Nobelpris, skandaler, prisfest

Skandalerne hober sig op i Nobelprisens historie

Personlige fjendskaber, nepotisme og korruption – fra første færd har Nobelprisen tiltrukket negative overskrifter, for kampen om den prestigefyldte pris har til alle tider været nådesløs.

Personlige fjendskaber, nepotisme og korruption – fra første færd har Nobelprisen tiltrukket negative overskrifter, for kampen om den prestigefyldte pris har til alle tider været nådesløs.

Chad Ehlers/Imageselect & Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Ud over penge får Nobelprisens modtagere en medalje med Nobels portræt på.

© RED/Imageselect

Nobelprismodtagerne i 2021

Nobelprisen i kemi:

  • Benjamin List fra Max Planck Institut for Kulforskning & David W.C. MacMillan fra Princeton University (for udviklingen af kunstige, kemiske molekyler)

Nobelprisen i fysik:

  • Syukuro Manabe fra Princeton University & Klaus Hasselmann fra Max Planck Institut for Meteorologi (for udviklingen af troværdige klimamodeller)
  • Giorgio Parisi fra Sapienza Universitet i Rom (for matematisk kortlægning af komplekse strukturer)

Nobelprisen i medicin / fysiologi:

  • David Julius fra University of California & Ardem Patapoutian fra Scripps Research Howard Hughes Medical Institute (for opdagelsen af følereceptorer)

Nobelprisen i litteratur:

  • Den zanzibarisk-bitiske forfatter Abdulrazak Gurnah (for sine romaner om kolonialisme og migration)

Nobels fredspris:

  • Dmitry Muratov & Maria Ressa (for deres undersøgende journalistik og kamp for ytringsfrihed i hhv. Rusland og Filippinerne)

Nobelprisen i økonomi:

  • David Card fra University of California, Berkeley (for forskning i arbejdsmarkedøkonomi)
  • Joshua D. Angrist og Guido W. Imbens fra hhv. MIT og Stanford University (for forskning i årsagssammenhænge)

I 1888 fik den svenske sprængstof-producent Alfred Nobel et chok. I avisen læste han sin egen nekrolog med overskriften “Dødens købmand er død”.

Avisen havde taget fejl – den døde var Alfreds bror – men nekrologen fik rigmanden til at indse, hvordan hans eftermæle risikerede at blive.

I sit testamente donerede han derfor 94 pct. af sin formue til en fond, der hvert år skulle belønne personer, der havde ydet væsentlige bidrag til menneskeheden.

Men selv så nobel en tanke kan til tider gå galt...

1. Diktatorer blev nomineret til fredspris

Få Nobelpris-nomineringer har været så kontroversielle som Adolf Hitlers. Tysklands nazileder havde i 1930’erne ført an i jødeforfølgelser og i 1938 annekteret Østrig og Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet.

Overraskelsen var derfor total, da Føreren i 1939 blev nomineret til Nobels fredspris af det svenske parlamentsmedlem Erik Brandt, der endda var antifascist.

Det viste sig, at Brandts indstilling var en ironisk protest, fordi den britiske premierminister, Neville Chamberlain, var blevet nomineret til samme pris pga. sin aftale med Hitler om annekteringen af Sudeterlandet.

Adolf Hitler, Nobels fredspris, 1939

Selv Hitler må have moret sig, da han i avisen kunne læse, at han var blevet nomineret til Nobels fredspris.

© Akg-images/Ritzau Scanpix

I sidste ende fik ingen dog fredsprisen, for i september samme år invaderede Hitler Polen og indledte dermed 2. verdenskrig.

Hitler er i øvrigt ikke den eneste diktator, der er blevet indstillet til fredsprisen. To gange blev sovjetlederen Josef Stalin nomineret, selvom han havde myrdet millioner af sine egne. Nomineringen var – modsat i Hitlers tilfælde – ikke ironisk ment.

2. Dommerne gav sig selv prisen

I 1974 var de tre store forfattere Graham Greene, Vladimir Nabokov og Saul Bellow alle indstillet til Nobelprisen i litteratur. De tre forfattere, der stod bag bestsellere som Lolita (Nabokov), Brighton Rock (Greene) og En ung amerikaners eventyr (Bellow), måtte dog se sig slået.

I stedet for en af de tre anerkendte forfattere, hvis værker var oversat til utallige sprog, valgte priskomitéen at give prisen til to forfattere, der praktisk talt var ukendte uden for deres hjemland – de to svenskere Eyvind Johnson og Harry Martinson.

Forundringen var stor i litterære kredse. Hvordan var de to svenskere blevet valgt foran tre litterære giganter? En grund kunne være, at Johnson og Martinson begge var medlemmer af prisudvalget og derfor med til at udpege vinderne.

Saul Bellow fik oprejsning, da han to år senere, i 1976, endelig vandt prisen. Greene og Nabokov modtog aldrig æren.

Graham Greene, Nobelpris

Det krævede en drink af de store for forfatteren Graham Greene at acceptere tabet af den prestigefyldte litteraturpris.

