Tiden: Fra kukur til atomur

1730: Spøjs idé fik stor succes

Urmageren Franz Anton Ketterer (1676-1750) fra den sydtyske landsby Schönwald fik omkring 1730 en spøjs idé. Han lod timeslagene i sine ure efterligne gøgens kukken og indbyggede en lille mekanisk fugl i uret. Hans kukur blev en øjeblikkelig succes og satte urmagerne i Schwarzwald på verdenskortet.

1833: Kuglen faldt præcis kl. 13

England kontrollerede verdenshavene, men præcis navigation krævede præcis viden om klokken. Det fandt videnskabsfolk en original løsning på.

I løbet af 1800-tallet var skibsfartens kronometre blevet så nøjagtige, at navigatørerne havde behov for et klart signal, som det enkelte skib kunne stille uret efter ved afsejling. John Pond, den kongelige astronom ved observatoriet i Greenwich øst for London, fandt løsningen i 1833.

På toppen af observatoriet placerede han en 4,5 meter høj stang, som en trækugle, beklædt med læder, kunne glide op og ned ad. Hver dag klokken 12.58 blev kuglen hejst op, og præcis klokken 13.00 faldt den – så vidste alle søfarere, hvad klokken var slået. Signalet blev hurtigt kendt som Greenwich Mean Time, eller GMT. I begyndelsen blev GMT opfattet som et system, som kun skibsfarten havde brug for for at bestemme den nøjagtige position i forhold til klodens længdegrader. De blev nu betegnet som et antal grader før eller efter GMT. Da det blev besluttet,­ at længdegrad­ nr. 0 skulle gå gennem byen og have navnet Greenwich-meridianen, blev byen endnu vigtigere. Meridianen er bestemmende for alle tidszoner i verden.

Systemet med tidskugler blev snart kopieret i havne verden over, og da den elektriske telegraf kom, blev disse koordineret med kuglen i Greenwich. Den første tidskugle, som ikke var rettet mod skibsfarten, blev opsat i London-gaden The Strand – her boede mange urmagere.

1800-tallet: Schweiz var de billige kopiers land

Hen mod slutningen af 1800- tallet­ blev de bedste – og dyreste – lommeure stadig håndfremstillet i London og Coventry. Men den engelske urindustri mødte hård konkurrence, ikke mindst fra Schweiz. Her bestod langt det meste af produktionen af billige kopiprodukter, solgt ved hjælp af ufine forretningsmetoder. I 1860 eksportede schweizerne fx 350.000 ure legalt og andre 150.000 illegalt – alene smuglervarerne svarede til den samlede engelske produktion. Det britiske urmagerlav anklagede nu schweizerne­ for unfair konkurrence – de beskæftigede nemlig kvinder i produktionen. Andre beroligede sig med, at “en brav britisk håndværker laver bedre ure end en bjergbestiger!”

De tog fejl. Schweizerne blev gode instrumentmagere og opfandt fx ure med indbygget stødabsorbering eller ure, som kun skulle trækkes op en gang om ugen. Den britiske industri svandt ind, og i 1936 blev Schweiz verdens største producent. Da var landet for længst blevet synonymt med kvalitet.

1880: Ur til 1 dollar

Sidst i 1800-tallet røg amerikanske urfabrikanter ud i en priskrig på lommeure. Våbnet var enkelhed. I 1880 kom Waterbury Clock Company med en model bestående af kun 56 dele til en pris af 3,50 dollars; til gengæld skulle ejeren trække uret op ved at dreje et hjul 150 gange. Et par år efter kom konkurrenten Ingersoll på markedet med ure til 1,50 dollar. Et enormt salg via postordre betød, at firmaet i 1896 kunne sætte prisen ned til blot 1 dollar.

1916: Armbåndsure var kun for kvinder

Siden hollænderen Huygens opfandt lommeuret­ i 1600-tallet, havde et ur i vestelommen­ været standardudstyr for den moderne mand. Men sidst i 1700-tallet dristede­ det schweiziske firma Jaquet-Droz et Leschot sig til eksperimenter med et ur, som blev hæftet på et armbånd. Napoleon Bonapartes hustru, kejserinde Josephine, tog det nye modelune til sig, hvilket betød, at armbåndsurene bredte sig blandt adelige­ kvinder.

Uret forblev kvindagtig pynt op gennem 1800-tallet, indtil tyske flådeofficerer i 1880'erne som et forsøg blev udstyret med armbåndsure. Men først da landets artilleriofficerer under 1. verdenskrig 1914-1918 klagede over, at lommeure­ var for upraktiske under hektiske kamphandlinger, blev armbåndsure­ standardudrustning i hele officerskorpset.

Historikere­ vurderer, at beslutningen om at indføre den nye urtype øgede den tyske hærs effektivitet målbart, selv om landet i sidste ende tabte krigen. I hvert fald ændrede­ beslutningen moden, så den nu dikterede, at modebevidste mænd gik med armbåndsur.­