Tiden: Fra kukur til atomur

Læs om tidsmålingen fra 1700-tallets kukure til atomure og sommertid.

Byen Greenwich ved London­ blev tidsmålingens hovedstad. Her lå det kongelige­ observatorium med tidskuglen på taget.

1730: Spøjs idé fik stor succes

Urmageren Franz Anton Ketterer (1676-1750) fra den sydtyske landsby Schönwald fik omkring 1730 en spøjs idé. Han lod timeslagene i sine ure efterligne gøgens kukken og indbyggede en lille mekanisk fugl i uret. Hans kukur blev en øjeblikkelig succes og satte urmagerne i Schwarzwald på verdenskortet.

1833: Kuglen faldt præcis kl. 13

England kontrollerede verdenshavene, men præcis navigation krævede præcis viden om klokken. Det fandt videnskabsfolk en original løsning på.

I løbet af 1800-tallet var skibsfartens kronometre blevet så nøjagtige, at navigatørerne havde behov for et klart signal, som det enkelte skib kunne stille uret efter ved afsejling. John Pond, den kongelige astronom ved observatoriet i Greenwich øst for London, fandt løsningen i 1833.

På toppen af observatoriet placerede han en 4,5 meter høj stang, som en trækugle, beklædt med læder, kunne glide op og ned ad. Hver dag klokken 12.58 blev kuglen hejst op, og præcis klokken 13.00 faldt den – så vidste alle søfarere, hvad klokken var slået. Signalet blev hurtigt kendt som Greenwich Mean Time, eller GMT. I begyndelsen blev GMT opfattet som et system, som kun skibsfarten havde brug for for at bestemme den nøjagtige position i forhold til klodens længdegrader. De blev nu betegnet som et antal grader før eller efter GMT. Da det blev besluttet,­ at længdegrad­ nr. 0 skulle gå gennem byen og have navnet Greenwich-meridianen, blev byen endnu vigtigere. Meridianen er bestemmende for alle tidszoner i verden.

Systemet med tidskugler blev snart kopieret i havne verden over, og da den elektriske telegraf kom, blev disse koordineret med kuglen i Greenwich. Den første tidskugle, som ikke var rettet mod skibsfarten, blev opsat i London-gaden The Strand – her boede mange urmagere.

1800-tallet: Schweiz var de billige kopiers land

Hen mod slutningen af 1800- tallet­ blev de bedste – og dyreste – lommeure stadig håndfremstillet i London og Coventry. Men den engelske urindustri mødte hård konkurrence, ikke mindst fra Schweiz. Her bestod langt det meste af produktionen af billige kopiprodukter, solgt ved hjælp af ufine forretningsmetoder. I 1860 eksportede schweizerne fx 350.000 ure legalt og andre 150.000 illegalt – alene smuglervarerne svarede til den samlede engelske produktion. Det britiske urmagerlav anklagede nu schweizerne­ for unfair konkurrence – de beskæftigede nemlig kvinder i produktionen. Andre beroligede sig med, at “en brav britisk håndværker laver bedre ure end en bjergbestiger!”

De tog fejl. Schweizerne blev gode instrumentmagere og opfandt fx ure med indbygget stødabsorbering eller ure, som kun skulle trækkes op en gang om ugen. Den britiske industri svandt ind, og i 1936 blev Schweiz verdens største producent. Da var landet for længst blevet synonymt med kvalitet.

1880: Ur til 1 dollar

Sidst i 1800-tallet røg amerikanske urfabrikanter ud i en priskrig på lommeure. Våbnet var enkelhed. I 1880 kom Waterbury Clock Company med en model bestående af kun 56 dele til en pris af 3,50 dollars; til gengæld skulle ejeren trække uret op ved at dreje et hjul 150 gange. Et par år efter kom konkurrenten Ingersoll på markedet med ure til 1,50 dollar. Et enormt salg via postordre betød, at firmaet i 1896 kunne sætte prisen ned til blot 1 dollar.