© Kurt Hutton/Getty Images

3. Medicinsk opdagelse var slet ikke ny

Nobelprisudvalget i medicin tildelte i 1945 prisen til lægerne Ernst Chain, Howard Florey og Alexander Fleming. Prisen fik de for “opdagelsen af penicillin og dens helende effekt på adskillige smitsomme sygdomme”.

Det vakte en del undren blandt kolleger i lægeverdenen, for opfindelsen var på ingen måde ny. Årtier før det gik op for Fleming, at infektionssygdomme kunne behandles med udtræk fra sæksvampen Penicillium, havde andre læger gjort samme opdagelse.

Penicillin, isop, Hyssop, Nobelpris

Planten isop, som penicillinsvampen vokser på, har været kendt for sine helbredende egenskaber i årtusinder.

© Shutterstock

Og de var heller ikke de første til at opdage svampenes medicinske evner. Som Alexander Fleming selv måtte erkende, var penicillinen endda omtalt i Det gamle testamente, hvor der står: “Rens mig med isop for synd”.

Isop er netop den plante, hvorpå svampene, der producerer penicillin, vokser, og i årtusinder havde arabiske ryttere vidst, at de kunne undgå infektioner i sadelsår, hvis de smurte sig med en mikstur, der indeholdt planten og dermed penicillin fra svampene.

Penicillin, Alexander Fleming, Nobelpris

Alexander Fleming måtte erkende, at selv Biblens forfattere kendte til penicillinens fantastiske egenskaber.

© Akg-images/Ritzau Scanpix

4. Prismodtager stod bag terror

I 1978 blev Nobels fredspris delt mellem den egyptiske præsident, Anwar al-Sadat, og Israels premierminister, Menachem Begin, for Camp David-aftalen, der sikrede freden efter Yom Kippur-krigen i 1973.

Selvom begge blev kritiseret, var det især valget af Begin, der faldt mange for brystet. Under og efter 2. verdenskrig havde israeleren været leder af den militante gruppe Irgun, der bl.a. stod bag bombningen af hotellet Kong David i Jerusalem, hvor næsten 100 blev dræbt. I 1948 blev gruppen også beskyldt for en massakre på over 100 på civile arabere i landsbyen Deir Yassin.

I 1952 havde Begin desuden angiveligt planlagt og delvist finansieret et bombeattentat på den tyske forbundskansler, Konrad Adenauer. Attentatet blev forpurret, fordi bomben, der var skjult i et opslagsværk, blev opdaget før tid. En bomberydder blev dog dræbt under desarmeringen.

Begins blodige fortid til trods fik han alligevel fredsprisen.

Nobel, fredspris, Menachem Begin, Anwar al-Sadat, Jimmy Carter

Begin (th.) delte Nobels fredspris med Egyptens præsident, Sadat (tv.). Begins blodige fortid valgte alle at se bort fra.

© Zeus/Zuma/Ritzau Scanpix

5. Nomineret 41 gange

Ingen er blevet nomineret flere gange end amerikaneren Gilbert Lewis. Den dygtige – men noget uheldige – kemiker blev indstillet til Nobelprisen i kemi hele 41 gange i årene mellem 1922 og 1946.

Alene i 1929 blev han nomineret otte gange. Alligevel vandt Lewis aldrig, selvom han stod bag vigtige opdagelser som kovalente bindinger og elektronprikmodellen.

Ulykkeligvis havde Lewis tidligere arbejdet sammen med kollegaen Walther Nernst. Under deres forskning var de to blevet alvorlige uvenner – så meget, at Walther Nernst fik sin ven, Wilhelm Palmær, der var medlem af Nobelpris-komitéen, til at modarbejde ethvert forsøg på at tildele Lewis den fornemme pris.

Palmær gik så vidt som til selv at indstille Lewis til prisen tre år i træk – med en lumsk bagtanke. Han nominerede nemlig Lewis for noget af amerikanerens mindre vigtige arbejde, hvorefter han skrev negative rapporter om forskningsresultaterne for at skade Lewis’ chancer.

Gilbert Lewis, Nobelpris, kemi

Gilbert Lewis fik aldrig selv Nobelprisen, men var mentor for adskillige, der opnåede den store ære.

© Lawrence Berkeley National Labor/Ritzau Scanpix

6. Vinders opfindelser dræbte tusinder

I 1918 fik den tyske professor Fritz Haber Nobelprisen i kemi for sit bidrag til udviklingen af Haber-Bosch-metoden, der gør det muligt at producere syntetisk ammoniak og dermed også kunstgødning i store mængder. Gødningen kunne bruges til at brødføde verdens hastigt voksende befolkning.

De fleste var enige i, at Habers opfindelse var prisværdig og fortjente hæder. Uheldigvis havde selvsamme opfindelse også været afgørende for Tysklands produktion af sprængstoffer under den netop overståede 1. verdenskrig.

