De slanke obelisker­ markerede­ indgangen­ til Egyptens templer,­ men blev også verdens første ure.

Tiden: Tidsmåling før år 0

Stensøjler var store ure. Obelisker var mere end til pynt – de viste også tiden. Og så fik egypterne­ den epokegørende idé, at døgnet begynder ved midnat.

15. januar 2010 af Hans Henrik Fafner

3500 f.Kr: Oldtidens egyptere brugte de mange meter høje obelisker til at holde regnskab med tiden. Området omkring stensøjlen blev brolagt med indgravererede, flade sten, så kyndige kunne aflæse, hvad klokken var blevet.

Egypterne opdagede også, at obeliskens skygge har nøjagtig samme retning midt på dagen, uanset årstiden, og fandt ud af, at skyggen er længst på årets korteste dag og tilsvarende kortest på den længste. Ud fra obeliskernes skygge blev egypterne i stand til at fastsætte forårs- og efterårsjævndøgn.

Vigtigst af alt kom egypterne på den revolutionerende idé at lade døgnet begynde ved midnat. I oldtidens andre kulturer begyndte døgnet ved solopgang. Det betød, at døgnets begyndelse flyttede sig lidt frem eller tilbage hver dag, hvorfor et solur skulle have drejelig skive for at kunne bruges. I Egypten blev tidsbestemmelsen standard-iseret­ og gjort mere nøjagtig.

400 f.Kr:“Så mødes vi klokken 15 fod!”

Antikkens grækere fastsatte dagens tidspunkter efter skyggens længde. I Middelhavsområdet vil et menneske af gennemsnitshøjde kaste en skygge på 24 fod (7,3 m) tidligt om morgenen og sent om aftenen. Midt på dagen er skyggen til gengæld kun fire fod (1,2 m) lang. Grækeren så derfor på uret ved at lægge en sten på jorden, træde tilbage, indtil stenen lå “på toppen” af hans skygge – og derefter skridte afstanden hen til stenen af ved at sætte den ene fod foran den anden. Derfor kunne oldtidens grækere fx aftale at mødes foran templet “klokken 15 fod”.
Meget høje mennesker risikerede at komme for tidligt, fordi deres længere skygge ville nå 15 fod tidligere på dagen. Men problemet var ifølge grækerne til at overse, fordi de antog, at høje mennesker også har længere fødder, og at høj som lav derfor ville komme til samme resultat, når de skridtede deres egen skygge af.

300 f.Kr: Soluret fra Sicilien forkert i Rom

Antikkens romere fandt ud af at konstruere et solur som en hulning med en miniatureobelisk i midten. Herved opnåede de større præcision end ved blot at placere obelisken på en vandret flade. Den nye konstruktion kompenserede for, at Solen står højere på himlen om sommeren end om vinteren, hvorved obeliskens skygge også varierer efter årstiden.

Romerne fandt også ud af, at solurene er mest nøjagtige, hvis de konstrueres til den breddegrad, hvor de skal stå. Det fik den romerske videnskabsmand Plinius den Ældre til at klage over, at et solur, som han betragtede i Rom, ikke var præcist. Uret var fremstillet på Sicilien, længere mod syd.

Solure af den romerske type blev spredt ud over hele imperiet. Dette er fra Nordafrika.

250 f.Kr: Barber revolutionerede vanduret

Den græske tidligere barber Ctesibius blev en stor mand i oldtidens Alexandria. Han var formentlig leder af byens verdensberømte bibliotek, og så konstruerede han et avanceret vandur.

Ctesibius, som levede i 200-tallet f.Kr., fulgte med interesse en af byens store videnskabsmænd, Arkimedes, som beskrev hydraulikkens grundlæggende principper. Arkimedes opfandt også tandhjulet og den endeløse skrue. Ctesibius fandt ud af at kombinere de nye opfindelser i sit ur. Desværre har ingen eksemplarer af det mekaniske vandur overlevet til i dag, men forskere har bygget flere rekonstruktioner baseret på skriftlige kilder.

Ctesibius' vandur overgik langt den model, egypterne havde konstrueret ca. tusind år før. Deres ur bestod af en lerkrukke, ganske lig en urtepotte. Konstruktionen havde et lille hul i bunden, og efterhånden som vandstanden sank, kunne klokken aflæses ved markeringer på krukkens inderside. Uret tog højde for den naturlige fordampning undervejs i processen; derfor blev krukken smallere nedefter.

1. Vandet driver uret Hver dag ved solopgang åbnes for vand til cylinderen, der fyldes i løbet af dagen.
2. Viseren Vandet stiger jævnt og løfter flyderen op, så figurens pind kan angive tiden.
3. Vandhjul Om aftenen løber vandet ud via en hævert, som driver et vandhjul én tak.
4. De lange sommertimer Vha. det langsomme vandhjul drejer tromlen med tids­angivelser én omgang pr. år. På tromlen varierer afstanden mellem timerne. Sådan kompenserer uret for, at dagens 12 timer er længere om sommeren end om vinteren.

100 f.Kr: En vintertime tog 44 minutter

Mens Romerrigets overklasse var optaget af astronomiske målinger og videnskab, var tidsmålingen blandt almindelige romere­ mere jordbunden. De talte kun døgnets lyse timer,­ som der var tolv af – uanset årstiden.

Det betød, at ved sommersolhverv var en romersk time 75 minutter lang, mens den ved vintersolhverv kun varede 44 minutter. På den måde blev antallet af arbejds-timer­ det samme året rundt, selv om arbejds-dagen reelt var kortere i løbet af den mørkere tid.

Måske er du interesseret i...

Læs også