1916: Armbåndsure var kun for kvinder

Siden hollænderen Huygens opfandt lommeuret­ i 1600-tallet, havde et ur i vestelommen­ været standardudstyr for den moderne mand. Men sidst i 1700-tallet dristede­ det schweiziske firma Jaquet-Droz et Leschot sig til eksperimenter med et ur, som blev hæftet på et armbånd. Napoleon Bonapartes hustru, kejserinde Josephine, tog det nye modelune til sig, hvilket betød, at armbåndsurene bredte sig blandt adelige­ kvinder.

Uret forblev kvindagtig pynt op gennem 1800-tallet, indtil tyske flådeofficerer i 1880'erne som et forsøg blev udstyret med armbåndsure. Men først da landets artilleriofficerer under 1. verdenskrig 1914-1918 klagede over, at lommeure­ var for upraktiske under hektiske kamphandlinger, blev armbåndsure­ standardudrustning i hele officerskorpset.

Historikere­ vurderer, at beslutningen om at indføre den nye urtype øgede den tyske hærs effektivitet målbart, selv om landet i sidste ende tabte krigen. I hvert fald ændrede­ beslutningen moden, så den nu dikterede, at modebevidste mænd gik med armbåndsur.­

Et lommeur gemt væk i vestelommen blev for upraktisk for soldaterne under 1. verdenskrigs intense kamphandlinger.

1920: Nobelprisen for tid

Metal udvider sig i varme. Dette faktum var i mange år urmagernes store udfordring; temperatursvingninger påvirker urenes præcision. Den schweiziske videnskabsmand Guillaume løste problemet, da han i 1895 fandt en metallegering, bestående af stål iblandet 35,6 procent nikkel. Legeringen kaldet invar påvirkes ikke af skiftende temperatur. Senere udviklede han endnu en metallegering til spiralfjederen i lommeure. Dette metal beholder sin elasticitet trods temperatursvingninger. I 1920 fik dr. Guillaume Nobelprisen i fysik for sine metallegeringer.

1929: Kvartskrystal i uret betød ny præcision

I 1929 fandt canadieren W.A. Marrison på at sætte en lille skive af kvartskrystal ind i uret. Han havde opdaget, at i et elektrisk kredsløb ville krystallet svinge med en fast bølgelængde. Kvartsstykket kunne derfor afløse pendul eller spiralfjeder, og da det svinger omkring 2000 gange hurtigere end et pendul, havde Marrison også skabt grundlaget for langt større præcision. Kvartsure går op til 1 sekund forkert over en periode på 30 år.

1955: Ultimativt ur

Verdenshistoriens ultimative tidsmåler – atomuret – stod færdig i 1955, trekvart århundrede efter, at den britiske matematiker lord Kelvin havde foreslået at bruge et atoms uforanderlige svingningshastighed som basis for tidsmåling. Atomuret var kompliceret højteknologi, som brugte cæsium-atomet til målingen. Det atom svinger præcis 9.192.631.770 gange på ét sekund – hvilket i dag er definitionen på sekundets længde. Atomuret taber maksimalt ét sekund i løbet af 3000 år.

Den amerikanske nobelprismodtager Charles Townes demonstrerer atomuret.

Sommertid gav flere timer til golfspil

Ideen om at stille uret frem og få flere timer i dagslys blev spredt af ivrige golfspillere.

Allerede i 1895 foreslog newzealænderen George Hudson at flytte uret to timer i sommerhalvåret. Ved siden af et job med fast arbejdstid var han insektforsker og irriteret over, at han havde for få lyse timer til at samle insekter. Uafhængigt heraf kom englænderen William Willett i 1905 på samme tanke – han ønskede sig mere tid til at spille golf om eftermiddagen.

Forslagene blev ikke til lov, men i 1916 indførte Tyskland sommertid for at spare på kullet under krigen. England, Frankrig og USA fulgte snart med. Efter krigen afskaffede USA sommertiden igen, selv om præsident Wilson forsøgte at bevare den. Han gav i stedet ordre til, at hans medarbejdere skulle møde én time tidligere om sommeren. Det gav Wilson tid til golf.