Nobelpris, giftgas, Fritz Haber

Nobelpristageren Fritz Haber stod under 1. verdenskrig i spidsen for udviklingen af bl.a. klorgas, der blev brugt på slagmarken første gang i 1915.

© Pictorial Press Ltd/Imageselect

Endnu værre var det, at den dygtige kemiker også stod bag udviklingen af giftgas, der under 1. verdenskrig havde dræbt tusinder af soldater og givet Haber tilnavnet “Gaskrigens fader”.

Kritikere af Habers Nobelpris påpegede det groteske i, at Alfred Nobel havde stiftet prisen for at slippe af med sit ry som “Dødens købmand” – og nu blev en kemiker, der havde tusinder af menneskeliv på samvittigheden, tildelt prisen.

Nobelpris, giftgas, Fritz Haber

Angiveligt skal Fritz Haber som svar på kritikken af sit arbejde med giftgas have udtalt, at “i fredstid tilhører en videnskabsmand verden, men i krigstid tilhører han sit land”.

© Colport/Imageselect

7. Prismodtager svinede kollega til

De to forskere Camillo Golgi og Santiago Ramón y Cajal havde hver deres idé om, hvordan nervesystemet var sat sammen. Så modstridende var deres teorier, at de ikke på nogen måde var forenelige.

Derfor kom det som et chok for dem begge, da de i 1906 skulle dele Nobelprisen i medicin for deres arbejde. Golgi leverede i sin takketale et frontalangreb på Cajals teori om, at nervesystemet består af millioner af enkeltceller (i dag kaldet neuroner).

Golgi, som mente, at der var tale om ét sammenhængende netværk af celler, rasede talen igennem og afsluttede med at påpege, at Cajal overhovedet ikke havde fortjent en pris – hans teori var jo tydeligvis forkert!

Det var dog Cajal, der kunne le sidst. Med udviklingen af elektronmikroskopet i 1950’erne blev hans teori én gang for alle bevist. Selv udtalte Cajal om prisen, han delte med sin største videnskabelige rival:

“Hvilket ondt ironisk skæbnepar, som siamesiske tvillinger forenet ved skuldrene”.

Ramón y Cajal, Nobelpris, nervesystem

Den spanske læge Cajal måtte finde sig i at blive kaldt uværdig til Nobelprisen af sin rival.

© Album/Ritzau Scanpix

8. Nazisterne forbød Nobelprisen

I 1936 valgte Nobelpris-komitéen at tildele den tyske journalist Carl von Ossietzky Nobels fredspris for sin kritiske dækning af Tysklands oprustning. Nazitysklands propagandaminister, Joseph Goebbels, rasede og kaldte tildelingen af prisen til en “notorisk landsforræder” for en direkte fornærmelse af det nye Tyskland.

Ossietzkys forbrydelse bestod i, at han i 1931 havde afsløret Tysklands hemmelige genopbygning af det tyske luftvåben. Journalisten havde udelukkende anvendt offentligt tilgængelige kilder, men blev alligevel samme år dømt for landsforræderi samt spionage og idømt halvandet års fængsel.

Efter pristildelingen forbød nazisterne Ossietzky at modtage Nobelprisen og indstiftede i protest deres egen pris for kunst og videnskab.

Carl von Ossietzky fik derfor aldrig overrakt Nobelprisen. Han blev snart efter sendt i koncentrationslejr og døde i 1938 af tuberkulose, som han havde pådraget sig under fangenskabet.

Nobelpris, Carl von Ossietzky

Tildelingen af Nobels fredspris til Ossietzky udløste protester i Tyskland, som efterfølgende sendte Ossietzky i kz-lejr.

© Ullstein bild Dtl./Getty Images

9. Prismodtager elskede de fattiges lidelser

I 1979 fik den katolske nonne Moder Teresa tildelt Nobels fredspris for sit arbejde for at hjælpe fattige i bl.a. Indien. Men det var ikke alle, der var tilhængere af nonnens arbejde i slumkvartererne.

Moder Teresa havde nemlig et syn på hospitalsdrift, der ikke altid havde fokus på at helbrede patienter. Hun var overbevist om, at det var godt for de fattige at lide.

“Der er noget smukt i at se de fattige acceptere deres lod, at lide ligesom Kristus”, udtalte hun.

Der var derfor kun en beskeden form for lægehjælp på hendes centre, der af professionelle blev kritiseret for at stole mere på bøn og tro end på medicinsk behandling.

Dødeligheden på nonnens hospitaler var af samme årsag højere end på almindelige hospitaler i de samme områder. Titusindvis af mennesker, der kunne have overlevet deres sygdomsforløb, døde på Moder Teresas hospitaler, fordi hun mente, at lidelse ville bringe dem tættere på Gud.

Nobelpris, Moder Teresa, skandale

Moder Teresa vækkede også vrede ved i sin Nobel-tale at sige, at den største ødelægger af fred i dag er abort: “Det er en direkte krig, et direkte drab – et mord
begået af moren selv”.

© Jean-Claude FRANCOLON/Getty Images