og knortegæslinger, som i løbet af sommeren og efteråret bliver til voksne gæs. Bramgæs og knortegæs er trækfugle, der yngler i de dengang ukendte arktiske egne, og derfor havde ingen kendskab til gæssenes æg og unger.

Hvis langhalsen var en frugt, måtte gåsen – helt logisk – ligeledes være en frugt. For datidens katolikker var denne sammenhæng særdeles belejlig. Under fasten måtte de kristne nemlig ikke spise kød, men gæs kunne de altså sagtens sætte tænderne i.

Svaler sover på søbunden

Især Aristoteles’ teori om svalen, der går i hi under vand, viste sig langtidsholdbar. I værket “Historia de gentibus septentrionalibus” (De nordiske folks historie) fra 1555 fortalte ærkebiskop Olaus Magnus, at flokke af svaler om efteråret samles over floder og søer. Her klumper fuglene sig tæt sammen, vinge mod vinge, for derefter at dykke ned under vandoverfladen i en sammenfiltret klump.

Sovende og nedsunket i mudder forbliver fuglene på bunden, indtil foråret melder sig. Ifølge ærkebiskoppen var det kendt viden blandt fiskere, der ofte fanger svaler, når de trækker vod. Mens de uerfarne tager fuglene med på land, i håbet om at de hurtigt vil live op, lader de garvede fiskere ifølge Olaus Magnus svalerne være i vandet, fordi de ved, at fuglene ellers ikke kan overleve.

Berømt forsker tager fejl

Ærkebiskoppens landsmand, den svenske naturforsker Carl von Linné, delte opfattelsen af, at svalerne går i vinterhi på søens bund. Allerede som ung i 1730’erne var von Linné blevet internationalt anerkendt for sit banebrydende system til klassificering af planter, dyr og mineraler.

Under sine forelæsninger yndede han at fortælle historien om, at han engang om efteråret selv havde set landsvaler i en rørskov. Her sad de sorte fugle med den lange hale og de spidse vinger på svajende siv, hvorfra de forsvandt ned under vandoverfladen.

Efter at nysgerrige sjæle havde endevendt adskillige søer uden at finde så meget som en enlig svale, opgav von Linné dog sin antagelse. Med til at give teorien dødsstødet var et eksperiment, som den skotske videnskabsmand John Hunter gennemførte sidst i 1700-tallet. Om efteråret lukkede han en flok svaler inde i et rum med føde nok og et vandbassin, så fuglene kunne overvintre. Men i løbet af månederne undslap alle fugle undtagen én, som Hunter slap fri. Forsøget havde ingen svar givet.

Hvordan von Linné – og før ham Aristoteles – overhovedet kom på tanken om, at svaler går i hi under vandet, er uvist. Men måske er forklaringen, at forårets første svaler ofte viser sig over netop søerne, hvor de flyver lavt hen over vandoverfladen i jagten på insekter.

Håndfast bevis lander i Tyskland

Mysteriet om fuglene, der forsvinder sporløst om vinteren, begyndte så småt at blive opklaret i 1797. I værket “A History of British Birds” (En fortælling om britiske fugle) oplyste den engelske naturforsker Thomas Bewick, at en skibskaptajn havde fortalt ham, at han om foråret – fra en position mellem de spanske øer Menorca og Mallorca – observerede en kæmpe flok svaler flyve nordpå.

På baggrund af denne og tilsvarende øjenvidneberetninger konkluderede Bewick, at fuglene “forlader os om vinteren, når dette land ikke længere kan forsyne dem med deres rette, naturlige føde”.

Talrige andre røster stemte i og hævdede som Bewick, at visse fuglearter trækker sydpå og overvintrer under varmere himmelstrøg i Afrika, hvor de har adgang til rigelige føderessourcer. I foråret vender fuglene tilbage, lød trækfugleteorien, som dog manglede at blive underbygget af håndfaste beviser.

I maj 1822 dumpede det endegyldige bevis ned fra himlen over Tyskland. Rigsgreve Christian Ludwig von Bothmer skød den hvide stork, hvis hals var gennemboret af en lang pil. Ved nærmere inspektion på universitet i Rostock viste pilen sig at stamme fra det centrale Afrika.

Med den 80 cm lange pil i kroppen var den uheldige fugl migreret over 5.000 km fra det afrikanske kontinent til Nordeuropa og derfra direkte ind i videnskabshistorien. Den skamskudte stork – som tyskerne døbte Pfeilstorch (pilestork) – leverede selve beviset på fuglenes årstidsbestemte vandringer. I august 1822 blev fuglen derfor indlemmet i den zoologiske samling på universitetet i Rostock, udstoppet og stadig med pilen gennem halsen.

I løbet af 1800-tallet dukkede yderligere 24 “pilestorke” op i Tyskland, og al snak om vinterhi, forvandlingsnumre og måneflyvninger forstummede som fuglestemmerne i efteråret.